søndag den 20. februar 2011

Min uheldige heltinde

Min skønne hustru, T, tog i mandags til Nuuk, hvor hun skulle i 6 ugers praktik hos lederen i køkkenet på det lokale hospital. Tirsdag morgen faldt T så og brækkede foden! Efter omstædighederne er hun ved godt mod (der er jo også tale om et usædvanligt sejt kvindemenneske), og dem der lyster kan følge med på hendes blog, som jeg har lavet et link til. Hvis muligheden byder sig kommer det måske her på bloggen en stemningsrapport fra Nuuk City, hvor jeg inderfinder mig om nogle dage.

mandag den 14. februar 2011

P

Min bloggerkollega Christian Yde Frostholm (også kaldet CYF) var i mange år hovedmanden bag afsnitp.dk - en hjemmeside for visuel poesi. Og, ja, der eksisterede en overgang også en forretning i Nansensgade såvidt jeg husker, og så udgav afsnitp også bøger. CYF har, eller havde i hvert fald, en stor glæde - tør man sige fetich - for bogstavet P. På hans kontor på Kulturbabrikken ude i Sundholm hang der en masse p'er på væggen og han trakterede til åbent hus arrangementer altid med pilsnere og p-tærter...
Jeg ved ikke om du fortsat er glad for P'er, men her er i hvert fald en lille virtuel fødselsdagsgave:

P for papegøje, piphans og påfugl
P for piberenser, pilsner og pub
P for patter, plastikkort og pornoficering
P for poet, prosaist og perfid
P for pluskvamperfektum, præsens og præposition
P for parentes, pausekomma og punktum.

onsdag den 9. februar 2011

Nonsens

Følgende absurde og nærmest mystiske tekst står at læse på forsiden af den webside, hvor jeg dagligt skal registrere mine arbejdstider:

"Du er i rolle (Level 8), Der findes højere roller, der har flere funktioner."

"Højere roller", det lyder sådan lidt frimuerlogeagtigt, synes jeg.

mandag den 7. februar 2011

Digt til Dif

Min gamle studiekammerat René, som vi aldrig kaldte andet end Dif, proklamerer på sin Facebook-status sin politiske status som liberalsocialist, og på det punkt er vi helt på linje. Hermed et politisk digt, som virtuel fødselsdagsgave, håber det kan få dit velkendte smil frem:

Det må ikke gå ud over de arbejdsløse eller autisterne.
Det må ikke gå ud over bilejerne, boligejerne eller børnefamilierne.
Det må ikke gå ud over de enlige mødre.
Det må ikke gå ud over de fattige
Det må ikke gå ud over hårdtarbejdende homoseksuelle.
Det må ikke gå ud over den nedslidte jord- og betonarbejder.
Det må ikke gå ud over lejerne.
Det må under ingen omstændigheder gå ud over pensionisterne.
Det må ikke gå ud over de rige.
Det må ikke gå ud over de syge.
Det må ikke gå ud over dem, der betaler topskat.
Det må for guds skyld ikke gå ud over folk fra Udkantsdanmark.

søndag den 6. februar 2011

Alvor før fornøjelse

Kirke, Kapel & Kiosk

(vejskilt på Bispebjerg Hospital)

onsdag den 2. februar 2011

Årets overskrifter?

Det er selvfølgelig meget tidligt på året. Men dagens Ekstrablads-spiseseddel er plat og sensationspræget på en old school-facon, man ikke ser så tit mere. Den lyder:

GANGSTERBØSSE FORSVUNDET PÅ 3. MÅNED

Og senere på dagen så jeg på eb.dk, at der var kommet en ny avisudgave med en endnu mere plat og fantasifuld overskrift:

GANGSTERBØSSER TOG RØVEN PÅ ALLE

Historien blev i øvrigt dækket i mandagens udgave af Tv-2's krimimagasin Station 2 - Efterlyst (og, ja det så jeg altså). Her var historien nu mindre kulørt; der var åbenbart tale om lidt dokumentfalsk og et banalt kærlighedsdrama mellem de to mænd...