Hvad laver Bob mon...

Mens jeg stod og barberede mig her til morgen, kom jeg til at tænke på hvad Bob Dylan mon laver på sin Never Ending Tour, når han altså ikke lige er på scenen. Spiller han backgammon med lydmanden? Går han ned i kiosken og køber en lokal avis. Eller drikker han sig mon en Pepsi og læser det seneste nummer af Playboy?

Fuckin' Soundtrack

Min gode veninde L har været så elskværdig at forære mig Henrik Lists nye roman Kære Fucking Dagbog, der som titlen indikerer har dagbogen som ramme og fortæller om den 15-årige emo-tøs Kat’s (Katja) teenageliv. Fortællingen rummer de helt klassiske ungdomsbogsemner som kærlighed, irriterende forældre, følelsen af at være outsider, en dum lillebror etc. Sproget er proppet med slang og forkortelser; jeg synes at det svinger vildt godt, men hvorvidt det er autentisk må andre afgøre. Nå, men Fortæller Kat er jo vild med såkaldt emo-musik og læser Michael Strunge, og jeg får lyst til at lave et lille soundtrack til hendes ipod med musik jeg lyttede til – eller ville have lyttet til, hvis jeg havde kendt det- da jeg var et par år ældre end hende og i samme livsfase.

New Order: Ceremony
Bauhaus: Ziggy Stardust
David Bowie: Heroes
Lars Hug: Vent
Nick Cave + The Bads Seeds: The Mercy Seat
The Cure: A Strange Day
The Chameleons: Up Down The Escalator
The Smiths: You’ve Got Everything Now
Sort Sol. Abyss
Cocteau Twins: Ivo
Joy Division: Love Will Tear Us Apart

Torsdags Top 3

I forrige tekst tyvstjal jeg en vending fra Benn Q. Holm. Og for en byelsker som jeg er hans moderne hjemstavslitteratur litterær slik af bedste skuffe. Hermed mine favoritter fra det efterhånden omfangsrige forfatterskab.

1) Hafnia Punk
2) Album
3) Mørk

Slikmund

Jens Unmack har netop udgivet en ny cd. Den har fået fremragende anmeldelser på nær af en nærig Skotte i Politiken, og jeg skal da også snart få taget mig sammen til at købe den… Nå, men i et interview, der for nylig blev bragt i Berlingsske Tidende viste Unmack rundt i sit lokalmiljø på Frederiksberg, og han fortalte, at han var en hyppig kunde hos de lokale slikforrretninger. Normalt hører vi jo om rockmusikere, der har hasarderet omgang med betydeligt voldsommere stimulanser end de søde sager. Men jeg forstår så udmærket Unmacks passion, dog ærgrede det mig, at vi ikke hørte om hans slikfavoritter – hvad blev der helt præcist købt ind? Herhjemme kunne den fælles lørdagsslik fx bestå af: chokolade (indrømmet – chokolade er mange ting), vingummi og skumfiduser. Og helt personligt er jeg måske allermest glad for chokolade med diverse fyld såsom Blomme i Madeira og Skildpadder. Flødeboller er dog heller ikke at foragte.

Virkeligheden findes trods alt også på Vesterbro

I mange år irriterede Vesterbro mig. Eller det vil sige, det var sådan set ikke selve bydelen, der irriterede mig, men derimod den status, der i løbet af ganske få år pludselig blev forbundet med at bo i bydelen. Da jeg i sommeren 1998 skulle flytte fra Aalborg til København, flyttede min gode ven og bofælle – lad os bare kalde ham Fortælleren- ligeledes til København. Og for Fortælleren og hans kæreste var der kun ét sted, der var værd at bo, og det var på Vesterbro. Så de lånte en halv million eller deromkring og købte en ganske klejn 2-værelses lejlighed på Dybbølsgade med bruseniche i soveværelset. Og fortællerparret og alle deres venner og bekendte i København, som næsten alle var af jysk herkomst rendte i de efterfølgende år rundt på Vesterbro og legede jyske beatniks og syntes at det var evigt cool at hænge ud på de småhårde værtshuse i kvarteret, hvor ikke mindst McKlud på Istedgade var et hit. Jeg fattede nada, som vi ville have sagt i 1990’erne, for jeg havde indtil da altid opfattet Vesterbro som det mest uciviliserede sted i Kongeriget. Skepsissen gik helt tilbage til min barndom, hvor Kattejammerrock med koret fra Vesterbro Ungdomsgård var et stort hit. Selv om jeg ikke vidste hvad ordet proletarunger betød, var det det jeg forbandt med den – synes jeg (også) dengang – hæslige børnekorsmusik. Udover det snotnæsede børnekor forbandt jeg selvfølgelig også bydelen med Istedgade, eller Istergade som jeg i mange år var overbevist om, at pornogaden hed. Jeg kom meget i København i min barndom, men var der et sted, hvor vi ikke satte vores ben, var det på Vesterbro…

