Hvis jeg skulle lokkes til at tilbringe så meget som én dag på en dyrskueplads i udkanten af en større dansk provinsby, skulle programmet se sådan her ud:
Kl 14: Talk Talk anno ca. 1986. Sættet byder på det meste af Colour of Spring-albummet, en håndfuld numre fra de første par plader og" I believe in you" som ekstranummrer. En god ven byder på et hiv af sin potjoint, men jeg afslår venligt; musikken er det smukkeste trip i sig selv.
Kl. 17: David Bowie spiller et generøst udvalg af greatest hits blandet med nogle af de mest smadrede numre fra Scary Monsters
Kl 20.30: The Clash spiller London Calling i sin helhed og derefter This is Radio Clash, Rock The Cashbah og andre godter og vi skåler med Joe Strummer i store tjekkiske fadøl.
00.00: En ca. 30-årig Scott Walker optræder med et stort orkester, mens smukke kvinder byder på cognac og cigaretter.
02.00: En taxi holder lige uden for festivalpladsen og fragter en lettere beruset blogger og hans venner sikkert hjem.
mandag den 28. juni 2010
tirsdag den 22. juni 2010
Tirsdag Top 3 - Overspringshandlinger på jobbet
1) Hente en kop kaffe
2) Sludre med en kollega, mens man drikker kaffe
3) Sætte en kande kaffe over
2) Sludre med en kollega, mens man drikker kaffe
3) Sætte en kande kaffe over
søndag den 20. juni 2010
Random
Jeg sætter ipod'en på Bland og ser, hvad der sker:
Mew: en sang fra deres seneste cd. Er ikke helt blevet fanget af den. Har fulgt dem siden deres allerførste single. Deres første pladde var virkelig god, kunne specielt godt lide No shadow Kick, hvor de påstod, at de sang på cantonesisk, men vist i virkeligheden bare vrøvlede. Denne her sang er typisk Mew - lidt abstrakt, let at lytte til, men uden et egentligt omkvæd, lækker guitar falder ind nu, men kan stadig tydeligt høre deres rødder i britisk shoegazerrock a la ca. 1990, og det er der jo heller ikke noget i vejen med.
New Order: Procession. En klassiker i mit univers. En ret pompøs intro med lange keyboardflader og så en ret hurti basrundgang, der sparker nummeret i gang. Jeg har hørt så meget New Order, at magien lidt er blevet væk, men kan godt lide den fine balance mellem det dystre og det energiske i nummeret. Flot crescendo, eller hvad så noget hedder. Og så sluter sangen, som den begyndte med kyeboard og intet andet.
Joy Division: Noevlty. Ikke ligefrem den store variation. Jeg spillede meget kortvarigt keyboard i et gymnasieband, hvor vi til vores eneste koncert spillede to JD-numre, det ene var Novelty, vi måtte dog lave det meget om, da guitaren var alt for avanceret... Hold kæft, hvor har jeg hørt meget JD. For mig var Ian Curtis jo den største af de tidligt døde rocksangere. 1000 gange større end Jim M, eller Kurt C.
Lee Hazlewood: Leather & Lace. Fra Cowboy in Sweden-albummet, som angiveligt er soundtrack til en film, den gad jeg godt se. Sangen er en duet. Meget filmisk med strygere og det hele. Det her er Lee H, når han er allerbedst. Han stemme er virkelig særlig...
Love Shop: Aluminium Go: En sang jeg altid blir i godt humør af. Henrik Hall spiller fløjte, Hilmer H spiller bare godt som sædvanlig - Jeg er på pludselig speed, synger Unmack. Og om lidt kommer ved gud en fløjtesolo, og det lyder slet ikke kitchet.
The Clash: Hateful. Hvor svært kan det være. 1-2-3 rockandroll. Fra verdens bedste rockplade, London Calling. Og en af mine favoritter fra albummet, selv om den er vel bare er en bagatel.
The House of Love: Road. Må hellere skrue op, overboen støvsuger. Virkelig fedt band, som vist stort set er glemt i dag. Meget tresserinspireret men alligevel med et perssonligt udtryk.
The Chameleons: Tears. I en akustisk version. Dem har jeg gjort en del for at hype - har faktisk skrevet et helt blogindlæg om dem. Lidt ligesom House of Love meget klassisk engelsk. Lidt selvhøjtideligt måske, men sådan er genren jo... I min verden hyggelig musik man har lyst til at spille for sine bedste venner. Jeg vil købe mere med dem i London om en måned.
The National: Et nummer fra deres seneste cd. Kan ikke huske hvad sangen hedder. Albummet er sådan et der bare kryber langsomt ind under huden. En anmelder ville måske kalde sangene hymneagtige. Kan ikke lade være med at tænke lidt på at U2 kunne have lydt lidt på den måde, hvis de havde haft tålmodigheden. Nummeret er smukt løsrevet, men albummet fortjener at blive hørt i sin helhed.
