Helle Thorning Schmidts første Nytårstale - Hjælp til stikord

Mindre formynderi
Mere frihed

Mere Fællesskabsfølelse
Mindre fattigdom

Mindre brok
Mere blåbærkage

Godt Nytår!

Torsdags Top 5 - Hyldest til en stor fortæller

Juledagene har været tilbragt i særdeles godt selskab. Min storebror var så elskværdig at give mig Niels Skousens erindringer Herfra hvor jeg står i julegave. Jeg er nået mere end halvvejs, og der er foreløbig tale om en 6-stjerne læseoplevelse. Skousen skriver i en nøgtern stil med detaljerige, men aldrig kedelige, beskrivelser af en ikke uproblematisk barndom, som søn af en tysk danselærer (det var ikke så fedt at have en tysk mor i årene efter 2. verdenskrig) og en far, der skred med en anden kvinde. Hvis man tror, at man skal læse en omgang hippieerindringer, kan man delvist tro om, for der går langt over 100 sider, før den første chillum bliver tændt, men derefter bliver der også røget igennem.
Bogen kan måle sig med niveauet af Skousens allerbedste sange, som i min bog er:

1) Lyt til coach
2) Det sker
3) Dobbeltsyn
4) Herfra hvor vi står
5) Go'aften Danmark

Amy Winehouse i Hillerød og Himlen

Det er førstejuledags formiddag i min mors lejlighed i Hillerød. I min storebrors ipod, der skratter som en gammel transistorradio, synger Amy Winehouse The Blues. Jeg tænker, at Amys mor og far sikkert savner deres datter, selv om jeg ikke tror, at hun var typen, der tilbragte mange juledage hjemme i sofaen hos mor og far med christmas pudding og en hyggelig serie i tv.

Mixtape 2011

Hvis jeg nu skulle blande et bånd (og det kunne være da virkelig være old school) til en sød veninde eller god ven med hvad jeg har lyttet til i 2011 ville det indeholde følgende sange:

1:Baby Woodrose: Somone til love (fra Chasing Rainbows, 2007)
Et godt åbningsnummer. Jeg har allerede skrevet hvorfor jeg er blevet så glad for Lorenzo og co.

2: Emma Acs: Yoko (Fra Champagne, 2011)
Sød, sjov, charmerende

3: Death in June: All pigs must die (fra All pigs must die, 2001)
Death In Junes forsanger og eneste gennemgående figur gennem en lang karriere er en homoseksuel sanger med stor passion for symboler fra Det Tredje Rige! Dette nummer er en meget skæv popperle inden for genren neo folk. Lyder det obskurt? Det er det også, men det er også originalt og fedt!

4: John Grant: Leopard and Lamb (fra Queen of Denmark, 2010)
Via divesre årslister for bedste album 2010 opdagede jeg John Grants smukke samling 1970'er inspirerede sange, der næsten alle kredser om glæder og ikke mindst sorger og besvær med at springe ud og leve som bøsse. Queen of Denamrk er et af de albums jeg har lyttet mest til i år.

5: Midlake: Head Home (fra The Trials of Van Occupanther, 2006)
Det var bandet der fik lokket John Grant til at indspille Queen.. og de fungerer som backingband på albummet. Og så fik man jo også glæde af at stifte bekendtskab med Midlake. "Head Home" lyder som Fleetwood Mac i deres velmagtsdage - og det er ment som en ubetinget ros! 

6: R.E.M: Überlin (fra Discover, 2011) 
Deres bedste sang i mange år. Vi takker for en flot karriere og en masse smukke sange.

7: I Got You On Tape: Church of the Real (fra Church of the Real, 2011)
Noget skummelt og smukt er på spil på én og samme tid i denne sang, selve albummet levede desværre ikke helt op til det forrygende titelnummer.

8: Elbow: Lippy Kids (fra Built a Rocket Boys, 2011)
Dejligt at opdage Elbow. Stadionrock med stil. Bono og co kan trygt abdicere.

9: War on Drugs: Brothers (fra Slave Ambient, 2011)
Sangeren har lyttet til Tom Petty og Bob Dylan, bandet har lyttet til U2 og shoegazer. Det hele mixes til en yderst velsmagende og elegant cocktail, som dog skal nydes ikke alt for store doser.

10: Rihanna featuring Calvin Harris: We found love
Jeg overgiver mig - dette er en helt forrygende popsang (og dem har Rihanna i det hele taget lavet en del af)

PS. Jeg har ikke rigtig fået lyttet til P.J. Harveys seneste album, men når I alle sammen siger, at det er så godt, er jeg utvivlsomt gået glip af noget. Men så har jeg jo det til gode... 

Coolness i provinsen

En af mine helt store heltinder, forfatteren Helle Helle, fylder år i dag. Hermed min top 3 over hendes bøger:

1) Ned til hundene
2) Rødby-Puttgarden (hvilken fremragende romantitel!)
3) Forestillingen om et ukompliceret liv med en mand (hvilken fremragende romantitel!)

Brd. Price anmeldelse

Som mange andre danskere er også jeg blevet fan af de to joviale Price-brødre. Jeg gætter på, at deres popularitet bl.a. skyldes, at det rammer et eller andet i tiden. Alt er blevet så puritansk; ryges må der ingen steder mere, der er kommet en såkaldt fedt-skat, og Sundhedsstyrelsen advarer mod blot, moderat drukkenskab. Pudsigt nok er der samtidig sket det, at madprogrammerne på tv går i den stik modsatte retning. Det er ikke så mange år siden, at madprogrammer på tv var identisk med, at Anne Larsen lavede "fedtudrivelse" for åben skærm. Men nu hitter Det søde liv og ikke mindst  Price-brødrene og deres mantra "Rigeligt smør".
Hvorvidt brødrenes eget restaurantkoncept holder måtte prøves, tænkte jeg for nylig. Og hvad var mere naturligt end at give min kære hustru T en habil adventsgave og invitere hende hen på brødrenes nyåbnede restaurant på Rosenborgsgade nær Nørreport station?
Da lillebror Adam Price jo selv indtil for ganske nylig  var madanmelder på Politiken (og en både velskrivende og venlig en af slagsen, synes jeg) er det på sin plads, at x-anmelderens mad restuarant bliver anmeldt. Så det gør jeg hermed - med kyndig assistance fra T. Med det samme vil jeg gøre opmærksom på, at vi hvis vi skule lege "rigtige" anmeldere skulle vi selvfølgelig have prøvet flere retter på menukortet.

Jeg havde bestil bord i Spisekøkkenet, hvor man bliver bænket ved 2-mandsborde med ganske kort afstand til nabobordet. Hurtigt kom der et dejligt lille surdejsbrød bagt i en lille kageform på bordet. Det smagte virkelig godt, men vi var jo ikke kommet for at spise os mætte i brød. Et tilbud om en doggybag til brødet er hermed foreslået!
Vi droppede forret (vi elsker begge dessert og af bitter erfaring ved vi, at der ikke alttid er plads til en sådan, hvis man både har konsumeret for- og hovedret). I stedet nuppede vi et par snacks. Vi fik en omgang nyskåret Skagenskinke. Jeg har altid synes, at det var lidt krukket med at knytte lokalitet til produkt, jeg mener, vi skal jo ikke konversere med skinken. Men godt smagte den. Skåret i ikke for tykke skiver. Man kunne måske godt have brugt et eller andet syrligt til. Som anden snack nuppede vi nemlig en gang brødfritter med brandadmayo (hvidløg, smagte den skønne mayo af). Brødfritter var en præcis varebetegnelse, de var yderst frittede - på den gode måde. T synes dog, at der var lídt "Berliner" over smagen. Jeg fik mig en lille Jacobsen på fad til. Og det var absolut en øl-egnet snack. T fik sig en Hindbærbrus fra Ørbæk. En sodavand, der smagte af hindbær og ikke e-numre.
Til hovedret valgte vi begge en gang Steak Frites. Tjeneren spurgte, hvilken sauce vi ville have, da vi bestilte maden. Men saucen dukkede først op en 5-10 minutter efter at bøffen var blevet serveret. Og den salat vi havde bestilt, havde han helt glemt. Noget af et kiks, men det skal der bestemt være plads til i en nyåbnte restaurant, hvor alle rutiner forståeligt nok ikke er helt på plads endnu (betjeningen var i øvrigt høflig og venlig hele vejen igennem). Værre var det at vores bøffer ikke var særligt møre. De så ellers indbydende ud, havde en fin stegeskorpe og en flot fedtkant. De var også velsmagende nok. Men Ts bøf var for rød, selv om vi udtrykkeligt havde bedt om at få den stegt medium. Og altså ikke ordentlig mør - indimellem nærmest gummiagtig. Min blev dejlig mør, da jeg nåede halvvejs. Der var grøn kryddersmør til bøffen - af hvilke krydderurter blev vi ikke kloge på.
Fritterne var hjemmegjorte og helt om de skulle være. Bearnaisen havde efter min smag den rette balance af fedme og syrlighed - T synes den var for syrlig. Den lille skål grøn salat, som var vendt i en vinegrette, var frisk og velsmagende.
Da jeg ytrede, at jeg mest var til lette vine (den helt store vinkender blir jeg aldrig) anbefalede tjenrene et glas bourgogne. Jeg skulle nok have kastet mig ud et eller andet mere potent. Men sådan er der så meget. T fik en hyldeblomst-saft fra Ørbæk. Skulle der ske det, at jeg engang skulle ryge på vandvognen (Gud forbyde det), er det godt at vide, at Ørbæk laver lækker soda- og saftevand!
Inden desserten bestilte jeg en espresso, der var lige en tand for bitter.
Vi delte 2 desserter. Bedst var "Dagens sorbetter og iscremer". Iscremerne var netop dejligt cremede, det blev desværre ikke oplyst, hvad der var i. Det gode var heldigvis, at de smagte af af de råvarer, vi gætter på der var brugt. Nemlig vanille og hasselnødder og muligvis nougat. Sorbeterne havde også den helt rigtige konsistens, der var hhv. en hindbær, og en syrlig, formodentlig grapefrugt. Denne dessert var indiskutabelt aftnens bedste ret. Desuden valgte vi en citrontærte med karameliseret marengs. Flot så den ud, men bunden var for tyk, og laget af marengs for dominerende i smagen, så citronsmagen slet ikke kom til sin ret.
Adam Price indfandt sig på restauranten mens vi gumlede på den ikke helt vellykkede bøf. Han agerede i en kort periode vært, men viede herefter (forståeligt nok) sin fulde opmærksomhed til en meget smuk kvinde, som han hang ud med over et glas boblevand i baren. Hvis vi skulle veksle et par ord med Adam Price, ville vi have fortalt, at der er 4 små kokkehuer og en lille anbefaling fra mig og T. Næste gang tror jeg, at jeg vil prøve deres Bankekød med mos!

