Mindre Lars
Mere Lykke
torsdag den 31. december 2009
søndag den 20. december 2009
Smagsdommer
Det har været endnu et år, hvor det meste af min musiklytning har foregået via denne computer og med youtube og myspace som lydbibliotek. Lyttefællesskabet har ligeledes primært foregået i cyberspace, men sådan må det vel være når ens venner i den virkelige verden helst vil have ro, når man er på besøg, fordi deres lille pode ikke synes at detder med at sove om aftenen er så pokkers interessant (og ja, jeg står sikkert med samme udfordring engang...). I stedet har jeg sammen med en masse af mine cyberspacevenner moret mig med at lægge en masse obskure/glemte/gode/kitchede sange ud på Facebook. En stor kilde til inspiration musiklytning i 2009 har desuden været Jens Unmacks fremragende hjemmeside/blog: jensunmack.dk
Der er altså blevet lyttet mest til enkeltstående sange eller myspace-profiler, som vel nærmest er at sammmenligen med det gode gamle ep-format. Og til musik indspillet i perioden fra ca. 1963-2009. Og nu vil jeg altså have lov til at lege smagsdommer:
Grizzly Bear en kvartet fra Brooklyn, New York, har sådan ca. været årest mest hypede band. Al hypen har gjort mig dybt skeptisk (man er vel dansker), men særligt deres hit Two weeks, der lyder som Beach Boys i deres mest overdådige øjeblikke, har jeg været glad for. Jeg må hellere få købt deres album.
Der har også foregået lidt regulær cd-lytning herhjemme. Et par af mine gamle helte har været album-aktuelle i år, og så er man jo konservativ nok til godt at gide tjekke hele albummet ud).
Bad Lieutenant er navnet på fortsættelsen af New Order, som officielt er blevet opløst (men man har jo lov at håbe på en lille reunion en dag). Gruppens debutalbum hedder Never Cry Another Tear, og Bernard Sumner er på sin egen stilfærdige måde stadig en sanger med et meget personligt udtryk, og musikken lyder de bedste steder på albummet som New Order i deres gode guitarpophjørne, når vokalarbejdet blev overtaget af et af de andre bandmedlemmer, Jake Evans, lyder de desværre nogle gange hen i retning af Keane og sådan noget, og det er jo ikke lige min kop kaffe. Årets Morrissey cd hedder på klassisk Morrissey-vis Years of Refusal, og gode gamle Mozz lyder bitter, skuffet og forladt, hvilket selvfølgelig er klassiske Mozz-følelser, men som dog står i modsætning til det forrige album, hvor glæden ved intimt samvær med andre mænd lød til at forsøde livet en smule... Musikken er mere hurtig og aggressiv end de på seneste udgivelser, og det kan godt blive lidt enerverende at lytte til i længden. Det var nu godt at se ham i KB-Hallen i juni, hvor han trakterede med at spille 10 minutter længere end han plejer og i det hele taget var i god form. Af mine gamle helte synes jeg faktisk at Pet Shop Boys kom bedst ud af 2009 med albummet Yes. De gør sådan set bare det de plejer, laver catchy pop med gode tekster, men deres blide, elektronisk udtryk er nærmest tidløst. På Yes er sangene tilmed virkelig gode, og så kan man jo ikke forlange mere af gentlemanen Neil Tennant og hans generte makker Chris Lowe.
Jeg kunne godt forestille mig, at Jenny Wilson kan lide Pet Shop Boys - svenskerne har jo generelt god musiksmag, men meget tilfælles har de ikke. Hvis jeg skulle kåre et Årets Album (og det skal man jo, hvs man er en ordentlig musiknørd) ville jeg nok vælge Wilsons cd Hardships. Jeg blev aldrig den store fan af hendes gamle band First Floor Power, mens jeg var ret begejstret for hendes solodebut Love & Youth, hvis musik var skæve og catchy popsange primært udført på keyboards. På Hardships kommer inspirationen fra soul og r'b, en anmelder kaldte rammende Wilsons musik for "bondsk r'b". Og læg nogle indiemanerer, når de er bedst, til nemlig en vis skævhed og minimalisme i udtrykket, og man har en skøn, skøn cd. Jeg var så heldig at opleve (ja, jeg vil have lov at bruge denne kliche) Jenny Wilson med velspillende band give de i forvejen gode numre en ekstra gang krop of sjæl i forået i Vega.
I min ungdom var populær dansk musik bl.a. OneTwo og Sanne Salmonsen. I 2009 er The Rumour Said Fire angiveligt ganske populære, så kom ikke og sig at alt var bedre førhen... Var inde og se Nikolaj Nørlund spille i Copenhagen Jazzhouse og lånte 100 kr af min ven Carsten (du får dem næste gang vi ses, Carsten), så jeg efter koncerten kunne købe Nørlunds seneste album Tid og Sted. Det er sådan set ok, en sang som Momentum er rigtig god, mens andre er lidt kedelige i mine ører. Men titelnummeret er nemt de 100 kroner værd. Lyden er - nej jeg bliver aldrig god til at sætte ord på selve musikken, så det vil jeg holde mig fra (men den er FED). Og teksten indeholder de uforglemmelige linjer: "Nu er det nok sir du højt og forsvinder/det har du lært af utallige kvinder". Årets sang, uden diskussion.
Af gamle sager har jeg lyttet en del til The Chameleons - købte deres album Strange Times på nettet, og det er en gang årgangs new wave anno 1986, men dem har jeg blogget om før, så ikke mere om dem. Og i samme genre har jeg også skamlyttet til P.I.L.'s sang Public Image. Har en svaghed for dender guitarlyd... Har også hørt en del Kraftwerk, som jeg så i Randers her i august. Fantastisk show, og musikken var Greatest Hits, hvilket man ikke brokker sig over. For blot en uge siden gjorde jeg et dejligt fund på Youtube, da jeg opdagede sangen Friendship Train med Nancy Sinatra & Lee Halzewood. Det er klassisk Nancy & Lee med storladen strygerpop og en af Halzlewoods morsomme tekster, der lyder som om han tager meget kærligt pis på countrygenren.
Fællesnævneren for min musiksmag er vist hvad man kan kalde "alternativ pop", en genre som har Lee Halzewood som en oplagt Godfather. Så Nancy & Lee-anbefalingen bliver den sidste i denne omgang. Det kunne være hyggeligt om et par af mine læsere vil byde ind med en kommentar/anbefaling.
Der er altså blevet lyttet mest til enkeltstående sange eller myspace-profiler, som vel nærmest er at sammmenligen med det gode gamle ep-format. Og til musik indspillet i perioden fra ca. 1963-2009. Og nu vil jeg altså have lov til at lege smagsdommer:
Grizzly Bear en kvartet fra Brooklyn, New York, har sådan ca. været årest mest hypede band. Al hypen har gjort mig dybt skeptisk (man er vel dansker), men særligt deres hit Two weeks, der lyder som Beach Boys i deres mest overdådige øjeblikke, har jeg været glad for. Jeg må hellere få købt deres album.
Der har også foregået lidt regulær cd-lytning herhjemme. Et par af mine gamle helte har været album-aktuelle i år, og så er man jo konservativ nok til godt at gide tjekke hele albummet ud).
Bad Lieutenant er navnet på fortsættelsen af New Order, som officielt er blevet opløst (men man har jo lov at håbe på en lille reunion en dag). Gruppens debutalbum hedder Never Cry Another Tear, og Bernard Sumner er på sin egen stilfærdige måde stadig en sanger med et meget personligt udtryk, og musikken lyder de bedste steder på albummet som New Order i deres gode guitarpophjørne, når vokalarbejdet blev overtaget af et af de andre bandmedlemmer, Jake Evans, lyder de desværre nogle gange hen i retning af Keane og sådan noget, og det er jo ikke lige min kop kaffe. Årets Morrissey cd hedder på klassisk Morrissey-vis Years of Refusal, og gode gamle Mozz lyder bitter, skuffet og forladt, hvilket selvfølgelig er klassiske Mozz-følelser, men som dog står i modsætning til det forrige album, hvor glæden ved intimt samvær med andre mænd lød til at forsøde livet en smule... Musikken er mere hurtig og aggressiv end de på seneste udgivelser, og det kan godt blive lidt enerverende at lytte til i længden. Det var nu godt at se ham i KB-Hallen i juni, hvor han trakterede med at spille 10 minutter længere end han plejer og i det hele taget var i god form. Af mine gamle helte synes jeg faktisk at Pet Shop Boys kom bedst ud af 2009 med albummet Yes. De gør sådan set bare det de plejer, laver catchy pop med gode tekster, men deres blide, elektronisk udtryk er nærmest tidløst. På Yes er sangene tilmed virkelig gode, og så kan man jo ikke forlange mere af gentlemanen Neil Tennant og hans generte makker Chris Lowe.
Jeg kunne godt forestille mig, at Jenny Wilson kan lide Pet Shop Boys - svenskerne har jo generelt god musiksmag, men meget tilfælles har de ikke. Hvis jeg skulle kåre et Årets Album (og det skal man jo, hvs man er en ordentlig musiknørd) ville jeg nok vælge Wilsons cd Hardships. Jeg blev aldrig den store fan af hendes gamle band First Floor Power, mens jeg var ret begejstret for hendes solodebut Love & Youth, hvis musik var skæve og catchy popsange primært udført på keyboards. På Hardships kommer inspirationen fra soul og r'b, en anmelder kaldte rammende Wilsons musik for "bondsk r'b". Og læg nogle indiemanerer, når de er bedst, til nemlig en vis skævhed og minimalisme i udtrykket, og man har en skøn, skøn cd. Jeg var så heldig at opleve (ja, jeg vil have lov at bruge denne kliche) Jenny Wilson med velspillende band give de i forvejen gode numre en ekstra gang krop of sjæl i forået i Vega.
I min ungdom var populær dansk musik bl.a. OneTwo og Sanne Salmonsen. I 2009 er The Rumour Said Fire angiveligt ganske populære, så kom ikke og sig at alt var bedre førhen... Var inde og se Nikolaj Nørlund spille i Copenhagen Jazzhouse og lånte 100 kr af min ven Carsten (du får dem næste gang vi ses, Carsten), så jeg efter koncerten kunne købe Nørlunds seneste album Tid og Sted. Det er sådan set ok, en sang som Momentum er rigtig god, mens andre er lidt kedelige i mine ører. Men titelnummeret er nemt de 100 kroner værd. Lyden er - nej jeg bliver aldrig god til at sætte ord på selve musikken, så det vil jeg holde mig fra (men den er FED). Og teksten indeholder de uforglemmelige linjer: "Nu er det nok sir du højt og forsvinder/det har du lært af utallige kvinder". Årets sang, uden diskussion.
Af gamle sager har jeg lyttet en del til The Chameleons - købte deres album Strange Times på nettet, og det er en gang årgangs new wave anno 1986, men dem har jeg blogget om før, så ikke mere om dem. Og i samme genre har jeg også skamlyttet til P.I.L.'s sang Public Image. Har en svaghed for dender guitarlyd... Har også hørt en del Kraftwerk, som jeg så i Randers her i august. Fantastisk show, og musikken var Greatest Hits, hvilket man ikke brokker sig over. For blot en uge siden gjorde jeg et dejligt fund på Youtube, da jeg opdagede sangen Friendship Train med Nancy Sinatra & Lee Halzewood. Det er klassisk Nancy & Lee med storladen strygerpop og en af Halzlewoods morsomme tekster, der lyder som om han tager meget kærligt pis på countrygenren.
Fællesnævneren for min musiksmag er vist hvad man kan kalde "alternativ pop", en genre som har Lee Halzewood som en oplagt Godfather. Så Nancy & Lee-anbefalingen bliver den sidste i denne omgang. Det kunne være hyggeligt om et par af mine læsere vil byde ind med en kommentar/anbefaling.
torsdag den 10. december 2009
Ude af drift
Pga. travlhed på jobbet er bloggen midlertidigt ude af drift. Vender frygeligt tilbage!
onsdag den 2. december 2009
søndag den 29. november 2009
Grundtvig
T og jeg var til barnedåb i Skælskør Kirke i dag. Nu er det ikke fordi jeg er den store salmeekspert, men en af mine absolutte favoritter var på programmet i dag. Så lad mig stolt præsentere første strofe af et Nikolai Frederik Severin Grundtvigs allerstørste hits:
"Blomstre som en rosengård
skal de øde vange,
blomstre i et gyldenår
under fuglesange!
mødes skal i stråledans
Libanons og Karmels glans
Sarons yndigheder!"
"Blomstre som en rosengård
skal de øde vange,
blomstre i et gyldenår
under fuglesange!
mødes skal i stråledans
Libanons og Karmels glans
Sarons yndigheder!"
torsdag den 26. november 2009
RESPEKT
Som trofaste læsere er bekendt med har jeg et ambivalent forhold til Bob Dylan. Han har dog netop scoret adskillige plusser i min bog. Således læste jeg her den anden dag, at Dylan har givet et af sine meget få interviews til hjemløseavisen Hus Forbi (hvad den hedder i USA husker jeg ikke). Jeg har tidligere blogget om Hus Forbi en enkelt gang. Men jeg benytter lige chancen for at slå et slag for bladet - og ikke mindst sælgerne - igen. For de hjemløse i Danmark, der oftest er mænd med alkohol- eller andre misbrugsproblemer, er ikke lige den gruppe, der normalt får kunstnersupport; man har brugt energien på støtte til Ungeren, de irakiske flygtninge i Brorsonskirken og andre - for så vidt - prisværdige initiativer. Dylaninterviewet bevirker forhåbentlig, at decembernummeret af Hus Forbi bliver en salgssucces, så sælgerne kan få råd til en stribe ekstra Fine Festival at varme sig på i den kommende tid. Så Respekt herfra både til Onkel Bob i Amerika og Benny på bænken.
mandag den 16. november 2009
Vi vil have mere
Vi vil have mere i SU. Og i starthjælp og kontanthjælp. Og i revalideringsydelse og fleksydelse. Og i dagpenge og i sygedagpenge. Og vi vil have mere i løn.
Vi vil have lavere afgifter på biler, bøger og elektriske tandbørster. Og på sunde fødevarer, naturligvis.
Eleverne skal have flere timer i dansk, matematik, engelsk, musik, gymnastik, hjemkundskab, træsløjd og metalsløjd.
Vi vil have flere parkeringspladser og mere Metro (bare der ikke skal graves op lige der hvor vi bor).
Vi vil have flere garantier. Vi vil have behandlingsgaranti og ventelistegaranti. I vuggestuen, børnehaven, fritidshjemmet, på hospitalet og på plejehjemmet. Og vi vil have garanti for godt vejr, når vi tager på ferie.
Og vi vil have længere barsel.
Vi vil have større fladskærme og længere ferier og flere omsorgsdage.
Vi vil have flere pædagoger i børnehaverne, flere lærere i skolerne, flere betjente på gaderne. Og strengere straffe og mere konsekvens.
Og vi vil have tryghed, tonsvis af tryghed.
Vi vil have lavere afgifter på biler, bøger og elektriske tandbørster. Og på sunde fødevarer, naturligvis.
Eleverne skal have flere timer i dansk, matematik, engelsk, musik, gymnastik, hjemkundskab, træsløjd og metalsløjd.
Vi vil have flere parkeringspladser og mere Metro (bare der ikke skal graves op lige der hvor vi bor).
Vi vil have flere garantier. Vi vil have behandlingsgaranti og ventelistegaranti. I vuggestuen, børnehaven, fritidshjemmet, på hospitalet og på plejehjemmet. Og vi vil have garanti for godt vejr, når vi tager på ferie.
Og vi vil have længere barsel.
Vi vil have større fladskærme og længere ferier og flere omsorgsdage.
Vi vil have flere pædagoger i børnehaverne, flere lærere i skolerne, flere betjente på gaderne. Og strengere straffe og mere konsekvens.
Og vi vil have tryghed, tonsvis af tryghed.
tirsdag den 10. november 2009
Likørstien
Det er så gråt og vådt i Nordvest, at det nærmest er en kliché. Jeg går en omvej hjem fra Irma. Der skulle nemlig ved en vej, der fører op til Bispebjerg Kirkegård, ligge et sted - måske blot et skur eller en lille bitte park? - med det poetiske navn: Likørstien, hvor lokale alkoholikere i fred og ro kan få lov at larme lidt. Men Likørstien er ikke sådan lige at lokalisere i dag. Jeg driver i stedet hjem ad Birkedommervej, hvor lyset inde i autoværkstederne virker helt surreelt i forhold til alt det grå gråvejr. Jeg kaster et hurtigt blik ind på Café Tomsgaard. Dér sidder mænd i arbejdstøj oppe i baren og får sig en fyraftensbajer eller fem. Jeg får ordene "grå som det grå Nordvestkvarter" i hovedet. Er sikker på at det er fra et Søren Ulrik Thomsen-digt. Hjemme opdager jeg, at jeg huskede linjen helt forkert...
mandag den 2. november 2009
Magnettog og nyt kreditsystem
Ved det seneste folketingsvalg stillede løsgængeren Tom Gillesberg op. Jeg opdagede ham på grund af hans valgplakat. Den hang ganske vist kun få steder i København, men den umiddelbart forrykte tekst på plakaten var ikke sådan en man lige glemmer. Teksten lød således: "Efter finanskrakket: Magnettog over Kattegat."
Og her til morgen stødte jeg så igen på en plakat for Tom Gillesberg, der i denne omgang stiller op til Borgerepræsentationen. Tom Gillesbergs slogan lyder denne gang: "Kun nyt kreditstsystem kan redde Danmark." Måske ikke det mest oplagte budskab i en valgkamp, der jo bør være funderet i kommunalpolitiske emner. Ikke desto mindre får jeg altså lyst til at stemme på Gillesberg, idet hans 2007-slogan jo udover den temmeligt syrede ide om "magnettog over Kattegat" samtidig afslørede Gillesberg, som en profet, der jo vitterligt forudså den såkaldte finanskrise, der blev en realitet i 2008. Men jeg har lovet min stemme væk til en socialdemkrat ved navn Henrik, der angiveligt vil kæmpe en brav kamp for de socialt udsatte i København. Måske Tom Gillesbergs talenter også udfoldes bedst på et større sted end i en sølle borgerrepræsentation?
Og her til morgen stødte jeg så igen på en plakat for Tom Gillesberg, der i denne omgang stiller op til Borgerepræsentationen. Tom Gillesbergs slogan lyder denne gang: "Kun nyt kreditstsystem kan redde Danmark." Måske ikke det mest oplagte budskab i en valgkamp, der jo bør være funderet i kommunalpolitiske emner. Ikke desto mindre får jeg altså lyst til at stemme på Gillesberg, idet hans 2007-slogan jo udover den temmeligt syrede ide om "magnettog over Kattegat" samtidig afslørede Gillesberg, som en profet, der jo vitterligt forudså den såkaldte finanskrise, der blev en realitet i 2008. Men jeg har lovet min stemme væk til en socialdemkrat ved navn Henrik, der angiveligt vil kæmpe en brav kamp for de socialt udsatte i København. Måske Tom Gillesbergs talenter også udfoldes bedst på et større sted end i en sølle borgerrepræsentation?
mandag den 19. oktober 2009
I godt selskab
T og jeg skulle egentlig have været i Århus og besøge min storebror på en forlænget weekend, men brormand blev desværre syg. Så det blev i stedet til en yderst improviseret miniferie til Berlin. Med i bagaegen havde jeg Benn Q. Holms seneste roman "Den gamle verden", der meget a pro pos også handler om en mand og en kvinde, der rejser rundt i Europa.
Romanen er fortalt via to fortællestemmer. Den ene, Dean, er en lettere afdanket, engelsk rocksanger med en meget gloværdig fortid i bandet Spell. Hele bandets historie er 90% identitisk med Suede's, og selv sangtitlerne er nærmest identiske: Lazy bliver til Hazy og Saturday Night til Saturday... Men de glade tider er forlængst forbi, og Brett Anderson (eller Dean som han hedder i bogen) soloturnerer ved romanens begyndelsen i Tyskland, spiller i halvtomme klubber, tænker tilbage på de vilde dage som superstar, og er på en gang både ynkelig og stolt; det lyder lidt klichéagtigt, men det fungerer godt, og det ser ud til at forfatteren har moret sig med at skrive afsnittene, særligt Wikepidia-opslaget om bandet er morsomt og en sjov pastiche. Romanens anden hovedperson hedder Ashlyn, og er en ung amerikansk kvinde, der er på dannelsesrejse i Europa inden hun skal hjem og arbejde i faderens advokatpraksis. Dean og Ashlyn støder bogstaveligt talt sammen midt i romanen og ... Tjah , plottet hører ikke til verdens mest opfindsomme. Til gengæld var jeg usædvanligt godt underholdt hele vejen igennem historien. For nogle år siden udgav Holm "Den ukendte" som skulle være en slags gavtyvroman. Efter min mening er det forfatterskabets mindst vellykkede roman, men anden gang er heldigvis lykkens gang; Dean er i hvert fald også noget af en gavtyv og for at anvende sprogbrug fra musikkens verden, er der masser af spilleglæde i romanen; fortællingen glider ubesværet afsted som en god plade, måske ikke helt på niveau med Suedes allerbedste plader, men mindre kan også gøre det.
De af mine medpassagerer, der læste, sad alle (!) - på nær T - fordybet i Stieg Larsson, og det er sikkert også glimrende læsning. Personligt kunne jeg dog godt onde, at forfattere med mere stilfærdige historier på hjertet - som fx Holm - lidt af Larssons succes.
Romanen er fortalt via to fortællestemmer. Den ene, Dean, er en lettere afdanket, engelsk rocksanger med en meget gloværdig fortid i bandet Spell. Hele bandets historie er 90% identitisk med Suede's, og selv sangtitlerne er nærmest identiske: Lazy bliver til Hazy og Saturday Night til Saturday... Men de glade tider er forlængst forbi, og Brett Anderson (eller Dean som han hedder i bogen) soloturnerer ved romanens begyndelsen i Tyskland, spiller i halvtomme klubber, tænker tilbage på de vilde dage som superstar, og er på en gang både ynkelig og stolt; det lyder lidt klichéagtigt, men det fungerer godt, og det ser ud til at forfatteren har moret sig med at skrive afsnittene, særligt Wikepidia-opslaget om bandet er morsomt og en sjov pastiche. Romanens anden hovedperson hedder Ashlyn, og er en ung amerikansk kvinde, der er på dannelsesrejse i Europa inden hun skal hjem og arbejde i faderens advokatpraksis. Dean og Ashlyn støder bogstaveligt talt sammen midt i romanen og ... Tjah , plottet hører ikke til verdens mest opfindsomme. Til gengæld var jeg usædvanligt godt underholdt hele vejen igennem historien. For nogle år siden udgav Holm "Den ukendte" som skulle være en slags gavtyvroman. Efter min mening er det forfatterskabets mindst vellykkede roman, men anden gang er heldigvis lykkens gang; Dean er i hvert fald også noget af en gavtyv og for at anvende sprogbrug fra musikkens verden, er der masser af spilleglæde i romanen; fortællingen glider ubesværet afsted som en god plade, måske ikke helt på niveau med Suedes allerbedste plader, men mindre kan også gøre det.
De af mine medpassagerer, der læste, sad alle (!) - på nær T - fordybet i Stieg Larsson, og det er sikkert også glimrende læsning. Personligt kunne jeg dog godt onde, at forfattere med mere stilfærdige historier på hjertet - som fx Holm - lidt af Larssons succes.
onsdag den 7. oktober 2009
Røg
Her til morgen fik jeg lyst til at gå på musem. Det skyldtes et indslag på P1, som handlede om en udstilling på Danmarks Medie Museum (som desværre ligger i Odense (altså ikke for odenseanerne, men for mig)) om tobaksreklamer gennem de seneste 100 år. Indslaget gengav herlige reklamer, som fx en med Poul Richardt, der sagde noget i retning af: "Det var en dejlig flyvetur, men nu længes jeg altså efter at ryge en cigaret fra mit yndlingscigaretmærke" (kan desværre ikke huske mærkets navn). Ligesom der blev spillet en sang fremført af Nina & Frederik med det forrygende omkvæd "Smoke, smoke, smoke that cigarette".
Men i de seneste mange år har tobaksreklamer jo været forbudt og de ofte smukt designede pakker - tænk fx. på Benson & Hedges elegante guldindpakning - skal plastres til med advarsler om død og lungecancer. Men samtidig reklamerer FCK for Carlsberg, og samme produkt er "Part of the game", når der vises fodbold på de kommercielle kanaler. Det er dobbeltmoral af værste skuffe. Enten må der indføres forbud mod reklamer for alt sundhedsskadeligt fra McDonald til Marlboro, eller også må man lade forbrugerne tænke selv.
Heldigvis fremgik det i det mindste ikke, at udstillingen i Odense var blevet udsat for censur, men det kommer jo nok en dag...
Men i de seneste mange år har tobaksreklamer jo været forbudt og de ofte smukt designede pakker - tænk fx. på Benson & Hedges elegante guldindpakning - skal plastres til med advarsler om død og lungecancer. Men samtidig reklamerer FCK for Carlsberg, og samme produkt er "Part of the game", når der vises fodbold på de kommercielle kanaler. Det er dobbeltmoral af værste skuffe. Enten må der indføres forbud mod reklamer for alt sundhedsskadeligt fra McDonald til Marlboro, eller også må man lade forbrugerne tænke selv.
Heldigvis fremgik det i det mindste ikke, at udstillingen i Odense var blevet udsat for censur, men det kommer jo nok en dag...
søndag den 13. september 2009
Klar tale
Kørte her til eftermiddag forbi Emdrup Bodega, der ligger ud til Lyngbyvejen. Her havde man et slogan af de bedre:
Emdrup Bodega
Det er her man drikker sin fyraftensøl
Emdrup Bodega
Det er her man drikker sin fyraftensøl
tirsdag den 25. august 2009
På gensyn
For tiden læser jeg Jacob Paludans roman Markerne Modnes; Paludan skriver helt forrygende godt, så denne signatur vil bruge "præstationsangst", som undskyldning for at der sker meget lidt for denne side for tiden. Og det holder jo ikke en meter... Trangen til at skrive kan lige nu bare ligge på et meget lille sted. Er i øjeblikket mere optaget af at læse og høre hvad andre laver, hvilket giver sig udslag, at jeg i noget tid har hygget mig med at linke til dejlig musik inden for alskens genrer på min facebook-profil. Jeg håber selvfølgelig, at jeg snart får skrivelysten igen. Så lad os bare sige på gensyn
søndag den 16. august 2009
Nye og gamle venner (4)
Søren Gehlert Schmidt har jeg været venner med siden vi for 17½ år siden (for søren, hvor bliver man gammel) hang endog særdeles meget ud sammen på Askov Højskole. Søren skrev allerede dengang digte, hvilket han så vidt jeg ved gør den dag i dag. Og Hvedekorn har bl.a. trykt hans tekster. Nå, men den gode Søren er blevet helt urimeligt glad (for nu at bruge et af hans egne udtryk) for posangerinden Sys Bjerre. Og hans crush på Sys har inspireret ham til en række småsyrede tekster - først på Facebook - og nu altså på en blog om to fiktive størrelser ved navn Süss eller Süssling og Hern Scmidt. Hvis man har hang til sprogligt spass, er er hans Sys-blog bestemt værd at tjekke ud.
fredag den 24. juli 2009
Lykke & Ladhed
Tjah, ved faktisk ikke om der er noget, der hedder "ladhed". Under alle omstændigheder har bryllup, bryllupsrejse, en heftig arbejdsuge + et stk sød men opmærksomhedskrævende feriebarn i lejligheden betydet, at bloggen har ligget død i det meste af en måned. Men snart må jeg jo komme i omdrejninger igen.
tirsdag den 30. juni 2009
Tirsdags Top 12
Gode gamle Depeche Mode spiller, i det der i gode gamle dage hed Københavns Idrætspark, i aften. Og selv om jeg i dag har et lidt distanceret forhold til Fletcher, Gahan og Gore har de nu fortjent en top 10, og faktisk havde jeg ikke lyst til at luge for meget ud, så det endte med en top 12. Kommentarer modtages gerne!
Photographic
Shout (b-side)
My Secret Garden
Everything Counts
Blasphemous Rumours
Shake The Disease
Black Celerbration
A Question of Time
Never Let Me Down Again
World In My Eyes
Enjoy The Silence
Higher Love
Photographic
Shout (b-side)
My Secret Garden
Everything Counts
Blasphemous Rumours
Shake The Disease
Black Celerbration
A Question of Time
Never Let Me Down Again
World In My Eyes
Enjoy The Silence
Higher Love
mandag den 22. juni 2009
Virkeligheden vs. Fiktionen 2-1
Her den anden dag opdagede jeg, at man på Facebook kunne blive fan af Fritz, som er ham snobben fra DR 2-programmet Normalerweise, der sidder på sin båd med en coctail i hånden og slynger om sig med nedsættende bemærkninger om kvinder, negere, fattige, offentlige transportmidler og meget andet. Umiddelbart er Fritz jo en latterlig og superkarrikeret figur tænker man, men ved nærmere eftertanke er det mest bemærkelsesværdige, at Fritz klart overgås af et par personager fra den virkelige verden. Hvis du, som jeg, har hang til lettere underlødige dokumentarprogrammer, kender du sikkert ejendomsmægleren Jan Fog, som i øjebliket hver onsdag i TV2-programmet Liebhaverne, som det hedder i programomtalerne "sælger de riges boliger". Og Fog selv minder uhyggeligt meget om Fritz, når han udbreder sig om sin uundværlige båd ved den franske rivera. Hvor Fritz dog forholder sig til at fænomenet fattigdom eksisterer, tror jeg simpelt hen, at Fog er helt ubekendt med at nogle mennesker har andre problemer i livet end hvorvidt postnummeret skal hedde 2900 Hellerup eller 2920 Charlottenlund. Men Jan Fog er jo så igen helt fredsommelige sammenlignet med den såkaldte it-millionær, Erik Damgaaerd, der for nogle måneder siden var den ene af hovedpersonerne i en af de mest morsomme tv-serier, jeg har set i nyere tid: Erik & Anni goes to Hollywood. At se Erik og Anni rende rundt og forsøge at indynde sig hos de lokale celebreties og lytte til Annis udsagn a la: "Hvor svært kan det lige være at ringe og bestille en limousine", var jo langt mere raffineret humor end at lægge øre til Fritz udgydelser på båden. Problemet er bare at Jan Fog og i særdeleshed Erik og Anni er lidt uhygglige fordi de - i hvert fald for Jan og Eriks vedkommende - er af kød og blod.
tirsdag den 16. juni 2009
Polterabend - Resumé
10.03: ½ liter Indian Pale Ale overrakt af generøse venner på Bispebjerg Station.
11.07: En Tuborg som ledsager til en kæmpeportion pølsemix indkøbt på Flyvergrillen.
11.48: Endnu en Tuborg
12.27: Og en Ceres Classic ligeledes fra Flyvergrillens køleskab.
14.02: En ½ liter fadøl på Schipka Bodega
15.04: En Tuborg, mens Michael Lund og Peter H.Olesen trakterede med udsøgt popmusik i Noah-studiet på H.C. Ørstedsvej.
15.55: Og en Tuborg mere, mens musikken spiller.
16.30: ½ liter fadøl på Hvids Vinstue. Allernådigst fik jeg ligeledes bevilget en kop kaffe.
17.34: Da en af arrangørerne af polterabenden angiveligt ikke mente, at jeg var blevet vissen nok, fik jeg nu serveret en Fine Festival på Bo-bi-bar.
(18.08: Og endnu en FF på Bo-bi?)
18.54: En FF på Wessels Kro.
19.48: En fadøl (og lidt ristaffel) på Galethea-kroen.
(21.03: en fadøl mere?)
22.47: En Mojito på Baren Drone på Nørrebro.
23.31: Og godnat mojito på Drone.
11.07: En Tuborg som ledsager til en kæmpeportion pølsemix indkøbt på Flyvergrillen.
11.48: Endnu en Tuborg
12.27: Og en Ceres Classic ligeledes fra Flyvergrillens køleskab.
14.02: En ½ liter fadøl på Schipka Bodega
15.04: En Tuborg, mens Michael Lund og Peter H.Olesen trakterede med udsøgt popmusik i Noah-studiet på H.C. Ørstedsvej.
15.55: Og en Tuborg mere, mens musikken spiller.
16.30: ½ liter fadøl på Hvids Vinstue. Allernådigst fik jeg ligeledes bevilget en kop kaffe.
17.34: Da en af arrangørerne af polterabenden angiveligt ikke mente, at jeg var blevet vissen nok, fik jeg nu serveret en Fine Festival på Bo-bi-bar.
(18.08: Og endnu en FF på Bo-bi?)
18.54: En FF på Wessels Kro.
19.48: En fadøl (og lidt ristaffel) på Galethea-kroen.
(21.03: en fadøl mere?)
22.47: En Mojito på Baren Drone på Nørrebro.
23.31: Og godnat mojito på Drone.
onsdag den 10. juni 2009
Her er sættet, Mozz
Det kunne være spas om Morrissey trakterede med følgende sætliste i KB-hallen (men mon dog han gør):
Sister, I'm a poet
Suedehead
The last of the famous international playboys
Now my heart is full
Let me kiss you
Hairdresser on fire
Stop me if you think you.ve heard this one before
Paint a vulgar picture
Trouble loves me
Picadilly Palaire
The Headmaster Ritual
Interesting Drug
Our Frank
I want the one I can't have
Irish Blood, English heart
Satan rejected my soul
Seasick, yet still docked
Every day is like sunday
This Charming Man
---
Speedway
Sister, I'm a poet
Suedehead
The last of the famous international playboys
Now my heart is full
Let me kiss you
Hairdresser on fire
Stop me if you think you.ve heard this one before
Paint a vulgar picture
Trouble loves me
Picadilly Palaire
The Headmaster Ritual
Interesting Drug
Our Frank
I want the one I can't have
Irish Blood, English heart
Satan rejected my soul
Seasick, yet still docked
Every day is like sunday
This Charming Man
---
Speedway
søndag den 7. juni 2009
torsdag den 4. juni 2009
søndag den 31. maj 2009
Frank Zappas dobbeltgænger
For nogle år siden havde jeg et glimrende, men noget specielt studiejob. Jeg rejste rundt i HT-området og interviewede passagerer i busser og toge om hvor rejsen begyndte og sluttede og så skulle jeg vist også notere hvilken type billetter eller kort (eller rejsehjemmel, som det hed i fagterminologien), passageren anvendte. Men inden man fik lov til at komme ud i felten skulle man deltage i et lille introduktionsmøde ude hos Cowi Consult i Lyngby. Vi var vel en 25-30 mennesker, men den eneste person jeg husker fra disse møder var denne her fyr, der vel var en god håndfuld år ældre end mig. Han var meget høj, usædvanlig mager og så lignede han altså 1970’erne; han lignede simpelt hen et årti, hvis sådan noget er muligt – senere slog det mig, at det helt præcist var halvfjersersyrehovedet, Frank Zappa, han lignede… Efter seancen fulgtes vi ad ind mod byen og kom til at snakke lidt sammen, og det viste sig, at fyren havde gjort det til sit levebrød at have interviewjobs rundt omkring. Han fascinerede mig, jeg var helt overbevist om at han levede en art dobbeltliv, at han fx havde viet sit liv til en eller anden obskur interesse.
Og i går, da jeg temmeligt tømmermændspåvirket tågede rundt på Rentemestervej kom Frank Zappas dobbeltgænger pludselig gående imod mig. Jeg er 99% sikker på at han ikke registrerede mig, men det modsatte var selvsagt ikke tilfældet. Det kunne være spændende at vide om han stadigvæk lever af at være trakfikinterviewer og om han mon hører gamle Frank Zappa plader på det sølvfarvede Akai-stereoanlæg, som jeg er sikker på han ejer.
Og i går, da jeg temmeligt tømmermændspåvirket tågede rundt på Rentemestervej kom Frank Zappas dobbeltgænger pludselig gående imod mig. Jeg er 99% sikker på at han ikke registrerede mig, men det modsatte var selvsagt ikke tilfældet. Det kunne være spændende at vide om han stadigvæk lever af at være trakfikinterviewer og om han mon hører gamle Frank Zappa plader på det sølvfarvede Akai-stereoanlæg, som jeg er sikker på han ejer.
tirsdag den 26. maj 2009
Dortheavej - Nordvests Perle
Det begynder med lidt klassisk nordvest-industribyggeri – en fabrik, der vist er blevet til et reklamebureau. Så har muslimerne en moske oppe på hjørnet ved Tomsgårdsvej. På den anden side af Tomsgårdsvej lå et kommunalt aktiveringsprojekt, der havde det yderst trendy navn ”Center for erhvervsrettet træning”, nu er der bare en masse asfalt og et par faldefærdige rødstensbygninger tilbage. Og omme på den anden side af vejen er Ungeren jo i ro og fred flytet ind; brugerne savner angiveligt Nørrebronx, men burde da elske den skønne Nordvest trash, der omgiver dem - det fås ikke bedre i Berlin. Nå, men så går der til slut villavej i den. Det ser ud til at der bor et kollektiv hist og her, og et par 2cv’er spottes da også på vejen.
lørdag den 23. maj 2009
Forsinket tillykke
Et stort tillykke til en sværvægter blandt mine helte: Steven Patrick Morrissey, eller bare Morrissey, fyldte 50 år i går. Og herfra skal ud over lykønskningen lyde et kæmpe tak fordi du gennem alle årene så smukt har sunget om fiaskoer af en hver art. Arrogant, aseksuel, bister, dristig, følsom, gnaven, homoseksuel, ironisk… og sådan kunne listen af tillægsord pegende i alle mulige retninger fortsætte om dig. På den ene side er du utilregnelig, på den anden side er du jo altid den samme: en håbløs nostalgiker, der album efter album spiller din helt egen vrede og følsomme glam-rockabilly. Jeg glæder mig til at se dig om en måneds tid i KB-Hallen. Det er mig med den skaldede isse og Fred Perry polotrøjen, der står på ca. 10 række…
mandag den 18. maj 2009
En hård dag i samfundet
Jeg fejrede fødselsdag med en morgentur i linje 66. Manden på sædet til højre for mig var godt i gang med en ½ liter Dansk Pilsner på dåse. Han lignede ikke en bums, men en helt almindelig mand der skulle på arbejde. Endnu en hård dag i samfundet truede.
På Lundtoftegade væltede en skoleklasse ind i bussen. På sædet bag mig sad to piger og sang med på Kate Perry’s hit Hot and Cold, der kørte på den enes ipod. Den ene pige korrigerede den anden. ”Hun synger : U P M S” belærte hende der havde mest styr på teksten, hvorefter de begge sang med på omkvædet med deres fine, spæde, præ-teenagestemmer.
På Lundtoftegade væltede en skoleklasse ind i bussen. På sædet bag mig sad to piger og sang med på Kate Perry’s hit Hot and Cold, der kørte på den enes ipod. Den ene pige korrigerede den anden. ”Hun synger : U P M S” belærte hende der havde mest styr på teksten, hvorefter de begge sang med på omkvædet med deres fine, spæde, præ-teenagestemmer.
fredag den 15. maj 2009
Ord på gaden
Så i går på Frederiksberg en slamsugerlastbil med følgende firmanavn:
Slam Syd
Brøndby
I disse, for en FCK-fan, lidt svære tider er det en lille opmuntring, at de på Vestegnen selv er klar over et ordene Brøndby og slam fint indgår i samme firmanavn.
Herude i NV, på hjørnet af Frederikssundsvej og Frederiksborgvej, reklamerer en sandwichbar med, at de sælger en Bører. Formoder at der er tale om en burger, men jeg har ikke indtil videre haft mod på at gå ned og få syn for sagn.
Slam Syd
Brøndby
I disse, for en FCK-fan, lidt svære tider er det en lille opmuntring, at de på Vestegnen selv er klar over et ordene Brøndby og slam fint indgår i samme firmanavn.
Herude i NV, på hjørnet af Frederikssundsvej og Frederiksborgvej, reklamerer en sandwichbar med, at de sælger en Bører. Formoder at der er tale om en burger, men jeg har ikke indtil videre haft mod på at gå ned og få syn for sagn.
tirsdag den 12. maj 2009
Tirsdags Top 5
På Facebook kan man lave diverse top 5-lister. Så i dag én over bedste sangere. Og her er så fem spontane skud fra hoften. Damerne først:
Elisabeth Frazer
Elvis Presley
Ian Curtis
Lee Hazlewood
Lars HUG
Elisabeth Frazer
Elvis Presley
Ian Curtis
Lee Hazlewood
Lars HUG
onsdag den 6. maj 2009
Underligt
Jeg sad, som jeg har for vane, og brugte youtube som jukebox. Fik lyst til at høre The Go-Betweens (en australsk popgruppe, der i firserne lavede en række smukke plader med sindssygt iørefaldenede semiakustisk popmusik), som jeg ikke har hørt meget længe. Lavede en facebook-update, hvor jeg sendte Grant McLennan, den ene af gruppens to hovedkræfter en kærlig tanke, idet han døde af et hjerteslag for tre år siden. Opdagede bagefter at det var præcis tre år siden, at han døde i dag...
tirsdag den 5. maj 2009
Gæsteblogger
Tog pga det våde vejr bussen til arbejde i dag. I Urban læste jeg følgende søde og tankevækkende blogindlæg skrevet af en ung kvindelig blogger, som kalder sig Living. Og ærligt talt blev jeg glad for at læse, at det ikke kun er en snart 37-årig skaldet og følsom akademiker, der kan finde visse dele af ungdommen lidt spooky.
”Generation uhyggelig”
Jeg lever normalt i et sundt gymnasiemiljø, fuldt af hippiehygge og andet socialistisk kærlighedsenergi. Jeg omgås som regel velstimulerede unge, som ved hvordan man skal opføre sig over for hinanden og i samfundet. Derfor er det let at glemme, at det bestemt ikke er alle på ens alder, der har det ligeså godt som en selv.
I går aftes da jeg sad i toget med mit post-syretrip (velstimulerede unge er ikke nødvendigvis alkoholfri unge!) på vej hjem fra en yderst vellykket 1. maj i fælledparken, blev jeg seriøst skræmt. Jeg må indrømme, jeg ikke rigtig havde haft fokus nok på det tidspunkt til, at vælge min togkupé med omhu, så jeg havnede midt i en gruppe unge; tilsyneladende fra et lidt andet miljø end mit eget. Pigerne var seriotype for den slags: lidt for afbleget hår, lidt for plukkede øjenbryn, meget for meget foundation og lidt for fake guccitaske. Drengene var delt op i to typer: den mandlige sminkedukke, som meget vel kan beskrives på samme måde som pigerne, og så de der utroligt skaldede typer i lidt for stort tøj som konsekvent omtaler piger som “damer” eller “bitches”. Men det var nu ikke deres udseende der skræmte mig, for hey, alle har jo lov at have deres smag! Det var derimod deres omgangstone. De talte simpelthen til hinanden, som om de var dødsfjender og ikke “buddies”, som var på vej til samme fest. De råbte af hinanden og kaldte hinanden ting, der fik dem til at lyde som om, de var blevet opdraget af Niarn!Der sad jeg så og gjorde mig umage for, ikke at stirre for længe på nogen af dem, af frygt for at få en flad.Er det ikke mærkeligt, at en generation kan få så mange forskellige udfald?
”Generation uhyggelig”
Jeg lever normalt i et sundt gymnasiemiljø, fuldt af hippiehygge og andet socialistisk kærlighedsenergi. Jeg omgås som regel velstimulerede unge, som ved hvordan man skal opføre sig over for hinanden og i samfundet. Derfor er det let at glemme, at det bestemt ikke er alle på ens alder, der har det ligeså godt som en selv.
I går aftes da jeg sad i toget med mit post-syretrip (velstimulerede unge er ikke nødvendigvis alkoholfri unge!) på vej hjem fra en yderst vellykket 1. maj i fælledparken, blev jeg seriøst skræmt. Jeg må indrømme, jeg ikke rigtig havde haft fokus nok på det tidspunkt til, at vælge min togkupé med omhu, så jeg havnede midt i en gruppe unge; tilsyneladende fra et lidt andet miljø end mit eget. Pigerne var seriotype for den slags: lidt for afbleget hår, lidt for plukkede øjenbryn, meget for meget foundation og lidt for fake guccitaske. Drengene var delt op i to typer: den mandlige sminkedukke, som meget vel kan beskrives på samme måde som pigerne, og så de der utroligt skaldede typer i lidt for stort tøj som konsekvent omtaler piger som “damer” eller “bitches”. Men det var nu ikke deres udseende der skræmte mig, for hey, alle har jo lov at have deres smag! Det var derimod deres omgangstone. De talte simpelthen til hinanden, som om de var dødsfjender og ikke “buddies”, som var på vej til samme fest. De råbte af hinanden og kaldte hinanden ting, der fik dem til at lyde som om, de var blevet opdraget af Niarn!Der sad jeg så og gjorde mig umage for, ikke at stirre for længe på nogen af dem, af frygt for at få en flad.Er det ikke mærkeligt, at en generation kan få så mange forskellige udfald?
tirsdag den 28. april 2009
Mine største helte i 9.klasse
Fra midt i 8.klasse og til sommerferien inden jeg kom i gymnasiet var Depeche Mode det mest fantastiske band, jeg kendte. Jeg havde hørt Master & Servant og People are People og selvfølgelig Just cant’ get enough i radioen. Men det var da jeg hørte A Question of time i radioen at jeg for alvor var solgt. Jeg var lige et par år for ung til for alvor at have været med på de helt tidligere firseres såkaldte teknopop (Human League, OMD m.fl.) og her omkring 1986/7, var Depeche Mode, måske sammen med Erasure, som vi også godt kunne lide, de eneste vi kendte til, der stadig dyrkede genren. Depeche Mode havde dog med Black Celerbration lavet en plade, der som titlen lægger op til dyrker livets skyggesider, men med en indpakning af ret medrivende melodier. Teksterne læste og lyttede jeg til, men forstod dem ikke helt – og måske var der heller ikke så meget at forstå – men musikkens mørke synthflader og stive rytmik matchede perfekt en meget usikker 14-årig teenagers følelsesliv.
Og så var det ellers bare at hoppe på bussen og derefter og derefter s-toget sammen med Bumsen (der i virkeligheden hed Erik og boede lidt længere oppe af parcelhusvejen) og tage ind til København og gå ind i Street Dance Records på Vestergade, hvor der var et stort udvalg af diverse Depeche Mode maxisingler i farvet vinyl, vildt cool syntes jeg dengang, og jeg kan altså godt en gang imellem blive så nostalgisk, at jeg tænker, at det er synd for nutidens teenagere, at de ikke skal jagte rundt i byen for at finde deres yndlingssange på obskure flerfarvede maxisingler, men bare kan hente den ned fra en eller anden russisk piratside.
Noget helt andet var, at Depeche Mode jo så ret cool ud, ikke mindst forsanger Dave Gahan med sit høje sorte hår, der var kort i siderne, det var jo noget helt andet end det svenskerhår, som andre popstjerner i de år rendte rundt med. Og i den ungdomsklub jeg gik i, kom der en gut som gjorde enormt meget ud af at ligne Gahan. Faktisk så meget at jeg fandt ud af, at han med ærefrygt blev kaldt Depeche-Frank. Hold kæft hvor jeg syntes, at han var sej!
Jeg hørte i de år P4 i P1 hver søndag aften, og de spillede jo de nye Depeche Mode singler, så snart de udkom, hvilket betød at jeg var helt oppe på Depeche-beatet, da Strangelove og ikke mindst Never let me down again udkom som foreløbere for Music for the Masses albummet i 1987. Det var også i P4, at jeg for første gang hørte navne som The Cure, The Smiths og New Order. Og mødet med disse bands betød også en helt udramatisk afsked med min tid som hardcore Depeche Mode fan. For The Cure var altså en tand bedre til at være dystre og selvmedlidende, The Smiths skrev tekster, der ramte en nu lidt ældre teenagers sindstilstand endnu bedre (og tilmed med humor!), mens New Order rent musikalsk havde mange flere facetter i deres udtryk.
Selv om vi var en del, der voksede lidt fra Depeche Mode, har de sørme også bevaret mange fans og fået en masse nye. Personligt har jeg dog siden min korte tid som hardcore fan haft lidt svært ved at tage dem alvorligt. Pludselig midt i 1990’erne at læse i avisen at min gamle teenagehelt Dave Gahan var blevet fuldtidsjunkie og havde været ved at dø af det, var en lettere surreel oplevelse. En sådan historie havde passet bedre til Nick Cave. ..
På den anden side må det jo indrømmes, at tiden har været med Depeche Mode. Deres blanding af konventionel sangskrivning og et meget maskinelt udtryk har dannet skole , hvilket er værd at tage hatten af for (selv om man gerne havde undværet Nephew…), og selv om jeg kun har hørt deres seneste mange cd’er som baggrundsmusik hos venner zapper jeg aldrig væk, hvis VH1 viser en af deres videoer. For soundtracket er som regel af fin kvalitet. Og lige i dette øjeblik har jeg deres seneste single Wrong i ørene, som dog desværre næppe kan købes som 12” single i en skummel pladeforretning i indre by. Men ellers er alt ved det gamle; Rytmen er bastant og musikken er mørk. Og catchy. Nøjagtig som i 1987.
Og så var det ellers bare at hoppe på bussen og derefter og derefter s-toget sammen med Bumsen (der i virkeligheden hed Erik og boede lidt længere oppe af parcelhusvejen) og tage ind til København og gå ind i Street Dance Records på Vestergade, hvor der var et stort udvalg af diverse Depeche Mode maxisingler i farvet vinyl, vildt cool syntes jeg dengang, og jeg kan altså godt en gang imellem blive så nostalgisk, at jeg tænker, at det er synd for nutidens teenagere, at de ikke skal jagte rundt i byen for at finde deres yndlingssange på obskure flerfarvede maxisingler, men bare kan hente den ned fra en eller anden russisk piratside.
Noget helt andet var, at Depeche Mode jo så ret cool ud, ikke mindst forsanger Dave Gahan med sit høje sorte hår, der var kort i siderne, det var jo noget helt andet end det svenskerhår, som andre popstjerner i de år rendte rundt med. Og i den ungdomsklub jeg gik i, kom der en gut som gjorde enormt meget ud af at ligne Gahan. Faktisk så meget at jeg fandt ud af, at han med ærefrygt blev kaldt Depeche-Frank. Hold kæft hvor jeg syntes, at han var sej!
Jeg hørte i de år P4 i P1 hver søndag aften, og de spillede jo de nye Depeche Mode singler, så snart de udkom, hvilket betød at jeg var helt oppe på Depeche-beatet, da Strangelove og ikke mindst Never let me down again udkom som foreløbere for Music for the Masses albummet i 1987. Det var også i P4, at jeg for første gang hørte navne som The Cure, The Smiths og New Order. Og mødet med disse bands betød også en helt udramatisk afsked med min tid som hardcore Depeche Mode fan. For The Cure var altså en tand bedre til at være dystre og selvmedlidende, The Smiths skrev tekster, der ramte en nu lidt ældre teenagers sindstilstand endnu bedre (og tilmed med humor!), mens New Order rent musikalsk havde mange flere facetter i deres udtryk.
Selv om vi var en del, der voksede lidt fra Depeche Mode, har de sørme også bevaret mange fans og fået en masse nye. Personligt har jeg dog siden min korte tid som hardcore fan haft lidt svært ved at tage dem alvorligt. Pludselig midt i 1990’erne at læse i avisen at min gamle teenagehelt Dave Gahan var blevet fuldtidsjunkie og havde været ved at dø af det, var en lettere surreel oplevelse. En sådan historie havde passet bedre til Nick Cave. ..
På den anden side må det jo indrømmes, at tiden har været med Depeche Mode. Deres blanding af konventionel sangskrivning og et meget maskinelt udtryk har dannet skole , hvilket er værd at tage hatten af for (selv om man gerne havde undværet Nephew…), og selv om jeg kun har hørt deres seneste mange cd’er som baggrundsmusik hos venner zapper jeg aldrig væk, hvis VH1 viser en af deres videoer. For soundtracket er som regel af fin kvalitet. Og lige i dette øjeblik har jeg deres seneste single Wrong i ørene, som dog desværre næppe kan købes som 12” single i en skummel pladeforretning i indre by. Men ellers er alt ved det gamle; Rytmen er bastant og musikken er mørk. Og catchy. Nøjagtig som i 1987.
onsdag den 22. april 2009
Metablog
Sidder og pusler med en længere blogtekst. Emnet vil være nogle af mine teenageidoler, og de fortjener en gennemarbejdet tekst. Så det kommer der, snart.
lørdag den 18. april 2009
Dagens citat fra NV
Jeg gik på fortovet på den formiddagsstilfærdige Oldermandsvej på vej til Fakta. På det modsatte fortov gik eller rettere vraltede en kvinde, formodentligt udviklingshæmmet, der pludseligt med høj stemme sagde: ”Hvor er jeg dog træt af at bo i Danmark.” Jeg kikkede over på hende, spændt på om hun havde yderligere kommentarer til sit interessante udsagn. Men hun vraltede videre i sin helt egen verden.
onsdag den 15. april 2009
Top 2
Kraftwerk og jeg har i hvert fald to fælles referencer
1) Toge
2) Cykling
dermed stopper lighederne vist også.
mandag den 13. april 2009
Gennem byen
Fulgte T ind til Hovedbanegården her i eftermiddags. I bussen sad en ældre mørk mand, som vi vel førhen ville have betegnet som en neger. Jeg syntes, at han lignede Miles Davis lidt. Og jeg sad derfor der i bussen og kom til at tænke på en anekdote, jeg engang hørte om Miles Davis. Han havde netop givet en koncert på Jazzhus Montmartre her i København og havde jo sandsynligvis brugt en helvedes masse energi på at trutte flere timers vilde toner ud af sin trompet. I hvert fald var Miles Davis eneste kommentar til den ventende presse: ”Can’t talk”.
På gåturen hjem gennem Nørrebro så jeg overalt plakater, der reklamerede for ”Dødsmaskinen”, som er titlen på Ungdomshusets live scene. Godt at se musikken angiveligt er oppe at køre i det nye ungdomshus. Og navnet Dødsmaskinen… Gætter på at det er fundet på af folk, der i virkeligheden ikke kender så meget til døden. Men velkommen til NV; jeg krydser fingre for, at I gir den max gas i jeres hus og husker, at vi ikke kommer af med Lars Løkke ved at smadre så meget som én eneste butiksrude nede på Frederikssundsvej.
På gåturen hjem gennem Nørrebro så jeg overalt plakater, der reklamerede for ”Dødsmaskinen”, som er titlen på Ungdomshusets live scene. Godt at se musikken angiveligt er oppe at køre i det nye ungdomshus. Og navnet Dødsmaskinen… Gætter på at det er fundet på af folk, der i virkeligheden ikke kender så meget til døden. Men velkommen til NV; jeg krydser fingre for, at I gir den max gas i jeres hus og husker, at vi ikke kommer af med Lars Løkke ved at smadre så meget som én eneste butiksrude nede på Frederikssundsvej.
mandag den 6. april 2009
Dekadente perfektionister
Langt hen ad vejen er jeg en af de mindre sprælske musikkonsumenter. Jeg er til alternativ rock og pop af den mere tilgængelige slags: Fra Arcade Fire til Marc Almond, fra Nick Cave til Cocteau Twins. Fra New Order til Nico (selv om hun indimellem ikke var så tilgængelig igen). Lidt soul i små mængder er dog heller ikke at foragte. MEN jeg har også noget af et udfald i min smag. Jeg er nemlig endog særdeles glad for Steely Dan. Hmmm, tænker du sikkert, måske du aldrig har hørt om dem, og har du, er det sikkert ikke for det gode. Steely Dan er nemlig stort set så langt fra den alternative rock, som man kan komme. Deres plader er usædvanligt velproducerede og indeholder adskillige soloer udført af topproffe guitarister, tangentspillere og sågar saxofonister. Og musikken er stærkt influeret af den mere avancerede del af samtidens jazz. Samtiden er først og fremmest lig med 1970’erne og begyndelsen af 1980’erne, hvor deres plader snurrede hyppigt på mine forældres gamle B&O grammofon, der skulle varme op i noget tid (!), før den kunne afspille plader i korrekt hastighed. Det var selvklart hyggeligt, når vi hørte Shubidua eller Gasolin eller den ustyrligt sjove Sparks single ”This town ain’r big enough for the both of us”, men jeg kunne altså også godt, i en alder af 7-8 år, lide Steely Dan, som min far var blevet introduceret til af sin gode ven Torben, hos hvem mine forældre i øvrigt gik til nogle vilde fester i hans lejlighed nær Kongens Have, hvor de sikkert dansede til Steely Dan. Nå, men det er jo en anden historie. Når jeg nu sidder og lytter til musikken og selvfølgelig mindes og savner min dejlige far, tænker jeg på, hvorfor den appellerede til en lille dreng, for det var absolut ikke alt der blev lyttet til i barndomshjemmet, jeg brød mig om – jeg lærer således nok aldrig at finde glæde ved klassisk musik. Steely Dan, derimod, tjah måske fordi en del af deres melodier faktisk er ret iørefaldende; der er en lys grundtone over deres udtryk, de blander jazz og og pop, og deres bluesnumre lyder snarere sjove end sørgelige.Når jeg lytter til dem i dag er det selvfølgelig forbundet med et dejligt men også ret vemodigt trip down memory lane, men når jeg synes, at deres plader virkelig holder, er det nok også fordi de er sjove og skæve.
Steely Dan er først og sidst en duo bestående af Donald Fagen, der synger og spiller keyboards, og guitaristen Walther Becker. Udover musikere var de to herre også i høj grad producere og i takt med deres succes blev deres plader op igennem 1970’erne til stadighed mere velproducerede og befolket med prominente studiemusikere, og Fagen og Becker helmede aldrig før hver akkord sad lige i skabet. Det kunne jo være blevet røvsygt at lytte til som hos andre studiegrupper som fx landsmændende i Toto. Men Steely Dan havde jo stil og humor. Deres navn er således snuppet fra en dildo (!), der figurerer i William Burroughs roman ”Naked Lunch”. Og Donald Fagens nasale vokal er altså lidt sær og uortodoks. Mine engelsk kundskaber har aldrig været noget at prale, men jeg kan da høre, at det ikke ligefrem er hjerte/smerte lyrik, duoen disker op med. Således er titelnummeret fra deres album Gaucho angiveligt en historie om jalousi hos et hip New Yorker bøssepar, og den småsyrede tekst ledsages bl.a. af en meget lækker saxofonsolo.
Steely Dan gik i opløsning i begyndelsen af i begyndelsen af 1980’erne. Siden har de været gendannet af et par omgange og har i dette årtusinde udsendt to cd’er. Dem er der ikke så meget ved. Til gengæld er alle deres plader fra debuten Can’t Buy A Thrill 1972 til og med Gaucho fra 1980 adskillige lyt værd, hvis man har lyst til at gå på opdagelse i deres dekadente vellyd og ikke bliver skræmt væk af en saxofonsolo eller to.
søndag den 5. april 2009
Fortsættelse følger
Og mens jeg stod og vaskede op og lyttede til fremragende musik fra ca. 1974 kom jeg til at tænke på at min gode ven Fortælleren måske havde ret, da han kaldte et tidligere indlæg ”forudsigeligt”. Så det næste indlæg bliver næppe hvad han vil betegne som ”forudsigeligt”. Fortsættelse følger.
tirsdag den 31. marts 2009
Hvad laver Bob mon...
Mens jeg stod og barberede mig her til morgen, kom jeg til at tænke på hvad Bob Dylan mon laver på sin Never Ending Tour, når han altså ikke lige er på scenen. Spiller han backgammon med lydmanden? Går han ned i kiosken og køber en lokal avis. Eller drikker han sig mon en Pepsi og læser det seneste nummer af Playboy?
søndag den 29. marts 2009
Fuckin' Soundtrack
Min gode veninde L har været så elskværdig at forære mig Henrik Lists nye roman Kære Fucking Dagbog, der som titlen indikerer har dagbogen som ramme og fortæller om den 15-årige emo-tøs Kat’s (Katja) teenageliv. Fortællingen rummer de helt klassiske ungdomsbogsemner som kærlighed, irriterende forældre, følelsen af at være outsider, en dum lillebror etc. Sproget er proppet med slang og forkortelser; jeg synes at det svinger vildt godt, men hvorvidt det er autentisk må andre afgøre. Nå, men Fortæller Kat er jo vild med såkaldt emo-musik og læser Michael Strunge, og jeg får lyst til at lave et lille soundtrack til hendes ipod med musik jeg lyttede til – eller ville have lyttet til, hvis jeg havde kendt det- da jeg var et par år ældre end hende og i samme livsfase.
New Order: Ceremony
Bauhaus: Ziggy Stardust
David Bowie: Heroes
Lars Hug: Vent
Nick Cave + The Bads Seeds: The Mercy Seat
The Cure: A Strange Day
The Chameleons: Up Down The Escalator
The Smiths: You’ve Got Everything Now
Sort Sol. Abyss
Cocteau Twins: Ivo
Joy Division: Love Will Tear Us Apart
New Order: Ceremony
Bauhaus: Ziggy Stardust
David Bowie: Heroes
Lars Hug: Vent
Nick Cave + The Bads Seeds: The Mercy Seat
The Cure: A Strange Day
The Chameleons: Up Down The Escalator
The Smiths: You’ve Got Everything Now
Sort Sol. Abyss
Cocteau Twins: Ivo
Joy Division: Love Will Tear Us Apart
torsdag den 26. marts 2009
Torsdags Top 3
I forrige tekst tyvstjal jeg en vending fra Benn Q. Holm. Og for en byelsker som jeg er hans moderne hjemstavslitteratur litterær slik af bedste skuffe. Hermed mine favoritter fra det efterhånden omfangsrige forfatterskab.
1) Hafnia Punk
2) Album
3) Mørk
1) Hafnia Punk
2) Album
3) Mørk
tirsdag den 24. marts 2009
Slikmund
Jens Unmack har netop udgivet en ny cd. Den har fået fremragende anmeldelser på nær af en nærig Skotte i Politiken, og jeg skal da også snart få taget mig sammen til at købe den… Nå, men i et interview, der for nylig blev bragt i Berlingsske Tidende viste Unmack rundt i sit lokalmiljø på Frederiksberg, og han fortalte, at han var en hyppig kunde hos de lokale slikforrretninger. Normalt hører vi jo om rockmusikere, der har hasarderet omgang med betydeligt voldsommere stimulanser end de søde sager. Men jeg forstår så udmærket Unmacks passion, dog ærgrede det mig, at vi ikke hørte om hans slikfavoritter – hvad blev der helt præcist købt ind? Herhjemme kunne den fælles lørdagsslik fx bestå af: chokolade (indrømmet – chokolade er mange ting), vingummi og skumfiduser. Og helt personligt er jeg måske allermest glad for chokolade med diverse fyld såsom Blomme i Madeira og Skildpadder. Flødeboller er dog heller ikke at foragte.
tirsdag den 17. marts 2009
Virkeligheden findes trods alt også på Vesterbro
I mange år irriterede Vesterbro mig. Eller det vil sige, det var sådan set ikke selve bydelen, der irriterede mig, men derimod den status, der i løbet af ganske få år pludselig blev forbundet med at bo i bydelen. Da jeg i sommeren 1998 skulle flytte fra Aalborg til København, flyttede min gode ven og bofælle – lad os bare kalde ham Fortælleren- ligeledes til København. Og for Fortælleren og hans kæreste var der kun ét sted, der var værd at bo, og det var på Vesterbro. Så de lånte en halv million eller deromkring og købte en ganske klejn 2-værelses lejlighed på Dybbølsgade med bruseniche i soveværelset. Og fortællerparret og alle deres venner og bekendte i København, som næsten alle var af jysk herkomst rendte i de efterfølgende år rundt på Vesterbro og legede jyske beatniks og syntes at det var evigt cool at hænge ud på de småhårde værtshuse i kvarteret, hvor ikke mindst McKlud på Istedgade var et hit. Jeg fattede nada, som vi ville have sagt i 1990’erne, for jeg havde indtil da altid opfattet Vesterbro som det mest uciviliserede sted i Kongeriget. Skepsissen gik helt tilbage til min barndom, hvor Kattejammerrock med koret fra Vesterbro Ungdomsgård var et stort hit. Selv om jeg ikke vidste hvad ordet proletarunger betød, var det det jeg forbandt med den – synes jeg (også) dengang – hæslige børnekorsmusik. Udover det snotnæsede børnekor forbandt jeg selvfølgelig også bydelen med Istedgade, eller Istergade som jeg i mange år var overbevist om, at pornogaden hed. Jeg kom meget i København i min barndom, men var der et sted, hvor vi ikke satte vores ben, var det på Vesterbro…
I gymnasietiden var vi et lille slæng, der havde fået smag for den dødsromantiske postpunk, der havde sin storhedstid i de sene 1970’ere og tidligere firsere med navne som Joy Division og The Cure som markante eksponenter. Og min gode ven Jesper og jeg havde fået et hint om, at der langt ude på Istedgade lå en pladeforretning, der virkelig var velassorteret inden for den foretrukne genre. Så vidt jeg husker tog vi bussen fra Hovedbanegården og ud på Istedgade og fandt pladeforretningen med det vel nærmest lokalpatriotiske navn Sex Beat Records. I Sex Beat stiftede vi for første gang bekendtskab med såkaldte piratplader, eller bootlegs, altså uofficielle liveoptagelser. Jeg tænkte, at pengene passede meget godt i den forstand, at det netop var på Vesterbro, at man kunne købe den slags forbudte varer. Det afholdt mig dog ikke fra at købe en bootleg med Joy Divison, der blev lagt i forretningens helt forrygende gennemsigtige plasticpose, påtrykt et motiv af en kvinde i noget SM-outfit. Efter indkøbet tog vi ellers benene på nakken og skyndte os gennem de sidegaderne, der, som jeg husker det, bogstaveligt talt var befolket af ludere og lommetyve, indtil vi var i sikkerhed på det nydelige Frederiksberg.
Op gennem 1990’erne havde jeg nogle venner, der i kortere eller længere perioder boede i bydelen. Man besøgte dem, og det var sådan set ok, men skulle man i byen tog man da ind til byen eller måske på Nørrebro, hvis man skulle på Rust eller Stengade 30. På Vesterbro blev man i hvert fald ikke. Men så ændrede sagerne sig pludselig; Vega åbnede, der kom smarte cafeer på Istedgade og senere på Halmtorvet. Og samtidig var bydelen jo op gennem 1990’erne heftigt byfornyet.
Jeg syntes i de første mange år, jeg boede i København, at der var en eller anden grum mangel på historisk bevidsthed over, at folk pludselig mente, at Vesterbronx var det fedeste sted i verden, når det få år for inden havde været et hadcore slum- og proletarkvarter.
Selv om denne blogs titel hævder noget andet, har Peter H. Olesen jo fuldstændig ret i, at Virkeligheden ikke kun findes i Nordvest. Den findes fx også på Sundevedsgade (en lille sidegade til Enghavevej), hvor der ligger en lillebitte forretning med det forrygende navn Store Verner’s Mini Antikvariat. Og da jeg her i torsdags i embeds medfør hang lidt ud på Gasværksvej og fik øje på ikke mindre end tre virkelig skummelt udseende værtshuse, tænkte jeg, at Vesterbro sgu egentlig grundlæggende var et helt ok sted.
Selv om denne blogs titel hævder noget andet, har Peter H. Olesen jo fuldstændig ret i, at Virkeligheden ikke kun findes i Nordvest. Den findes fx også på Sundevedsgade (en lille sidegade til Enghavevej), hvor der ligger en lillebitte forretning med det forrygende navn Store Verner’s Mini Antikvariat. Og da jeg her i torsdags i embeds medfør hang lidt ud på Gasværksvej og fik øje på ikke mindre end tre virkelig skummelt udseende værtshuse, tænkte jeg, at Vesterbro sgu egentlig grundlæggende var et helt ok sted.
torsdag den 12. marts 2009
Torsdags Top 3
I anledning af at Jens Unmack snart udgiver ny cd, at vi stadig savner Hilmer, og at Love Shop har optrådt et par gange på det seneste er her mit bud på en Love Shop cd top 3.
1) Anti
2) 1990
3: Go!
1) Anti
2) 1990
3: Go!
tirsdag den 10. marts 2009
Hus forbi
Det nyeste nummer af det udmærkede månedsblad Hus forbi er netop kommet på gaden. Hus forbi skriver usentimentalt om hjemløse og andre socialt udsattes hverdag og levevilkår.
Dette nummer indeholder bl.a. en glimrende artikel om hvordan man husede hjemløse fra midten af 1800-taller og frem til i dag. Desuden er der en nekrolog om sælgeren Frederik – en grønlandsk mand, der blev 43 år, om hvem vi får at vide, at han havde et generøst væsen og foretrak at sove ude…Disse nekrologer er (desværre) en nærmest fast rubrik i Hus forbi.
Bladet kan – bogstaveligt talt – købes på gaden. Det sælges af nuværende og tidligere hjemløse, som tjener 8 kroner pr. solgt blad. Køb det!
Dette nummer indeholder bl.a. en glimrende artikel om hvordan man husede hjemløse fra midten af 1800-taller og frem til i dag. Desuden er der en nekrolog om sælgeren Frederik – en grønlandsk mand, der blev 43 år, om hvem vi får at vide, at han havde et generøst væsen og foretrak at sove ude…Disse nekrologer er (desværre) en nærmest fast rubrik i Hus forbi.
Bladet kan – bogstaveligt talt – købes på gaden. Det sælges af nuværende og tidligere hjemløse, som tjener 8 kroner pr. solgt blad. Køb det!
onsdag den 4. marts 2009
Carlsberg
Stod i et fodgængerfelt på Enghavevej og så en Carlsberg lastbil komme buldrende imod mig. Jeg nåede sikkert over gaden. Tænkte bagefter, at der dog ville have været en vis stil over at blive kørt ned af10000 kasser øl.
søndag den 1. marts 2009
En allersidste tur gennem byen
Efter 16½ år i Nirvana har Buddha sendt Dan Turéll tilbage til København for at gå en allersidste tur i byen. ”Byen har brug for dig” var Buddhas afskedssalut.
Og nu sidder Dan Turéll på Cafe Dan Turéll og fatter ingenting. Han har tændt sig en cigaret og tænker, at det vel bare er et eksempel på almindelig tjeneresjusk, at der ikke står et askebæger på cafebordet. Men sørme om tjeneren nu ikke kommer hen og fortæller ham, at rygning er strengt forbudt. Dan fortrækker hurtigt til gaden, trækker en masse benzinluft ind i lungerne og tænker, at paradokser er smukke. Han beslutter sig for at tage ud på Staden for at få lidt ordentligt at ryge på. Det går bedre end frygtet med at finde rundt i byen, men hvor er der dog mange besynderlige fænomener. På et gadehjørne står en mand og deler gratis aviser ud. Avisen ligner Ekstrabladet, men den er ikke nær så sjov, og hvor pokker er Side 9-pigen? Dan læser det meste af avisen, mens han står og venter i et lyskryds, der står en hel masse om en finanskrise i den. Dan kan dog ikke se mange krisetegn, særligt de unge mænd ser ud til at bruge mange penge på tøj. Og på Knippelsbro står han og kikker på alt byggeriet på Havnefronten. ”Finanskrise” - gad vide hvor mange andre latterlige ord, man har opfundet siden han sidst gik gennem byen?
Ude på Pusher Street må han spørge sig lidt frem, men ender dog med at købe noget udmærket urt af en ung mand med hættetrøje. Dan har købt sig en pibe og en pakke tobak og fingrene har ingen problemer med at mikse et fornuftigt stop til piben. Til gengæld er han chokeret over effekten. I gamle dage fik hashen ham bare til at sanse lidt klarere, men nu begynder han at se og høre syner: Han har sat sig på en bænk på Christianshavns Torv og folk, der ser helt almindelige ud, går rundt og snakker med sig selv, mens de har høretelefoner i ørene.
Egentlig er Dan ikke meget for at køre bus, men de mange mystiske indtryk har gjort ham lidt ør i hovedet, og han er ikke helt tryg ved at skulle møde flere mennesker, der går rundt og snakker med dem selv på gaden. Så han hopper ind i bus 66 og giver den afrikanske kvinde, der kører bussen, en 10’er. Men det viser sig slet ikke at være nok til en billet; Dan tænker at man måske har fået en masse inflation med denne finanskrise – hashen ude på Staden var også blevet smådyr – så han stikker hende en hundredekroneseddel, og beder hende af gammel vane om at beholde resten. Bussen kører langs havnefronten og ind mod Hovedbanegården, og Dans plan var egentlig at stå af på Hovedbanegården og se om gode gamle Vesterbro lignede sig selv. Men Dan bliver hængende i bussen. Han har på fornemmelsen at heller ikke Vesterbro vil ligne sig selv; men nu, nu går den ikke længere. Bussen har kørt igennem Nørrebro og er nu faretruende tæt på snart slet ikke at køre i selve byen mere. Så Dan vælter ud af bussen. Og der, lige der, ligger der noget der grangiveligt ligner et værtshus, og Dan skubber døren ind og en dejlig duft af 10000 Prince strømmer ham i møde. Dan bænker sig med en øl og en Gammel Dansk og Ekstra Bladet. Og de skriver en del om et tv-program med nogle børn, der klæder sig ud som voksne soulsangere, mens de konkurrerer om hvem der kan efterligne de gamle soulsangere bedst. Men heldigvis skriver Ekstra Bladet også om trafikulykker, knivstikkerier og om en enlig mor fra Varde, der har vundet 9 millioner i Lotto og nu vil invitere sine børn til Thailand i tre måneder. Dan tænker, at han nok godt kunne få afsat en perfid anmeldelse til Ekstra Bladet, når en af børnene om et par måneder udgiver en skandaløs dårlig plade med de gamle soulsange. Måske Buddha har ret, måske de stadig har brug for mig, tænker han og bestiller et sæt mere, mens en stamgæst får lov til at bumme hans næstsidste cigaret.
Og nu sidder Dan Turéll på Cafe Dan Turéll og fatter ingenting. Han har tændt sig en cigaret og tænker, at det vel bare er et eksempel på almindelig tjeneresjusk, at der ikke står et askebæger på cafebordet. Men sørme om tjeneren nu ikke kommer hen og fortæller ham, at rygning er strengt forbudt. Dan fortrækker hurtigt til gaden, trækker en masse benzinluft ind i lungerne og tænker, at paradokser er smukke. Han beslutter sig for at tage ud på Staden for at få lidt ordentligt at ryge på. Det går bedre end frygtet med at finde rundt i byen, men hvor er der dog mange besynderlige fænomener. På et gadehjørne står en mand og deler gratis aviser ud. Avisen ligner Ekstrabladet, men den er ikke nær så sjov, og hvor pokker er Side 9-pigen? Dan læser det meste af avisen, mens han står og venter i et lyskryds, der står en hel masse om en finanskrise i den. Dan kan dog ikke se mange krisetegn, særligt de unge mænd ser ud til at bruge mange penge på tøj. Og på Knippelsbro står han og kikker på alt byggeriet på Havnefronten. ”Finanskrise” - gad vide hvor mange andre latterlige ord, man har opfundet siden han sidst gik gennem byen?
Ude på Pusher Street må han spørge sig lidt frem, men ender dog med at købe noget udmærket urt af en ung mand med hættetrøje. Dan har købt sig en pibe og en pakke tobak og fingrene har ingen problemer med at mikse et fornuftigt stop til piben. Til gengæld er han chokeret over effekten. I gamle dage fik hashen ham bare til at sanse lidt klarere, men nu begynder han at se og høre syner: Han har sat sig på en bænk på Christianshavns Torv og folk, der ser helt almindelige ud, går rundt og snakker med sig selv, mens de har høretelefoner i ørene.
Egentlig er Dan ikke meget for at køre bus, men de mange mystiske indtryk har gjort ham lidt ør i hovedet, og han er ikke helt tryg ved at skulle møde flere mennesker, der går rundt og snakker med dem selv på gaden. Så han hopper ind i bus 66 og giver den afrikanske kvinde, der kører bussen, en 10’er. Men det viser sig slet ikke at være nok til en billet; Dan tænker at man måske har fået en masse inflation med denne finanskrise – hashen ude på Staden var også blevet smådyr – så han stikker hende en hundredekroneseddel, og beder hende af gammel vane om at beholde resten. Bussen kører langs havnefronten og ind mod Hovedbanegården, og Dans plan var egentlig at stå af på Hovedbanegården og se om gode gamle Vesterbro lignede sig selv. Men Dan bliver hængende i bussen. Han har på fornemmelsen at heller ikke Vesterbro vil ligne sig selv; men nu, nu går den ikke længere. Bussen har kørt igennem Nørrebro og er nu faretruende tæt på snart slet ikke at køre i selve byen mere. Så Dan vælter ud af bussen. Og der, lige der, ligger der noget der grangiveligt ligner et værtshus, og Dan skubber døren ind og en dejlig duft af 10000 Prince strømmer ham i møde. Dan bænker sig med en øl og en Gammel Dansk og Ekstra Bladet. Og de skriver en del om et tv-program med nogle børn, der klæder sig ud som voksne soulsangere, mens de konkurrerer om hvem der kan efterligne de gamle soulsangere bedst. Men heldigvis skriver Ekstra Bladet også om trafikulykker, knivstikkerier og om en enlig mor fra Varde, der har vundet 9 millioner i Lotto og nu vil invitere sine børn til Thailand i tre måneder. Dan tænker, at han nok godt kunne få afsat en perfid anmeldelse til Ekstra Bladet, når en af børnene om et par måneder udgiver en skandaløs dårlig plade med de gamle soulsange. Måske Buddha har ret, måske de stadig har brug for mig, tænker han og bestiller et sæt mere, mens en stamgæst får lov til at bumme hans næstsidste cigaret.
onsdag den 25. februar 2009
Nye og gamle venner (3)
Martin Petersen er ligesom Trine en sand cyberspaceven, der har lagt en enkel kommentar på min blog. Martins egen blog hedder Smårepetitioner og er et større overflødighedshorn af hjemmegjorte fotos (bl.a. nogle fede fotos fra Odense Havn, hvor jeg også har gået nogle ture en gang) og ikke mindst en masse musikindlæg. Bloggen linker ofte til http://www.substans.info/, som er en hjemmeside, hvor Martin bl.a. laver biografier om diverse mere eller mindre obskure danske nyrocknavne fra 1980’erne.
mandag den 23. februar 2009
Tøvejr
I hvad der føltes som et langt øjeblik forsvandt sneen i går. I hvert fald herinde i byen. Sne er fint på landet og i skoven, og den klædte da også vejtræerne på Bülowsvej. Men sneen er et fremmedelement i byen, vi har kun besvær med den: lykken er en tør cykelsti og et fortov uden sjap.
onsdag den 18. februar 2009
Top 3
Er træt. Men ikke for træt til at hive en top 3 op af ærmet. Emnet er bedste Sort Sol-plader og kommentarer er meget velkomne.
1) Everything that rises...must converge
2) Dagger & Guitar
3) Flow my firetear
1) Everything that rises...must converge
2) Dagger & Guitar
3) Flow my firetear
søndag den 15. februar 2009
Søndag i NV
Travede med T tværs gennem halvdelen af NV i eftermiddags. Oppe ved moskeen på Dortheavej var kvinder med tørklæder og mænd på vej hjem. Førstnævnte så i øvrigt forbavsende lidt undertrykte ud…
lørdag den 14. februar 2009
En fjern og fin musik
I går aftes var jeg til den første af mindekoncerterne for Hilmer Hassig. Love Shop leverede et stensikkert og medrivende sæt, men aftenens helt store oplevelse var Lars H.U.G. & The Zombies. Bandet var godt spillende, og H.U.G. synger stadig helt sublimt og så tager han altså popsangen hen et sted, hvor den ikke længere bare er banal. At høre den største danske popsanger nogensinde give et så fint sæt var den ultimative hyldest til Hilmer.
For nørder er her de to sætlister, i Love Shops tilfælde har jeg dog ikke helt styr på rækkefølgen.
Lars H.U.G.:
Vent
Blidt Over Dig
Dansevise
Mon De Kan Reparere Dig
Så Længe Jeg Lever
? Er Lykken Så Lunefuld
Kysser Himlen Farvel
Havets Blå
Okay Okay Boys
Militskvinder
--
Solen Er Så Rød, Mor
Elsker dig for evigt
Love Shop:
Alle har en drøm at befri
Fuck min højdeskræk
Kræmmersjæl
Drømmenes København
Love goes on forever
Copenhagen Dreaming
Bellavista Sol
Fremmedlegionær
Det tog mig et år
Hun er stadigvæk en lille pige
--
En nat blir det sommer
For nørder er her de to sætlister, i Love Shops tilfælde har jeg dog ikke helt styr på rækkefølgen.
Lars H.U.G.:
Vent
Blidt Over Dig
Dansevise
Mon De Kan Reparere Dig
Så Længe Jeg Lever
? Er Lykken Så Lunefuld
Kysser Himlen Farvel
Havets Blå
Okay Okay Boys
Militskvinder
--
Solen Er Så Rød, Mor
Elsker dig for evigt
Love Shop:
Alle har en drøm at befri
Fuck min højdeskræk
Kræmmersjæl
Drømmenes København
Love goes on forever
Copenhagen Dreaming
Bellavista Sol
Fremmedlegionær
Det tog mig et år
Hun er stadigvæk en lille pige
--
En nat blir det sommer
onsdag den 11. februar 2009
Alt for meget blod i NV
Imens jeg vaskede op, og T telefonerede, blev en mand i går aftes stukket ned lige ovre på Bygmestervej; en kroget vej i med diverse kontorbygninger, hvor man da ellers kun kommer, hvis man virkelig har et ærinde. Jeg sender ham en tanke.
lørdag den 7. februar 2009
Dylan i Nordvest
Det er lørdag eftermiddag og gråvejr herude i NV. Inde på Viggo’s Vinstue ser det ud til, at man hygger sig. Duoen ”Susanne og Keith” er på besøg, og de lægger sørme ud med Bob Dylans I want you. Men jeg går forbi og hjem med kartofler, appelsiner, makroner, fløde og fiskefileter i indkøbsposen.
torsdag den 5. februar 2009
Welt Klasse
Et spontan bud på en top 3 - i vilkårlig rækkefølge - over sange med denne signaturs yndlingsband, New Order:
True Faith
Bizarre Love Triangle
Age of Consent
True Faith
Bizarre Love Triangle
Age of Consent
tirsdag den 3. februar 2009
Nye og gamle venner (2)
Peter Kroghs blog brillerer på flere måder. Først og fremmest i kraft af den originale titel Villavej #14, som i øvrigt også er skribentens adresse. Desuden bragte Peter i hele december en fin julekalender med billeder af sine børn. Normalt er jeg pissetræt af at læse og se folks børn på Facebook og hjemmesider, men de her billeder fungerede altså godt.
Ellers er der en del stof om Peters to sunde interesser: musik og fodbold. Særligt har det med fodbolden ikke været nemt; Peter holder således med Esbjerg, der havde en rædselsfuld efterårssæson i 2008, som Peter på masochistisk vis har dækket indgående. Og måske er Peter ikke uden skyld i at EFB mod sæsonens slutning kom af med træner Troels Bech?
Bonusinfo 1: Jeg kender Peter gennem vores fælles, gode ven, g.
Bonusinfo 2: Peter var i efteråret vært for en dagligstuekoncert med Peter H. Olesen (se Nye og gamle venner (1)). Jeg håber, at han gentager succesen, for så vil jeg altså aflægge den virkelige Villavej #14 et besøg.
CYF alias digteren Christian Yde Frostholm traf jeg for nogle år siden på Kulturfabrikken ude på Sundholm (et område, der får Nordvest til ligne én stor afholdsforening), hvor min gode veninde Camilla og jeg puslede med et (kunst)projekt om møntvaskerier, Program:Møntvask hed det. Og det endte med at CYF udgav projektet på afsnitp.dk - en side med visuel poesi, som CYF redigerer. CYF var også behjælpelig med pressemeddelelse o.m.a.
CYFs blog har titlen Afrivningsblog og giver fine eksempler på hvor spøjs en størrelse visuel poesi kan være.
Steffen Baunbæk Petersens blog er suverænt den jeg oftest læser. Dels fordi den er god. Dels fordi Steffen bare er en usædvanlig flittig blogger. Der er næsten dagligt indlæg, hvor Steffen hudløst ærligt (er bloggen i virkeligheden ét stort bekendelseslitteraturprojekt?) fortæller om sin verden: Om det trivielle rengøringsjob, der alligevel kaster ikke-trivielle oplevelser af sig i ny og næ. Om oplæsningsaftnerne på Det poetiske Bureau. Om Steffens mening om dette og hint. Og så hører vi også en del om det svære kærlighedsliv, som dog ser ud til at have fået en happy end.
Bonusinfo: Steffen og jeg læste Dansk på Aalborg Universitet i midten af 1990’erne og skrev bl.a. projekt om Helle Helle længe før hun sit store gennembrud.
Ellers er der en del stof om Peters to sunde interesser: musik og fodbold. Særligt har det med fodbolden ikke været nemt; Peter holder således med Esbjerg, der havde en rædselsfuld efterårssæson i 2008, som Peter på masochistisk vis har dækket indgående. Og måske er Peter ikke uden skyld i at EFB mod sæsonens slutning kom af med træner Troels Bech?
Bonusinfo 1: Jeg kender Peter gennem vores fælles, gode ven, g.
Bonusinfo 2: Peter var i efteråret vært for en dagligstuekoncert med Peter H. Olesen (se Nye og gamle venner (1)). Jeg håber, at han gentager succesen, for så vil jeg altså aflægge den virkelige Villavej #14 et besøg.
CYF alias digteren Christian Yde Frostholm traf jeg for nogle år siden på Kulturfabrikken ude på Sundholm (et område, der får Nordvest til ligne én stor afholdsforening), hvor min gode veninde Camilla og jeg puslede med et (kunst)projekt om møntvaskerier, Program:Møntvask hed det. Og det endte med at CYF udgav projektet på afsnitp.dk - en side med visuel poesi, som CYF redigerer. CYF var også behjælpelig med pressemeddelelse o.m.a.
CYFs blog har titlen Afrivningsblog og giver fine eksempler på hvor spøjs en størrelse visuel poesi kan være.
Steffen Baunbæk Petersens blog er suverænt den jeg oftest læser. Dels fordi den er god. Dels fordi Steffen bare er en usædvanlig flittig blogger. Der er næsten dagligt indlæg, hvor Steffen hudløst ærligt (er bloggen i virkeligheden ét stort bekendelseslitteraturprojekt?) fortæller om sin verden: Om det trivielle rengøringsjob, der alligevel kaster ikke-trivielle oplevelser af sig i ny og næ. Om oplæsningsaftnerne på Det poetiske Bureau. Om Steffens mening om dette og hint. Og så hører vi også en del om det svære kærlighedsliv, som dog ser ud til at have fået en happy end.
Bonusinfo: Steffen og jeg læste Dansk på Aalborg Universitet i midten af 1990’erne og skrev bl.a. projekt om Helle Helle længe før hun sit store gennembrud.
mandag den 2. februar 2009
Nye og gamle venner (1)
Lad mig få lov til at præsente mine blogger-venner. Og skal vi ikke udvise lidt cyberspace-galanteri og nævne kvinderne (eller det vil sige kvinden, for der er kun én indtil videre) først…
Trine er en sand cyberspaceveninde. Vi har aldrig udvekslet så meget som en bemærkning i den virkelige verden, men måske har jeg passeret hende en gang i de tidlige 1990’ere på de meget lidt charmerende gange på Langagervej 4-6, hvor dansk-studiet på Aalborg Universitet lå. Kan i hvert fald se at Trine har læst i Aalborg ligesom jeg, og at hun i øvrigt stadig bor på de kanter. Trine har efterladt et par venlige kommentarer på min blog; jeg gætter på at hun har opdaget den via Jacob, som er en fælles bekendt. Trine er en endnu mere doven blogger end mig, men mon ikke børn og karrierer stjæler en del tid… Seneste indlæg er en underfundig kommentar om finanskrisens indvirkning på livet på en nordjysk villavej.
Mildest talt er titlen på sangeren og forfatteren Peter H. Olesens blog. Tidligere hed den, så vidt jeg husker, En ny karriere i en ny by. Peter og jeg har haft mange gode stunder sammen. Dog er der ingen tvivl om, at jeg har haft flere gode stunder med Peter, end han med mig…
I de gode gamle 1990’ere lyttede jeg meget til Peter og lillebror Henriks band Greene, der spillede en gang gedigen iørefaldende guitarpop/rock. Glimrende på cd, men allerbedst live. I 1995 var jeg med til at arrangere en koncert med Greene på Studenterhuset, og vi viste bagefter stolt bandet det fremragende lokale diskotek Revolution. Senere blev Greene til Olesen-Olesen og teksterne blev danske. Men koncerterne var stadig gode. Og så er det jo, som jeg tidligere har skrevet, en Olesen-Olesen-sang, der har inspireret til denne blogs titel.
På Mildest talt reklamerer Peter for egne arrangementer og skriver små tekster om lidt af hvert. Og så citerer han en del fra andres værker. Seneste indlæg er en gengivelse af Jens August Schades digt Sne. Dejligt digt!
Trine er en sand cyberspaceveninde. Vi har aldrig udvekslet så meget som en bemærkning i den virkelige verden, men måske har jeg passeret hende en gang i de tidlige 1990’ere på de meget lidt charmerende gange på Langagervej 4-6, hvor dansk-studiet på Aalborg Universitet lå. Kan i hvert fald se at Trine har læst i Aalborg ligesom jeg, og at hun i øvrigt stadig bor på de kanter. Trine har efterladt et par venlige kommentarer på min blog; jeg gætter på at hun har opdaget den via Jacob, som er en fælles bekendt. Trine er en endnu mere doven blogger end mig, men mon ikke børn og karrierer stjæler en del tid… Seneste indlæg er en underfundig kommentar om finanskrisens indvirkning på livet på en nordjysk villavej.
Mildest talt er titlen på sangeren og forfatteren Peter H. Olesens blog. Tidligere hed den, så vidt jeg husker, En ny karriere i en ny by. Peter og jeg har haft mange gode stunder sammen. Dog er der ingen tvivl om, at jeg har haft flere gode stunder med Peter, end han med mig…
I de gode gamle 1990’ere lyttede jeg meget til Peter og lillebror Henriks band Greene, der spillede en gang gedigen iørefaldende guitarpop/rock. Glimrende på cd, men allerbedst live. I 1995 var jeg med til at arrangere en koncert med Greene på Studenterhuset, og vi viste bagefter stolt bandet det fremragende lokale diskotek Revolution. Senere blev Greene til Olesen-Olesen og teksterne blev danske. Men koncerterne var stadig gode. Og så er det jo, som jeg tidligere har skrevet, en Olesen-Olesen-sang, der har inspireret til denne blogs titel.
På Mildest talt reklamerer Peter for egne arrangementer og skriver små tekster om lidt af hvert. Og så citerer han en del fra andres værker. Seneste indlæg er en gengivelse af Jens August Schades digt Sne. Dejligt digt!
mandag den 26. januar 2009
Bye, Bye Bella
Hvis du i ny og næ har holdt og ventet i lyskrydset på Frederikssundsvej inden bakken op til Bellahøj, har du måske lagt mærke til værtshuset med de blyindfattede ruder, der bar titlen La Bella. Jeg må skrive i datid, idet jeg i går opdagede, at La Bella ikke længere eksisterer. Nu er det ikke fordi, jeg nogensinde var derinde, men i de sidste år af værtshusets levetid hang der på døren en lille seddel med denne fine tekst: ”La Bella er et Rygerværtshus. Her må der ryges.” Og sedlen var underskrevet indehaverne. Jeg huske ikke længere deres navne, men det var sådan nogle helt klassiske navne på folk, der kunne finde ud af at bestyre et gedigent værtshus herude i NV: Jytte og Bent, Keld og Inge eller noget i den dur.
søndag den 25. januar 2009
Sublim søndag formiddag
Hver søndag formiddag sender P1 programmet Radioklassikeren, som hermed varmt skal anbefales. Programmet tager typisk udgangspunkt i et emne – i dag handlede det om øl – og former sig så som en kollage af klip fra Danmarks Radios arkiver. Og der bliver virkelig gravet dybt i arkiverne. I dag var der fx et indslag med en mand, der havde været bryggeriarbejder i slutningen af 1800-tallet. Han beskrev en hverdag med en arbejdsdag på 11 timer, hvor arbejderen desuden typisk gik frem og tilbage til arbejdet, en transporttid, der kunne løbe op i en time hver vej. Og så arbejdede man ofte alle ugens syv dage. De sjældne fridagssøndage tilbragtes hos barberen, hvor man fik en længere passiar med de andre kunder. Hjemmet var så fattigt, at konen ikke kom med til den årlige festlige sammenkomst på bryggeriet, idet hun intet pænt tøj havde at tage på. Dagens program bød dog også på mere fornøjelige indslag, fx ét med en arbejdsleder fra B&W, der i 1948 klagede sin nød over, at man ikke kunne forsyne de hårdtarbejdene skibsværftsarbejdere med et rimeligt antal pilsnere, helst 4-5 om dagen; arbejdslederen mente således, at medarbejderne havde brug for, ja nærmest krav på disse stimulanser.
I en tidligere udsendelse hørte vi indslag med ”Den nysgerrige mikrofon”, et program fra slutningen af 1940’erne og begyndelsen af 1950’erne, hvor værten gik rundt og interviewede helt almindelige mennesker på gader og stræder. Ved interviewets slutning fik den interviewede lov til at ønske et stykke musik, og de fleste interviewofre blev ret paffe, musik var tydeligvis noget meget eksotisk, men mange valgte at høre en vals – flere ønskede således brudevalsen.
I det hele taget er radioen et fremragende medie for formidling og fortælling. Og Radioklassikeren er sublim underholdning. Men lyt dog selv på http://www.dr.dk/P1/Radioklassikeren/
I en tidligere udsendelse hørte vi indslag med ”Den nysgerrige mikrofon”, et program fra slutningen af 1940’erne og begyndelsen af 1950’erne, hvor værten gik rundt og interviewede helt almindelige mennesker på gader og stræder. Ved interviewets slutning fik den interviewede lov til at ønske et stykke musik, og de fleste interviewofre blev ret paffe, musik var tydeligvis noget meget eksotisk, men mange valgte at høre en vals – flere ønskede således brudevalsen.
I det hele taget er radioen et fremragende medie for formidling og fortælling. Og Radioklassikeren er sublim underholdning. Men lyt dog selv på http://www.dr.dk/P1/Radioklassikeren/
mandag den 19. januar 2009
Fridag i Hillerød
Efter at første af to ærinder i Hillerød – syn af farmors lejlighed ved en svagt alkoholduftende ejendomsfunktionær som dog var klædeligt loose – var overstået, slog jeg mig ned med en herlig krimi med den lovende undertitel Berlin Noir på en lokal cafe. Forsøgte at forestille mig at jeg i stedet sad på en godt tilrøget berlinsk knejpe med et glas skummende fadøl. Dette var dog lidt svært, da indretningen havde et udpræget feminint touch, alt mad og drikke var desuden økologisk og at der selvfølgelig ikke blev røget (hvilket jo for så vidt er rart når man er 99% ikke-ryger). Nå, men det gik altså helt galt da et par kom ind og ved gud bestilte to smoothies, netop som opdageren i krimien var på ransagning hos en ynkelig pornobladsgrosser. Det er selvfølgelig et frit land vi lever, folk (også mænd) skal have lov til at drikke smoothies på cafeer, men jeg syntes dog med et at det hele blev en tand for puritansk… Heldigvis lokkede den venlige værtinde mig senere til at prøve en dobbelt espresso med en lille klat flødeskum på toppen, og jeg var glad igen og kunne fortsætte krimilæsningen.
onsdag den 14. januar 2009
En varm anbefaling
Jeg kendte for mange år siden et par virkelig sympatiske brødre, musiknørder og vinylsamlere – Christian og Martin Dennis hed de (ja, jeg håber sørme at de eksisterer endnu). Nå, men Dennisbrødrene havde generelt en noget mere psykedelisk musiksmag end undertegnede; vi havde dog en fælles passion for den genre, der går under betegnelsen støjrock, så jeg stødte i de år på dem til koncerter med bl.a. The Jesus & Mary Chain og My Bloody Valentine. Og så introducerede Christian mig for The Chameleons. Det var i 1992, og The Chameleons var dengang helt inaktive, men jeg fik dog fat i en lp med genudgivet, gammelt materiale; jeg synes dengang, at det da lød meget fedt, sådan lidt som den første U2-plader uden frelsermanerende. Men der var jo så meget andet, man også skulle købe og selvfølgelig lytte til i de år, og Chameleonspladen stod bogstaveligt talt lidt klemt i pladesamlingen imellem Nick Cave og Cocteau Twins og kom kun frem, når der virkelig blevet gravet dybt i samlingen.
Med skam i sindet må jeg indrømme, at min musiklytning i dag næsten udelukkende foregår foran computeren og med et par høretelefoner på, og nej, det er absolut ikke fordi T har nedlagt forbud mod høj musik i lejligheden, min totale dovenskab og mangel på praktisk sans har bare udskudt indkøb af et ordentligt stereoanlæg (hedder det mon stadig sådan?) alt for længe…
Intet er dog som bekendt så skidt, at det ikke er godt for noget. Jeg har således – sikkert flere år efter andre civiliserede mennesker - opdaget at venlige mennesker uploader alverdens dejlig musik på youtube. En dag fik jeg så den ide at søge på gode gamle Chameleons. Og hold kæft hvor deres musik bare holder. De bevæger sig jo samme boldgade som andre langt mere kendte britiske firsernavne som Echo + The Bunnymen, (tidlig)Simple Minds, Killing Joke og måske allermest The Cure. Alligevel har Chameleons deres egen lyd, for selv om deres sange sjældent er decideret ørehængere, er der noget catchy over deres lydbillede sikkert pga. guitarspillet, der er en tand mere lækkert og psykedelisk end man er vant til inden for genren. Og så har musikken altså meget samme gode energi, som U2 havde inden, der gik totalt frelserrock i den. Mens U2 erobrede hele verden, forblev Chameleons hvad vi i gode gamle dage ville have kaldt et kult-band, hvilket absolut var et plusord i min verden. I dag er jeg ret ligeglad med, om det musik jeg hører bliver populært eller ej. Men lige netop Chameleons fortjener et lyt eller mange, så tjek straks deres årgangs new wave ud på http://www.myspace.com/thechameleons
Med skam i sindet må jeg indrømme, at min musiklytning i dag næsten udelukkende foregår foran computeren og med et par høretelefoner på, og nej, det er absolut ikke fordi T har nedlagt forbud mod høj musik i lejligheden, min totale dovenskab og mangel på praktisk sans har bare udskudt indkøb af et ordentligt stereoanlæg (hedder det mon stadig sådan?) alt for længe…
Intet er dog som bekendt så skidt, at det ikke er godt for noget. Jeg har således – sikkert flere år efter andre civiliserede mennesker - opdaget at venlige mennesker uploader alverdens dejlig musik på youtube. En dag fik jeg så den ide at søge på gode gamle Chameleons. Og hold kæft hvor deres musik bare holder. De bevæger sig jo samme boldgade som andre langt mere kendte britiske firsernavne som Echo + The Bunnymen, (tidlig)Simple Minds, Killing Joke og måske allermest The Cure. Alligevel har Chameleons deres egen lyd, for selv om deres sange sjældent er decideret ørehængere, er der noget catchy over deres lydbillede sikkert pga. guitarspillet, der er en tand mere lækkert og psykedelisk end man er vant til inden for genren. Og så har musikken altså meget samme gode energi, som U2 havde inden, der gik totalt frelserrock i den. Mens U2 erobrede hele verden, forblev Chameleons hvad vi i gode gamle dage ville have kaldt et kult-band, hvilket absolut var et plusord i min verden. I dag er jeg ret ligeglad med, om det musik jeg hører bliver populært eller ej. Men lige netop Chameleons fortjener et lyt eller mange, så tjek straks deres årgangs new wave ud på http://www.myspace.com/thechameleons
mandag den 12. januar 2009
Vinterdovenskab
Burde ændre mine skatteoplysninger, vaske tøj, rydde op, men orker ikke andet end at sidde og høre housenumre der blev lavet i et andet århundrede. Lad os bare give vinteren skylden for dovenskaben, og så januar måned. Den er så forbandet lang og kold, at man har lyst til bare at gemme sig langt inde i cyberspace, så det gør jeg for en stund.
mandag den 5. januar 2009
Et vanvid af mursten
Sidste år i august bragte en af gratisaviserne (måske endog en af dem, der senere krakkede) en artikelserie om at vores dejlige kvarter - 2400 NV - var blevet trendy. Det var den sædvanlige snak om, at smarte reklamebureauer og it-virksomheder nu huserede i baggårdsbygningerne herude, og at såkaldte trendsættere satte pris på kvarterets gamle industribygningers rå charme og at huslejen desuden var billigere end i City. Og så stod der ved gud noget i retning af, at ”de unge synes det var smart at gå på kvarterets værtshuse”. Det er med 99% sikkerhed en gang sludder; jeg kaster jævnligt et blik ind i Viggo’s Vinstue, Cafe Tomsgaard og hvad stederne ellers hedder, og jeg ser aldrig en personage under 40 frekventere disse steder.
På berlingske.dk fandt jeg for et par dage siden en række artikler og en lille dokumentarfilm – under overskriften 2400 Unhappiness - om Bispebjerg (et område, der vel dækker ca. halvdelen af bydelen), der fortalte en langt mere klassisk historie om bydelen; her var det primært sociale tabere (syge førtidspensionister og alkoholikere), der blev portrætteret. Klædeligt i øvrigt at se gode gamle tante Berlinger bringe noget der grangiveligt lignede socialrealisme…
Og nej, man skal altså ikke flytte herud, fordi man tror, at her kan gå hen at blive smart. Når vejret arter sig nogenlunde er jeg 100% sikker på, at folk vil foretrække en af kvarterets mange bænke og en posefuld bjørnebryg frem for en fortovscafe – det er jo ikke Vesterbro, det her. Og så er der simpelthen noget med byplanlægningen, der bare ikke spiller, Tuborgvej/Tomsgårdsvej/Hulgårdsvej er en del af Ring 2, der pløjer kvarteret midt over, hvilket gør at brokvarterernes intimitet ikke bliver noget, man vil finde i NV.
Nordvest er ikke et sted man opholder sig for at blive set eller for at blive underholdt eller for at shoppe. Nordvest er et sted, man bor. Og det er netop den gedigne arkitektur fra mellemkrigstiden, der er bydelens attraktion. Den ultimative arkitektoniske perle er indiskutabelt Grundtvigskirken, denne mastodont af en kirke bygget fra 1921-41, som et sted så rammende blev beskrevet som ”et vanvid af mursten”. Velkommen og Skål!
Abonner på:
Opslag (Atom)
