Hyldest til Det stive hvide beat

I et interview Henrik Hall og Jens Unmack gav til Gaffa i forbindelse med udgivelsen af deres seneste cd, fortalte de bl.a. om Hilmer Hassig, der sagde til de mere "funkede musikere" de rendte ind i, når de gik i byen på Copenhagen Jazzhouse, at "intet slår det stive hvide beat". Jeg ved af gode grunde ikke, hvad Hilmer Hassig præcis mente, men i min verden er "det stive hvide beat", musik der ikke er groovy, funky, lækker, velproduceret (som musikken på min seneste liste), soulet eller blueset. Også jeg sætter pris på stive, hvide rytmer, og min egen helt subjektive kanon ud i det stive hvide beat ser, i kronolgisk rækkefølge, således ud:

1. Velvet Underground: I'm waiting for the man
Her er der - modsat en del numre senere på listen - tale om rigtige trommer, som Maureen Tucker spiller på en ultra antigroovy facon, som kom til at danne skole inden for den alternative rock.

2. Kraftwerk: The Man Machine
Titlen siger vist det hele...

3: Public ImageLtd.: Public Image
Her må især Keith Levene's guitarspil fremhæves - vi er meget langt væk den klassiske rockspade, men stilen kom til at danne skole; mon ikke The Edge og Robert Smith har lyttet med?

4: Tubeway Army: Are friend "electric"?
Et af teknopopgenrens første store hits. Nummeret blev mange år senere samplet af Sugarbabes på deres hit "Freak like me". Originalen er at foretrække.

5: Cabaret Voltaire: Nag Nag Nag
Nag Nag Nag med Sheffield-gruppen blev til gengæld aldrig et stort hit, men var næppe heller tiltænkt at blive det: rytmeboks, forvrænget vokal og ellers lyde, der lyder lidt hen i retning af en gammel støvsuger er hvad Cabaret Voltaire trakterer med.

6: Joy Division: She's lost control (Martin Hannett remix fra Substance)
Den legendariske Joy Division-producer, Martin Hannett, trækker på dette remix det stive hvide beat - trommer og bas - helt frem i lydbilledet.

7: Simple Minds: Changeling
I dag spiller Simple Minds på steder som Nine Festivalen, i midten og slutningen af 1980'erne var de lige så store som U2, og i 1980 udgav de denne perle med hysteriske guitar- og synth-riffs.

8: Depeche Mode: Photographic
Så længe Vince Clarke var med i Depeche Mode excellerede de mest i synth-pop med catchy og meget naive melodier. Men de lavede også den benhårde og monotone Photographic. I min bog et nummer, der er midst ligeså godt som Never let me down again og World in my eyes...

9) David Bowie: Scary monsters (and super creeps)
Jeg har altid elsket den temmelig smadrede lyd, der er på sangen og mange andre af numrene fra Scary monsters-albummet.

10: Kliche: Bravo Charlie
Hilmer Hassig spiller vist guitar på dette nummer, hvis tekst udelukkende består af ord fra det såkaldte raioalfabet. En dansk synth-rock klassiker, som faktisk var et gedigent radiohit, såvidt jeg husker.

11: Fad Gadget: Collapsing new people
Depeche Mode's mærkelige fætter Fad Gadget står bag dette skønne møde mellem industrielle klange og en fin lille popmelodi.

12: New Order: Blue Monday
Den legendariske storetromme-intro er det ultimative stive hvide beat!