Jubilæum

Dette indlæg er #100 på bloggen. Jeg har blogget i ca. 1½ år og sammenlignet med mine flittigste bloggervenner er mit tempo ikke imponerende. Men jeg har ikke desto mindre haft stor fornøjelse af at poste indlæg om musik, litterære helte og ikke mindst observationer fra Nordvest. Som jeg tidligere har skrevet er bloggens titel en omskrivning af Olesen-Olesen sangen Virkeligheden findes ikke kun i Nordvest. Og den nu opløste duo's teksteforfatter, Peter H. Olesen (der i øvrigt også er blogger, digter, museumsforvalter) er i det hele taget en digter, jeg sætter højt. Teksterne har lige fra debutalbummet på dansk Indenlands Udenbys (dejlig titel)- inden udgav brødrene tre engelsksprogede album med bandet Greene- rummet en gang ret original poesi. På sangen Mæt af dage fra Indenlands Udenbys lyder et omkvæd fx.:
Jeg drømmer om stilhedsautomater på diskoteker/Zen i supermarkedet/Hospitalers ro
Prima billedsprog i mine ører.
En af Peter H. Olesens allerbedste tekster er Alle linier er optagede fra albummet Anonyme melankolikere. Omkvædet lyder i al sin absurde enkelhed:
Alle linier er optagede men ventetiden er gratis
og har i øvrigt Peters søn, Jonas, på kor... Uden sammenligning i øvrigt er jeg i lighed med Peter H. Olesen ret fascineret af dagligsprogets absurditeter:brokker man opsnapper i bussen eller på en telefonsvarer, skilte på gaden o.m.a.

Forfatteren Knud Sønderby var bl.a. kendt for at være en blændende essayist. I et af sine essays skrev han "I det hele taget går jeg meget rundt og glor." Det er helt det samme jeg gør. Går rundt og glor, og går rundt og lytter. Og det har jeg tænkt mig at blive ved med. For jeg kan ikke lade være. Så tak til alle dem der gider at glo, og i ny og næ kommentere det, jeg har gloet på og lyttet til.

Flad i NV

På vej hjem fra Irma, hvor jeg havde købt gourmet wc-papir og rødvin på tilbud, var jeg et smut i Fakta, da jeg havde glemt at købe mælk. I køen foran mig begyndte en mand, der ellers allerede havde lagt sine varer på rullebåndet, at instruere kasseekspedienten i, at han skulle stoppe med at køre varer igennem, når han nåede til 100 kroner. Flere penge havde manden nemlig ikke, så han fik ikke rugbrød og makrel med hjem... En venlig mand i køen tilbød ellers at betale for de resterende varer, men dette blev høfligt afslået. På opslagstavlen ved udgangen var der de sædvanelige sedler med tilbud om køb af andelslejligheder og telefonnumre til den lokale clairvoyant. Men denne gang var der sørme også et opslag om mulighed for køb af et autoværsted på Dortheavej! Så hvis en læser skulle overveje et karriereskift, er det bare med at komme forbi Fakta på hjørnet af Frederiksborgvej og Oldermandsvej.

Radioferie

I sidste uge var T og jeg nogle dage i sommerhus. I huset befandt sig noget så gammeldags som en ghettoblaster, mens tv'et ikke fungerede. Så den eneste udefrakommende underholdning bestod altså af radiolytning. Vi begyndte med at dreje lidt tilfældigt rundt på stationenerne og landede på en kanal, der skulle vise sig at være Radio Nova. Efter at have have hørt 1½ minut af en slags radioavis, der lød stort set ligeså prof som hos DR, lagde kanalen ud med at spille Owl City's store hit Fireflies, en fin lille popsang garneret med nogle pudsige keyboardakkorder. MEN derefter stod den på John Mayer, Backstreet Boys og andet musik, der havde det tilfælles, at det næppe kunne fornærme nogen. Jeg formoder, at sådan en kommerciel radiokanal har en eller anden virkelig tjekket måde at udvælge og mixe deres musik på, så den til enhver tid kan fungere som behagelig baggrunsstøj. Og a pro pos det kommercielle, så bestod selve udsendelsen indhold af, at studieværten afholdt konkurerrencer med præmierer for produkter, hvis navn blev nævnt igen og igen. Der kan gå år imellem, at jeg lytter til sådanne kanaler (ja, jeg er en snob...), så jeg tænkte, at man måske havde skiftet egentlige reklamespots ud med denne sletskjulte product placement, men næh, nej. Efter ca. 30 minutter kom et par ret lange reklamespots, og så var det tid til at skifte kanal.
Ovre på P3 samlede man jo i 4 dage i træk ind til Haitis jordskælvsofre, så sendefladen var én stor indsamling. Studieværterne var derfor en tand mere overgearede end de ellers er - og det siger ikke så lidt. Særligt en ung kvindelig vært var helt oppe at ringe. Hun blev ved med at sige "Det er god karma, det er god karma, det er god karma", fordi sangerinden Julia Maria kom og spillede et par numre live i studiet. Jeg var ved at blive vanvittig af af at høre på hendes sludder, så jeg drejede videre. Godt at T har et forholdsvis neutralt forhold til musik og radioværter... På nogle punkter er jeg glad for P3; kanalen gør meget for at give ukendte bands chancen, og genremæssigt er der god plads til den mere alternative del af den moderne pop og rock. Problemet kan blot være at udholde studieværternes hasarderede omgang med såvel det danske sprog som facts. For nylig hørte jeg således en ung kvindelig studievært sige noget i retning af, at Grizzly Bears havde vundet en pris for "at have lavet en af årets fedeste plader". Jeg tvivler på at en sådan pris eksisterer...
Nå, men det endte med at vi mest hørte P4. Kanalen er så vidt jeg ved den mest populære i Danmark, og den mindede mig meget om, hvordan P3 lød i min barndom. Studieværterne kunne også være lidt sluddervorne, men var dog noget mere afdæmpede - og vel også ældre - end på P3. Musikken var i ordets egentlige betydning noget for enhver smag. Rachel Rastenni blev afløst af Level 42. Mens Peter Sommers Valby Bakke, som i mine ører er en tekst, der bør få klassikerstatus, blev efterfulgt af en sang af en gut ved navn Kim Schwatz. Jeg havde aldrig hørt sangen før, men det var lidt af en gyser at lytte på teksten, man frygtede hele tiden, hvor halsbrækkende det næste rim ville lyde. Herfter fulgte et af Stevie Wonders fuldfede halvfjerser hits, hvorefter der såmændt blev spillet Danser med Drenge. Der var således tale om musik for enhver smag, musik, der ikke lød ens. Og det er da public service.