lørdag den 22. december 2012

Jul i Nordvest

Selv om næsten al sneen er smeltet og der ikke hænger guirlander over Frederiksborgvej, ved man bare at det er blevet jul i Nordvest, når Hus Forbi-sælgeren foran Super Best er iført nissehue og når der er sat småkager frem til stamkunderne inde på Viggo's Vinstue.

mandag den 17. december 2012

En rigtig, homoseksuel, mand

Jeg håber at kommateringen i ovenstående ikke skaber forvirring. For pointen er at skrive en lille hyldest til den amerikanske sanger John Grant, som er aktuel med en ny sang og som for et par år siden udgav et, i mine ører, helt sublimt album med titlen Queen of Denmark. Det er et album der kredser om Grants liv som homoseksuel, hvor han vredt, følsomt, modigt med så sandelig også humoristisk fortæller om den skam, som omgivelserne (vist ikke mindst den nærmeste familie) anser homoseksualitet for at være, men et album der også rummer en række meget fine klassiske kærlighedssange. Og med en musikalsk ledsagelse der har gode rødder i 1970'er singer/songwriter-ting, softrock og indimellem også lyder inspireret af Beatles mere pjattede sager som fx. Lady Madonna. Jeg var så snydeheldig at opleve John Grant live (som det hedder) i DR Byen og han er en totalt nononsens fyr, så vidt jeg husker klædt i et par slidte jeans og en blazer og med et par velvalgte ord som ledsagelse til sïne sange. Altså meget langt fra det flamboyante udtryk, der ellers er sådan den homoskesueller popstjerne typisk fremtræder. Og endnu længere væk fra den overdrevent forfængelige, krukkede, skabede hyperæstetiske homoseksuelle mand (jeg behøver vist ikke nævne navne...), som vi bombaderes med i diverse realityprogrammer. Grant inkarnerer derimod værdier som mod, følsomhed og intelligens, som en hver mand gerne vil besidde. Tag selv en lytter HER.

onsdag den 12. december 2012

Musikåret 2012

Årets udenlandske album: Kate Bush: 50 Words For Snow i hård konkurrrence med Saint Etienne: Words And Music by Saint Etienne
Årets danske album: Nikolaj Nørlund: Alt sammen, lige nu
Årets koncert: Baby Woodrose på Loppen

Har på fornemmelsen at jeg også kunne blive glad for Frank Oceans Channel Orange, så den ligger forhåbentlig under juletræet...

onsdag den 5. december 2012

Terapi

Sneen daler stille fra en helgrå himmel. Inde i mit hoved hvirvler tankerne rundt i mønstre, de har lavet helt uden hjælp fra mig.
I tusmørket går jeg en tur i nabolaget. Ovre på Mågevej falder jeg i staver over en gammel ejendom, nyder den gedigne arkitektur. Jeg bliver kaldt tilbage til virkeligheden af en højlydt bøvsen fra en mand, der går nogle skridt bag mig og som sikkert også har sit at se til.

mandag den 15. oktober 2012

Fire puslerim

Libero nummer et
Den gør livet evigt fedt

Libero nummer to
Den er bare pissego'

Libero nummer tre
Virker både for og bag

Libero nummer fire
Passer godt til fine pi'er.

lørdag den 13. oktober 2012

På udstilling

Min gode ven, fotografen Søren Rønholt, har tre fotografier med på på udstillingen KE12 - Kunstnernes Efterårsudstilling som er at se frem til den 25. november på Den Frie, som ligger på Oslo Plads, lige overfor Østerport station. Og overtegnedes ansigt er motivet for et af værkeren, som i øvrigt er placeret lige overfor toiletdøren...
Og her poserer jeg og mig. T har fotograferet.

onsdag den 3. oktober 2012

U2 i 12 ord

På den ganske glimrende musikblog bloggersbychoice.dk/ var der for nylig et indlæg, hvor hvert Pet Shop Boys-album blev opsummeret i ét ord. Jeg synes det kunne være sjovt at lave lignende leg med U2, så det gør jeg her:

Boy: Energi
October: Tro
War: Nordirland
The Unforgettable Fire: Stadion
The Joshua Tree: Milepæl
Rattle & Hum: Amerika
Achtung Baby: Tidsånd
Zooropa: Frikvarter
Pop: Spraglet
All That You Can't Leave Behind: Pop
How To Dismantle An Atomic Bomb: Guitar
No Line On The Horizon: Retningsløs

lørdag den 29. september 2012

Den store studenterbrødstest - endnu et kapitel

Her den anden dag havde jeg et ærinde på Blågårdsgade og kom derfor forbi Mila's Bageri, der ligger helt oppe ved Nørrebrogade. Her blev mit evigt lækkersultne blik fanget af et tilbud på tre romkugler for 20 kroner. Men da jeg kom ind i forretningen og opdagede, at de havde studenterbrød, var jeg ikke i tvivl. De skulle testes! Min elskede T har som sædvanlig været en del af dommerpanelet og her er resultatet:

Studenterbrød fra Mila's Bageri, Blågårdsgade 1, 2200 København N.
Pris 10 kr.
Vægt 220 gram (Der blev indkøbt 2, og det andet var ca. 30 gram lettere).
Udseende: Der er tale om et ret højt brød. Det har en tyk, men lidt ujævn bund, et ikke undseeligt lag syltetøj, et højt lag mørkebrun masse, et tyndt lag glasur og et tæt lag krymmel.
Konsistens: Selve massen er klæg på den måde der passer til et studenterbrød. Især T hæftede sig derudover ved, at bunden var blød og at krymlen var for hård.
Smag: Dommerpanelet var enige om at masse og syltetøj indgik i en vellykket og velsmagende symbiose.
Karakter: Jens var begejstret og giver karakteren 4. T synes, at bund og krymmel trak meget ned og inddragde desuden tidligere testede brød ifm. den samlede karaktergivning, hvorfor hun lander på et 2-tal.

søndag den 23. september 2012

Livet er nemt

Livet er nemt, når det ultimative ubehag
forløses blot ved det at få sin tunge ble af.
Og livet er let, når man ligger i ro og mag
og bliver vugget stille i søvn
af buslinje 5A.