Teksttvoverskriftidioti

Nu skal din hest have et pas

Årets koncert

Peter Hook kom nogle få minutter for sent til interviewseesion med Martin Hall på Hovedbiblioteket i København. Grunden var at lydprøven til aftnens koncert havde trukket ud. Og det lod sig høre. For hold kæft hvor spillede Peter Hook & the Light bare fantastisk, da de opførte hele Joy Divisions Unknown Pleasures album samt et generøst udvalg af andre klassikere fra JD-kataloget.
Gaffa-skribenten Anders Reuss er indiskultabelt bedre til at skrive om musik end undertegnede, så jeg tillader mig at linke til hans anmeldelse her. Jeg kan tilslutte mig stort set alt, hvad Reuss skriver. Blot ville jeg klart give 5 ud af 6 stjerner.
Jeg var mildest talt ikke begejstret, da jeg i sin tid læste om Hookys projekt, det ville blive en bleg og pinlig kopi af originalen, var jeg overbevist om. Det var således i sidste øjeblik at jeg sammen og min gamle ven Jesper (med hvem jeg på fanatisk vis har dyrket New Order og Joy Divison igennem efterhånden over 23 år), besluttede, at vi da skulle ind og høre Hall interviewe gode gamle Hooky - og så måtte vi jo hellere også dukke op til koncerten. Hooky viste sig som en lun, sympatisk gentleman i intervew-situationen. Han påpegede, at han jo bare ønskede at komme ud og spille nogle fantastíske sange, der fortjente at blive spillet. Og det blev de så, og det med en intensitet og spilleglæde, der lynhurtigt forplantede sig til publikum, så vi vist allesammen gik opløftede hjem fra Amager Bio.
P.S. Denne signatur er i øvrigt at finde i front på det første billede i denne reportage.

Den store studenterbrødstest - appendix

Et af de blogindlæg jeg har fået allemest (positiv) respons på, var den studenterbrødstest, jeg med meget kyndig assistance fra min hustru, lavede for præcis én måned siden. Og da jeg mødtes med gamle klassekammarater fra gymnasietiden i fredags, viste det sig, at testen havde skabt begejstring så langt væk som i Geneve. Jeg er derfor glad for at kunne traktere mine trofaste læsere med et lille appendix til testen, og hvem ved om der ikke dukker flere supplementstest op en dag?

Studenterbrød fra bageriudsalget i Superbrugsen ved Nørreport station, 1358 København K.
Pris 8,50 kr. (der er tilbud på 3 for 20 kr., hvilket blev indkøbt). Vægt: 100 gram.
Udseende: Der er tale om et bemærkelsesværdigt fladt (lavt) brød. Det har en tyk bund, en tynd, mørk, masse og et særdeles iøjnefaldende, nærmest flydende, lag lyserød glasur, hvorpå er strøet et ujævnt lag krymmel. Dommerne er enige om, at den lyesrøde glausr rent æstetisk ikke fungerer. Jens betegner den som "svær at tage alvorlig", mens T mener, at "den virker forkert" og betegner det som en "misfarvning".
Konsistens: Overordnet er dommerpanelet enige om, at konsistensen er brødets største problem. Man oplever en uharmonisk mundfølelse, når man indtager brødet. Bunden er ifølge T overbagt og krummer kraftigt, selve massen er meget klæg, og både masse og det nærmest fyldende lag glasur klistrer til ganen.
Smag: Der er enighed om, at den tilsatte romessens smager kraftigt igennem. Selv om brødet også indeholder syltetøj, kan dette stort set ikke smages. Der er enighed om, at det for så vidt smager "ok"; Jens er dog en tand mere begejstret for smagen end T, hvilket måske skyldes  at han, da brødet blev indtaget, var ret sulten.
Karakter: T giver 1½, Jens giver et stort 2-tal.

Me, Myself & I

Det pisser mig, for at sige det på moderne dansk, af, at det man i grammatikken kalder personlige pronomner så ofte anvendes i overskrifter på avisartikler eller på tekst tv. Hvad med fx denneher  fra Berlingskes netavis: "Se, hvor du skal betale mere i skat" eller en tekst tv overskrift som "Din pension bliver mindre værd". Jeg gætter, at det er en unode de lærer på et af de allerførste semestre på Journalisthøjskolen; et retorisk trick, der skal gøre nyheden mere nærværende for læseren. Jeg synes bare, at tricket har den præcis modsatte effekt. For hvad med alle dem, der fx ikke har en pensionsopsparing? Den læser, nyheden henvender sig til, bliver sådan en typisk middelklassedansker. Man ser jo aldrig en overskrift, der hedder "Så meget bliver du trukket i kontanthjælp" eller "Din førtidspension bliver mindre værd"... Kunne man ikke fra redaktionel side stole på, at læseren synes, at en nyhed kan være interessant og relevant, selv om den måske ikke lige handler om MIG?
 

Torsdags Top 10 - sidste sang på pladen

Her for et par dage siden så jeg på DR P6 BEAT's Facebook-side, at de kørte et tema om perfekte "albumlukkere", ja det findes ikke noget godt og dækkkende ord, men altså bedste, sidste sang på pladen/cd'en. Jeg har gået og funderet lidt over fænomenet. Der er en del forskellige kategorier repræsenteret i denne genre: Ganske ofte lukkes der med en ballade, storladen eller helt afdæmpet, andre lukker med en "part 2" fx. The Surburbs part 2" fra Arcade Fire seneste cd. Eller man slutter med et lidt morsomt indslag som fx. Every little counts på New Orderes Brotherhood-album eller Himlen er et kedeligt sted fra Olesen-Olesens Dagens gerning-album.
Denne listes førsteplads er virkelig en kunstner, det tager sagen alvorligt. Selv på hans mest ujævne soloalbums, som fx Maladjusted ryster han et nummer med den forrygende morsomme titel Satan rejected my soul ud af ærmet, som albummets sidste sang. Og nu til sangene:

1) Speedway (Morrissey - fra Vauxhall & I)
2) The Secret Life of Arabia (David Bowie - fra Heroes)
3) Dream Attack (New Order - fra Technique)
4) Train in Vain (The Clash - fra London Calling)
5) Ocean Rain (Echo & The Bunnymen - fra Ocean Rain)
6) New Morning (Nick Cave And The Bad Seeds - fra Tender Prey)
7) All I want is You (U2 - fra Rattle and Hum)
8) Darkness on the Edge of Town (Bruce Springsteen fra Darkness on the Edge of Town)
9) Wealth (Talk Talk - fra Spirit of Eden)
10 Saturday Night (Suede fra Coming Up)

En elektronisk flirt

Mange af denne klodes pop og rockband får på et tidspunkt en flirt med den elektroniske musik. For nogen, fx New Order, ender det med en lykkelig, livslang kærlighedsaffære, for andre fx. U2, bliver der tale om et langvarigt sidespring, hvor passionen aldrig bliver helt hed.
Også i Danmark har en række gruppet mellem år og dag skiftet guitarer og øvelokale ud med computere, synthesizere og hjemmestudie. How Do I lykkedes flot med denn transformation i 1990'erne, også Gangway lavede i hvert fald ét virkelig flot album med masser af elektroniske elementer involveret, nemlig The Quite Boy Ate The Whole Cake. I mine ører blev Sort Sol til gengæld aldrig rigtig gode venner med elektronikken. Måske skyldes det at elektroniske elementer spiller bedre sammen med melankolsk pop end med end med larmende rock?
Og hvor vil jeg hen med disse linjer? Jeg vil såmænd bare gøre alt for at hype den Patricia's thirst, som er seneste single fra danske Choir of Young Believers. Bandet gør sig fortsat i alternativ, melankolsk, popmusik, men deres nye elektroniske lyd gør dem en tand mere iørefaldende og noget mindre klynkende end tidligere. Og nu, nu har jeg bare lyst til at høre den skønne sang igen og igen og igen...
  

Bloggerkongres 11.11.11

Dagsorden

1) Øl eller vin?
2) Ko, kalv eller gris?
3) (i umiddelbar forlængelse af punkt 2) En skål for Morrissey
4) Et godt råd ønskes: Jens skal til julebryg-aften om 14 dage og skal medbringe en øl, der gerne må imponere det øvrige selskab. Hvad skal han vælge?
5) Fri konversation.
6) Vor mand fra Odense ankommer.
7) Der skåles
8) Punkt 4 genoptages.
9) Evt.

En ukendt sang med et ukendt, forlængst opløst, band

Hvis du, som jeg, er meget glad for musik, kender du sikkert godt detder med at du pludselig får en sang i hovedet, som du optog fra radioen for noget der føles som 1000 år siden. Mens jeg for lidt siden sad i sofaen og slog mave fik jeg en sang af den amerikanske gruppe The Sneetches i hovedet. Dengang i 1989 havde jeg læst en anmeldelse af et af gruppens albums i Information, som blev holdt i mit barndomshjem, og kort tid efter spillede Jan Laursen en sang med dem i et P3-program. Det var sådan en dejlig tresserinspireret guitarpopsang som røg ned på et Maxell-bånd, og som jeg efterfølgebde flittigt lyttede til, når jegt skulle have en puster fra The Cure og Joy Divistion.
Jeg har lige surfet lidt rundt på youtube. Kunne desværre ikke finde netop sangen fra båndet. Men fandt bl.a. et nummer med dem ved navn Weather Scene, som har lidt den samme stemning.

En helt almindelig novemberaften i Nordvest

En mand får sig en Tuborg på Magistervej; en kvinde taler med høj stemme med sin hund på Hovmestervej.

Den store studenterbrødstest

For nylig skrev jeg en kommentar på Facebook om studenterbrød. Der kom en del respons på kommentaren, og jeg tænkte, at der altså fandtes andre fans af denne helt særlige spise end jeg. Jeg fik derfor den idé simpelt hen at lave en studenterbrødstest. Og hvem er mere oplagt at invitere med som medspiser- og medblogger end min skønne hustru T. T er gået meget entusiastisk til opgaven. I første omgang var hun i går rundt til i alt 12 bagere på Nørrebro og i Nordvest. Det viste sig at i alt 5 af bagerne forhandlede studenterbrød, til sammmenligning forhandlede 11 det beslægtede produkt, romkugler. Vi må altså konkludere, at studenterbrødet er lidt af en kult-spise. Ligeledes har T, som jo er uddannet inden for kost og ernæring, udarbejdet et meget detaljeret spørgeskema, som ligger til grund for testen. De er alle vurderet efter en skala  fra 0-5, hvor 5 er bedst.
Men nu kan vi ikke trække spændingen længere. Her kommer testen og selvfølgelig bliver en vinder også kåret.