I gymnasietiden var vi et lille slæng, der havde fået smag for den dødsromantiske postpunk, der havde sin storhedstid i de sene 1970’ere og tidligere firsere med navne som Joy Division og The Cure som markante eksponenter. Og min gode ven Jesper og jeg havde fået et hint om, at der langt ude på Istedgade lå en pladeforretning, der virkelig var velassorteret inden for den foretrukne genre. Så vidt jeg husker tog vi bussen fra Hovedbanegården og ud på Istedgade og fandt pladeforretningen med det vel nærmest lokalpatriotiske navn Sex Beat Records. I Sex Beat stiftede vi for første gang bekendtskab med såkaldte piratplader, eller bootlegs, altså uofficielle liveoptagelser. Jeg tænkte, at pengene passede meget godt i den forstand, at det netop var på Vesterbro, at man kunne købe den slags forbudte varer. Det afholdt mig dog ikke fra at købe en bootleg med Joy Divison, der blev lagt i forretningens helt forrygende gennemsigtige plasticpose, påtrykt et motiv af en kvinde i noget SM-outfit. Efter indkøbet tog vi ellers benene på nakken og skyndte os gennem de sidegaderne, der, som jeg husker det, bogstaveligt talt var befolket af ludere og lommetyve, indtil vi var i sikkerhed på det nydelige Frederiksberg.

Op gennem 1990’erne havde jeg nogle venner, der i kortere eller længere perioder boede i bydelen. Man besøgte dem, og det var sådan set ok, men skulle man i byen tog man da ind til byen eller måske på Nørrebro, hvis man skulle på Rust eller Stengade 30. På Vesterbro blev man i hvert fald ikke. Men så ændrede sagerne sig pludselig; Vega åbnede, der kom smarte cafeer på Istedgade og senere på Halmtorvet. Og samtidig var bydelen jo op gennem 1990’erne heftigt byfornyet.

Jeg syntes i de første mange år, jeg boede i København, at der var en eller anden grum mangel på historisk bevidsthed over, at folk pludselig mente, at Vesterbronx var det fedeste sted i verden, når det få år for inden havde været et hadcore slum- og proletarkvarter.
Selv om denne blogs titel hævder noget andet, har Peter H. Olesen jo fuldstændig ret i, at Virkeligheden ikke kun findes i Nordvest. Den findes fx også på Sundevedsgade (en lille sidegade til Enghavevej), hvor der ligger en lillebitte forretning med det forrygende navn Store Verner’s Mini Antikvariat. Og da jeg her i torsdags i embeds medfør hang lidt ud på Gasværksvej og fik øje på ikke mindre end tre virkelig skummelt udseende værtshuse, tænkte jeg, at Vesterbro sgu egentlig grundlæggende var et helt ok sted.

Torsdags Top 3

I anledning af at Jens Unmack snart udgiver ny cd, at vi stadig savner Hilmer, og at Love Shop har optrådt et par gange på det seneste er her mit bud på en Love Shop cd top 3.

1) Anti
2) 1990
3: Go!

Hus forbi

Det nyeste nummer af det udmærkede månedsblad Hus forbi er netop kommet på gaden. Hus forbi skriver usentimentalt om hjemløse og andre socialt udsattes hverdag og levevilkår.
Dette nummer indeholder bl.a. en glimrende artikel om hvordan man husede hjemløse fra midten af 1800-taller og frem til i dag. Desuden er der en nekrolog om sælgeren Frederik – en grønlandsk mand, der blev 43 år, om hvem vi får at vide, at han havde et generøst væsen og foretrak at sove ude…Disse nekrologer er (desværre) en nærmest fast rubrik i Hus forbi.
Bladet kan – bogstaveligt talt – købes på gaden. Det sælges af nuværende og tidligere hjemløse, som tjener 8 kroner pr. solgt blad. Køb det!

