torsdag den 18. marts 2010

Torsdags Top 3

Jeg har sådan set altid meget godt kunne lide Kraftwerk, og ikke mindst har jeg haft kæmperespekt for deres rolle som pionærer for hele den elektroniske musikscene. At Bernard Sumner en gang omtalte dem som New Orders største inspirationskilde gjorde selvsagt ikke respekten mindre...
Det er dog først inden for de seneste år jeg for alvor har fået øje på, hvor smuk og fin musikken faktisk er. Jeg betragter mig ikke som hardcore fan, og jeg ejer ikke alle deres plader, men derfor kan man jo godt hylde Ralf, Florian & co med en torsdags top 3

1) Neons Lights
En skøn hyldest til storbyens neonlys. Mon Michael Strunge har lytte til sangen, da han skrev sine storbydigte? Som et kuriosum skal det nævnes at såvel U2 som Simple Minds har lavet coverversioner af sangen. Ja, Simple Minds lavede faktisk en hel plade med coverversioner med titlen med Neon Lights. MEN ingen af versionerne lyder af mere end en 40 watts pærer sammenlignet med Kraftwerk.

2) Radioactivity
Fik noget af en åbenbaring, da jeg, godt påvirket af den lokale bryg, hørte Kraftwerk fremføre Radioactivity sidste år i selveste Randers City. Dystopisk og superiørefaldende sang. Jeg forestiller mig at den kunne være den perfekte kendingsmelodi til et Danmarks Radio tv-dokumentarprogram fra de sene 1970'ere.

3) Computer Love
7 minutter og 20 sekunders hypnotisk teknopopskønhed. Coldplay byggede en hel sang fra deres X&Y-album op om synth-temaet fra Computer Love. Og selv om jeg aldrig bliver den store Coldplay-mand, slap de nu meget godt fra det.

Og puritanere vil sikkert mene, at man burde høre Kraftwerk på tysk...

tirsdag den 16. marts 2010

Repremiere

Maleren, musikelskeren og skolelærereren fra Esbjerg, som befinder i eksil i Langaa, Peter Krogh, er efter en lille blogpause tilbage. Tidligere hed bloggen Villavej #14, men nu blogger Peter om yndlingsemnerne musik og fodbold under blognavnet Another Night In. En sletskjult Tindersticksreference, forresten. Jeg kan ikke lige finde ud af at få lavet et ordentlig link til Peters nye blog, men han linker selv fra Villavej#14; godt at nogen er mere it-kyndige end undertegnede.

søndag den 14. marts 2010

Eksotik på Amager

For nylig var jeg i forbindelse med mit job ude i Holmbladskvarteret på Amager. Jeg har aldrig været den store fan af øen (ja, et sådan udsagn bør jo uddybes men det må blive en anden gang), men vejnavnene på øen er forrygende. Alverdens lande og byer er repræsenteret, hvilket er ret pudsigt, da øen samtidig huser lufthavnen. Hindustanvej og Ugandavej er to af de alleremest eksotiske vejnavne, men de ligger også nærmest ude i Kastrup. Inde omkring Holmbladsgade er det nord- og centraleuropæiske lokalititer, der har giver vejene navne, og det er nu heller ikke dårligt. Man finder Lybækgade (herlig, oldschool stavemåde), Meklenborggade, Donaugade, Ungarnsgade og mange andre. Og de forretningsdrivende holder sig ikke tilbage. For det lokale bageri har fået den fornemme titel Napolibageren. Det siger vel sig selv, at denne signatur måtte støtte denne geschæft med at indkøbe 1 stk smurt rundstykke.