Scott Walker: En sang fra cd 1 på 5 easy pieces. Scott synger fantastsisk, og det er denneher store orkestrerede lyd, hvor man kan høre en tamborin midt i det hele. Men det er jo søndag. Vil gå ud og se om vasketøjet snart skal hænges op og lave en kop neskaffe.
The Clash: Lovers rock. Også fra London Calling. Er der ikke noget med at reggae kaldes "lovers rock"? Skøn sang, selv om det pudsigt nok ikke er meget reggae over det. Vil gå ud og se om vande koger.
Love Shop: Copenhagen dreaming. Er glad for at de er begyndt at gi koncerter igen. Selv om Hilmer er uerstatelig. Og nu synger de omkvædet lissom California dreming, det var det vi kaldte en intertekstuel referrence dengang jeg læste dansk. Og er det ikke Jimmy Jørgensen der hjælper med det flotte kor?
Kraftwerk: Radio-aktivität. Den har jeg skrevet om før, men det gør den jo ikke mindre skræmmende smuk, men hov, det viste sig desværre kun at være et eller andet mellemspil fra pladen
Love Shop: Vi blinker så hurigt vi kan. Det er jo det charmerende ved sådan en randomfunktion, noget bliver overrepræsenteret. Endnu et flot nummer fra et klassisk album. Men nu går jeg altså ud og hiver vasketøjet ud af maskinen.
Jamsessionen er overstået; vaskekælderen kalder.
Mew: en sang fra deres seneste cd. Er ikke helt blevet fanget af den. Har fulgt dem siden deres allerførste single. Deres første pladde var virkelig god, kunne specielt godt lide No shadow Kick, hvor de påstod, at de sang på cantonesisk, men vist i virkeligheden bare vrøvlede. Denne her sang er typisk Mew - lidt abstrakt, let at lytte til, men uden et egentligt omkvæd, lækker guitar falder ind nu, men kan stadig tydeligt høre deres rødder i britisk shoegazerrock a la ca. 1990, og det er der jo heller ikke noget i vejen med.
New Order: Procession. En klassiker i mit univers. En ret pompøs intro med lange keyboardflader og så en ret hurti basrundgang, der sparker nummeret i gang. Jeg har hørt så meget New Order, at magien lidt er blevet væk, men kan godt lide den fine balance mellem det dystre og det energiske i nummeret. Flot crescendo, eller hvad så noget hedder. Og så sluter sangen, som den begyndte med kyeboard og intet andet.
Joy Division: Noevlty. Ikke ligefrem den store variation. Jeg spillede meget kortvarigt keyboard i et gymnasieband, hvor vi til vores eneste koncert spillede to JD-numre, det ene var Novelty, vi måtte dog lave det meget om, da guitaren var alt for avanceret... Hold kæft, hvor har jeg hørt meget JD. For mig var Ian Curtis jo den største af de tidligt døde rocksangere. 1000 gange større end Jim M, eller Kurt C.
Lee Hazlewood: Leather & Lace. Fra Cowboy in Sweden-albummet, som angiveligt er soundtrack til en film, den gad jeg godt se. Sangen er en duet. Meget filmisk med strygere og det hele. Det her er Lee H, når han er allerbedst. Han stemme er virkelig særlig...
Love Shop: Aluminium Go: En sang jeg altid blir i godt humør af. Henrik Hall spiller fløjte, Hilmer H spiller bare godt som sædvanlig - Jeg er på pludselig speed, synger Unmack. Og om lidt kommer ved gud en fløjtesolo, og det lyder slet ikke kitchet.
The Clash: Hateful. Hvor svært kan det være. 1-2-3 rockandroll. Fra verdens bedste rockplade, London Calling. Og en af mine favoritter fra albummet, selv om den er vel bare er en bagatel.
The House of Love: Road. Må hellere skrue op, overboen støvsuger. Virkelig fedt band, som vist stort set er glemt i dag. Meget tresserinspireret men alligevel med et perssonligt udtryk.
The Chameleons: Tears. I en akustisk version. Dem har jeg gjort en del for at hype - har faktisk skrevet et helt blogindlæg om dem. Lidt ligesom House of Love meget klassisk engelsk. Lidt selvhøjtideligt måske, men sådan er genren jo... I min verden hyggelig musik man har lyst til at spille for sine bedste venner. Jeg vil købe mere med dem i London om en måned.
The National: Et nummer fra deres seneste cd. Kan ikke huske hvad sangen hedder. Albummet er sådan et der bare kryber langsomt ind under huden. En anmelder ville måske kalde sangene hymneagtige. Kan ikke lade være med at tænke lidt på at U2 kunne have lydt lidt på den måde, hvis de havde haft tålmodigheden. Nummeret er smukt løsrevet, men albummet fortjener at blive hørt i sin helhed.