mandag den 17. september 2012

Septemberdigt

Når luften pludselig er dejlig og lun.
Når frakken endnu ikke skal være af dun.
Når æbler kan plukkes i tonstunge læs.
Så ved du, at september endnu er i sit es.

søndag den 16. september 2012

En gåde

Det er mig en gåde, hvordan Dovne Robert i denne uge kunne få mere omtale end Simon Emil Ammitzbøll, som en hel tv-udsendelse igennem opførte sig decideret uanstændigt over for en ganske sympatisk enlig mor, der gerne bare ville have et arbejde. Altså Dovne Robert er jo blot en en dårligt betalt klovn, mens Simon Emil er en godt betalt ignorant.

torsdag den 13. september 2012

Obligatorisk pensum

Anna er startet i musikskole, og for faderen, der også er eneste underviser, er det en sand fornøjelse at gennemgå følgende absolut obligatoriske pensum:
Straberry Fields Forever/Penny Lane/Sgt. Peppers Lonely Hearts Club Band/With A Little Help From My Friends//Lucy In The Sky Wih Diamonds/A Day In The Life/ All You Need Is Love/I Am The Walrus/Hello, Goodbye/The Fool On The Hill/Magical Mystery Tour/ Lady Madonna/Hey Jude/Revolution

søndag den 9. september 2012

20 Favoritter - Pet Shop Boys

Fra de midt i 1980'erne udsendte deres gennembrudssingle, West End Girls, og til og med Very-albummet fra 1993 var stort set alt hvad Pet Shop Boys udsendte med et godt dansk ord outstanding. De lavede dekadent disco, de skrev sofistikerede sing-a-long-hits og de skrev tekster om flygtig kærlighed (eller måske netop ikke kærlighed, men sex) i nattelivet; fortællerens seksuelle observans måtte lytteren selv gætte sig til... På netop Very-albummet åbnes der med nummeret Can you forgive her, der handler om en fyr, der bliver gjort frygelig til grin af sin kæreste, fordi han vist inderst inde ikke er helt straight - et ret atypisk emne for et top 10-hit. Og senere bliver det homoseksuelle tema endnu tydeligere, mens kvaliteten af såvel singler som albums bliver lidt mere ujævn.
I morgen kommer der så en nyt album på gaden. Hvad jeg har hørt derfra har ikke rigtig ramt mig, men lad mig benytte anledningen til at hylde to originaler i popuniverset med denne 20 favoritter, i kronologisk rækkefølge:

Two Diveded by Zero
West End Girls
Oppotunities
Tonight is Forever
In the Night
One More Chance
What Have I Done To Deserve This
A New Life (b-side)
It's Alright (single-version)
Being Boring
This Must Be The Place I Waited Years To Leave
How Can You Excpect To Be Taken Seriously
Only The Wind
Can You Forgive Her
A Different Point Of View
The Theater
Before
Don't Know What You Want But I Can't Give It Anymore
Luna Park
Did You See Me Coming

fredag den 7. september 2012

Hastig hyldest til Peter H. Olesen

Alle linier er optagede og alt er Ørnsbo i dag, hvor anonyme melankolikere venter på renæssancen, mens jyske beatniks forlængst er gået i hi midt på Eik Skaløes Plads.

mandag den 3. september 2012

Hverdagsreportage

Bleer skiftes.
Sutteflasker skoldes.
Stofbleer vaskes.
Hjemmelavede sange synges.
Pusletasker pakkes.
Morgentv-værter lægges
for had.
Datteren elskes
betingelsesløst.

søndag den 26. august 2012

Top 10 - Sange om byer

Jeg er så heldig at have fået fingre i en udgave af pop-trioen Saint Etiennes seneste album, hvor der er vedlagt et fiktivt bykort, hvor gadenavnene er navne på sange - eksempelvis Penny Lane med Beatles. Og inspireret af denne skønne kombi af geografi og popmusik kommer her en top 10 med sange om byer, såvel eksisterende som fiktive:

The Jam: Town called Malice
Steely Dan: Barrytown
Nancy Sintra & Lee Hazlewood: Paris Summer
Morrissey: Come back to Camden
Nick Cave & The Bad Seeds: Tupelo
Love Shop: Copenhagen Dreamin'
The Clash: London Calling
Dionne Warwick: Do you know the way to San Jose
Lee Hazlewood: No train to Stockholm
The Smiths: London

fredag den 24. august 2012

Fire fantastiske uger

Læg mærke til den næsten fælles hårpragt
 
 
Fire fantastiske uger med lidt for meget OL og alt for meget Go' Morgen Danmark (undskyld Anna, undskyld). Fire fantastiske uger med besøg til eksotiske lokationer som Brønshøj, Skovlunde og Frølunde ved Korsør.
Jeg ser frem til en lidt længere barselsorlov om ikke alt for længe. Så skal vi sludre med ænderne i Utterslev Mose og gå en tur rundt om Grundtvigskirken. Det bliver stort!

fredag den 17. august 2012

Professoren fra Ålekistevej del IV

Af statistikken om mest læste indlæg på min blog, fremgår det, at indlæggene om den famøse professor fra Ålekistevej er blandt de allermest læste. Det er vist efterhånden over 3 år siden, at jeg første gang stiftede bekendtskab med personagen, da på daværende tidspunkt kaldte sig professor Adams og via en flyer i vores postkasse meddelte, at han (jeg formoder der er tale om en mandsperson) kunne kurere alt fra sukkersyge til impotens. For ca. 1½ år siden erfarerede jeg, at han havde skiftet navn til professor Amara. I går googlede jeg for gammelt venskabs skyld "professoren fra Ålekistevej" og stødte på en hjemmeside fra en slags kollega til ham, nemlig en clairvoyant fra Amager, der havde fået en flyer fra en person på selvsamme adresse, der dog nu kalder sig professor Borato! Og det viser sig, at han sørme har fået en hjemmeside www.medium1.dk På hjemmesiden, der er udfærdiget på et ret ubehjælpsomt dansk, opererer han dog under navnet Prof Marabou, og det pudsige er, at professoren, dengang han kaldte sig Adams, hævdede at han var "17. generation af Marabou". I følge Wikipedia kan begrebet Marabou udover chokolade referere til en storke-art samt være "a historical term for a multiracial person in Haiti". Så hvem ved om professoren, der har valgt at slå sig ned på den lidet fashionable Ålekistevej, har haitianske rødder?
Fortsættelse følger forhåbentlig!

