Den store studenterbrødstest - appendix

Et af de blogindlæg jeg har fået allemest (positiv) respons på, var den studenterbrødstest, jeg med meget kyndig assistance fra min hustru, lavede for præcis én måned siden. Og da jeg mødtes med gamle klassekammarater fra gymnasietiden i fredags, viste det sig, at testen havde skabt begejstring så langt væk som i Geneve. Jeg er derfor glad for at kunne traktere mine trofaste læsere med et lille appendix til testen, og hvem ved om der ikke dukker flere supplementstest op en dag?

Studenterbrød fra bageriudsalget i Superbrugsen ved Nørreport station, 1358 København K.
Pris 8,50 kr. (der er tilbud på 3 for 20 kr., hvilket blev indkøbt). Vægt: 100 gram.
Udseende: Der er tale om et bemærkelsesværdigt fladt (lavt) brød. Det har en tyk bund, en tynd, mørk, masse og et særdeles iøjnefaldende, nærmest flydende, lag lyserød glasur, hvorpå er strøet et ujævnt lag krymmel. Dommerne er enige om, at den lyesrøde glausr rent æstetisk ikke fungerer. Jens betegner den som "svær at tage alvorlig", mens T mener, at "den virker forkert" og betegner det som en "misfarvning".
Konsistens: Overordnet er dommerpanelet enige om, at konsistensen er brødets største problem. Man oplever en uharmonisk mundfølelse, når man indtager brødet. Bunden er ifølge T overbagt og krummer kraftigt, selve massen er meget klæg, og både masse og det nærmest fyldende lag glasur klistrer til ganen.
Smag: Der er enighed om, at den tilsatte romessens smager kraftigt igennem. Selv om brødet også indeholder syltetøj, kan dette stort set ikke smages. Der er enighed om, at det for så vidt smager "ok"; Jens er dog en tand mere begejstret for smagen end T, hvilket måske skyldes  at han, da brødet blev indtaget, var ret sulten.
Karakter: T giver 1½, Jens giver et stort 2-tal.

Me, Myself & I

Det pisser mig, for at sige det på moderne dansk, af, at det man i grammatikken kalder personlige pronomner så ofte anvendes i overskrifter på avisartikler eller på tekst tv. Hvad med fx denneher  fra Berlingskes netavis: "Se, hvor du skal betale mere i skat" eller en tekst tv overskrift som "Din pension bliver mindre værd". Jeg gætter, at det er en unode de lærer på et af de allerførste semestre på Journalisthøjskolen; et retorisk trick, der skal gøre nyheden mere nærværende for læseren. Jeg synes bare, at tricket har den præcis modsatte effekt. For hvad med alle dem, der fx ikke har en pensionsopsparing? Den læser, nyheden henvender sig til, bliver sådan en typisk middelklassedansker. Man ser jo aldrig en overskrift, der hedder "Så meget bliver du trukket i kontanthjælp" eller "Din førtidspension bliver mindre værd"... Kunne man ikke fra redaktionel side stole på, at læseren synes, at en nyhed kan være interessant og relevant, selv om den måske ikke lige handler om MIG?
 

Torsdags Top 10 - sidste sang på pladen

Her for et par dage siden så jeg på DR P6 BEAT's Facebook-side, at de kørte et tema om perfekte "albumlukkere", ja det findes ikke noget godt og dækkkende ord, men altså bedste, sidste sang på pladen/cd'en. Jeg har gået og funderet lidt over fænomenet. Der er en del forskellige kategorier repræsenteret i denne genre: Ganske ofte lukkes der med en ballade, storladen eller helt afdæmpet, andre lukker med en "part 2" fx. The Surburbs part 2" fra Arcade Fire seneste cd. Eller man slutter med et lidt morsomt indslag som fx. Every little counts på New Orderes Brotherhood-album eller Himlen er et kedeligt sted fra Olesen-Olesens Dagens gerning-album.
Denne listes førsteplads er virkelig en kunstner, det tager sagen alvorligt. Selv på hans mest ujævne soloalbums, som fx Maladjusted ryster han et nummer med den forrygende morsomme titel Satan rejected my soul ud af ærmet, som albummets sidste sang. Og nu til sangene:

1) Speedway (Morrissey - fra Vauxhall & I)
2) The Secret Life of Arabia (David Bowie - fra Heroes)
3) Dream Attack (New Order - fra Technique)
4) Train in Vain (The Clash - fra London Calling)
5) Ocean Rain (Echo & The Bunnymen - fra Ocean Rain)
6) New Morning (Nick Cave And The Bad Seeds - fra Tender Prey)
7) All I want is You (U2 - fra Rattle and Hum)
8) Darkness on the Edge of Town (Bruce Springsteen fra Darkness on the Edge of Town)
9) Wealth (Talk Talk - fra Spirit of Eden)
10 Saturday Night (Suede fra Coming Up)

En elektronisk flirt

Mange af denne klodes pop og rockband får på et tidspunkt en flirt med den elektroniske musik. For nogen, fx New Order, ender det med en lykkelig, livslang kærlighedsaffære, for andre fx. U2, bliver der tale om et langvarigt sidespring, hvor passionen aldrig bliver helt hed.
Også i Danmark har en række gruppet mellem år og dag skiftet guitarer og øvelokale ud med computere, synthesizere og hjemmestudie. How Do I lykkedes flot med denn transformation i 1990'erne, også Gangway lavede i hvert fald ét virkelig flot album med masser af elektroniske elementer involveret, nemlig The Quite Boy Ate The Whole Cake. I mine ører blev Sort Sol til gengæld aldrig rigtig gode venner med elektronikken. Måske skyldes det at elektroniske elementer spiller bedre sammen med melankolsk pop end med end med larmende rock?
Og hvor vil jeg hen med disse linjer? Jeg vil såmænd bare gøre alt for at hype den Patricia's thirst, som er seneste single fra danske Choir of Young Believers. Bandet gør sig fortsat i alternativ, melankolsk, popmusik, men deres nye elektroniske lyd gør dem en tand mere iørefaldende og noget mindre klynkende end tidligere. Og nu, nu har jeg bare lyst til at høre den skønne sang igen og igen og igen...
  

Bloggerkongres 11.11.11

Dagsorden

1) Øl eller vin?
2) Ko, kalv eller gris?
3) (i umiddelbar forlængelse af punkt 2) En skål for Morrissey
4) Et godt råd ønskes: Jens skal til julebryg-aften om 14 dage og skal medbringe en øl, der gerne må imponere det øvrige selskab. Hvad skal han vælge?
5) Fri konversation.
6) Vor mand fra Odense ankommer.
7) Der skåles
8) Punkt 4 genoptages.
9) Evt.

En ukendt sang med et ukendt, forlængst opløst, band

Hvis du, som jeg, er meget glad for musik, kender du sikkert godt detder med at du pludselig får en sang i hovedet, som du optog fra radioen for noget der føles som 1000 år siden. Mens jeg for lidt siden sad i sofaen og slog mave fik jeg en sang af den amerikanske gruppe The Sneetches i hovedet. Dengang i 1989 havde jeg læst en anmeldelse af et af gruppens albums i Information, som blev holdt i mit barndomshjem, og kort tid efter spillede Jan Laursen en sang med dem i et P3-program. Det var sådan en dejlig tresserinspireret guitarpopsang som røg ned på et Maxell-bånd, og som jeg efterfølgebde flittigt lyttede til, når jegt skulle have en puster fra The Cure og Joy Divistion.
Jeg har lige surfet lidt rundt på youtube. Kunne desværre ikke finde netop sangen fra båndet. Men fandt bl.a. et nummer med dem ved navn Weather Scene, som har lidt den samme stemning.

En helt almindelig novemberaften i Nordvest

En mand får sig en Tuborg på Magistervej; en kvinde taler med høj stemme med sin hund på Hovmestervej.