Baby Woodrose blows your mind

Hvis i dag havde været i går havde jeg siddet på mit kontorjob i en lyseblå skjorte og en ny-indkøbt mørkeblå pullover og været, hvad Ray Davis fra The Kinks havde kaldt a well respected man. Og det er jeg også; jeg lever et stilfærdigt, borgerligt, liv med andelselejlighed, lykkeligt ægteskab og orden i økonomien. Det er 10 år siden jeg sidst har taget et hiv af en joint og detder med syre og stoffer har jeg aldrig turde at røre ved. Jeg holder af at beruse mig i alkohol i ny og næ, men en anden stimulans, der igen og igen giver mit liv et løft er musik. Sikkert ligesom mange andre har det, er jeg (desværre) ikke ligeså nem at bevæge rent musikalsk, end jeg var som yngre. Og når jeg jeg opdager et nyt band, jeg kan lide, har de ofte musikalske referencer til den punk og ikke mindst ny-rock (Joy Division/New Order, The Clash, David Bowie anno Berlin, Kraftwerk, und zu weiter), der har formet min musiksmag.
Ikke mindst gennem min gode bloggerkollega Martin Petersen er jeg - igen - blevet opmærksom på, og efterfølgende begejstret for det danske band Baby Woodrose. Bandet har taget navn efter en plante, man kan få det temmelig underligt af at indtage, og musikken er som udgangspunkt rundet af tressernes rockmusik. Baby Woodrose burde altså slet ikke være så meget for mig. Bevares, jeg kan min rockhistorie til husbehov, og Beatles snurrede lystigt på grammofonen i mit barndomshjem, men ellers var det som nævnt musik fra en helt anden epoke og med en ganske anden æstetik, jeg har dyrket.
Når jeg her på det seneste er begyndt at holde så meget af Baby Woodrose skyldes det nok mest af alt, at de (jeg vælger at skrive de, selv om gruppens absolutte frontmand Lorenzo Woodrose skriver alle deres egne numre) laver mange vildt iørefalden popsange, man bare bliver glad i låget af at lytte til. Lorenzo har et sikkert øre for for hvordan en poptekst skal skrues sammen. Lyt fx til Somone to love , hvor rimene i slutningen af hver strofe driver sangen flot frem (ja, jeg HAR læst dansk på universitetet.).
Modsat en del af den ofte introverte ny-rock jeg i mange år har dyrket er Baby Woodrose sange oftest en udadvendt affære. Lyt fx til signatursangen Baby Blows Your Mind det er sådan en sang, der selvfølgelig sparker liv i kluddene i en svedig rockklub en sen nattetime. Men det er da i ligeså høj grad sådan en sang der en grå eftermiddag kan give konsulenten i den lyseblå skjorte et kick, der er bedre en 10 kopper kulsort kaffe, når han skal have noget fra hånden inden fyraften. Og det er jo det god musik blandt meget andet kan: Give energi og magi i hverdagen.