Studenterbrød fra Ørnebageriet, Frederikssundsvej 51, 2400 København NV.
Pris: 10 kr. Vægt: 180 gram.
Udseende: Der er tale om et meget højt studenterbrød. Faktisk så højt, at man ikke kan gabe over det. Et faktum, der trækker kraftigt ned, vurderer et enigt dommerpanel. Brødet har en bund af mørdej. Selve massen er lysebrun, og det har et tykt lag glasur på toppen og et spredt lag krymmel på toppen.
Konsistens: T betegner konsistensen som lind. Jens synes, at indholdet klæber lidt rigeligt til ganen.
Smag: Panelet er enige om, at laget af syltetøj over bunden giver en god kontrast til den i øvrigt søde og lidt anonyme smag, brødet i øvrigt har.
Karakter: Et enigt panel synes i første smagsrunde, at karakteren svinger omkring 2 og 3.

Studenterbrød fra Søkonditoriet, Nørrebrogade 12, 2200 København N.
Pris: 7. kr. Vægt: 125 gram.
Udseende: Meget fladt. Jens synes, at det er indbydende, at det ikke er så højt. T synes, at det er for fladt. Brødet har en bund af mørdej. Selve massen er ret mørk. Det har et tyndt lag brun glasur på toppen. Oven på glasuren er er en bred stribe krymmel. Dommerpanelet er enige om, at det æstetisk fungerer godt med krymmelstriben.
Konsistens: Det er ikke så klæbende og heller ikke så fugtigt. Bunden er for tør.
Smag: Efter første bid er begge dommere enig om, at den tilsatte romessens smager for kraftigt igennem. Man vender sig dog til essens-smagen, som spisningen skrider frem. Der er også i dette brød et lille lag syltetøj over bunden. Dommerne er enige om, at syltetøjet trækker op. Ligeledes er der enighed om, at det faktum at brødet ikke er så højt gør, at man kan smage hele brødet med alle dets smagsnuancer i samme mundfuld, hvilket er godt.
Karakter: Et enigt panel giver et lille 2-tal.

Studenterbrød fra Italiens Bageri, Nørrebrogade 63, 2200 København N.
Pris 8 kr. Vægt: 160 gram.
Udseende: Som det måske fornemmes af billedet er der tale om et skævt udskåret brød. Brødet har ingen bund. Massen er lysebrun. Glasuren er hvid og gennemsigtig, og der er brugt en anden type krymmel ift. de øvrige i testen. Dommerpanelet er enige om, at brødets mangel på æstetiske kvaliteter trækker ned. Vi må være ærlige og sige: Der er tale om et decideret grimt studenterbrød!
Konsistens: Jens noterer sig, at det ikke er så klæbrigt. T synes, at det er for tørt.
Smag: Dommerne er enige om, at brødet ikke smager decideret dårligt, men at det i den grad mangler noget karakter i smagen. Et bedre lag glasur og noget syltetøj ville have hjulpet.
Karakter: Dommerne er enige om, at brødet lige nøjagtig hiver et 1-tal hjem.

Studenterbrød fra bageri (vi kan desværre ikke huske navnet i skrivende stund) på hjørnet af Tagensvej og Hamletsgade, 2200 København N.
Pris: 8. kr. Vægt: 190 gram.
Udseende: Der er tale om et højt, men ikke for højt studenterbrød. Men det er meget bredt, og dommerne er enige om, at det alt i alt er for voldsomt i størrelsen. Mørdejsbunden er tyk. Massen er meget mørk i farven. Ovenpå på glasuren er et tæt lag krymmel, hvilket pynter!
Konsistens: Den tykke bund er alt for tør, hvilket absolut er et minus. Der er tale om en blød og klæbrig masse.
Smag: Den tilsatte kakao smager alt for meget igennem er dommerne enige om. Desuden pointerer T, at krymlen er for hård og svære at tykke.
Karakter: Jens giver bundkarakteren 0, mens T giver et lille 1-tal.

Studenterbrød fra Brødkunsten, Jagtvej 94, 2200 København N.
Pris 9 kr. Vægt 155 gram.
Udseende: Brødet har en tilpas højde, det er dog ikke så plant som nogen af de øvrige testdeltagere. Brødet har ingen bund. Massen er lysebrun. Ovenpå glasuren er et ret tæt lag krymmel.
Konsistens: Dommerne er enige om, at dette brød har en god konsistens, det er lidt klægt, "men på den gode måde".
Smag: Grundingrediensen i studenterbrød er som bekendt kagerester, og i dette brød lokaliseres hurtigt en kanelsmag, som egentlig smager fint, men måske er lige en tand for dominerende. Derudover vurdererer dommerne, at der er en god helhed i smagen.
Karakter: Et enigt dommerpamel giver et 3-tal.

Finale:De to højestscorende brød var altså dem fra Brødkunsten og Ørnebageriet. Et efterhånden temmeligt mæt dommerpanel (det skal dog tilføjes, at vi kun hver indtog ca. 1/5 del brød i selve testen) var dog efter at have spist en lille happer af de to brød enige om, at sejren går til studenterbrødet fra Ørnebageriet. Dog skal det anbefales, at det skæres ud med kniv, så man har mulighed for a få en bid, der indeholder krymmel, glasur, masse, syltetøj og bund, så smagsoplevelsen bliver komplet.

Tirsdags Top 10 - Ønskeliste

På Danmarks Radio-kanalen P6 Beat har musikskribenten Ralf Christensen og musikeren Kristian Leh (William Blakes) et ganske enkelt fremragende program kaldet Album, hvor de præsenterer intet mindre end verdens bedste plader! Leth og Christensen spiller hele albummet og causerer og analyserer med en begejstring, der bare smitter. For undertegnede der elsker musik, men ingen teknisk musikviden har, bliver min horsiont i den grad udvidet, når Leth fx begejstret fortæller om rytmeguitarspillet på Michael Jacksons Thriller eller når de fortæller om tilblivelsen af Beatles Abbey Road-album. Sidstnævnte har jeg aldrig kunne se lyset i. Leth og Christensen fik mig dog til at give den en chance mere og jeg fandt faktisk ud af, at det nok er fordi den bl.a. har inspirete Pink Floyd, som jeg aldrig kommer til at se det helt store i.

Jeg ser nu på hjemmesiden, at programmet holder pause, men muligvis vender tilbage i 2012. Og Kære Kristan & Ralf, jeg håber sørme, at jeres skønne program snart kommer igen, og jeg vil ønske, at I kaster jer over følgende titler:

1) Velvet Underground: The Velvet Underground & Nico
2) Lee Hazlewood: Cowboy in Sweeden
3) Kraftwerk: The Man Machine
4) Steely Dan: Aja
5) The Clash: London Calling
6) ABC: The Lexicon of Love
7) New Order: Low-life
8) U2: The Joshua Tree
9) Massive Attack: Blue Lines
10) Nick Cave and The Bad Seeds: The Boatman's Call

Gratis ragelse i Nordvest

Motiv fra Bygmestervej.

Baby Woodrose blows your mind

Hvis i dag havde været i går havde jeg siddet på mit kontorjob i en lyseblå skjorte og en ny-indkøbt mørkeblå pullover og været, hvad Ray Davis fra The Kinks havde kaldt a well respected man. Og det er jeg også; jeg lever et stilfærdigt, borgerligt, liv med andelselejlighed, lykkeligt ægteskab og orden i økonomien. Det er 10 år siden jeg sidst har taget et hiv af en joint og detder med syre og stoffer har jeg aldrig turde at røre ved. Jeg holder af at beruse mig i alkohol i ny og næ, men en anden stimulans, der igen og igen giver mit liv et løft er musik. Sikkert ligesom mange andre har det, er jeg (desværre) ikke ligeså nem at bevæge rent musikalsk, end jeg var som yngre. Og når jeg jeg opdager et nyt band, jeg kan lide, har de ofte musikalske referencer til den punk og ikke mindst ny-rock (Joy Division/New Order, The Clash, David Bowie anno Berlin, Kraftwerk, und zu weiter), der har formet min musiksmag.
Ikke mindst gennem min gode bloggerkollega Martin Petersen er jeg - igen - blevet opmærksom på, og efterfølgende begejstret for det danske band Baby Woodrose. Bandet har taget navn efter en plante, man kan få det temmelig underligt af at indtage, og musikken er som udgangspunkt rundet af tressernes rockmusik. Baby Woodrose burde altså slet ikke være så meget for mig. Bevares, jeg kan min rockhistorie til husbehov, og Beatles snurrede lystigt på grammofonen i mit barndomshjem, men ellers var det som nævnt musik fra en helt anden epoke og med en ganske anden æstetik, jeg har dyrket.
Når jeg her på det seneste er begyndt at holde så meget af Baby Woodrose skyldes det nok mest af alt, at de (jeg vælger at skrive de, selv om gruppens absolutte frontmand Lorenzo Woodrose skriver alle deres egne numre) laver mange vildt iørefalden popsange, man bare bliver glad i låget af at lytte til. Lorenzo har et sikkert øre for for hvordan en poptekst skal skrues sammen. Lyt fx til Somone to love , hvor rimene i slutningen af hver strofe driver sangen flot frem (ja, jeg HAR læst dansk på universitetet.).
Modsat en del af den ofte introverte ny-rock jeg i mange år har dyrket er Baby Woodrose sange oftest en udadvendt affære. Lyt fx til signatursangen Baby Blows Your Mind det er sådan en sang, der selvfølgelig sparker liv i kluddene i en svedig rockklub en sen nattetime. Men det er da i ligeså høj grad sådan en sang der en grå eftermiddag kan give konsulenten i den lyseblå skjorte et kick, der er bedre en 10 kopper kulsort kaffe, når han skal have noget fra hånden inden fyraften. Og det er jo det god musik blandt meget andet kan: Give energi og magi i hverdagen.
  
 

Nonner på søndagstur

Det er T, der har fotograferet. Hun har heldigvis ingen nonnedrømme, så vidt jeg er orienteret.

