Hav et forrygende nytår

Skjorten er strøget, slipset er bundet. Men for lissom ar få lidt modvægt har jeg et tonstungt reggeabeat og Bikstok Røgsystems tilrøgede rim i ørene. Og så er det vel bare tilbage at ønske min eksklusive læserskare et forrygende nytår.

Det lyttede vi til i NV i 2008

Har som den semimusiknørd jeg er altid læst lister over årets plader/cd/dowloads (whatever) med stor interesse. I gamle dage kendte jeg de fleste titler på fx NME og Melody Makers lister, men det er næppe tilfældet i år. Man er jo i de seneste år blevet både doven og svær at imponere. Jeg har dog via myspace og youtube forsøgt at tjekke de mest hypede navne ud og her dermed fået øjnene op få gode nyere udgivelser og (gen)opdaget sublime gamle.
Så nedenstående liste er ikke min ”årets cd-liste”, men bare hvad jeg mest har lyttet til i 2008:

Prefab Sprout: Steve McQueen
Pladen blev udgivet i 1985 og opdaget af denne signatur 23 år senere. Særligt de første 5 sange (hvad der vel mon svare til vinyludgavens side 1) er en række dejlige popsange med et diskret jazztouch. En gruppe som Gangway har tydeligvis lyttet meget til Prefab Sprout. Steve McQueen anbefales til alle sande popvrag.

Spleen United: Neanderthal
Neanderthal lyder bare tæskelækker fra første til sidste gennemmanipulerede beat.

Peter Sommer: Til Rotterne Til Kragerne Til Hundene
Peter Sommer er bitter og synger dybere end han plejer. Det klæder ham.

Michael Møller: Every streetcar’s got a name
Gode, enkle sange. Fede tekster. Glimrende at vaske op til. Og så kunne T også godt lide den.

Sune Rose Wagner: Wagner
Som altid har Sune Wagner et stensikkert greb om sine æstetiske virkemidler, og så synes jeg egentlig, at hans meget primitive rim på dansk passer godt til hans musikalske retrounivers; verden var ligesom lidt mindre indviklet førhen.

Byens lys

En kvinde ryger en cigaret ved busstoppestedet.
De aflange, digitaliserede bogstaver på 6A fortæller, at bussen kører til Rødovrehallen.
Gadebelysning op ad Tagensvej så langt øjet kan se.
Blå neon: ”Thomas Højlands Auktioner ” på Lygten.
Et rundt skilt ved en kiosk på Borups Allé reklamerer for Carlsberg (men man har ikke så frygtelig meget lyst til en pilsner kl.7.49).
12 lyskryds.

Kortprosa

Pissetræt. Træt af pis.

Dagbog

Var på arbejde fra kl. 8.26. til 16.09. Man er jo ansat i kommunen - så længe det varer. Først på aftenen kom min mor kom på besøg, og T diskede op med et par lækre italienske retter, hvor særligt kogt rødspætte og pesto var en lækker kombi. Selv om jeg var til en endog meget våd drengekomsammen lørdag aften og egentlig var blevet enig med mig selv om at holde drikkepause et par dage, var det umuligt ikke at drikke et par glas hvidvin, når der jo alligevel skulle noget i maden.
Jeg fik i dag af min gode veninde L tilsendt et såkaldt frieksemplar af Martin Halls dagbogsoptegnelser fra den netop overståede tjans som dommer i Talent 2000; jeg så kun ét program og følte mig dårligt underholdt. Til gengæld er bogen indtil videre ret sjov. Pudsigt at den gamle avantgardehelt, Hall, er rigtig god til at skrive ret nøgterne dagbogsoptegnelser.
Nå, tilbage til bogen og så kan jeg da lige høre Belle & Sebastian igen.

Selvfølgelig ville jeg meget hellere...

Selvfølgelig ville jeg meget hellere være blevet hjemme i dag. Så kunne jeg have trisset rundt hele formiddagen og drukket kaffe og lyttet til Grethe & Jørgen Ingmann, og måske ville jeg så lige have færdiggjort den kæmpestore opvask, jeg ikke helt nåede i går. Og jeg ville have fået mig en kold pilsner til frokosten.
Eller endnu bedre: Jeg ville være 5 år igen og blive passet hjemme hos min morfar og mormor og fået kakaomælk til morgenmaden, og jeg ville have kedet mig en smule, mens en stemme læste fiskerinoteringerne i radioen.

Farvel farmor

Vi skal lige igennem det: Min farmor døde i går morges. Mæt af dage i en alder af 90 år. Et stilfærdigt liv, der egentlig lignede så mange andre kvinders liv fra hendes generation. Først ung pige i huset i pæne advokat- og dyrlægehjem, senere proper og pligtopfyldende husmor. Og så mange år som enke. Men i min verden var hun først og fremmest en sensationelt god farmor, der indtil det allersidste lavede gode klassiske danske retter, der bare smagte nøjagtig som de skulle.
Farmor boede i Odense igennem hele min barndom, og hun havde også boet der med min far og farfar nogle år i 1940’erne. Min far holdt (måske) derfor med OB, og det samme gjorde jeg. Og som det selvopofrende menneske hun var, tog farmor tit med mig på stadion indtil jeg blev stor nok til at tage derud alene. Ved en af kampene fik hun en temmelig beruset nordmand som sidemand, men farmor tog det med knusende ro og svarede høfligt på hans fuldemandssludder.
De gode minder hober sig op i mit hoved, men jeg tror ikke, at jeg har lyst til at dele dem med andre end brormand over et godt glas portvin.

Skål

Aalborg lignede så nogenlunde sigselv. Der var begyndt at ske ting & sager med stort kulturhusbyggeri – Nordkraft – nede ved havnen. Og forretningerne og cafeerne i Midtbyen var blevet en tand mere tjekkede end dengang jeg dagligt flanerede rundt i byen. Men værtshusene var heldigvis, som de altid har været og de kompenserede alle for de stigende ølpriser ved hele tiden at have dobbelt-op. Og særligt Tempo på Vesterbro, godt proppet med stamkunder, en lettere stegt bartender og en jukebox med dejlige værtshus-schlagere, var det perfekte sted at opbygge en gedigen brandert. Så det gjorde vi.