tirsdag den 25. august 2009

På gensyn

For tiden læser jeg Jacob Paludans roman Markerne Modnes; Paludan skriver helt forrygende godt, så denne signatur vil bruge "præstationsangst", som undskyldning for at der sker meget lidt for denne side for tiden. Og det holder jo ikke en meter... Trangen til at skrive kan lige nu bare ligge på et meget lille sted. Er i øjeblikket mere optaget af at læse og høre hvad andre laver, hvilket giver sig udslag, at jeg i noget tid har hygget mig med at linke til dejlig musik inden for alskens genrer på min facebook-profil. Jeg håber selvfølgelig, at jeg snart får skrivelysten igen. Så lad os bare sige på gensyn

søndag den 16. august 2009

Nye og gamle venner (4)

Søren Gehlert Schmidt har jeg været venner med siden vi for 17½ år siden (for søren, hvor bliver man gammel) hang endog særdeles meget ud sammen på Askov Højskole. Søren skrev allerede dengang digte, hvilket han så vidt jeg ved gør den dag i dag. Og Hvedekorn har bl.a. trykt hans tekster. Nå, men den gode Søren er blevet helt urimeligt glad (for nu at bruge et af hans egne udtryk) for posangerinden Sys Bjerre. Og hans crush på Sys har inspireret ham til en række småsyrede tekster - først på Facebook - og nu altså på en blog om to fiktive størrelser ved navn Süss eller Süssling og Hern Scmidt. Hvis man har hang til sprogligt spass, er er hans Sys-blog bestemt værd at tjekke ud.