Vor mand i Krakow

Her står denne blogs signatur og kikker forelsket på en af Krakows mange smukke ejendomme. Han forestiller sig, at han bor i en af bygningens lejligheder, der vist alle har altaner. Han kunne leve af at skrive artikler hjem til den danske presse. Han kunne skrive om servertricernes ultrakorte nederdele, han kunne kloge sig på polske samfundsforhold, skrive indignerede tekster om den katolske kirkes enorme magt. Han kunne skrive sjove artikler om grupper af midaldrende svenske mænds voldsomme drukture om hvordan deres blikke allerede ved middagstid er så slørede af billige fadøl og vodka, at de ikke ænser byens skønhed. Og han kunne finde på en historie om den lokale fodboldklubs Wizla Krakows ultravoldelige hooligans, der sidste efterår bankede en håndfuld fans fra Legia Warzawa til døde. En ting er sikkert, hvis han en dag vinder den store gevinst i Lotto, køber han en lille lejlighed med altan i Krakow.

Johanne i parken

Johanne hænger mutters alene i Nørrebroparken. Hun har intet hastværk med at blive pillet ned - hverken på den ene eller anden måde.

Skriveblokering og en smuk sang

Når skrivelysten mangler, og man alligevel synes, at ens eksklusive læserskare har fortjent lidt aktion her på bloggen, er der ikke andet at gøre, end at ty til et lidt billigt trick, nemlig at traktere med en god sang. Kunstneren bag dette meget smukke, efterårsagtige stykke musik spiller forresten i København næste forår. Jeg ser frem til at sidde og lytte med lukkede øjne.

Tirsdags Top 5

Emner jeg aldrig har fået taget mig sammen til at blogge om under valgkampen

1) Hvorfor fremhæver De Konsevative altid at det er så vigtigt at gøre noget for de svageste i samfundet, når de igen og igen kommer med forslag om at skære i overførselsindkomster og give skattelettelser til de rigeste?
2) Mit ambivalente forhold til Socialdemokraterne
3) Brok over at såkaldt grønne partier som Enhedslisten og ikke mindst SF deler ikke ligefrem miljøvenlige valgtryksager ud, og tilmed ikke respekterer et Reklamer Nej Tak-skilt.
4) At jeg er tilhænger af betalingsringen.
5) At det har været en rigtig god valgkamp i den forstand at relevante og vigtige emner er kommet på banen.

Villy i Nordvest

Villy hænger oppe i en lygtepæl og sonderer terrænet. Han spilder tiden! Nu har han betalt et eller andet analysebureau en ½ sportsvogn for at få at vide, at hans kernevælger er en offentligt ansat kvinde mellem 40 og 60 år, der bor i rækkehus i en middelstor østjysk provinsby. Og nu hænger han så her, i et skummelt kvarter i København, gætter han på. Folk går rundt og drikker åbenlyst på gaden, og lige der går et par indvandrere, som Villy spindoktor endnu ikke har fundet ud af, hvad han skal mene om. Mobiltelefonen ringer. Det er Helle, der spørger om han har 12 minutter. Helle griner. Men der er intet at grine af, synes Villy. Han ville bare ønske, at valget snart var ovre så han kan komme ned fra denneher taberlygtepæl.

Torsdags top 10

Denne allerførste, skønne, efterårsdag fejrer vi her på bloggen med en top 10 af de mere ultimative. Efter den udmærkede Primal Scream-koncert i søndags i Vega spillede de i baren, efter koncerten, tresserklassikeren No Milk Today, og den har jeg rålyttet til lige siden. Nu kaster jeg mig så ud på dybt vand og præsenterer 10 af mine yndlingssange fra den britiske 1960'er sangbog. Jeg er bestemt ingen ekspert på området, så kommentarer og andre bud er mere end velkomne.

1) The Kinks: Waterloo Sunset
2) Beatles: She said She said
3) Herman's Hermits: No Milk Today
4) The Rolling Stones: She's a Rainbow
5) Pink Floyd: See Emily Play
6) David Bowie: In the Heat of the Morning
7) The Monkees: Steppin' Stone
8) The Kinks: Sunny Afternoon
9) The Rolling Stones: Jumpin' Jack Flash
10) Beatles: You've got to hide your love away

Revanche

Da jeg var barn, havde jeg fregner og var desuden rødhåret. Jeg var kun i meget begrænset omfang udsat for mobning pga. hårfarven og fregnerne, men jeg skilte mig ud rent udseendemæssigt ift mine kammarater. Og er der noget, der IKKE er fedt, når man er barn, er det altså at skille sig ud. Jeg var da også helt overbevist om, at det var det røde hår og fregnernes skyld, at jeg ikke var den første der blev budt op, når der var klassefest. Da barndommen så småt var slut og jeg erkendte, at det med hårfarven måske ikke var så vigtigt, skete der så bare det, at jeg simpelt hen - allerede som ca. 20-årig begyndte at blive skaldet... Det var jo nærmest som at blive slået hjem i Ludo!

I de seneste mange år har jeg haft et fint forhold til mit udseende - mine venner er nu også begyndt at blive gråhårede og/eller skaldede, og det er efterhånden mange år siden, at det gik op for mig at charme og selvtillid er 1000 gange vigtigere end lækkert hår, når det modsatte køn skal erobres. Alligevel kunne jeg ikke lade være med at føle en lille stik af revanche, måske mest af alt i forhold til mine egne mindreværdskomplekser, da den glimrende fotograf Søren Rønholt for nylig spurgte mig, om, jeg ville agere fotomodel på hans hjemmeside. Og hvem ved, hvis min gode arbejdsplads en dag må dreje nøglen om, venter der mig måske en indbringende karriere som fuldtidsfotomodel? 

Supervixen

Min absoslut mest hudløse bloggerkollega, Jeanett, blogger nu under navnet CoffeeVixen. Hun er en lunefuld, men humorfuld og særdeles velskrivende rappenskralde. Tjek selv efter på linket i blog-roll'en.

Årets programomtale!

Dansk madprogram fra 2011
I 4-Stjerners Middag i aften har Joy, kendt fra Singleliv, inviteret sin mor, Mia, samt Samuel, der lugtede til en mandenumse i tv-programmet Total Blackout og ¿Den sorte Seebach¿, Benjamin, som er kendt fra YouTube, til middag. Temaet er pink summer, og ud over temaet er det også deltagernes kinder, der bliver lyserøde, da de skal lære at poledanse. Se med i aften, hvor den bramfri Joy disker op med en lyserød middag, hvor selv neglelakken matcher temaet, og hvor Benjamin snyder de andre deltagere.            
(Programomtale på TV5's hjemmeside om dagens afsnit af 4-stjerners middag)

Kendte på Nørrebro

Tirsdag sent om eftermiddagen, da jeg låste min cykel op uden for Stereo Studio på Nørrebrogade, så jeg Mikael Simpson gå ind i selvsamme forretning. Jeg overvejede at liste efter ham for at se om han skulle have den seneste cd med et eller andet hipt Brooklyn-band, om han købte et par Bob Dylan-cd'er på tilbud, eller om han måske, når ingen kikkede, listede det nye Poul Krebs-album ned i indkøbskurven.

Et par timer senere så jeg Connie Hedegaard på en af de yderste pladser på række 4 i Empire Bio. Et par gange under filmen (den nye Woody Allen) tænkte jeg, at Connie H sikkert i sit stille sind sad og glædede sig over at hun ikke var på valg og dermed snart skulle gå rundt i en grim, grøn vindjakke på gågaden i Præstø.

Et godt tilbud!

Forlæng dit liv med 15 år +5 kr.

(tilkøb på B.T's hjemmeside)

Bestseller

Hvis jeg havde tiden, tålmodigheden og ikke mindst talentet, ville jeg skrive en roman inspireret af Henriette Kjærs hasarderede omgang med forbrugslån (hvis man skrev om hendes samlever ville alle synes, at den historie var for langt ude!)og om Allan Nielsen og Tina Lund, der forsøger at sælge billedrettighederne til deres bryllup.
Måske ville historien udvikle sig således at heltinden Henriette igen får sin karriere på skinner ved at deltage i Vild med dans, mens Allan & Tinas sidste tv-optræden bliver i TV3's kæmpe 2012 seermagnet: Luksusfælden V.I.P.

#50

Jeg vil fejre årets indlæg #50 med billeder omhandlende min forholdsvis nye passion for graffiti og gadekunst.

Ovenstående motiv er et hæklet eller strikket "indpakning" af et trafikskilt på Frederiksborgvej. En venlig og tørstig håndværker, T og jeg mødte, da vi fotograferede skiltet, fortalte, at han havde hørt, at et barn var blevet kørt over ved dette fodgængerovergang, og at det var baggrunden for udsmykningen.

Og NEU spreder fortsat sit budskab - her på Dortheavej.

Længere nede ad vejen huserer NEU! igen, denne gang med en mere klassisk graffiti-æstetik. T mente, at der måske var tale om en kopist.

Underdressed

Jeg følte mig ret skarpt påklædt i dag iklædt bl.a. Diesel Jeans og splinternye Fred Perry gummisko, men så var det jeg så Martin Hall kom gående med sin søn i hånden på Gammel Kongevej. Sønnen var fornuftigt klædt på i shorts og t-shirt, mens Hall var i et elegant mørkt jakkesæt. Og jeg følte mig pludselig aldeles luset klædt sammenlignet med dronningerigets mest elegante far.

Kong Negativ

Jeg er fortsat i gang med Henrik Nordbrandts dagbog. Han er negativ på stort set hver side. Det er nærmest pubertært - og manden fyldte altså 50 år, mens han forfattede bogen. Ofte hans udfald dog meget morsomme, som fx i disse linjer:
"Jeg husker Kim Larsen fra det skrækkelige Christianshavn. Der gik mange måneder, hvor jeg troede, at det var en person, der kopierede den rigtige Larsen. Ingen kunne være sådan i virkeligheden, mente jeg.
En dag fandt jeg ud af, at larsenkarikaturen skam var den rigtige Larsen. Jeg blev dybt imponeret."

Torsdags Top 3 - Tåbelige forbudsforslag

1) Forbud mod burkaer
Fundamentalister jagter fundamentalister med fundamentalisme

2) Forbud mod skudsikre veste
Fuldstændigt absurd forslag fra partier der ikke kan nosse sig sammen til at nedlægge Hjemmeværnet...

3) Forbud imod at offentlige ansatte går med parfume
Hvis man tror at rød stue er bedre end blå ift.  ikke at foreslå forbud kan man godt tro om. For det er SF der har fremsat dette forslag. Tiltroen til at man i al fordragelighed på den enkelte arbejdsplads kan løse eventuelle problemer er lig nul.

På berlingske.dk har Bent Winther skrevet en tankevækkende kommentar om forbud som kan læses her.

Til min eksklusive læserskare

Blogger Jens tror åbenbart stadigvæk, at han har sommerferie. Vi arbejder på at få ham til at erkende, at den forlængst er forbi.