onsdag den 15. august 2012

Annas dagbog

Sove, skrige, spise, sutte, skide. Rækkefølgen kan evt. varieres og indimellem multitaskes der. Og alle aktiviteter udføres selvfølgelig med stor charme.

lørdag den 11. august 2012

Far

Du får dig en velfortjent formiddagslur i soveværelset, mens du ligger og sover i en gammel barnevogn på altanen. I stuen imellem sidder jeg og holder en lille fest med en kop kaffe, et stykke brunsviger og en digtsamling, der er bedre, end jeg huskede den.

torsdag den 9. august 2012

Torsdags Top 10 - Best of Blur

Dengang i 1990'erne var jeg mest til Suede, hvis det kom til det, dovne jorunalister havde døbt "brit pop"... I de senere år er det dog Blur, som jeg igen og igen vender tilbage til. Især albummene Modern Life is Rubbish, Parklife og The Great Escape med deres deres skildringer hverdagsliv og musik inspireret af klassisk britisk pop som Beatles, David Bowie, The Jam, Soft Cell, Madness, The Smiths m.fl. sætter jeg særdeles stor pris på. Så disse albums er også genereøst repræsenteret på denne top 10, som i kronologisk rækkefølge lyder

For Tomorrow
Colin Zeal
Villa Rosie
Trouble in the Message Center
Clover over Dover
He thought of Cars
Fade away
Song 2
Tender
Coffee & TV

mandag den 6. august 2012

Retronavn

Da vi skulle vælge et pigenavn, var der en række krav, T og jeg var enige om SKULLE overholdes. Det skulle nemt at udtale og stave til. T har selv et lidt usædvanligt fornavn som mange er i tvivl om hvordan skal udtales og staves. Og oven i hatten har en del troet, at hun, jævnfør navnet, var af såkaldt "anden etnisk herkomst", det er der jo i sig selv intet galt i, men tolerencen er ikke altid lige stor i det danske samfund... Desuden skulle navnet passe til efternavnet Thurø Kristensen. Et dobbelt fornavn eller to fornavne var derfor ikke en mulighed, ligesom et fornavn med mange stavelser blev udelukket. I min bog skal kombinationen af fornavn, evt. mellemnavn og efternavn lyde godt, det skal swinge, når navnet udtalelse. Ja, det på det punkt er jeg nok noget af en krukke...
Men først og fremmest kunne vi simpelthen godt lide navnet Anna. Tilmed er det gangbart i store dele af verden og staves på samme måde forfra og bagfra - smart!  Anna er et populært navn for tiden og er vel et blandt mange eksempler på at vores oldeforældres generations navne igen er kommet på mode. Anna ligger på en pæn 8. plads på top 50-navne for nyfødte, en liste hvor man også finder andre navne som Laura og Emma. Navne som INGEN af pigerne af dem jeg gik i skole med hed.
Det bliver spændende om navne som Jytte, Marianne, Bente og Tove snart får en revivel, det var i hvert fald populære navne i den generation, som bliver oldemødre i løbet af de kommende år. Jeg tvivler, men jeg gætter på at navne som Karen og ikke mindst Kirsten bliver populære, når Annas generation en gang skal være forældre, og ingen børn formodentlig længere bliver døbt Emma, Laura eller Anna.

fredag den 3. august 2012

Musikalsk opdragelse



Man kan som bekendt ikke tidligt nok stimulere børn, og derfor har de seneste albums med Beach House og Nikolaj Nørlund været på lav, men dog heavy rotation herhjemme, siden Anna flyttede ind i lejligheden. Jeg har også lyst til at spille en af de allerbedste sange skrevet i de senere år, nemlig Lana Del Rey's Born to die, snart for hende. Titlens indiskutable faktum går der heldigvis noget tid før hun bliver bevidst om...

søndag den 22. juli 2012

Invasion

Hjemmet bliver langsomt invaderet af puslekommode, vugge, bleer, stofbleer, sutter, sutteflasker, billedbøger, legetøj, foldebadekar, skumvaskeklude, ammeindlæg og ikke mindst en ganske omfattende garderobe af tøj i mikrostørrelse. Ja, vi har sågar pt. en autostol i huset, selv om vi ikke har nogen bil, og jeg end ikke besidder et kørekort. Barnevogn må så vidt jeg ved stadig køres uden førebevis, og kørekort til korrekt børneopdragelse udstedes ejheller endnu, men det kommer sikkert en dag...

tirsdag den 17. juli 2012

Sommerferie i NV

Der er sommerferie overalt i Nordvest. Det ultralokale pizzeria holder ferielukket og det samme gør min palæstinensiske cykelhandler.  Mens jeg trækker cyklen hjemad tænker jeg på, hvad pizzamanden og cykelsmeden mon laver i deres ferie. Sidder de og drikker the med mælk og sukker dagen lang et skyggefuldt sted med fætre, nevøer og onkler i et varmt land tusinde af kilometer mod sydøst? Er de tilfredse med deres liv? Har de ambitioner på deres børns vegne om at de skal blive læger og ingeniører? Og længes de mon hjem til en regnvejrseftermiddag i Nordvest efter et par uger sydpå? Jeg ved det ikke, men jeg ved, at der 50 meter fra det ene pizzeria ligger et andet, der viser sig at lave en fremragende pizzasandwich med sharwama og at cykelsmedens konkurrent i butikken overfor er en udmærket substitut.