Scott Walker: En sang fra cd 1 på 5 easy pieces. Scott synger fantastsisk, og det er denneher store orkestrerede lyd, hvor man kan høre en tamborin midt i det hele. Men det er jo søndag. Vil gå ud og se om vasketøjet snart skal hænges op og lave en kop neskaffe.
The Clash: Lovers rock. Også fra London Calling. Er der ikke noget med at reggae kaldes "lovers rock"? Skøn sang, selv om det pudsigt nok ikke er meget reggae over det. Vil gå ud og se om vande koger.
Love Shop: Copenhagen dreaming. Er glad for at de er begyndt at gi koncerter igen. Selv om Hilmer er uerstatelig. Og nu synger de omkvædet lissom California dreming, det var det vi kaldte en intertekstuel referrence dengang jeg læste dansk. Og er det ikke Jimmy Jørgensen der hjælper med det flotte kor?
Kraftwerk: Radio-aktivität. Den har jeg skrevet om før, men det gør den jo ikke mindre skræmmende smuk, men hov, det viste sig desværre kun at være et eller andet mellemspil fra pladen
Love Shop: Vi blinker så hurigt vi kan. Det er jo det charmerende ved sådan en randomfunktion, noget bliver overrepræsenteret. Endnu et flot nummer fra et klassisk album. Men nu går jeg altså ud og hiver vasketøjet ud af maskinen.
Jamsessionen er overstået; vaskekælderen kalder.
fredag den 18. juni 2010
Fredagsøl
PILSNER PILSNER PILSNER PILSNER PILSNER PILSNER PILSNER PILSNER
(tekst øverst på Vestfyen Pilsner - dåseversionen)
(tekst øverst på Vestfyen Pilsner - dåseversionen)
onsdag den 9. juni 2010
Trafficking ved højlys dag
Leje en mand
Fra 99kr/Time
(skilt i ruden på PLATAN Kiosk på Vesterbrogade)
Fra 99kr/Time
(skilt i ruden på PLATAN Kiosk på Vesterbrogade)
tirsdag den 8. juni 2010
NEJ
Nej til nedskæringspakken
Nej til skattelettelser og skattestigninger
Nej til EU og euroen
Nej til Tyrkiet i EU
Nej til burkaer
Nej til Østarbejdere
Nej til nedskæringer i VORES daginstitution
Nej til Roskilde Festivalens væskeforbud
Nej til forringelser for førtidspensionister, børnefamilier, hårdtarbejdende millionærer og farveblinde bornholmere
Nej til prostitution og kønsdiskriminering
Nej til at politikerne skal gå ned i løn
Nej til at politikerne ikke skal gå ned i løn
Nej til lukning af Høvelte Kasserne og Pandrup Viskelæderfabrik
Nej til skattelettelser og skattestigninger
Nej til EU og euroen
Nej til Tyrkiet i EU
Nej til burkaer
Nej til Østarbejdere
Nej til nedskæringer i VORES daginstitution
Nej til Roskilde Festivalens væskeforbud
Nej til forringelser for førtidspensionister, børnefamilier, hårdtarbejdende millionærer og farveblinde bornholmere
Nej til prostitution og kønsdiskriminering
Nej til at politikerne skal gå ned i løn
Nej til at politikerne ikke skal gå ned i løn
Nej til lukning af Høvelte Kasserne og Pandrup Viskelæderfabrik
mandag den 7. juni 2010
Et gammelt røvhul/Statistik
Som formodenlig et af de sidste mennesker i den vestlige verden fik jeg for nylig en ipod. I øjeblikket hygger jeg mig med at lægge en del af mine cd'er ind på den. Og under den proces er jeg alligevel blevet lidt skræmt over, hvor meget det åbenbart er albums med adskillige årtier på bagen, jeg har mest har lyst til at høre, når jeg går mig en tur i mit nye yndlingskvarter, hvor industri, gamle lagerhaller og socialt boligbyggeri flyder sammen på grænsen mellem Nordvest og det alleryderste af Nørrebro. Men, hov, det var jo musikken på ipoden, vi kom fra. De ca. (en ep og et meget langt opsamlingsalbum inkluderet, derfor ca.) 26 albums er fordelt således over de forgangne årtierne:
1960-1969: 2
1970-1979: 8
1980-1989: 6
1990-1999:4
2000-2009: 5
2010: 1
Til gengæld er 2010-albummet, den seneste cd fra The National, det smukkeste og mest helstøbte album, jeg har hørt i mange år...
1960-1969: 2
1970-1979: 8
1980-1989: 6
1990-1999:4
2000-2009: 5
2010: 1
Til gengæld er 2010-albummet, den seneste cd fra The National, det smukkeste og mest helstøbte album, jeg har hørt i mange år...
Abonner på:
Opslag (Atom)