Digt

Det gode ved at holde en ikke alt for travl ferie er, at man får tid til at læse. Kastede mig i går over Henrik Nordbrandst bog Ruzname, som indeholder ét års dagbog fra en periode midt i 1990'erne. Nordbrandt citerer en lang række digte i bogen. Dette er skrevet af en Senazki; som vist er en zenbuddistisk munk/filosof/digter:

I månelyset fejer
skyggen af en bambus
de store trappetrin.
Men støvet bevæger sig ikke.

Cool Paris

På Bistro
En ikke helt ung mand i jakkesæt sidder ved nabobordet og læser en bog om Sarte, mens han nipper til et glas vin og venter på sin entrecote.
En midaldrende kvinde får sig et glas hvidvin og læser sin avis. Hun skal ikke mødes med nogen. Man savner at se sådan noget i København.

På gaden
En hjemløs står og anretter sin aftensmad i en port: Rødvin og en camembert. Stilfuldt folkefærd!

Ferie top 3

3) Lave så lidt som muligt
2) Lave ingenting
1) Lave absolut ingenting

Eksotisk skrivekunst

Tast of India
(skilt på fortovet på Nørrebrogade)

Tirsdags Top 3 - Musik til arbejdet (forpremiere)

Der er ret kort tid til at jeg går på en forholdsvis velfortjent 2½ uges sommerferie, så der skal lige arbejdes lidt ekstra i disse dage. Og musik er et udmærket energi-drug, når kaffe ikke virker mere. I øjeblikket er det følgende tre albums, der er soundtracket i de sene eftermiddagstimer i Tøndergade:

1) The Clash: The Singles 
2) Baby Woodrose: Love Comes Down
3) U2: The Joshua Tree

Og hvad er dit arbejdssoundtrack, kære læser?

Plattenslager i Nordvest

Sidste lørdag eftermiddag da jeg storsvedende gik ned ad Bisiddervej - en ganske stilfærdig sidevej meget tæt på hvor jeg bor, stoppede en bil og en mand rullede sin bilrude ned. Han spurgte mig på et lidt gebrokkent engelsk om han måtte spørge mig om noget. Da jeg jo er en venlig mand, sagde jeg selvfølgelig Yes. Han fortalte, at han var italiener, og begyndte besynderligt nok med det samme at smalltalke - "Have you ever been to Italy" og den slags - og at han skulle til lufthavnen og nu ville han så gerne vide, hvor lang tid det tog at komme derud. Han havde GPS i bilen og kunne derfor godt finde derud selv. Jeg forklarede at det nok tog ½ time, men at jeg ville beregne 45 minutter for at være på den sikre side. Manden fortalte nu, at han havde noget tøj liggende, han gerne ville forære mig. Han handlede nemlig med tøj og havde været på messe i Bellacentret (mystisk, det ligger på Amager og hvad laver han nu i NV, tænkte jeg). Problemet var at han ikke selv kunne have tøjet med hjem, da han så ville få overvægt. Og nu ville han altså tilbyde mig en gratis læderjakke. Jeg skulle bare lige komme ind i bilen og se på den. Han sagde så, at han godt kunne se at jeg var noget skeptisk, jeg indrømmede, at det var jeg, men tænkte på den anden side, at det ville være for tåbeligt at sige nej tak til en gratis læderjakke. Jeg satte mig derfor ind på sædet ved siden af førersædet, hvor han selv sad, men undlod dog at lukke døren, da jeg ærligt talt var noget usikker på situationen. Manden viste mig sit pas, da det var vigtigt for ham, at jeg troede på, at han rent faktisk var italiener. Han viste mig nu et lille hæfte med en tøjkollektion af et mærke han angiveligt handlede med, og han fremviste samtidig selve den jakke, jeg kunne få. Han fortalte, at den størrelse var for stor til ham, også derfor ville han forære mig den. Han spurgte endvidere om, jeg var gift, han havde nemlig også fået læderjakker til kvinder. Men størrelsen var desværre for stor til hans egen hustru. Jeg tænkte, at min hustru, T, sikkert ville sætte pris på en gratis læderjakke, så jeg svarede at jeg da også var interesseret i en jakke til hende, hvis altså præmissen fortsat var, at han ville forære mig dem gratis. Manden fortalte at jeg måske som tak for jakkerne ville forære hans børn en gave fra en legetøjsforretning. Og så valgte jeg altså at tage en hurtig flugt ud af bilen og sagde at så var jeg ikke interesseret. Manden gjorde ikke noget overtalelsesforsøg.
Og her stopper historien, for jeg kan ikke fortælle historier, der ikke stort set er sandfærdige. Men hvad kunne det ikke have udviklet sig til... Hvilke gaver han havde han forestillet sig, at jeg skulle købe til hans børn? Ville han mon have ført mig mystiske steder hen, hvis jeg havde indvilget i, at vi kunne have have kørt i hans bil til den lokale BR-forretning?
Jeg tvivler på, om der kommer et kapitel mere til denne historie. Men hvis du bliver stoppet af en spinkel, italiensk udseende, mand i en nydelig, ny bil, der vil forære dig lædervarer, hører jeg gerne fra dig.

Håndværkersex

DANSK
AU PAIR
FÆLDER SEX-
MONSTER

STORT HÅNDVÆRKERTEMA
(Ekstrabladets spiseseddel i dag)

De Efterladte i levende live

Har nu fået lyttet til De Efterladtes (Peter H. Olesen og Michael Lund) debut-cd Traditionen Utro en grundig gang igennem. Det var en udsøgt fornøjelse. Og mens jeg lyttede kom jeg til at tænke på: Frank Jæger, Per Højholt, Jørgen Leth, Johnny Cash, Olesen-Olesen (næppe så sært) og Bob Dylan (heldigvis kun for en enkelt mundharmonikas vedkommende).  Du kan købe cd'en her.

Konkurrence til Professor Adams

Den, af trofaste læsere, velkendte spåmand fra Vanløse, Professor Adams (der nu går under navnet Professor Amara) har nu fået en alvorlig konkurrent herude i NV. I hvert fald lå der i vores postkasse i går et lille stykke blåfarvet kraftigt papir med følgende tekst:

CLAIRVOYANCE - TERAPI - SPÅDOM

Har du vanskeligheder? Har du somme tider følelsen af at alt går galt i dit liv?

Så tøv ikke med at kontakte Karamba

- international clairvoyant og åndehealer

Efter en omhyggelig konsultation kan jeg hjælpe dig med at løse dine problemer indenfor det personlige område (herunder kærlighedslivet), dit professionelle område, herunder din forretningskarriere. Du får professionel information angående din fremtid - 100% garanti. Du kan få hjælp men eksamen eller juridiske eller finansielle transaktioner. Du får at vide hvordan du beskytter dig selv og din familie mod ondskab, og hvordan du får dine nære og kære tilbage i dit liv.

Ring for at aftale et møde

La Karamba

Klokkerhøjen 1, st.th.

2400 København NV

Mobil: 52837045

Tirsdags Top 3

Da jeg for få minutter siden chattede med min gode bloggerkollega, Steffen, og bad om input til en tirsdags top-et-eller-andet liste foreslog han, et jeg skulle skrive om"5 plader der virkelig ændrede din måde at lytte på". Umiddelbart et lidt for heavy emne her en sen tirsdag eftermiddag, hvor jeg stadig har influenza i kroppen derfor skærer jeg også ned til en top 3. Og så har jeg egentlig altid tænkt, at jeg langsomt vænnede mig til ny musik, og at den ikke åbenbarede sig et et pludseligt ryk.MEN omkring 1995 fik jeg, efter mange år som rimelig puritansk indie pop-rocker, øjnene op for, den genre, der i bedste 1990'er ironisk-retrostil blev betegnet som easy listening. Helt sikkert er det, at en række af nedestående plader (som jeg kun ejer som cd...) har ændret min måde at lytte til musik på; jeg er én gang for alle blevet vaccineret mod alt der lyder lo-fi, bare for at være lo-fi. Omvendt har jeg lært at sætte pris på et godt arrangement, især hvis det parres med et tvist andre steder i udtrykket, som det sker mange steder på listen.
Nedenstående top 3 er næppe easy listening i klassisk forstand, hvis man lader begrebet ironisk/negativt og lader det dække over Ole Erlings hammond hits, muzak som blev spillet i Irma og Brugsen i min barndom, Herb Alpert eller for den sags skyld James Last. Der er nok snarere tale om orkerstreret pop-musik og/eller pop med et hel eller halv-stort bossanova-touch.

1: Nancy Sinatra & Lee Hazlewood: Fairy Tales & Fantasies - The Best of Nancy & Lee
I et interview jeg læste omkring 1994 med forsangeren fra mine store helte i Tindersticks fremhævede Stuart Staples Nancy og Lee, som Tindersticks helt store forbilleder. Og det at ens helte udpeger inspirationskilder er jo altid en god anbefaling. Der gik dog lidt tid før jeg i Fona på Strøget (af alle steder...) fandt denne cd, der indeholder hele deres første lp (Nancy & Lee) samt et par numre fra efterfølgeren Nancy & Lee Again (også udgiver under titlen Did You Ever).
Skulle jeg have 5 cd'er med på en øde ø, vil The Best of Nancy & Lee stensikkert komme i kufferten. Først og fremmest er der tale om en duetplade, hvor Nancy Sinatras (og, ja, der er Frankie-boys datter!) ikke just store, men ganske fine popstemme, der kan være temmelig lille-pigeagtig, når det kommer over den, og Hazlewoods dybe vokal, der godt medtaget af whisky og smøger har en helt unik klang, supplerer hinanden perfekt.
Cd'en indeholder 7 Hazlewood-kompositioner med melodier så iørefaldende og letflydende, at de i ordets egentlige betydning er ren easy listening. Arrangementerne er præget af John Barry-inspirererede strygere, der indimellem skaber et nærmest foruroligende stemning og underbygger tekstuniverset, der sine steder er temmelig psykedelisk (men musikken er jo også fra de sene 1960'ere). "Some velvet morning when I'm straight/I'm gonna open up your gate", lyder den saftige åbningslinje fra sangen Some velvet morning.
Cd'en indeholder desuden 7 coverversioner.  Disse er ikke helt på højde med Hazlewoods egne sange, men mindre kan også gøre det. Cd'en åbner med en mildest talt skummel version af You've lost that lovin feeling. Fremhæves må også versionen af Dolly Partons Down from Dover, en uendelig sørgelig countrysag om vuggedød og en charlatan af en mand. Hazlewood lyder i den grad som om han kan leve sig ind i rollen...
P.S. Lee Hazlewood har også begået en række fantastiske sange i sin solokarriere. Et højdepunkt i karrieren er Cowboy in Sweeden fra begyndelsen af 1970'erne.