tirsdag den 10. juli 2012

Fanget i en 60-årigs sind

Jeg er netop fyldt 40 år, men føler mig i øjeblikket som en 60-årig, der er havnet i en tidslomme fra sin ungdom: Jeg hører Fleetwood Macs Rumours og Donald Fagens The Nightfly på repeat på gode gammeldags cd'er. Jeg læser Dan Turélls "Onkel Danny fortæller det hele" og kommer i den grad til ar savne det København fra 1960'erne og 1970'erne, han skriver frem, og som jeg jo stort set intet kan huske af.

søndag den 8. juli 2012

De største helte - en hyldest til alle Tour de France-ryttere

De propper sig med grovpasta til morgenmad og får verdens usleste frokost. De arbejder i al slags vejr. De bliver kørt ned, de vælter hinanden for et godt ord. De kører videre på trods af flækkede tænder, brækkede lemmer og pis i bukserne. Efter endt arbejdsdag skal de svare på tåbelige spørgsmål. Deres timeløn er en titusindedel af Tiger Woods eller Ronaldos. Og når Touren er færdig står den på gadeløb i Randers City.

mandag den 2. juli 2012

Ikke et ord om gylp

Ikke et ord om gylp, daggrygsgråd eller griseri ved aftensmåltidet.
Ikke et ord om lortebleer så tunge som sumobrydere.
Ikke et ord om falsk strubehoste, fåresyge, mæslinger, røde hunde og skoldkopper.
Ikke et ord om dagdrømme om 4 timers sammenhængende søvn.
Ikke et ord om vuggestueventelister og indkøringsproblemer.
Ikke et ord om kaotiske børnefødselsdage.
Ikke et ord om Teletubbies, Postmand Per, My Little Pony og Hello Kitty.
Jeg lover det.
Måske...

torsdag den 21. juni 2012

Verdens bedste sommerferie

Vi sidder bare her og holder verdens bedste sommerferie. Og vi er hverken i Phuket eller Tanger eller New York eller Gudhjem for den sags skyld. Vi sidder bare her på loggiaen i en ferielejlighed i Nordtyskland og kikker på træerne og søen og regnen og spiser slik og spiller det samme spil igen og igen. Og tiden står på en og samme tid stille og går alt for hurtigt.

mandag den 11. juni 2012

Sange på hjernen

I dag på vej hjem fra jobbet cyklede jeg og funderede over et af livets store mysteriet: Hvad er det, Meat Loaf ikke vil gøre for kærlighed, jævnfør hans legendariske linje: "I will do anything for love/but I wont do that"... Og så var det jeg fik en sang, der minder om "I will do anything for love" (som jo i sig selv er en rimelig irriterende sang at få hjernen) i hovedet, nemlig Bonnie Tylers "Total eclipse of the heart". Begge sange er storladne, ja man kunne være mindre pæn og kalde dem patetiske, i udtrykket, og begge er såvidt jeg ved signeret sangskriveren Jim Steinman.
Når jeg får en sang i hovedet skyldes det ofte en ret simpel association; jeg ser et verdenskort, får øje på Australien og vupti: Jeg får John Farnhams "You're the voice" i hovedet, og så har man den på hjernen resten af eftermiddagen - pisseirriterende for at sige det ligeud. Min musikalske underbevidsthed har ikke altid god smag, den kunne have grebet mangt en god popsang fra Down Under (fra Kylie Minogues Love at first Sight til The Go-Betweens Streets of ÿour Town), men valgte altså igen det storladne og kitchede.
En gang imellem er jeg dog heldigere. Noget af det bedste er at få en Beach Boys eller Beatles-sang i hovedet; nogen gange er I am the Walrus dukket uanmeldt op for mit indre øre, og det er jo en sand fornøjelse. Desværre går der sjældent længe før den er blevet fortrængt af en eller anden kitchet/svulstig popsang fremført af en mand med en virkelig grim frisure. Men jeg kunne jo også finde på noget mere udfordrende at bryde min hjerne med end at fundere over pseudomystisk poppoesi. 

torsdag den 7. juni 2012

Torsdags Top 10 - I dagens gode anledning

I anledning af at homoseksuelle i dag har fået ret til at blive viet i den danske folkekirke, kommer her en top 10 (i uprioriteret rækkefølge) over yndlingssange med erklærede homoseksuelle kunstnere

k.d. lang: Save me
R.E.M.: Strange currencies
Elton John: Daniel
Soft Cell: Youth
Pet Shop Boys: Being boring
Marc Almond: Tears run rings
Grizzly Bear: While you wait for the others
Erasure: It doesn't have to be
Dusty Springfield & Pet Shop Boys: What have I done to deserve this?
Frankie goes to Hollywood: The power of love

torsdag den 31. maj 2012

Guilty pleasure

Der er vel nærmest tale om en fattigmansudgave af Rihanna, men altså, jeg kommer jo ikke uden om at jeg kan lide den - endda ret meget Geronimo  med  Aura Dione.

lørdag den 26. maj 2012

Nørrebronote

På pladsen foran det det engang var Lygten Station missionerer muslimerne få meter foran Michael og Tinas pølsevogn. Er det mon det, man kalder fredelig sameksistens?

tirsdag den 22. maj 2012

Opråb

Nej! Cyklestien langs Nørrebrogade er ikke beregnet til at høre musik på. Den er ikke beregnet til at telefonere på. Den er ikke beregnet til at sms'e på. Den er ikke beregnet til at parkere på. Den er ikke beregnet til slentrende at passere i myldretiden. Den er ikke beregnet til at stoppe op på, fordi man har set en gammel bekendt inde på fortovet.

søndag den 20. maj 2012

Mine 100 yndlingssange

Forholdsvis hurtigt udvalgt. I tilfældig rækkefølge. Ingen fra DK - der kommer muligvis en DK-liste en dag

