tirsdag den 25. november 2014

Vangede Billeder - Ugens Rapport

Da jeg gik på højskole, kendte jeg en fyr, der hed Anders, som kom fra Vangede. Anders kunne fortælle mange anekdoter fra sit hood. En af de bedste var om det lokale værtshus, Dilligencen, som ifølge Anders, var blevet kåret til Danmarks næsthyggeligste værtshus af Ugens Rapports læsere i 1979.
Man var aldrig helt sikker på, om Anders historier var sandfærdige, men det gjorde dem på ingen måde dårligere. Tværtimod. Hvis en læser kan verificere historien, vil jeg dog blive glad.

onsdag den 19. november 2014

Vangede Billeder - Satori i skumringen

I køen  i Lidl smutter en lille ældre kvinde ind foran mig. Jeg bliver meget irriteret men orker ikke at kommentere det; jeg er allerede for sent på den ift. at hente børn på det tidspunkt, der dikteres af speltsegmentet, og på den anden side er der trods alt ingen fare for, at jeg kommer så sent, at Anna bliver hentet af de sociale myndigheder. På vej hen til vuggestuen får jeg et pludseligt klarsyn: Damen i køen har selvfølgelig så travlt, fordi hun (forhåbentlig) har langt færre år at leve i end mig og fordi hun skal nå at shoppe i en reklamepause.

mandag den 17. november 2014

Fødselsdagshyldest

Kære mor

Det er ikke din skyld, at jeg ikke kan lappe en cykel, at jeg ikke kan kokkerere så meget andet end spagetti med kødsovs og risengrød. Og det er bestemt ikke din skyld at jeg ikke kan svømme og at min håndskrift er ulæselig.
Til gengæld er det utvivlsomt din fortjeneste, at jeg er nogenlunde socialt kompetent og en ret velfungerende samfundsborger og ikke mindst en ganske habil far.

torsdag den 13. november 2014

Favoritforstad



For tiden kommer jeg i embeds medfør en del på Bagsværd Hovedgade. Den er som så mange andre forstadshovedstrøg præget af butiksdød. Ret unikt er det til gengæld, at der ligger højhuse helt inde i selve bykernen. Jeg synes, det giver forstaden noget karakter eller kant som det vist hedder på nudansk.
Jeg planlægger at slæbe en arkitekturkyndig veninde med på et feltstudie til min nye favoritforstad og vender måske tilbage med en længere reportage en dag.