2: Dionne Warwick sings the Bacharach & David songbook
Trains & Boats & Planes hed - som nogle læsere jo ved - Nikolaj Nørlunds gamle band, som udgav et par plader i begyndelsen af 1990'erne. Og Nørlund lagde aldrig skjul på, at bandnavnet var lånt fra en Bacharach/David sang af samme navn. Da jeg var mega Trains... fan, måtte jeg selvfølgelig tjekke ham der Burt Bacharach ud, hvis sange jeg stort set ikke kendte, hvilket er en meget stor fejl i en ellers god opdragelse fra mine forældres side! Havde vi haft plader med fx Dionne Warwick, Herb Alpert, Carpenters, Astrud Gilberto o.m.a. havde jeg være bekendt med Bacharachs iørefaldende og raffinirede popsange. Heldigvis fandt jeg denne opsamlings-cd i TP Musikmarked i 1996 for 69.95 kr. Havde den stået til fuld pris havde jeg nok for nærig til at købe den...  Og, sorry, det er jo blasfemi at nævne priser på cd'er i denneher sammenhæng. For Warwicks supercool og underspillede fortolkninger af denne perlerække af popklassikere er luksus, der i virkeligheden burde betales med hengivenhed og ikke penge.

3: Grethe & Jørgen Ingmann: 16 Hits
Jeg var arbejdsløs på 3 år og stod en dag nede i Fakta på Borgegade og rodede i en kasse med meget billige cd'er (vi taler jo Fakta!). Øjnene faldt over et hæsligt omslag med Grethe og Jørgen klædt i gult (!). Men jeg kendte jo Dansvise, som er og blir verdens bedste grand prix-sang. Så den kom med hjem sammen med skummetmælk, havregryn og romkugler.
Der findes forhåbentlig bedre opsamlingsalbums med Ingmann-parret, men denneher cd skabte meget glæde i mit på daværende tidspunkt ret triste liv. Der er skrevet mange superlativer om Grethe Ingmanns stemme, jeg tror det var Søren Ulrik Thomsen, der kaldte den "støvet og sexet". At Grethe kan synge, og at Jørgen har en helt forrygende guitarlyd er indiskutabelt. For mig skaber lyden af Ingmann-parret i deres stjernestunder nu også indre billeder af et dansk tressersamfund i hastig fremgang. At Jørgen Ingmann endte sin musikalske karriere med at spille guitar til Johnny Reimers Smølfeshow, og at Grethe Ingmann døde som blot 52-årig og angiveligt i sine sidste år havde et alt for kært forhold til flasken er et faktum, man heldigvis glemmer, når man lytter til alle de fine sange (at der også er en masser skæverter er en helt anden snak).

Dette er en hyldest...

Dette er er hyldest til alle de tålmodige forældre, der bruger et kvarter ekstra om dagen på cyklen bag deres modige børn på byens veje og cykelstier, og lærer deres poder, at verden ikke er et farligt sted at være.

Mens vi venter på det næste seriøse blogindlæg...

Vasker jeg op. Ser OB-FCK med ½ øje og uden lyd. Tænker lidt på alt det jeg er bagud med på jobbet. Overvejer at gå ned i kælderrummet og hente slikkassen. Hører en opsamlings-cd med Stevie Wonder og tænker på at ham sangeren fra Danseorkestret skylder Stevie W alt.

(Tak til Steffen B for overskriften, som jeg har tyvstjålet fra hans seneste indlæg).

Hærværk vs Gadekunst

Vi kan ligeså godt begynde med den "moralske" vinkel. Jeg synes som udgangspunkt IKKE at det er ok at tegne, spraye eller male på en ejendom, man ikke selv ejer eller har råderet over. Og graffiti på facader på ejendomme er i mine øjne hærværk. Herude i Nordvest er der til gengæld en helt del ledige gavle og mure i områder, hvor byggeri er revet ned og nyt vist ikke bliver opført lige med det første. I disse områder giver graffitien liv og kulør. Det samme synes jeg fx gælder, når der males på betonpiller ved broer ved s-togsstationer; kulørerne gør, at områderne virker en smule mindre utrygge.



NEU! - som på ovenstående vægmaleri har glemt, eller droppet, udråbstegnet - er blevet lidt af en vandal, da han (har en ide/fordom om at sådanne sager primært laves af unge mænd) har malet på en gavl med en flot arkitektonisk detalje, nemlig buen til højre, som ærligt talt bør have lov at være en pryd for øjet i sig selv. NEU! er i øvrigt at betragte som en såkaldt "ruller". I en netop udkommet bog om gadekunst  skriver bogens forfatter Katrine Ring: "Skriften [på gavlen] laves af rullere. De kaldes sådan, fordi de bogstaveligt talt ruller deres ord op på gavlen med en malerrulle. Groft sagt kan gruppen af rullere deles op i to: Dem, der reproducerer det samme tema/billede igen og igen, og som oplever sig som en del af graffitimiljøet. Og så dem, der skriver slogans, og som muligvis har en baggrund i et graffitimiljø, men som også har en aktivistisk, politisk tilgang til deres aktiviteter." (kilde Katrine Ring: WALK THIS WAY om gadekunst, Forlaget Radius) 

Klart er gadekunsten/graffitien et godt medie for politiske budskaber, og ikke mindst når disse formuleres med en humor som i "KAUF ODER STERBE!!!" udsagnet (se forrige blogindlæg). Min gode ven, J, så en gang for efterhånden over 20 år siden en graffiti på Nørrebro med følgende, på en gang voldsomme og resignerede tekst, som i al sin brutale enkelhed lød: BOMB HELE LORTET NU.

Men mon ikke de fleste dog også husker de frække tekster rundt omkring i bybilledet. En af de mest uforglemmelige af slagsen passerede vi nogle år ofte, når vi gik i en bestemt gangtunnel i Aalborg, hvor en ikke særlig venlig person havde skrevet: GITTES FISSE LUGTER AF GAMMEL FISK.

Det giver ikke meget mening (men sjovt var det jo) at hænge Gitte ud for sin evt. manglende personlige hygiejne. Til gengæld er antikapitalistisk retorik i 2011 mere velfungerende på en husgavl end i munden på en politiker i skjorte og blazer.

Køb eller dø!

KAUF
ODER STERBE!!!

(Graffiti på gavl i Sundevedsgade, Vesterbro)

Mærkværdige passioner

Her i lørdags fik jeg noget, jeg vil have lov at kalde en lille åbenbaring. Jeg var på en researchtur med et par kære venner for at tjekke en række torve og pladser i Nordvest og omegn, og efter at have set os lidt omkring på Hulgårds Plads endte vi i den næsten nyopførte (og i øvrigt flotte) Nordvest Parken. I parken er opført en lille meget stjel bjergtop. Toppen har i mine øjne en stor lighed med en gravhøj, og så var det at jeg kom til at tænke på min far, der i et par år i min barndom brugte mange lørdage på at køre rundt og fotografere gravhøje og stendysser i Nordsjælland - og også andre steder i landet, hvis det lod sig gøre. Min far var bestemt interesseret i Danmarks oldtidshistorie. Alligevel er det mig på sin vis lidt uforståeligt, at han brugte så meget tid på at fotografere disse - ikke ligefrem actionfyldte - motiver.  Det der slog ned i mig - åbenbaringen - var at jeg jo har arvet denne passion. Ikke for gravhøje, men for små ting, som de fleste andre ikke lægger mærke til eller i hvert fald finder ligegyldige. For som et par af mine bedste venner fremhævede i deres tale til mit og Ts bryllup, så har jeg nogle ret specielle interesser. Fx har jeg sammen med en god ven lavet et projekt om københavnske møntvaskerier, se http://www.afsnitp.dk/galleri/montvask/ og i øjeblikket stopper mit blik ved stort set alt det grafitti og alle de tags, jeg støder på i bybilledet - og det er ikke så få. Og kimen til denne interesse for detaljer blev utvivlsomt lagt i en Citroën en gang i 1980'erne, når jeg ledsagede min far på hans foto-ture og som belønning fik et stykke wienerbrød. Måske var det også der, at min glæde ved wienerbrød blev grundlagt, men det er jo en helt anden historie.

Når modet mangler

I dag var planen at tage et foto af et skilt, der hænger i vinduet på Café Tomsgård (som aldeles ikke er en cafe i moderne forstand, men et værtshus, og som i øvrigt ikke ligger på Tomsgårdsvej, men derimod på sidegaden Birkedommervej). Skiltet har følgende hårdkogte tekst:

Café Tomsgård

Åbningstider:
7-23
(1. januar 10-23).

Men for at være helt ærlig svigtede modet mig, for ud af døren kom der bistert udseende kunder som fx en kronraget mand med tatoveringer på læggen (dog en FCK-tatoo skal det siges til hans forsvar) og en mand der bar noget så unikt som kasket, der reklamerede for Jägermeister. Og jeg blev altså lidt utryk ved om disse folk havde lyst til at blive fotograferet...

Eftermiddagssnack i parken

Der sidder to unge mænd på en bænk i Nørrebroparken. De hjælper hinanden med at mixe en joint. Foran dem står 2 uåbnede 0,25 flaske med rød sodavand. "Det er sådan noget jeg elsker ved København", tænker jeg, mens jeg holder for rødt i krydset ved Nørrebrogade.

NEU! i Nordvest

Selv om jeg godt kunne lide tanken, var det næppe en psykisk ustabil krautrockfan, der havde lavet øverste graffiti som en hyldest til det tyske band NEU!, selv om grafittien som fortalt var skrevet ved en tunnel, der ligger for enden af Gravervænget, en gade som i 1980'erne angiveligt husede mange psykisk syge mennesker. I de seneste par uger har jeg nemlig set NEU! grafittien rundt omkring i Nordvest, så der er vel tale om det der inden for graffiti-verdnen hedder et tag, men bestemt et af de cool af slagsen. Motiv nr. 2 er fra en gavl på Thorasvej, motiv nummer 3. er at finde på Theklavej, mens nr. pryder en gavl på Bygmestervej.   