The tracks of my tears: Smokey Robinson & The Miracles
Love will tear us apart: Joy Division
Train in vain: The Clash
Public image: P.I.L.
Safe form harm: Massive Attack
I heard it through the grapevine: Marvin Gaye
Being boring: Pet Shop Boys
Stoned love: The Supremes
World in my eyes: Depeche Mode
Gold dust woman: Fleetwood Mac
--
Teen age riot: Sonic Youth
Here at the western world: Steely Dan
Suspicious minds: Elvis Presley
My autumns done come: Lee Hazlewood
Song to the siren: This mortal coil
Ceremony: New Order
Word on a wing: David Bowie
Mrs. Murphy: Scott Walker
Initials B.B.: Serge Gainsbourg
Silver: Echo & The Bunnymen
--
Brilliant trees: David Sylvian
Caroline No: The Beach Boys
Waterloo sunset: The Kinks
We are the people: Empire of the sun
Come back to Camden: Morrissey
City of refuge: Nick Cave & The Bad Seeds
Who do you think you are: Saint Etienne
Neon lights: Kraftwerk
True faith: New Order
Town called Malice: The Jam
--
In Goods country: U2
Disintegration: The Cure
See Emily play: Pink Floyd
Avalon: Roxy Music
Walk on by: Dionne Warwick
Streets of your town: The Go-betweens
The headmaster's ritual: The Smiths
New gold dream: Simple Minds
Ladybird: Nancy Sinatra & Lee Hazlewood
Looking for Atlantis: Prefab Sprout
--
Throwing back the apple: Pale Saints
Transmission: Joy Division
Strawberry fields forever: Beatles
Fade into you: Mazzy Star
Lucretia: The Sisters Of Mercy
No milk today: Herman's Hermits
Speedway: Morrissey
His latest flame (Marie's the name): Elvis Presley
Rhiannon: Fleetwood Mac
Love like blood: Killing Joke
--
The boys of summer: Don Henley
Union city blue: Blondie
Radio: The Carpenters
Radioactivity: Kraftwerk
Shout to the top: The Style Council
Sooner than you think: New Order
Cars: Gary Numan
Don't you want me: Human League
Leopard and lamb: John Grant
Swamp thing: The Chameleons
--
Lost in music: Sister Sledge
Getting away with it: Electronic
House in motion: Talking Heads
All pigs must die: Death in June
For one moment: Lee Hazlewood
Old man: Neil Young
Can't find my way home: The Swans
Coney island baby: Lou Reed
Gaucho: Steely Dan
Clampdown: The Clash
--
Bewley brothers: David Bowie
Life's what you make it: Talk Talk
Debasse: Pixies
Überlin: R.E.M.
Tears run rings: Marc Almond
Some velvet morning: Nancy Sinatra & Lee Hazlewood
Sleeping Annaleah: Nick Cave & The Bad Seeds
This Corrossion: Lambchop
Shake the disease: Depeche Mode
Wanted man: Johnny Cash
--
Jolene: Dolly Parton
This charming man: The Smiths
Ghosts: Japan
Living in another world: Talk Talk
Running up that hill: Kate Bush
Knowing me, knowing you: Abba
Bunny: Prefab Sprout
What's going on: Marvin Gaye
Unfinished sympathy: Massive Attack
Let go: Astrud Gilberto
--
Situation: Yazoo
She said, she said: Beatles
Fools gold: The Stone Roses
The battle of evermore: Led Zeppelin
Same old scene: Roxy Music
Destroy the heart: The House Of Love
My girl: The Temptations
I lost you in my mind: The Painted Faces
The killing moon: Echo & The bunnymen
I'm on fire: Bruce Springsteen

tirsdag den 15. maj 2012

Status (Jeg skal ikke klage)

Jeg er faldet, blevet drillet, blevet samlet op igen og trøstet.
Jeg har været en fiasko i sløjd og håndarbejde, en begrænset succes i tysk og engelsk og en stjerne i dansk og samfundsfag.
Jeg har gået med post, vasket trapper, frankeret, kopieret, udfyldt blanketter og talt med stressede sygeplejersker og nedslidte ølkuske.
Jeg har set Colosseum, Den forbudte by, Taj Mahal og Buddinge Torv.
Jeg har været fornærgående, for tilbageholdende, for langsom og for fuld.
Men det er altsammen ligegyldigt nu. For jeg har gode øl i køleskabet og inde i sofaen har jeg dig siddende.
Og snart også
dig.

onsdag den 9. maj 2012

Tillykke til C.V,

Du synger så suverænt om Ingenting & festfyld.
Om Sort vinter og Indian summer.
Om Bellevue og Costa del sol.
Om Computer Charlie og Elisabeth.
Bedst af alt er, når du synger at sæsonen er slut. Men jeg håber, du har mange gode sæsoner endnu.

søndag den 6. maj 2012

Weekend

Vasketøj, masser af vasketøj.

fredag den 4. maj 2012

U-tydelige morsesignaler

Du fylder allerede nu godt i landskabet, og sender os u-tydelige morsesignaler. Vi gætter på, at du har det godt, men savner selskab...

mandag den 23. april 2012

Det største i livet

Scenen er en hvilken som helst komsammen inden for de seneste 3-4 år blandt det sammenrend af primært gymnasiekammerater, jeg i over 20 år har været så priviligeret at være en del af.
Mens de første dåsebajere knappes op er et yndet konversationsemne, børn, et emne der i øvrigt kunne/kan snakkes længe om.
Jeg forlod ofte disse sammenkomster med en ide om, at kassen med diverse præventionsmidler måske skulle findes frem igen herhjemme. For det var én lang klagesang: detaljerede beskrivelser af lortebleer i alle variationer, rapporter om pædagoger fra vuggestuen, der med en al for hyppig frekvens ringede og fortalte, at børnene som den gode P formulerede det, var blevet smittet "med sygdomme jeg slet ikke var klar over fandtes"samt beskrivelser af nætter med opkast, skrig og skrål, osv, osv.
Men efter en stribe pilsnere og er par velvoksne gin-tonics var ingen af fædrene i tvivl "Du kan godt glæde dig, det blir det største i dit liv". I starten tænkte jeg snarere store oplevelser som Zumas fantastiske saksesparksmål mod Brøndby og Morrisseys medrivende koncert i Saga i 1991, men det sagde jeg naturligvis intet om...
Nå, det skal nok blive en fest når vores lille pige, lad os bare her i starten kalde hende A, kommer til verden; puslekommoden er i hvert fald indkøbt, og jeg har hørt at de billigeste og bedste bleer fås i Lidl.

