Mine største helte i 9.klasse

Fra midt i 8.klasse og til sommerferien inden jeg kom i gymnasiet var Depeche Mode det mest fantastiske band, jeg kendte. Jeg havde hørt Master & Servant og People are People og selvfølgelig Just cant’ get enough i radioen. Men det var da jeg hørte A Question of time i radioen at jeg for alvor var solgt. Jeg var lige et par år for ung til for alvor at have været med på de helt tidligere firseres såkaldte teknopop (Human League, OMD m.fl.) og her omkring 1986/7, var Depeche Mode, måske sammen med Erasure, som vi også godt kunne lide, de eneste vi kendte til, der stadig dyrkede genren. Depeche Mode havde dog med Black Celerbration lavet en plade, der som titlen lægger op til dyrker livets skyggesider, men med en indpakning af ret medrivende melodier. Teksterne læste og lyttede jeg til, men forstod dem ikke helt – og måske var der heller ikke så meget at forstå – men musikkens mørke synthflader og stive rytmik matchede perfekt en meget usikker 14-årig teenagers følelsesliv.
Og så var det ellers bare at hoppe på bussen og derefter og derefter s-toget sammen med Bumsen (der i virkeligheden hed Erik og boede lidt længere oppe af parcelhusvejen) og tage ind til København og gå ind i Street Dance Records på Vestergade, hvor der var et stort udvalg af diverse Depeche Mode maxisingler i farvet vinyl, vildt cool syntes jeg dengang, og jeg kan altså godt en gang imellem blive så nostalgisk, at jeg tænker, at det er synd for nutidens teenagere, at de ikke skal jagte rundt i byen for at finde deres yndlingssange på obskure flerfarvede maxisingler, men bare kan hente den ned fra en eller anden russisk piratside.
Noget helt andet var, at Depeche Mode jo så ret cool ud, ikke mindst forsanger Dave Gahan med sit høje sorte hår, der var kort i siderne, det var jo noget helt andet end det svenskerhår, som andre popstjerner i de år rendte rundt med. Og i den ungdomsklub jeg gik i, kom der en gut som gjorde enormt meget ud af at ligne Gahan. Faktisk så meget at jeg fandt ud af, at han med ærefrygt blev kaldt Depeche-Frank. Hold kæft hvor jeg syntes, at han var sej!
Jeg hørte i de år P4 i P1 hver søndag aften, og de spillede jo de nye Depeche Mode singler, så snart de udkom, hvilket betød at jeg var helt oppe på Depeche-beatet, da Strangelove og ikke mindst Never let me down again udkom som foreløbere for Music for the Masses albummet i 1987. Det var også i P4, at jeg for første gang hørte navne som The Cure, The Smiths og New Order. Og mødet med disse bands betød også en helt udramatisk afsked med min tid som hardcore Depeche Mode fan. For The Cure var altså en tand bedre til at være dystre og selvmedlidende, The Smiths skrev tekster, der ramte en nu lidt ældre teenagers sindstilstand endnu bedre (og tilmed med humor!), mens New Order rent musikalsk havde mange flere facetter i deres udtryk.
Selv om vi var en del, der voksede lidt fra Depeche Mode, har de sørme også bevaret mange fans og fået en masse nye. Personligt har jeg dog siden min korte tid som hardcore fan haft lidt svært ved at tage dem alvorligt. Pludselig midt i 1990’erne at læse i avisen at min gamle teenagehelt Dave Gahan var blevet fuldtidsjunkie og havde været ved at dø af det, var en lettere surreel oplevelse. En sådan historie havde passet bedre til Nick Cave. ..
På den anden side må det jo indrømmes, at tiden har været med Depeche Mode. Deres blanding af konventionel sangskrivning og et meget maskinelt udtryk har dannet skole , hvilket er værd at tage hatten af for (selv om man gerne havde undværet Nephew…), og selv om jeg kun har hørt deres seneste mange cd’er som baggrundsmusik hos venner zapper jeg aldrig væk, hvis VH1 viser en af deres videoer. For soundtracket er som regel af fin kvalitet. Og lige i dette øjeblik har jeg deres seneste single Wrong i ørene, som dog desværre næppe kan købes som 12” single i en skummel pladeforretning i indre by. Men ellers er alt ved det gamle; Rytmen er bastant og musikken er mørk. Og catchy. Nøjagtig som i 1987.

Metablog

Sidder og pusler med en længere blogtekst. Emnet vil være nogle af mine teenageidoler, og de fortjener en gennemarbejdet tekst. Så det kommer der, snart.

Dagens citat fra NV

Jeg gik på fortovet på den formiddagsstilfærdige Oldermandsvej på vej til Fakta. På det modsatte fortov gik eller rettere vraltede en kvinde, formodentligt udviklingshæmmet, der pludseligt med høj stemme sagde: ”Hvor er jeg dog træt af at bo i Danmark.” Jeg kikkede over på hende, spændt på om hun havde yderligere kommentarer til sit interessante udsagn. Men hun vraltede videre i sin helt egen verden.

Top 2

Kraftwerk og jeg har i hvert fald to fælles referencer

1) Toge

2) Cykling

dermed stopper lighederne vist også.

