lørdag den 29. september 2012

Den store studenterbrødstest - endnu et kapitel

Her den anden dag havde jeg et ærinde på Blågårdsgade og kom derfor forbi Mila's Bageri, der ligger helt oppe ved Nørrebrogade. Her blev mit evigt lækkersultne blik fanget af et tilbud på tre romkugler for 20 kroner. Men da jeg kom ind i forretningen og opdagede, at de havde studenterbrød, var jeg ikke i tvivl. De skulle testes! Min elskede T har som sædvanlig været en del af dommerpanelet og her er resultatet:

Studenterbrød fra Mila's Bageri, Blågårdsgade 1, 2200 København N.
Pris 10 kr.
Vægt 220 gram (Der blev indkøbt 2, og det andet var ca. 30 gram lettere).
Udseende: Der er tale om et ret højt brød. Det har en tyk, men lidt ujævn bund, et ikke undseeligt lag syltetøj, et højt lag mørkebrun masse, et tyndt lag glasur og et tæt lag krymmel.
Konsistens: Selve massen er klæg på den måde der passer til et studenterbrød. Især T hæftede sig derudover ved, at bunden var blød og at krymlen var for hård.
Smag: Dommerpanelet var enige om at masse og syltetøj indgik i en vellykket og velsmagende symbiose.
Karakter: Jens var begejstret og giver karakteren 4. T synes, at bund og krymmel trak meget ned og inddragde desuden tidligere testede brød ifm. den samlede karaktergivning, hvorfor hun lander på et 2-tal.

søndag den 23. september 2012

Livet er nemt

Livet er nemt, når det ultimative ubehag
forløses blot ved det at få sin tunge ble af.
Og livet er let, når man ligger i ro og mag
og bliver vugget stille i søvn
af buslinje 5A.

mandag den 17. september 2012

Septemberdigt

Når luften pludselig er dejlig og lun.
Når frakken endnu ikke skal være af dun.
Når æbler kan plukkes i tonstunge læs.
Så ved du, at september endnu er i sit es.

søndag den 16. september 2012

En gåde

Det er mig en gåde, hvordan Dovne Robert i denne uge kunne få mere omtale end Simon Emil Ammitzbøll, som en hel tv-udsendelse igennem opførte sig decideret uanstændigt over for en ganske sympatisk enlig mor, der gerne bare ville have et arbejde. Altså Dovne Robert er jo blot en en dårligt betalt klovn, mens Simon Emil er en godt betalt ignorant.

torsdag den 13. september 2012

Obligatorisk pensum

Anna er startet i musikskole, og for faderen, der også er eneste underviser, er det en sand fornøjelse at gennemgå følgende absolut obligatoriske pensum:
Straberry Fields Forever/Penny Lane/Sgt. Peppers Lonely Hearts Club Band/With A Little Help From My Friends//Lucy In The Sky Wih Diamonds/A Day In The Life/ All You Need Is Love/I Am The Walrus/Hello, Goodbye/The Fool On The Hill/Magical Mystery Tour/ Lady Madonna/Hey Jude/Revolution

søndag den 9. september 2012

20 Favoritter - Pet Shop Boys

Fra de midt i 1980'erne udsendte deres gennembrudssingle, West End Girls, og til og med Very-albummet fra 1993 var stort set alt hvad Pet Shop Boys udsendte med et godt dansk ord outstanding. De lavede dekadent disco, de skrev sofistikerede sing-a-long-hits og de skrev tekster om flygtig kærlighed (eller måske netop ikke kærlighed, men sex) i nattelivet; fortællerens seksuelle observans måtte lytteren selv gætte sig til... På netop Very-albummet åbnes der med nummeret Can you forgive her, der handler om en fyr, der bliver gjort frygelig til grin af sin kæreste, fordi han vist inderst inde ikke er helt straight - et ret atypisk emne for et top 10-hit. Og senere bliver det homoseksuelle tema endnu tydeligere, mens kvaliteten af såvel singler som albums bliver lidt mere ujævn.
I morgen kommer der så en nyt album på gaden. Hvad jeg har hørt derfra har ikke rigtig ramt mig, men lad mig benytte anledningen til at hylde to originaler i popuniverset med denne 20 favoritter, i kronologisk rækkefølge:

Two Diveded by Zero
West End Girls
Oppotunities
Tonight is Forever
In the Night
One More Chance
What Have I Done To Deserve This
A New Life (b-side)
It's Alright (single-version)
Being Boring
This Must Be The Place I Waited Years To Leave
How Can You Excpect To Be Taken Seriously
Only The Wind
Can You Forgive Her
A Different Point Of View
The Theater
Before
Don't Know What You Want But I Can't Give It Anymore
Luna Park
Did You See Me Coming

fredag den 7. september 2012

Hastig hyldest til Peter H. Olesen

Alle linier er optagede og alt er Ørnsbo i dag, hvor anonyme melankolikere venter på renæssancen, mens jyske beatniks forlængst er gået i hi midt på Eik Skaløes Plads.

mandag den 3. september 2012

Hverdagsreportage

Bleer skiftes.
Sutteflasker skoldes.
Stofbleer vaskes.
Hjemmelavede sange synges.
Pusletasker pakkes.
Morgentv-værter lægges
for had.
Datteren elskes
betingelsesløst.