torsdag den 19. april 2012

En ny begyndelse

Bloggen har fået nyt navn. Så må vi se om dens administrator har noget fornuftigt at skrive om det at (skulle) være far.

lørdag den 7. april 2012

Top 3 - Ting der irriterer for tiden

1) P3 Guld
2) Det forbistrede vejr
3) Min manglende tolerence over for kunder der står og stener foran hylderne i Superbest

torsdag den 29. marts 2012

Torsdags Top 10 - Dj i Parken om søndagen

I går læste jeg et indlæg fra min gode bloggerkollega Søren Nielsen (tjek Tanker fra Provinsen). Søren er inkarneret FCK-fan og kommer fast til alle hjemmekampe. Det gjorde jeg også i perioden fra ca. 1999-2006. Dengang blev der spille ganske fornuftig musik inden kampen og i halvlegen, men Søren beretter, at der nu bliver spillet "Ibiza techno" og Gorky Park. Det er jo tilstande der minder om den hæslige musik, der spilles til håndboldkampe. MEN hvor svært kan det være at spille noget god gedigen storladen, stadionappelerende rockmusik, der ikke er alt for bovlam? Efter min mening ikke så svært. Så her er 10 numre, som jeg kunne finde på at spille, hvis jeg skulle dj'e inden drengene i hvidt løber på banen

Blur: Parklife
Oasis: Roll with it
The Jam: Town called Malice
Madness: Our house
Depeche Mode: Personal Jesus
U2: Magnificent
Coldplay: Viva la Vida
AC/DC: You shook me all night long
Queen & David Bowie: Under pressure
Love Shop: Copenhagen dreamin'

Og lad så bolden rulle!

lørdag den 17. marts 2012

The Cure Top 10

Min bloggerven, Søren Nielsen, truer med at lukke sin glimrende blog "Tanker fra Provinsen". Hans seneste indlæg er en top 10 over bedste The Cure-sange. Og som en opmuntring er her en hastigt sammensat top 10:

1) All cats are grey
2) Disintegration
3) In-between days
4) A strange day
5) M
6) Catch
7) Primary
8) Just like heaven
9) Dressing up
10) Let's go to bed

onsdag den 14. marts 2012

Til G

Lille digt i anledning af min gode ven, Søren G. Schmidts fødselsdag

G for digte med gavmild brug af navne fra geografibogen som Ganges, Gent og Glasgow.
G for generøs og Grotrian-fan.
G for grundløse grublerier og grænseløse glæder.
G for alt andet end gennemsnitlig.
G for a great poet.

onsdag den 7. marts 2012

Forsinket Tirsdags Top 3 - Bemærkelsesværdige ord

Det meste af i går tilbragte jeg i en mild sygdomsrus på sofaen med TV2 News kørende på vores billige fladskærm. Og denne dovne dags fjernsynskikning har inspiretet til listens #3 og #2.

#3 Rygekabine
En af dagens helt store nyheder var historien om at den gode Lars Løkke havde brugt ca. 150.00 kr. "af skatteydernes penge" på at leje en rygekabine til sit ministerkontor. Nu går "skatteydernes penge" jo til mange mærkværdige ting, fx jyske motorveje og Hjemmeværnet, så fred være med de håndører, tænker jeg. Men hele hykleriet er intet mindre end ækelt. Offentligt ansatte har i mange år ikke måtte ryge indendørs på deres arbejdspladser, og på det seneste har en række kommuner fået den, for arbejdsglæden sandsynligvis temmelig uheldige ide, at medarbejderne skal flekse ud, når de skal have sig et skud velfortjent nikotin. Men på den arbejdsplads, der burder være den mest offentlige af alle i hele landet, Christiansborg, gælder selvfølgelig særregler. Og selv om jeg, som skrevet, ikke har det store problem med den økonomiske del af sagen, kunne Løkke & co have fået mange rygestopkurser og livslange forbrug af nikotintyggegummi for pengene...

#2 Kendispusher
I mit absolutte nabohood, nemlig i en ejendom på den herligt trashede Rentemestervej blev en mand skudt i går morges. Hen på aftnen tjekkede jeg eb.dk (Ekstra Bladets hjemmeside), hvor en overskrift kaldte den afdøde mand for "Kendispusher". Et originalt ord, tænkte jeg, men ved nærmere omtanke er det vel lidt upræcist. Meningen var at han havde dealet drugs til kendte, men man forestiller sig snarere, at han rent faktisk  "pusher" kendte. Da vi lever i en tid med sindssygt mange kendte ville det give fin mening. Hvis man savnede et par gode gæster til sin fest, kunne kendispusheren levere L.O.C. og Helena Christensen, hvis pengepungen var i orden, og måske Amalie & Peter vis budgettet var lidt skrabet.

#1 Speltkusse
A pro pos det efterhånden temmeligt udvidede kendisbegreb, der hersker i 2012, har en blogger med pseudonymet Bethany Hansen i de seneste måneder tiltrukket sig opmærksomhed i ALLE medier fra Information til Se & Hør (sidstnævnte omtaler den gæve Bethany som kendisblogger...). Og det er de kendte, der primært står for skud, når Bethany svinger den verbale Fernet Branca-flaske. Personligt synes jeg nu, at hendes bedste bidrag til den offentlige debat er opfindelsen af ordet "speltkusse". Vi lever i en tid, hvor fx et uskyldigt stykke hvidt toastbrød dæmoniseres så man skulle tro, at det var en vare, som ovennævnte kendispusher handlede med. Derfor er "speltkusse" så fed en metafor (og det er jo bare en metafor, for helvede), der på morsom vis latterliggør drømmen om den perfekte kost, der holder kvinder i alle aldre sunde og slanke.

mandag den 5. marts 2012

Set fra bussen

Skilt på facade på spillehal på Nørrebrogade

KONTANT UDBETALING
GRATIS KAFFE

onsdag den 29. februar 2012

Den utimative Nordvesthyldest

Hiphop-drengene fra Raske Penge har lavet en sang med tilhørende video, der både hvad tekst og billeder angår er den ultimative Nordvesthyldest. De rammer så flot alt det fede ved mit kvarter. Lyt og se selv med HER.

mandag den 27. februar 2012

Cityhyldest (en Søren Ulrik Thomsen pastiche)

Selv om regnen i timevis har pjasket ned på en dag, der ikke aner om den vil være vinter eller forår, elsker jeg mindst ligeså højt, som da jeg for 18½ år siden flyttede til Aalborg og blev installeret på et loftsværelse med en tidligere tugthuskandidat som genbo og med to minutters gang til henholdsvis MacBager, der solgte birkesfranskbørd til en femmer og Kima Video, der var en kæmpe pornoforretning, at bo i byen. For hele opgangen dufter af karry, så man pludselig kender i hvert fald én detalje mere om de naboer, man ellers blot hilser hastigt på.

torsdag den 23. februar 2012

Det bedste

Jeg ved ikke noget bedre end at få lov at dj'e lidt; min cd-samling er begrænset og ikke just alsidig, men alligevel er jeg at par gange blevet seneste år blevet betroet det ærefulde hverv at spille et lille dj-sæt til et par fødselsdage og et bryllup. For et par uger siden spillede jeg til en vens 40-års fødselsdag. I et par uger op til vågnede jeg om natten og tænkte hvilke numre fra min cd samling, der mon kunne skabe lidst stimmung? Og til selve aftnen tog jeg 1 time med postevand inden jeg skulle på for at kunne levere en nogenlunde præstation. Teknisk dygtig bliver jeg aldrig, men for meget alkohol skærper ikke ligefrem fokus. Jeg endte med at spille følgende sæt, der var hvad fulde 40-årige mænd kunne lide! (og efterfølgende improviserede jeg ½ time mere, over cd'er, den forrige dj havde efterladt):

Fine Young Cannibals: Good Thing
Supremes: Stoned Love
The Raveonettes: Love In a Trash Can
Duffy: Mercy
Moby: Lift Me Up
Spleen United: Euphoria
Gorillaz (featuring Shaun Ryder): Dare
Blur: Song 2
Duran Duran: Girls on Film
Billy Idol: White Wedding
The Clash: Rock the Cashbah
New Order: True Faith
Happy Mondays: Step On
Blondie:Hangin' on the Telephone
Spleen United: Suburbia 

onsdag den 22. februar 2012

I dagens forstemmende anledning

De kan forbyde os en smøg til fredagsfadbamsen på den lokale bar. De kan lægge extraafgift på en pose flæskesvær. De kan gøre det pissebesværligt at gifte sig med en udlænding. De kan skære i vores dagpengeret og fjerne vores efterløn. De kan forbyde os at gå med lommekniv. Men kræve penge for at vi kører vores gamle spand ind på Rådhuspladsen, det tør de sgu ikke.

torsdag den 9. februar 2012

Om taxachauffører

Taxachauffører hører P1, P2, sjældent P3, men ofte P4. Engang kørte jeg med en chauffør, der hørte en lydbog om Laudrup-familien.
Taxachauffører er nysgerrige, snakkesalige og tavse som graven.
Taxachauffører er racistiske. Taxachauffører er fra København, Frederikssund, Jylland, Paktistan og Tyrkiet.
Taxachauffører drømmer om at være noget helt andet end taxachauffører.
Taxachauffører er pensionerede mænd, der er trætte af at kikke på konen derhjemme dagen lang.
Taxachauffører ryger cigaretter.
Jeg kan enormt godt lide taxachauffører.

onsdag den 8. februar 2012

Hedonism United - Jens leger musikanmelder

Spleen United: School of Euphoria
Karakter 5 ud af 6 (hvis du ikke orker at læse en hel anmeldelse - det gør jeg ikke altid selv)

Et moderne konceptalbum er vel nærmest hvad jeg i det seneste mange døgn har haft i heavy rotation i mine ører. For School of Euphoria kredser fra start til slut netop om euforien. ”Do you ever give into your needs like I always give into mine?” spørges der I åbningsnummeret Days of Thunder. Og det er det, det gælder om I Spleen Uniteds univers anno 2012. De ønsker ikke længere at ”stay in bed with heroine unlimited”, som de sang på deres første album.  Nu gælder det om at få kroppens umiddelbare behov opfyldt og midlet er heftige dansable beats og et 110% teknoficeret lydbillede. Melodierne er enkle, effektive og iørefaldende; i den forstand kan der trækkes linjer helt tilbage til Kraftwerk.

”First we build it then we watch it fall” synger Bjarke Niemann , ligeledes i førnævnte Days of Thunder, og det udsagn kan tolkes som en kommentar til albummets tilblivelsesproces, der ifølge bandet selv  har været meget lang.  Resultatet er ikke desto mindre blevet bandets mest poppede og mest melodiøse album til dato.  Spleen United lyder om muligt endnu mere tjekkede og cool end de plejer, og albummet kulminerer kvalitetsmæssigt med nummeret Groundspeed, der på trods af en heftig puls har noget let og drømmende over sig. Til gengæld synes jeg, at samplingen fra Flaming Lips smukke ”Do you realize” i begyndelsen og slutningen af nummeret Loebner er helt malplaceret. Flaming Lips sympatiske og varme syrerock hører ikke hjemme i Spleen Uniteds  flotte, men anderledes distancerede univers.  Albummet lukker og slukker med pulsen i bund på den psykedeliske ballade ”It’s a wild life”. Det lyder såmænd ok, men School of Euphoria er klart bedst, når den holder sig til konceptet – euforisk dansemusik.  

søndag den 5. februar 2012

Alle fryser i Nordvest

Alle fryser i Nordvest. Bygningerne søger ly bag stilladser, som pakkes ind i presenninger.
Inde på Viggo's Vinstue kryber stamkunderne sammen om baren som var det et ildsted, og bartenderen en oldermand, mens de får varmen med en kold bajer.