Gennem byen

Fulgte T ind til Hovedbanegården her i eftermiddags. I bussen sad en ældre mørk mand, som vi vel førhen ville have betegnet som en neger. Jeg syntes, at han lignede Miles Davis lidt. Og jeg sad derfor der i bussen og kom til at tænke på en anekdote, jeg engang hørte om Miles Davis. Han havde netop givet en koncert på Jazzhus Montmartre her i København og havde jo sandsynligvis brugt en helvedes masse energi på at trutte flere timers vilde toner ud af sin trompet. I hvert fald var Miles Davis eneste kommentar til den ventende presse: ”Can’t talk”.
På gåturen hjem gennem Nørrebro så jeg overalt plakater, der reklamerede for ”Dødsmaskinen”, som er titlen på Ungdomshusets live scene. Godt at se musikken angiveligt er oppe at køre i det nye ungdomshus. Og navnet Dødsmaskinen… Gætter på at det er fundet på af folk, der i virkeligheden ikke kender så meget til døden. Men velkommen til NV; jeg krydser fingre for, at I gir den max gas i jeres hus og husker, at vi ikke kommer af med Lars Løkke ved at smadre så meget som én eneste butiksrude nede på Frederikssundsvej.

Dekadente perfektionister

Langt hen ad vejen er jeg en af de mindre sprælske musikkonsumenter. Jeg er til alternativ rock og pop af den mere tilgængelige slags: Fra Arcade Fire til Marc Almond, fra Nick Cave til Cocteau Twins. Fra New Order til Nico (selv om hun indimellem ikke var så tilgængelig igen). Lidt soul i små mængder er dog heller ikke at foragte. MEN jeg har også noget af et udfald i min smag. Jeg er nemlig endog særdeles glad for Steely Dan. Hmmm, tænker du sikkert, måske du aldrig har hørt om dem, og har du, er det sikkert ikke for det gode. Steely Dan er nemlig stort set så langt fra den alternative rock, som man kan komme. Deres plader er usædvanligt velproducerede og indeholder adskillige soloer udført af topproffe guitarister, tangentspillere og sågar saxofonister. Og musikken er stærkt influeret af den mere avancerede del af samtidens jazz. Samtiden er først og fremmest lig med 1970’erne og begyndelsen af 1980’erne, hvor deres plader snurrede hyppigt på mine forældres gamle B&O grammofon, der skulle varme op i noget tid (!), før den kunne afspille plader i korrekt hastighed. Det var selvklart hyggeligt, når vi hørte Shubidua eller Gasolin eller den ustyrligt sjove Sparks single ”This town ain’r big enough for the both of us”, men jeg kunne altså også godt, i en alder af 7-8 år, lide Steely Dan, som min far var blevet introduceret til af sin gode ven Torben, hos hvem mine forældre i øvrigt gik til nogle vilde fester i hans lejlighed nær Kongens Have, hvor de sikkert dansede til Steely Dan. Nå, men det er jo en anden historie. Når jeg nu sidder og lytter til musikken og selvfølgelig mindes og savner min dejlige far, tænker jeg på, hvorfor den appellerede til en lille dreng, for det var absolut ikke alt der blev lyttet til i barndomshjemmet, jeg brød mig om – jeg lærer således nok aldrig at finde glæde ved klassisk musik. Steely Dan, derimod, tjah måske fordi en del af deres melodier faktisk er ret iørefaldende; der er en lys grundtone over deres udtryk, de blander jazz og og pop, og deres bluesnumre lyder snarere sjove end sørgelige.
Når jeg lytter til dem i dag er det selvfølgelig forbundet med et dejligt men også ret vemodigt trip down memory lane, men når jeg synes, at deres plader virkelig holder, er det nok også fordi de er sjove og skæve.
Steely Dan er først og sidst en duo bestående af Donald Fagen, der synger og spiller keyboards, og guitaristen Walther Becker. Udover musikere var de to herre også i høj grad producere og i takt med deres succes blev deres plader op igennem 1970’erne til stadighed mere velproducerede og befolket med prominente studiemusikere, og Fagen og Becker helmede aldrig før hver akkord sad lige i skabet. Det kunne jo være blevet røvsygt at lytte til som hos andre studiegrupper som fx landsmændende i Toto. Men Steely Dan havde jo stil og humor. Deres navn er således snuppet fra en dildo (!), der figurerer i William Burroughs roman ”Naked Lunch”. Og Donald Fagens nasale vokal er altså lidt sær og uortodoks. Mine engelsk kundskaber har aldrig været noget at prale, men jeg kan da høre, at det ikke ligefrem er hjerte/smerte lyrik, duoen disker op med. Således er titelnummeret fra deres album Gaucho angiveligt en historie om jalousi hos et hip New Yorker bøssepar, og den småsyrede tekst ledsages bl.a. af en meget lækker saxofonsolo.
Steely Dan gik i opløsning i begyndelsen af i begyndelsen af 1980’erne. Siden har de været gendannet af et par omgange og har i dette årtusinde udsendt to cd’er. Dem er der ikke så meget ved. Til gengæld er alle deres plader fra debuten Can’t Buy A Thrill 1972 til og med Gaucho fra 1980 adskillige lyt værd, hvis man har lyst til at gå på opdagelse i deres dekadente vellyd og ikke bliver skræmt væk af en saxofonsolo eller to.

Fortsættelse følger

Og mens jeg stod og vaskede op og lyttede til fremragende musik fra ca. 1974 kom jeg til at tænke på at min gode ven Fortælleren måske havde ret, da han kaldte et tidligere indlæg ”forudsigeligt”. Så det næste indlæg bliver næppe hvad han vil betegne som ”forudsigeligt”. Fortsættelse følger.