lørdag den 27. august 2011

Revanche

Da jeg var barn, havde jeg fregner og var desuden rødhåret. Jeg var kun i meget begrænset omfang udsat for mobning pga. hårfarven og fregnerne, men jeg skilte mig ud rent udseendemæssigt ift mine kammarater. Og er der noget, der IKKE er fedt, når man er barn, er det altså at skille sig ud. Jeg var da også helt overbevist om, at det var det røde hår og fregnernes skyld, at jeg ikke var den første der blev budt op, når der var klassefest. Da barndommen så småt var slut og jeg erkendte, at det med hårfarven måske ikke var så vigtigt, skete der så bare det, at jeg simpelt hen - allerede som ca. 20-årig begyndte at blive skaldet... Det var jo nærmest som at blive slået hjem i Ludo!

I de seneste mange år har jeg haft et fint forhold til mit udseende - mine venner er nu også begyndt at blive gråhårede og/eller skaldede, og det er efterhånden mange år siden, at det gik op for mig at charme og selvtillid er 1000 gange vigtigere end lækkert hår, når det modsatte køn skal erobres. Alligevel kunne jeg ikke lade være med at føle en lille stik af revanche, måske mest af alt i forhold til mine egne mindreværdskomplekser, da den glimrende fotograf Søren Rønholt for nylig spurgte mig, om, jeg ville agere fotomodel på hans hjemmeside. Og hvem ved, hvis min gode arbejdsplads en dag må dreje nøglen om, venter der mig måske en indbringende karriere som fuldtidsfotomodel? 

Ingen kommentarer: