Tirsdags Top 3

Da jeg for få minutter siden chattede med min gode bloggerkollega, Steffen, og bad om input til en tirsdags top-et-eller-andet liste foreslog han, et jeg skulle skrive om"5 plader der virkelig ændrede din måde at lytte på". Umiddelbart et lidt for heavy emne her en sen tirsdag eftermiddag, hvor jeg stadig har influenza i kroppen derfor skærer jeg også ned til en top 3. Og så har jeg egentlig altid tænkt, at jeg langsomt vænnede mig til ny musik, og at den ikke åbenbarede sig et et pludseligt ryk.MEN omkring 1995 fik jeg, efter mange år som rimelig puritansk indie pop-rocker, øjnene op for, den genre, der i bedste 1990'er ironisk-retrostil blev betegnet som easy listening. Helt sikkert er det, at en række af nedestående plader (som jeg kun ejer som cd...) har ændret min måde at lytte til musik på; jeg er én gang for alle blevet vaccineret mod alt der lyder lo-fi, bare for at være lo-fi. Omvendt har jeg lært at sætte pris på et godt arrangement, især hvis det parres med et tvist andre steder i udtrykket, som det sker mange steder på listen.
Nedenstående top 3 er næppe easy listening i klassisk forstand, hvis man lader begrebet ironisk/negativt og lader det dække over Ole Erlings hammond hits, muzak som blev spillet i Irma og Brugsen i min barndom, Herb Alpert eller for den sags skyld James Last. Der er nok snarere tale om orkerstreret pop-musik og/eller pop med et hel eller halv-stort bossanova-touch.

1: Nancy Sinatra & Lee Hazlewood: Fairy Tales & Fantasies - The Best of Nancy & Lee
I et interview jeg læste omkring 1994 med forsangeren fra mine store helte i Tindersticks fremhævede Stuart Staples Nancy og Lee, som Tindersticks helt store forbilleder. Og det at ens helte udpeger inspirationskilder er jo altid en god anbefaling. Der gik dog lidt tid før jeg i Fona på Strøget (af alle steder...) fandt denne cd, der indeholder hele deres første lp (Nancy & Lee) samt et par numre fra efterfølgeren Nancy & Lee Again (også udgiver under titlen Did You Ever).
Skulle jeg have 5 cd'er med på en øde ø, vil The Best of Nancy & Lee stensikkert komme i kufferten. Først og fremmest er der tale om en duetplade, hvor Nancy Sinatras (og, ja, der er Frankie-boys datter!) ikke just store, men ganske fine popstemme, der kan være temmelig lille-pigeagtig, når det kommer over den, og Hazlewoods dybe vokal, der godt medtaget af whisky og smøger har en helt unik klang, supplerer hinanden perfekt.
Cd'en indeholder 7 Hazlewood-kompositioner med melodier så iørefaldende og letflydende, at de i ordets egentlige betydning er ren easy listening. Arrangementerne er præget af John Barry-inspirererede strygere, der indimellem skaber et nærmest foruroligende stemning og underbygger tekstuniverset, der sine steder er temmelig psykedelisk (men musikken er jo også fra de sene 1960'ere). "Some velvet morning when I'm straight/I'm gonna open up your gate", lyder den saftige åbningslinje fra sangen Some velvet morning.
Cd'en indeholder desuden 7 coverversioner.  Disse er ikke helt på højde med Hazlewoods egne sange, men mindre kan også gøre det. Cd'en åbner med en mildest talt skummel version af You've lost that lovin feeling. Fremhæves må også versionen af Dolly Partons Down from Dover, en uendelig sørgelig countrysag om vuggedød og en charlatan af en mand. Hazlewood lyder i den grad som om han kan leve sig ind i rollen...
P.S. Lee Hazlewood har også begået en række fantastiske sange i sin solokarriere. Et højdepunkt i karrieren er Cowboy in Sweeden fra begyndelsen af 1970'erne.

2: Dionne Warwick sings the Bacharach & David songbook
Trains & Boats & Planes hed - som nogle læsere jo ved - Nikolaj Nørlunds gamle band, som udgav et par plader i begyndelsen af 1990'erne. Og Nørlund lagde aldrig skjul på, at bandnavnet var lånt fra en Bacharach/David sang af samme navn. Da jeg var mega Trains... fan, måtte jeg selvfølgelig tjekke ham der Burt Bacharach ud, hvis sange jeg stort set ikke kendte, hvilket er en meget stor fejl i en ellers god opdragelse fra mine forældres side! Havde vi haft plader med fx Dionne Warwick, Herb Alpert, Carpenters, Astrud Gilberto o.m.a. havde jeg være bekendt med Bacharachs iørefaldende og raffinirede popsange. Heldigvis fandt jeg denne opsamlings-cd i TP Musikmarked i 1996 for 69.95 kr. Havde den stået til fuld pris havde jeg nok for nærig til at købe den...  Og, sorry, det er jo blasfemi at nævne priser på cd'er i denneher sammenhæng. For Warwicks supercool og underspillede fortolkninger af denne perlerække af popklassikere er luksus, der i virkeligheden burde betales med hengivenhed og ikke penge.

3: Grethe & Jørgen Ingmann: 16 Hits
Jeg var arbejdsløs på 3 år og stod en dag nede i Fakta på Borgegade og rodede i en kasse med meget billige cd'er (vi taler jo Fakta!). Øjnene faldt over et hæsligt omslag med Grethe og Jørgen klædt i gult (!). Men jeg kendte jo Dansvise, som er og blir verdens bedste grand prix-sang. Så den kom med hjem sammen med skummetmælk, havregryn og romkugler.
Der findes forhåbentlig bedre opsamlingsalbums med Ingmann-parret, men denneher cd skabte meget glæde i mit på daværende tidspunkt ret triste liv. Der er skrevet mange superlativer om Grethe Ingmanns stemme, jeg tror det var Søren Ulrik Thomsen, der kaldte den "støvet og sexet". At Grethe kan synge, og at Jørgen har en helt forrygende guitarlyd er indiskutabelt. For mig skaber lyden af Ingmann-parret i deres stjernestunder nu også indre billeder af et dansk tressersamfund i hastig fremgang. At Jørgen Ingmann endte sin musikalske karriere med at spille guitar til Johnny Reimers Smølfeshow, og at Grethe Ingmann døde som blot 52-årig og angiveligt i sine sidste år havde et alt for kært forhold til flasken er et faktum, man heldigvis glemmer, når man lytter til alle de fine sange (at der også er en masser skæverter er en helt anden snak).

Dette er en hyldest...

Dette er er hyldest til alle de tålmodige forældre, der bruger et kvarter ekstra om dagen på cyklen bag deres modige børn på byens veje og cykelstier, og lærer deres poder, at verden ikke er et farligt sted at være.

Mens vi venter på det næste seriøse blogindlæg...

Vasker jeg op. Ser OB-FCK med ½ øje og uden lyd. Tænker lidt på alt det jeg er bagud med på jobbet. Overvejer at gå ned i kælderrummet og hente slikkassen. Hører en opsamlings-cd med Stevie Wonder og tænker på at ham sangeren fra Danseorkestret skylder Stevie W alt.

(Tak til Steffen B for overskriften, som jeg har tyvstjålet fra hans seneste indlæg).

Hærværk vs Gadekunst

Vi kan ligeså godt begynde med den "moralske" vinkel. Jeg synes som udgangspunkt IKKE at det er ok at tegne, spraye eller male på en ejendom, man ikke selv ejer eller har råderet over. Og graffiti på facader på ejendomme er i mine øjne hærværk. Herude i Nordvest er der til gengæld en helt del ledige gavle og mure i områder, hvor byggeri er revet ned og nyt vist ikke bliver opført lige med det første. I disse områder giver graffitien liv og kulør. Det samme synes jeg fx gælder, når der males på betonpiller ved broer ved s-togsstationer; kulørerne gør, at områderne virker en smule mindre utrygge.



NEU! - som på ovenstående vægmaleri har glemt, eller droppet, udråbstegnet - er blevet lidt af en vandal, da han (har en ide/fordom om at sådanne sager primært laves af unge mænd) har malet på en gavl med en flot arkitektonisk detalje, nemlig buen til højre, som ærligt talt bør have lov at være en pryd for øjet i sig selv. NEU! er i øvrigt at betragte som en såkaldt "ruller". I en netop udkommet bog om gadekunst  skriver bogens forfatter Katrine Ring: "Skriften [på gavlen] laves af rullere. De kaldes sådan, fordi de bogstaveligt talt ruller deres ord op på gavlen med en malerrulle. Groft sagt kan gruppen af rullere deles op i to: Dem, der reproducerer det samme tema/billede igen og igen, og som oplever sig som en del af graffitimiljøet. Og så dem, der skriver slogans, og som muligvis har en baggrund i et graffitimiljø, men som også har en aktivistisk, politisk tilgang til deres aktiviteter." (kilde Katrine Ring: WALK THIS WAY om gadekunst, Forlaget Radius) 

Klart er gadekunsten/graffitien et godt medie for politiske budskaber, og ikke mindst når disse formuleres med en humor som i "KAUF ODER STERBE!!!" udsagnet (se forrige blogindlæg). Min gode ven, J, så en gang for efterhånden over 20 år siden en graffiti på Nørrebro med følgende, på en gang voldsomme og resignerede tekst, som i al sin brutale enkelhed lød: BOMB HELE LORTET NU.