Kendte mennesker jeg har set

Jeg har set Allan Simonsen på Gentofte Stadion. Jeg har set John Coltrane på DR K. Jeg har set Claus Hjort Frederiksen krydse Christiansborg Slotsplads. Jeg har set Inger Christensen en sen eftermiddag på Værnedamsvej. Jeg har set Bono i Forum. Jeg har set Peter Gantzler i en boghandel i Frederiksværk. Jeg har set Dalai Lama i New Delhi. Jeg har set Ulrik Wilbæk i Aalborg Lufthavn. Jeg har set Kurt Cobain på en Dyrskueplads i Roskilde. Jeg har set Master Fatman på Sortedams Dossering. Jeg har set Michel Platini på Parc de Prince. Jeg har set Brian Laudrup i Vanløse Idrætspark. Jeg har set Lars Løkke Rasmussen på Helsinge Gymnasium. Jeg har set Frank Hvam på Halmtorvet. Jeg har set Johnny Cash i Aalborg. Jeg har set Jørgen Leth gå ind på en frokostrestaurant i det indre København. Han har også set en del.

Appendix

Her til formiddag sendte P3 at af de her lidt fjollede programmer, hvor yngre mandlige og kvindelige studieværter en søndag formiddag forsøger at være sjove. Et af dagens emner var, at de kommenterede små uddrag fra de to store TV-kanalers dækning af den royale tvillingedåb. Der blev bl.a. afspillet en snas fra TV2's reportage, hvor en kvindelig kommentator - med den andægtige stemmeføring, der altid anvendes når gæsterne til et sådan arrangements klædedragt skal beskrives - fortalte, at Jarl Friis Mikelsen var "klædt i tøjmærket Sand fra top til tå". Jeg følte mig nærmest profetisk i den forstand, at royale gæsters tøj åbenbart er sponsoreret, og så blir Amalienborg det vel også en dag...

Prince Rounded Taste Castle

Det skal ikke være nogen hemmelighed, at jeg er anti-royalist. Jeg har intet personligt imod de kongelige; Frede har en ok musiksmag, Mary er smuk, og Margrethe er dannet på en måde, jeg faktisk har stor respekt for. Men hele blandingen af snobberi, ukritisk begejstring og nysgerighed, som de to landsdækkende tv-kanaler eksponerer er decideret ækel. Og alle de nedarvede privilegier og det faktum, at de royale ikke er omfattet af almindelig lovgivningen er et levn fra en fjern fortid, som vi én gang for alle burde bryde med.
Et af de tilbagevendende argumenter for bevarelse af kongehuset er, at de giver en kæmpe reklame for det danske erhvervsliv. Og derfor foreslår jeg, at erhvervslivet spytter lidt i kassen. Men de skal selvfølgelig have noget synlig reklame for deres penge. En oplagt ide er at genbruge et tiltag fra fodboldens verden:
Der er således - for at bruge fodboldens lingo -lige til højrebenet,  at der skal findes en sponsor til Amalienborg. Nøjagtig ligesom fx. Esbjerg Stadion for en del år siden skiftede navn til Blue Water Arena, tror jeg at en sponsor ville give en god slat penge for overtage Amalienborg-navnet. Da kongehusets medlemmer er kendte som aktive rygere ville et oplagt navn være Prince Castle eller måske endog Prince Rounded Taste Castle. Navnet Prince giver jo også nogen oplagte associationer til hele det royale univers og vil derfor være lettere at sluge i den brede offentlighed. Når Prince så på et tidspunkt ikke længere vurderer, at sponsoratet er så attarktivt vil andre træde til. Og på det tidspunkt vil folk have vænnet sig til det, og ingen vil studse over navne som 3 Stjernet Salami Slottet, Jensen's Bøfhus Slottet, Cult Shaker Slottet og Netto Slottet.

Lørdag med håndværkere

Det er lørdag og jeg er ramt af håndterlige tømmermænd. På vej til bageren ser jeg en person der fra siden og ryggen ligner en semikendt dansk rockstjerne. Jeg tænker om han er på vej hjem fra et one-night -stand... Senere tager jeg ind til byen og køber en cd med Midlake og Primal Screams Screamadelica som som er blevet genudgivet og er endnu mere psykedelisk end jeg husker den. Jeg bliver nostalgisk og tænker tilbage på den gang for ca. 20 år siden, hvor Jesper og jeg tog ud til Candy Records på Fælledvej og med store øjne og ører lyttede til den søde indehaver, Jans, mange røverhistorier. Jeg tænker på, om han, altså Jan, mon stadig lever. Jeg tænker en del på, om folk jeg har kendt for mange år siden, mon stadig eksisterer. Jeg tænker i det hele taget en del i dag.

Forår i Nordvest

Det er solskinsvejr, og folk får sig en Påskebryg, mens de går hjem fra Fakta. Nede på Oldermandsvej fører en kvinde en højrøstet monolog med sin hund. Jeg tror, det blir et godt forår i Nordvest...

Krautrock i Nordvest

Nogen gange tror man ikke sine egne øjne: På min seneste søndagsgåtur slog jeg et slag forbi Gravervænget. Jeg hørte for noget tid siden en udmærket radioudsendelse om Nordvest, hvori det blev fortalt, at Københavns Kommune i 1980'erne anviste lejligheder til byens psykisk syge på netop Gravervænget, fordi der på denne gade udelukkende lå små ét-værelseslejligheder. Dette medførte en masse støj og uro i kvarteret, og det har næppe været det mest behagelige sted at bo, hvis man har haft sin nattesøvn kær... For enden af Gravervænget er det en gangtunnel, og på betonen over tunnellen spottede jeg i søndags en helt særlig graffiti. Med sorte bogstaver (skrevet med rigtig maling - ikke spray - så det ud til) og på en baggrund af en meget falmet rød maling stod der NEU! Jeg kan simpelt hen ikke forestille mig andet end, at graffitien refererer til det tyske krautrockband af samme navn. NEU! udgav i 1970'erne en række albums med monoton, fans ville sige hypnotisk, instrumental rockmusik. Jeg har siden i søndags gået og grublet over, om det mon har været en lokal, lettere forstyrret, fan der har været på spil helt tilbage fra dengang, at gaden var psychoslum? I hvert fald så graffitien ud til at have en del år på bagen.

Hardcore amatørfotograf ll

Hardcore amatørfotograf

Professoren fra Ålekistevej del lll

Da jeg i går alligevel havde et ærinde ude i Vanløse måtte jeg selvfølgelig lige hen og tjekke, hvordan det stod til henne på Ålekistevej 231, hvor den fantastiske professor Adams (kendt af denne blogs trofaste læsere), som bekendt har til huse. Og jeg har sørme nyt at rapportere. For på en slags opslagstavle på selve villaen hang en reklametekst med samme ordlyd som i den gode gamle, hvor Professor Adams jo lover at kunne kurere såvel impotens som kærestesår. Den eneste - men ganske markante forskel var, at han nu kalder sig det, i mine ører, mere eksotiske navn, Professor Amara. Lad os håbe, at det bringer held og lykke både for professoren og ikke mindst hans patienter...

Pigerne på Brønshøj Torv

Da min far holdt tale til sin afskedsreception på Gyldendal, valgte han at citere en lettere enfoldig mand ved navn Henriksen, der havde arbejdet i en menneskealder på Gyldendal som kontorbetjent. Da Henriksen i sin tid gik på pension blev han spurgt, hvad han så ville få tiden til at gå med, hvortil han svarede, at han havde tænkt sig at sidde hver dag på Brønshøj Torv og kikke på piger. Min far syntes, det var så god en bemærkning, at han altså sluttede sin tale af med at sige, at han også ville sidde og kikke på damer på Brønshøj Torv... Tre måneder senere døde min far, og han nåede vist aldrig at komme forbi torvet. Men i morgen hvor jeg alligevel i embeds medfør skal ud til Bellahøj påtænker jeg efterfølgende at smutte en tur forbi bænken på Brønshøj Torv og se om Henriksen sidder der endnu.

I tidens toneklang

Som lekture til ferien havde jeg indkøbt Jan Poulsens bog "Something Rotten". Bogen omhandler den danske punk og nyrock- (eller hvad man nu skal kalde det: post punk, ny-rock, new wave...) kultur. Jan Poulsen har interviewet en lang række af de implicerede og nøjes ikke kun med musikken, men indrager også billedkunsten og poesien. Han har udformet bogen som en 350 sider lang citat-mosaik. Og der er tale om en usædvanlig grundig skildring. Tilmed er den også decideret morsom, fx. når denne eller hin person har opfattet en situation vidt forskellig eller når punk-ideologen Camilla Høiby siger sin uforbeholdne mening og fx kalder Sort Sol's optræden med Billedstofteatret, som alle andre husker tilbage på som fantastiske begivenheder, for "Kong Volmers røv!".
I denne ultramateralistiske tid vi lever i, er det tankevækkende at læse om punkens smukke do-it-yourself ideologi, hvor man selv fremstillede/syede sit tøj, lånte hinandens instrumenter, selv trykte flyers til koncerterne (den gang var der sgu ikke noget med en Facebook-invitation). Eller som Martin Hall en gang så rammende formulerede det "Hvis man ikke havde råd til instrumenter, spillede man bare på sit skrivebord".
Jeg er årgang 1972 og gik i legestue, da Sort Sol (dengang Sods) spillede hvad der regnes for den allerførste danske punk koncert på Rødovre Statsskole i 1977. Så jeg var ikke selv hverken øjen- eller ørevidne til den epoke, som Jan Poulsen beskriver. Gennem år og dag har jeg imidlertid fået lyttet til mange af plader (men desværre ikke så mange af kasettebåndene) fra dengang.
Min helt personlige top 10 over albums og sange fra epoken (med sporadiske kommentarer) er helt klart farvet af, at jeg er mere til romantisk ny-rock end den tidlige punks raw power.

1. Lars Hug/Søren Ulrik Thomsen: City Slang

2. Moral: And life is...
Mens det meste danske engelsksprogede pop- og rock både før og nu - i mine ører - halter efter sine udenlandske forbilleder, er her et album, jeg synes lyder forud for sin tid. Britisk drømmende pop fra slutfirserne og frem lyder jo som Moral-inspireret.

3. Kliche: Supertanker

4: Kliche: Okay Okay Boys
Stort set ligeså god som Supertanker og nummeret Oppenheims formiddag er en af de bedste danske pop/rocktekster, der nogensinde er skrevet.

5: Martin Hall: Eyes and hands (Åbningsnummeret fra lp'en Relief)

6: Sort Sol: Dagger and guitar

7: Ballet Mechanique: The icecold waters of the egocentric calculation
Da jeg og mine bedste venner Sten og Jesper skiftede "hold" fra Depeche Mode til Joy Division måtte vi høre min far om hvad den mest mærkelige plade han havde stående var. Og han var ikke i tvivl: Så vidt jeg husker var det hans gode ven, Torben, der havde foræret ham The icecold waters..., og vi tog i den grad Halls hysteriske hysteriske vokal og musikalske miks af tribale klange og smadret støjrock til os.

8: Under For: Free force structure

9: Sort Sol (Sods): Marble station

10. TV2: Fantastiske Toyta (titelnummeret fra lp af samme navn)
Steffen Brandts udtryksløse vokal, det fornemme, helt enkle guitarspil (hvor spillede han ikke altid på den måde?) og omkvædet der bare består af ordene Fantastiske Toyota gentaget (igen og igen) er übercool musik i mine ører. Er dog ikke helt sikker på at punkideologerne Camille Høiby og Jesper Reisinger ville give mig ret.

Det kan varmt anbefales

Det kan varmt anbefales: At sidde i en godt opvarmet stue og høre P1, der sendes med 4 timers forsinkelse. At kikke ud af vinduet og se sneklædte fjelde og en ensom tv-antenne, der bringer hele verden til Nuuk.

Nuuk City

Det sner her i Nuuk, og det i en sådan grad, at det ville være breaking news i Danmark. Men Nuuk er kun 1/2 dansk. Overalt er der skilte på både grønlandsk og dansk. Fx "skadestue" og et ord der formodentlig betyder det samme på grønlandsk og har ca. 34 bogstaver.

***

I går var jeg nede i hospitalets cafeteria, hvor der var kogt hval på menuen. Det smagte af dyrekød med fiskesmag, og jeg levnede ca. 2/3 af portionen. Det er dog nok snarere min sarte smagsløg end det grønlanske køkken, der er noget galt med. Her på min stamcafe, hvor jeg nu hænger ud, er der til gengæld et generøst udvalg af velsmagende kager.

***

For nærmest første gang i mit liv fotograferer jeg. Jeg fotograferer blå isbjerge, containere fra Royal Arctic på havnen og skilte, som nævnt tidligere, med kilometerlange grønlandske ord. Måske en dag jeg springer ud som hardcore amatørfotograf her på bloggen.

Min uheldige heltinde

Min skønne hustru, T, tog i mandags til Nuuk, hvor hun skulle i 6 ugers praktik hos lederen i køkkenet på det lokale hospital. Tirsdag morgen faldt T så og brækkede foden! Efter omstædighederne er hun ved godt mod (der er jo også tale om et usædvanligt sejt kvindemenneske), og dem der lyster kan følge med på hendes blog, som jeg har lavet et link til. Hvis muligheden byder sig kommer det måske her på bloggen en stemningsrapport fra Nuuk City, hvor jeg inderfinder mig om nogle dage.

P

Min bloggerkollega Christian Yde Frostholm (også kaldet CYF) var i mange år hovedmanden bag afsnitp.dk - en hjemmeside for visuel poesi. Og, ja, der eksisterede en overgang også en forretning i Nansensgade såvidt jeg husker, og så udgav afsnitp også bøger. CYF har, eller havde i hvert fald, en stor glæde - tør man sige fetich - for bogstavet P. På hans kontor på Kulturbabrikken ude i Sundholm hang der en masse p'er på væggen og han trakterede til åbent hus arrangementer altid med pilsnere og p-tærter...
Jeg ved ikke om du fortsat er glad for P'er, men her er i hvert fald en lille virtuel fødselsdagsgave:

P for papegøje, piphans og påfugl

P for piberenser, pilsner og pub

P for patter, plastikkort og pornoficering

P for poet, prosaist og perfid

P for pluskvamperfektum, præsens og præposition

P for parentes, pausekomma og punktum.

Nonsens

Følgende absurde og nærmest mystiske tekst står at læse på forsiden af den webside, hvor jeg dagligt skal registrere mine arbejdstider:

"Du er i rolle (Level 8), Der findes højere roller, der har flere funktioner."

"Højere roller", det lyder sådan lidt frimuerlogeagtigt, synes jeg.

Digt til Dif

Min gamle studiekammerat René, som vi aldrig kaldte andet end Dif, proklamerer på sin Facebook-status sin politiske status som liberalsocialist, og på det punkt er vi helt på linje. Hermed et politisk digt, som virtuel fødselsdagsgave, håber det kan få dit velkendte smil frem:

Det må ikke gå ud over de arbejdsløse eller autisterne.
Det må ikke gå ud over bilejerne, boligejerne eller børnefamilierne.
Det må ikke gå ud over de enlige mødre.
Det må ikke gå ud over de fattige
Det må ikke gå ud over hårdtarbejdende homoseksuelle.
Det må ikke gå ud over den nedslidte jord- og betonarbejder.
Det må ikke gå ud over lejerne.
Det må under ingen omstændigheder gå ud over pensionisterne.
Det må ikke gå ud over de rige.
Det må ikke gå ud over de syge.
Det må ikke gå ud over dem, der betaler topskat.
Det må for guds skyld ikke gå ud over folk fra Udkantsdanmark.

Alvor før fornøjelse

Kirke, Kapel & Kiosk

(vejskilt på Bispebjerg Hospital)

Årets overskrifter?

Det er selvfølgelig meget tidligt på året. Men dagens Ekstrablads-spiseseddel er plat og sensationspræget på en old school-facon, man ikke ser så tit mere. Den lyder:

GANGSTERBØSSE FORSVUNDET PÅ 3. MÅNED

Og senere på dagen så jeg på eb.dk, at der var kommet en ny avisudgave med en endnu mere plat og fantasifuld overskrift:

GANGSTERBØSSER TOG RØVEN PÅ ALLE

Historien blev i øvrigt dækket i mandagens udgave af Tv-2's krimimagasin Station 2 - Efterlyst (og, ja det så jeg altså). Her var historien nu mindre kulørt; der var åbenbart tale om lidt dokumentfalsk og et banalt kærlighedsdrama mellem de to mænd...

Søndag

Chat med en god ven
En ½ dobbeltsnegl
Interpols første album (efter at have læst en koncertanmeldelse på gaffa.dk)
Sidste del af en større opvask
Skægstubbe
The Smiths (efter at have scannet mine 3-400 cd'ere og ikke have været i humør til at høre én eneste af dem(måske skulle man have sat noget vinyl på i stedet?))
Weekendavisen.

Hyldest til Det stive hvide beat

I et interview Henrik Hall og Jens Unmack gav til Gaffa i forbindelse med udgivelsen af deres seneste cd, fortalte de bl.a. om Hilmer Hassig, der sagde til de mere "funkede musikere" de rendte ind i, når de gik i byen på Copenhagen Jazzhouse, at "intet slår det stive hvide beat". Jeg ved af gode grunde ikke, hvad Hilmer Hassig præcis mente, men i min verden er "det stive hvide beat", musik der ikke er groovy, funky, lækker, velproduceret (som musikken på min seneste liste), soulet eller blueset. Også jeg sætter pris på stive, hvide rytmer, og min egen helt subjektive kanon ud i det stive hvide beat ser, i kronolgisk rækkefølge, således ud:

1. Velvet Underground: I'm waiting for the man
Her er der - modsat en del numre senere på listen - tale om rigtige trommer, som Maureen Tucker spiller på en ultra antigroovy facon, som kom til at danne skole inden for den alternative rock.

2. Kraftwerk: The Man Machine
Titlen siger vist det hele...

3: Public ImageLtd.: Public Image
Her må især Keith Levene's guitarspil fremhæves - vi er meget langt væk den klassiske rockspade, men stilen kom til at danne skole; mon ikke The Edge og Robert Smith har lyttet med?

4: Tubeway Army: Are friend "electric"?
Et af teknopopgenrens første store hits. Nummeret blev mange år senere samplet af Sugarbabes på deres hit "Freak like me". Originalen er at foretrække.

5: Cabaret Voltaire: Nag Nag Nag
Nag Nag Nag med Sheffield-gruppen blev til gengæld aldrig et stort hit, men var næppe heller tiltænkt at blive det: rytmeboks, forvrænget vokal og ellers lyde, der lyder lidt hen i retning af en gammel støvsuger er hvad Cabaret Voltaire trakterer med.

6: Joy Division: She's lost control (Martin Hannett remix fra Substance)
Den legendariske Joy Division-producer, Martin Hannett, trækker på dette remix det stive hvide beat - trommer og bas - helt frem i lydbilledet.

7: Simple Minds: Changeling
I dag spiller Simple Minds på steder som Nine Festivalen, i midten og slutningen af 1980'erne var de lige så store som U2, og i 1980 udgav de denne perle med hysteriske guitar- og synth-riffs.

8: Depeche Mode: Photographic
Så længe Vince Clarke var med i Depeche Mode excellerede de mest i synth-pop med catchy og meget naive melodier. Men de lavede også den benhårde og monotone Photographic. I min bog et nummer, der er midst ligeså godt som Never let me down again og World in my eyes...

9) David Bowie: Scary monsters (and super creeps)
Jeg har altid elsket den temmelig smadrede lyd, der er på sangen og mange andre af numrene fra Scary monsters-albummet.

10: Kliche: Bravo Charlie
Hilmer Hassig spiller vist guitar på dette nummer, hvis tekst udelukkende består af ord fra det såkaldte raioalfabet. En dansk synth-rock klassiker, som faktisk var et gedigent radiohit, såvidt jeg husker.

11: Fad Gadget: Collapsing new people
Depeche Mode's mærkelige fætter Fad Gadget står bag dette skønne møde mellem industrielle klange og en fin lille popmelodi.

12: New Order: Blue Monday
Den legendariske storetromme-intro er det ultimative stive hvide beat!

I overmorgen...

Jeg er i gang med at forberede en benhård Tirsdags Top 10. Det bliver stort!

Tirsdags Top 10

Her den anden dag læste jeg at The Eagles skulle spille i Hjallerup, der var dog ikke tale om det famøse Hjallerup Marked. The Eagles er i de flestes ører nok mest kendt for Hotel California, der med sin vellyd, guitarsolo og iørefaldende omkvæd inkarnerer blød radiopop/rock, som det lød i 1970'erne. Det var om noget den musikgenre, som punkmusikken (bl.a. meget andet) var et oprør imod. Mine musikalske rødder er klart funderet i punken, men i en mere moden alder er jeg også begyndt at sætte pris på et stykke vellydende og velspillet popmusik, som det bliver spillet på alverdens softpop/rock radiostationer. Hvis jeg måtte være dj for en stund ville jeg næppe spille Hotel California, men fx følgende:

Fleetwood Mac: Go your own way
Steely Dan: Rikki don't loose that number
Elton John: Rocket Man
The Carpenters: Radio
Don Henley: The boys of summer
Belinda Carlisle: Circle in the sand
Donald Fagen: i.g.y.
Cock Robin: Just around the corner
Steve Miller Band: Fly like an eagle
Gerry Rafferty: Baker Street