Carlsberg

Stod i et fodgængerfelt på Enghavevej og så en Carlsberg lastbil komme buldrende imod mig. Jeg nåede sikkert over gaden. Tænkte bagefter, at der dog ville have været en vis stil over at blive kørt ned af10000 kasser øl.

En allersidste tur gennem byen

Efter 16½ år i Nirvana har Buddha sendt Dan Turéll tilbage til København for at gå en allersidste tur i byen. ”Byen har brug for dig” var Buddhas afskedssalut.

Og nu sidder Dan Turéll på Cafe Dan Turéll og fatter ingenting. Han har tændt sig en cigaret og tænker, at det vel bare er et eksempel på almindelig tjeneresjusk, at der ikke står et askebæger på cafebordet. Men sørme om tjeneren nu ikke kommer hen og fortæller ham, at rygning er strengt forbudt. Dan fortrækker hurtigt til gaden, trækker en masse benzinluft ind i lungerne og tænker, at paradokser er smukke. Han beslutter sig for at tage ud på Staden for at få lidt ordentligt at ryge på. Det går bedre end frygtet med at finde rundt i byen, men hvor er der dog mange besynderlige fænomener. På et gadehjørne står en mand og deler gratis aviser ud. Avisen ligner Ekstrabladet, men den er ikke nær så sjov, og hvor pokker er Side 9-pigen? Dan læser det meste af avisen, mens han står og venter i et lyskryds, der står en hel masse om en finanskrise i den. Dan kan dog ikke se mange krisetegn, særligt de unge mænd ser ud til at bruge mange penge på tøj. Og på Knippelsbro står han og kikker på alt byggeriet på Havnefronten. ”Finanskrise” - gad vide hvor mange andre latterlige ord, man har opfundet siden han sidst gik gennem byen?
Ude på Pusher Street må han spørge sig lidt frem, men ender dog med at købe noget udmærket urt af en ung mand med hættetrøje. Dan har købt sig en pibe og en pakke tobak og fingrene har ingen problemer med at mikse et fornuftigt stop til piben. Til gengæld er han chokeret over effekten. I gamle dage fik hashen ham bare til at sanse lidt klarere, men nu begynder han at se og høre syner: Han har sat sig på en bænk på Christianshavns Torv og folk, der ser helt almindelige ud, går rundt og snakker med sig selv, mens de har høretelefoner i ørene.
Egentlig er Dan ikke meget for at køre bus, men de mange mystiske indtryk har gjort ham lidt ør i hovedet, og han er ikke helt tryg ved at skulle møde flere mennesker, der går rundt og snakker med dem selv på gaden. Så han hopper ind i bus 66 og giver den afrikanske kvinde, der kører bussen, en 10’er. Men det viser sig slet ikke at være nok til en billet; Dan tænker at man måske har fået en masse inflation med denne finanskrise – hashen ude på Staden var også blevet smådyr – så han stikker hende en hundredekroneseddel, og beder hende af gammel vane om at beholde resten. Bussen kører langs havnefronten og ind mod Hovedbanegården, og Dans plan var egentlig at stå af på Hovedbanegården og se om gode gamle Vesterbro lignede sig selv. Men Dan bliver hængende i bussen. Han har på fornemmelsen at heller ikke Vesterbro vil ligne sig selv; men nu, nu går den ikke længere. Bussen har kørt igennem Nørrebro og er nu faretruende tæt på snart slet ikke at køre i selve byen mere. Så Dan vælter ud af bussen. Og der, lige der, ligger der noget der grangiveligt ligner et værtshus, og Dan skubber døren ind og en dejlig duft af 10000 Prince strømmer ham i møde. Dan bænker sig med en øl og en Gammel Dansk og Ekstra Bladet. Og de skriver en del om et tv-program med nogle børn, der klæder sig ud som voksne soulsangere, mens de konkurrerer om hvem der kan efterligne de gamle soulsangere bedst. Men heldigvis skriver Ekstra Bladet også om trafikulykker, knivstikkerier og om en enlig mor fra Varde, der har vundet 9 millioner i Lotto og nu vil invitere sine børn til Thailand i tre måneder. Dan tænker, at han nok godt kunne få afsat en perfid anmeldelse til Ekstra Bladet, når en af børnene om et par måneder udgiver en skandaløs dårlig plade med de gamle soulsange. Måske Buddha har ret, måske de stadig har brug for mig, tænker han og bestiller et sæt mere, mens en stamgæst får lov til at bumme hans næstsidste cigaret.