Tirsdags Top 3

Da jeg for få minutter siden chattede med min gode bloggerkollega, Steffen, og bad om input til en tirsdags top-et-eller-andet liste foreslog han, et jeg skulle skrive om"5 plader der virkelig ændrede din måde at lytte på". Umiddelbart et lidt for heavy emne her en sen tirsdag eftermiddag, hvor jeg stadig har influenza i kroppen derfor skærer jeg også ned til en top 3. Og så har jeg egentlig altid tænkt, at jeg langsomt vænnede mig til ny musik, og at den ikke åbenbarede sig et et pludseligt ryk.MEN omkring 1995 fik jeg, efter mange år som rimelig puritansk indie pop-rocker, øjnene op for, den genre, der i bedste 1990'er ironisk-retrostil blev betegnet som easy listening. Helt sikkert er det, at en række af nedestående plader (som jeg kun ejer som cd...) har ændret min måde at lytte til musik på; jeg er én gang for alle blevet vaccineret mod alt der lyder lo-fi, bare for at være lo-fi. Omvendt har jeg lært at sætte pris på et godt arrangement, især hvis det parres med et tvist andre steder i udtrykket, som det sker mange steder på listen.
Nedenstående top 3 er næppe easy listening i klassisk forstand, hvis man lader begrebet ironisk/negativt og lader det dække over Ole Erlings hammond hits, muzak som blev spillet i Irma og Brugsen i min barndom, Herb Alpert eller for den sags skyld James Last. Der er nok snarere tale om orkerstreret pop-musik og/eller pop med et hel eller halv-stort bossanova-touch.

1: Nancy Sinatra & Lee Hazlewood: Fairy Tales & Fantasies - The Best of Nancy & Lee
I et interview jeg læste omkring 1994 med forsangeren fra mine store helte i Tindersticks fremhævede Stuart Staples Nancy og Lee, som Tindersticks helt store forbilleder. Og det at ens helte udpeger inspirationskilder er jo altid en god anbefaling. Der gik dog lidt tid før jeg i Fona på Strøget (af alle steder...) fandt denne cd, der indeholder hele deres første lp (Nancy & Lee) samt et par numre fra efterfølgeren Nancy & Lee Again (også udgiver under titlen Did You Ever).
Skulle jeg have 5 cd'er med på en øde ø, vil The Best of Nancy & Lee stensikkert komme i kufferten. Først og fremmest er der tale om en duetplade, hvor Nancy Sinatras (og, ja, der er Frankie-boys datter!) ikke just store, men ganske fine popstemme, der kan være temmelig lille-pigeagtig, når det kommer over den, og Hazlewoods dybe vokal, der godt medtaget af whisky og smøger har en helt unik klang, supplerer hinanden perfekt.
Cd'en indeholder 7 Hazlewood-kompositioner med melodier så iørefaldende og letflydende, at de i ordets egentlige betydning er ren easy listening. Arrangementerne er præget af John Barry-inspirererede strygere, der indimellem skaber et nærmest foruroligende stemning og underbygger tekstuniverset, der sine steder er temmelig psykedelisk (men musikken er jo også fra de sene 1960'ere). "Some velvet morning when I'm straight/I'm gonna open up your gate", lyder den saftige åbningslinje fra sangen Some velvet morning.
Cd'en indeholder desuden 7 coverversioner.  Disse er ikke helt på højde med Hazlewoods egne sange, men mindre kan også gøre det. Cd'en åbner med en mildest talt skummel version af You've lost that lovin feeling. Fremhæves må også versionen af Dolly Partons Down from Dover, en uendelig sørgelig countrysag om vuggedød og en charlatan af en mand. Hazlewood lyder i den grad som om han kan leve sig ind i rollen...
P.S. Lee Hazlewood har også begået en række fantastiske sange i sin solokarriere. Et højdepunkt i karrieren er Cowboy in Sweeden fra begyndelsen af 1970'erne.

2: Dionne Warwick sings the Bacharach & David songbook
Trains & Boats & Planes hed - som nogle læsere jo ved - Nikolaj Nørlunds gamle band, som udgav et par plader i begyndelsen af 1990'erne. Og Nørlund lagde aldrig skjul på, at bandnavnet var lånt fra en Bacharach/David sang af samme navn. Da jeg var mega Trains... fan, måtte jeg selvfølgelig tjekke ham der Burt Bacharach ud, hvis sange jeg stort set ikke kendte, hvilket er en meget stor fejl i en ellers god opdragelse fra mine forældres side! Havde vi haft plader med fx Dionne Warwick, Herb Alpert, Carpenters, Astrud Gilberto o.m.a. havde jeg være bekendt med Bacharachs iørefaldende og raffinirede popsange. Heldigvis fandt jeg denne opsamlings-cd i TP Musikmarked i 1996 for 69.95 kr. Havde den stået til fuld pris havde jeg nok for nærig til at købe den...  Og, sorry, det er jo blasfemi at nævne priser på cd'er i denneher sammenhæng. For Warwicks supercool og underspillede fortolkninger af denne perlerække af popklassikere er luksus, der i virkeligheden burde betales med hengivenhed og ikke penge.

3: Grethe & Jørgen Ingmann: 16 Hits
Jeg var arbejdsløs på 3 år og stod en dag nede i Fakta på Borgegade og rodede i en kasse med meget billige cd'er (vi taler jo Fakta!). Øjnene faldt over et hæsligt omslag med Grethe og Jørgen klædt i gult (!). Men jeg kendte jo Dansvise, som er og blir verdens bedste grand prix-sang. Så den kom med hjem sammen med skummetmælk, havregryn og romkugler.
Der findes forhåbentlig bedre opsamlingsalbums med Ingmann-parret, men denneher cd skabte meget glæde i mit på daværende tidspunkt ret triste liv. Der er skrevet mange superlativer om Grethe Ingmanns stemme, jeg tror det var Søren Ulrik Thomsen, der kaldte den "støvet og sexet". At Grethe kan synge, og at Jørgen har en helt forrygende guitarlyd er indiskutabelt. For mig skaber lyden af Ingmann-parret i deres stjernestunder nu også indre billeder af et dansk tressersamfund i hastig fremgang. At Jørgen Ingmann endte sin musikalske karriere med at spille guitar til Johnny Reimers Smølfeshow, og at Grethe Ingmann døde som blot 52-årig og angiveligt i sine sidste år havde et alt for kært forhold til flasken er et faktum, man heldigvis glemmer, når man lytter til alle de fine sange (at der også er en masser skæverter er en helt anden snak).