Men mon ikke de fleste dog også husker de frække tekster rundt omkring i bybilledet. En af de mest uforglemmelige af slagsen passerede vi nogle år ofte, når vi gik i en bestemt gangtunnel i Aalborg, hvor en ikke særlig venlig person havde skrevet: GITTES FISSE LUGTER AF GAMMEL FISK.

Det giver ikke meget mening (men sjovt var det jo) at hænge Gitte ud for sin evt. manglende personlige hygiejne. Til gengæld er antikapitalistisk retorik i 2011 mere velfungerende på en husgavl end i munden på en politiker i skjorte og blazer.

Køb eller dø!

KAUF
ODER STERBE!!!

(Graffiti på gavl i Sundevedsgade, Vesterbro)

Mærkværdige passioner

Her i lørdags fik jeg noget, jeg vil have lov at kalde en lille åbenbaring. Jeg var på en researchtur med et par kære venner for at tjekke en række torve og pladser i Nordvest og omegn, og efter at have set os lidt omkring på Hulgårds Plads endte vi i den næsten nyopførte (og i øvrigt flotte) Nordvest Parken. I parken er opført en lille meget stjel bjergtop. Toppen har i mine øjne en stor lighed med en gravhøj, og så var det at jeg kom til at tænke på min far, der i et par år i min barndom brugte mange lørdage på at køre rundt og fotografere gravhøje og stendysser i Nordsjælland - og også andre steder i landet, hvis det lod sig gøre. Min far var bestemt interesseret i Danmarks oldtidshistorie. Alligevel er det mig på sin vis lidt uforståeligt, at han brugte så meget tid på at fotografere disse - ikke ligefrem actionfyldte - motiver.  Det der slog ned i mig - åbenbaringen - var at jeg jo har arvet denne passion. Ikke for gravhøje, men for små ting, som de fleste andre ikke lægger mærke til eller i hvert fald finder ligegyldige. For som et par af mine bedste venner fremhævede i deres tale til mit og Ts bryllup, så har jeg nogle ret specielle interesser. Fx har jeg sammen med en god ven lavet et projekt om københavnske møntvaskerier, se http://www.afsnitp.dk/galleri/montvask/ og i øjeblikket stopper mit blik ved stort set alt det grafitti og alle de tags, jeg støder på i bybilledet - og det er ikke så få. Og kimen til denne interesse for detaljer blev utvivlsomt lagt i en Citroën en gang i 1980'erne, når jeg ledsagede min far på hans foto-ture og som belønning fik et stykke wienerbrød. Måske var det også der, at min glæde ved wienerbrød blev grundlagt, men det er jo en helt anden historie.

Når modet mangler

I dag var planen at tage et foto af et skilt, der hænger i vinduet på Café Tomsgård (som aldeles ikke er en cafe i moderne forstand, men et værtshus, og som i øvrigt ikke ligger på Tomsgårdsvej, men derimod på sidegaden Birkedommervej). Skiltet har følgende hårdkogte tekst:

Café Tomsgård

Åbningstider:
7-23
(1. januar 10-23).

Men for at være helt ærlig svigtede modet mig, for ud af døren kom der bistert udseende kunder som fx en kronraget mand med tatoveringer på læggen (dog en FCK-tatoo skal det siges til hans forsvar) og en mand der bar noget så unikt som kasket, der reklamerede for Jägermeister. Og jeg blev altså lidt utryk ved om disse folk havde lyst til at blive fotograferet...

Eftermiddagssnack i parken

Der sidder to unge mænd på en bænk i Nørrebroparken. De hjælper hinanden med at mixe en joint. Foran dem står 2 uåbnede 0,25 flaske med rød sodavand. "Det er sådan noget jeg elsker ved København", tænker jeg, mens jeg holder for rødt i krydset ved Nørrebrogade.