mandag den 30. marts 2015

Digt om danskhed

Danskhed for  mig er Erik Clausen, der får sig en morgenbajer på Vesterbro, og manden på perronen som skal have en latte med dobbelt-shot at vågne på.
Danskhed er fredagsbøn, et meditationskursus hos AOF og højmesser i halvtomme kirker hver søndag året rundt.
Danskhed er et cool digt af Henrik Nordbrandt og Medina som synger "jeg' da ligeglad" 127 gange i samme sang.
Danskhed er et bestået rygestopkursus, som fejres med en velfortjent smøg på altanen.

søndag den 29. marts 2015

Eftermiddagsscoring på vej til Netto

Vi skulle bare gå en lille tur i Netto, Anna og jeg, efter en pose pastaskruer. Men på vejen fik Anna så øje på en lille dreng på plastic-scooter og hans mor. Og Anna løb straks hen til dem, og inden vi fik set os om, havde hun taget det lille stykke kuvøseguf på 1½ år i hånden og slæbt ham over på legepladsen, hvor der blev gynget, rutschet og sunget Lille Peter Edderkop til dens store guldmedalje. Da vore vej en halv times tid senere skulle skilles tænkte jeg, at det var fint nok, at vi bare vinkede farvel til vores nye venner, men Anna råbte "lille kys" og så blev hendes lille prins kysset behørigt farvel og jeg tænkte i mit stille sind, at hun utvivlsomt bliver et interessant bekendtskab som teenager.

torsdag den 26. marts 2015

Jeg forstå ikke de unge

Denne tekst er dedikeret til debattørerne på Berlingskes netavis

Jeg forstår ikke de unge.
Jeg forstår ikke alle deres tatoveringer
og deres buldrende beats
og deres syntetiske energidrikke
og deres instagram-liv (hvad er der nu i vejen med gode, gamle Facebook).
Og jeg forstår ikke, at de unge ikke kan høre, at Aksel Schiøtz synger meget bedre end en vred rapper fra Bronx. 

tirsdag den 24. marts 2015

KOMMUNALT RYGEPÅBUD OG DØDSENSFARLIGE BAGSÆDER - ET BARNDOMSMINDE

En af mine trofaste læsere er ikke på Facebook, så her er min opdatering fra i går:

Den landsby jeg voksede op i var så lille, at der hverken var kirke, skole eller børnehave. Så når mine forældre skulle passe deres halv- og heldagsjob var den nemmeste løsning, at jeg blev passet hos de hjemmegående nabofruer. Først blev jeg passet hos Edith hvor jeg oftest tullede rundt mutters alene og hvor det nærmeste jeg kom legekammerater var Hans Henrik Ley og Jimmy Stahr, der var værter i Børnetimen som blev sendt hver formiddag i fjernsynet. Men snart blev jeg opgraderet rent pasningsmæssigt. Jeg kom nemlig over til Kirsten, som var kommunal dagplejer. Dette betød dels, at der var en anden dreng - Mads - jeg kunne lege med, og dels at der var en stor kasse legetøj vi kunne lege med. Vi brugte tiden på at fise rundt på små plastic-scootere og hvis det gik højt legede vi med perler ved køkkenbordet. Dette blev dog også brugt til en ofte tilbagevendende begivenhed, nemlig at Kirsten og hendes mand sad og rullede smøger. Smøger der blev røget dagen lang i huset og selvfølgelig også i bilen, hvor vi ofte var passagerer på et bagsæde, hvor jeg ikke er helt sikker på om der var sikkerhedsseler - autostole var slet ikke opfundet. En gang imellem kom en eller anden kvinde fra kommunen forbi for at tjekke om alt var i orden; Kirsten fik sig en hyggelig sludder med hende, mens hendes mand rullede smøger. Et par gange om ugen kørte en forældre os til nabobyen, hvor der var noget så eksotisk som en legestue - bemandet af en pædagog og et par forældre. Vi legede med klodser og i sandkassen og var måske en tur i skoven, hvis det gik højt. Der var ingen sukkerpolitik (men almindelig sund fornuft blandt de ansætte gjorde at vi sjældent fik søde sager) og med garanti ingen læringsmål.
Jeg tror, at jeg i ovenstående beskriver et helt almindeligt stykke 1970'erbarndom. Min egen datter går i institution hver dag fra kl.7.30 til 15.45. på nær om torsdagen, hvor farmor henter lidt tidligere. Hun bliver klart bedre udfordret og stimuleret i sin institutionsverden end jeg blev i min dagplejemor-verden, mens min barnehverdag nok var lidt roligere og tryggere. Jeg nægter at have dårlig samvittighed over det valg, vi har truffet, men kan da godt en gang imellem unde hende en lille køretur i en godt tilrøget lille Morris...

mandag den 23. marts 2015

Ny forskning viser...

Ny forskning viser, at kvinder der flere gange om ugen spiser hvedebrød med birkes har syv gange så stor risiko for at abortere ufrivilligt end kvinder, der følger en diæt bestående af skyr, speltboller og letdampet spinat.
Ny forskning viser, at børn der bliver ammet frem til skolealderen, som voksne oftere vælger at studere fag som eskimologo og indianske sprog og kulturer end børn som har fået modermælkserstatning fra første levedag.
Ny forskning viser, at børn, der har lyttet til Bob Dylan i de allertidligste år af deres liv generelt får et mere negativt syn på livet, end børn, som har hørt Rasmus Seebach.
Ny forskning viser, at fædre der drikker to flasker Barolo om ugen i gennemsnit lever 11,3 år længere end fædre der dagligt drikker en flaske billig vodka fra Netto.
Ny forskning viser, at børn der bruger ipad mere end 12 minutter om dagen har større risiko for at blive ramt af falsk strubehoste og galopperende ADHD end børn, der leger ude i skoven hver dag.

tirsdag den 17. marts 2015

DJØF'ere er også en slags mennesker

DJØF'ere er også en slags mennesker.
Landmænd er også en slags mennesker.
Kontanthjælpsmodtagere er også en slags mennesker.
Spindoktorer er også en slags mennesker.
Pensionerede kuglestødere er også en slags mennesker.
Angrende marxister er også en slags mennesker.
Vælgere er også en slags mennesker.

fredag den 13. marts 2015

Manden på perronen

Manden på perronen tjekker ind og bliver ramt af pludselig dødsangst. Han tænker på, om de efterladte vil få tilsendt en afgift på 50 kr., hvis han tager billetten i toget og dermed ikke får tjekket ud. Manden på perronen kikker på et Rygning Forbudt-skilt, tænder en smøg og håber at Big Brother ikke opdager hans lille ugerning. Manden på perronen tænder sin ipod og lytter til den gamle The Kinks-sang "A Well Respected Man". Manden på perronen tager ind til byen og ud i verden.

mandag den 2. marts 2015

"Hvad laver du?" (...) "Hvorfor det?"

Vi betragter vores datter som forholdsvis intelligent: Hun kan på en god dag tælle til 12, hun kan fortælle, på hvilken adresse hun bor, og mere komplekse sammenhænge såsom, at hendes mormor samtidig kan være farmor for hendes kusine, er ved at gå op for hende. Men som overskriften indikerer er hun kommet ind i et stadie, hvor visse spørgsmål bliver gentaget i det uendelige. Et klassisk eksempel på en ordveksling i disse måneder kunne lyde således:
Anna: Hvad laver du?
Mig: Jeg er ved at tage min frakke på.
Anna: Hvorfor det?
Mig: Fordi det er koldt udenfor.
Anna: Hvorfor det?
Mig: Fordi det er vinter. (Burde nok her give hende en længere forklaring om de forskellige årstider, men er ved at blive lidt træt)
Anna: Hvorfor det?
Mig: Sådan er det bare. (ikke just et svar, jeg tror der vil blive anbefalet i den hotteste litteratur om børneopdragelse, men T og jeg er heldigvis enige om, at det kan være et ok svar i ny og næ).
Anna: Hvorfor det?
Læseren fornemmer, at vi er ved at havne i en retorisk blindgyde, men ud af døren kommer vi jo. Og heldigvis plejer hendes opmærksomhed at blive afledt, så hun et kort øjeblik glemmer at sige "hvorfor det".

Her til morgen, da vi cyklede hen til vuggestuen, spurgte hun fra cykelsædet: "Hvad laver du?" Og så var det, at jeg fik den geniale ide (som andre dog uden tvivl har fået før mig) at spørge hende:"Hvad tror du jeg laver?", hvortil svaret heldigvis var følgende korrekte observation "cykler med mig". Men mon ikke jeg i morgen igen skal redegøre for min adfærd, mens jeg kører forpustet op ad bakken på Dyssegårdsvej?