tirsdag den 31. januar 2012

Promotion

En god ting i livet er at kunne glæde sig over andres succes. Jeg har ikke altid været så god til det, men det er blevet lidt nemmere med alderen. Og jeg er i disse dage decideret stolt af at kunne fortælle, at min gode ven, Rasmus Hastrup, har fået den ærefulde tjans at oversætte en af mine yndlingsforfattere, Paul Austers, nyeste bog. Vinternoter er titlen på udgivelsen, der er en slags tilbageblik "På steder han har boet, mennesker, han har mistet, ar, han har fået.", som der stod i sidste uges udgave af Politikens bogtillæg. I samme tillæg var der et uddrag fra bogen. Og selv om jeg ikke er fagmand ud i oversættelsens ædle kunst, ser det ud til at Rasmus er sluppet godt fra opgaven.Så Tillykke min ven, jeg krydser fingre for gode anmeldelser, og at andre end jeg synes, at du rammer Austers tone rent.

lørdag den 28. januar 2012

Liverpool vs Manchester United - en musikdyst

I anledning af dagens klassiker og med inspiration fra et indlæg med samme tema fra Jens Unmacks blog afholder jeg hermed min egen lille personlige musikdyst mellem de to konkurrerende byer.

The Beatles vs New Order
En duel mellem 2 sublime men meget forskelligt spillende hold. Efter en flot kamp sikrer New Orders sig dog sejren. Manchester fører 1-0.

Echo & The Bunnymen vs The Chameleons
En flot herrefight med masser af patos og intensitet. I kraft af en god vokalpræstation især tidligt i kampen, vinder The Bunnymen. Liverpool har udlignet; kampen er helt åben.

The Lightning Seeds vs Happy Mondays
Endnu en tæt kamp, hvor de højtråbende festaber fra Manchester ender som sejrherrer. 2-1 til Manchester.

Julian Cope vs Morrissey
Copes uortodokse spillestil giver stor sympati, men han er trods sin charmerende spillestil overmatchet, da Morrissey først går til angreb.
Manchester vinder altså en 3-1 efter en forrygende kamp. Da jeg ikke følger nok med, vil jeg til gengæld ikke gisne om resultatet af eftermiddagens kamp, men jeg glæder mig da til en eftermiddag i sofaen med en klassiker på skærmen og en Limfjordsporter i glasset.

tirsdag den 24. januar 2012

Tillykke med laurbærene

Selv om anmelderne elsker at hævde det modsatte, står der altså absolut ingen ting mellem linjerne i Helle Helles romaner. Til gengæld står der en hel masse på dem. Fx om døden, der som oftest dukker ligeså så uventet og stilfærdigt op som i den virkelige virkelighed. Men der står også en masse om kvinder der fortæller halve sandheder, og om unge mænd der kører på knallert og ryger cigaretter. Og om sex, kaffe og wienerbrød. Helle Helle skriver med andre ord om vigtige ting i livet. Bliv ved med det!

fredag den 20. januar 2012

Dansk Melodi Grand Prix Top 3

I morgendagens anledning mine personlige favortitter.

1. Dansevise (Grethe & Jørgen Ingmann)
2. Fra Mols til Skagen (Aud Wilken)
3. Skibet skal sejle i nat (Birthe Wilke & Gustav Winckler)

torsdag den 19. januar 2012

Jeg savner

Jeg savner min far og min farmor. Og min morfar og mormor. Jeg savner Jesper Klein, Thomas Winding  og Tine Bryld. Jeg savner Henrik Hall og Hilmer Hassig. Og Lee Hazlewood og Joe Strummer. Jeg savner Gert Petersen og Svend Auken. Jeg savner Ove Sprogøe og Kirsten Walther. Jeg savner Poul Borum, Per Højholt og Dan Túrell.

tirsdag den 10. januar 2012

Tirsdags Top 20

Hvis jeg fik en dj-tjans i et par timer, og kun måtte spille én kunstner, ville jeg uden tøven vælge David Bowie. Jeg ville kunne give mit publikum noget for nærmest enhver smag: ukomplicert soulpop, avanceret guitarrock, dekadent disko, melodiøs tresserpop, liveoptagelser med hele svineriet: sax, kor, percussion... Og skulle jeg på i aften ville mit sæt se således ud.

Moss Garden (fra "Heroes")
Sound & Vision (fra Low)
In The Heat Of The Morning (fra Bowie At The Beeb)
Bombers  (fra Bowie At The Beeb)
The Secret Life Of Arabia (fra "Heroes")
Hello Spaceboy featuring Pet Shop Boys (originalversion fra 1. Outside)
Andy Warhol (fra Hunky Dory)
Be My Wife (fra Low)
Golden Years (fra Station To Station)
1984 (fra David Live)
Station To Station (fra Station To Station)
Bewlay Brothers (fra Hunky Dory)
Ashes To Ashes (fra Scary Monsters)
Cat People (fra Let's Dance)
Heroes (fra "Heroes")
Word On A Wing (fra Station To Station)
Under Pressure (med Queen)
Ziggy Stardust (fra The Rise And Fall Of Ziggy Stardust And The Spiders From Mars)
Cracked Actor (fra David Live)
Drive-In Saturday (fra Aladdin Sane)

torsdag den 5. januar 2012

Jeg vender mig i sengen

Jeg vågner sent på natten og vender mig i sengen.
Jeg kommer i tanke om noget, jeg skal huske på arbejdet og skriver en påmindelse i min mobiltelefon.
Jeg ligger og lytter til den beroligende støj fra en renovationsvogn.
Men det er først da du også vender dig i sengen og slynger din arm om min krop, at jeg finder ro og falder i søvn igen.
Hvad skulle jeg gøre uden dig?

mandag den 2. januar 2012

Alt er ved det gamle

Vi skriver 2. januar 2012:
Jeg taster er vigtigt password forkert 3 gange og må ydmygt anmode om et nyt.
I Netto er der Tuborg Julebryg til spotpris.
Ude i kopimaskinen ligger et uafhentet print af opskrifter på fedtfattig mad.