mandag den 21. november 2011

Me, Myself & I

Det pisser mig, for at sige det på moderne dansk, af, at det man i grammatikken kalder personlige pronomner så ofte anvendes i overskrifter på avisartikler eller på tekst tv. Hvad med fx denneher  fra Berlingskes netavis: "Se, hvor du skal betale mere i skat" eller en tekst tv overskrift som "Din pension bliver mindre værd". Jeg gætter, at det er en unode de lærer på et af de allerførste semestre på Journalisthøjskolen; et retorisk trick, der skal gøre nyheden mere nærværende for læseren. Jeg synes bare, at tricket har den præcis modsatte effekt. For hvad med alle dem, der fx ikke har en pensionsopsparing? Den læser, nyheden henvender sig til, bliver sådan en typisk middelklassedansker. Man ser jo aldrig en overskrift, der hedder "Så meget bliver du trukket i kontanthjælp" eller "Din førtidspension bliver mindre værd"... Kunne man ikke fra redaktionel side stole på, at læseren synes, at en nyhed kan være interessant og relevant, selv om den måske ikke lige handler om MIG?
 

Ingen kommentarer: