Mine største helte i 9.klasse

Fra midt i 8.klasse og til sommerferien inden jeg kom i gymnasiet var Depeche Mode det mest fantastiske band, jeg kendte. Jeg havde hørt Master & Servant og People are People og selvfølgelig Just cant’ get enough i radioen. Men det var da jeg hørte A Question of time i radioen at jeg for alvor var solgt. Jeg var lige et par år for ung til for alvor at have været med på de helt tidligere firseres såkaldte teknopop (Human League, OMD m.fl.) og her omkring 1986/7, var Depeche Mode, måske sammen med Erasure, som vi også godt kunne lide, de eneste vi kendte til, der stadig dyrkede genren. Depeche Mode havde dog med Black Celerbration lavet en plade, der som titlen lægger op til dyrker livets skyggesider, men med en indpakning af ret medrivende melodier. Teksterne læste og lyttede jeg til, men forstod dem ikke helt – og måske var der heller ikke så meget at forstå – men musikkens mørke synthflader og stive rytmik matchede perfekt en meget usikker 14-årig teenagers følelsesliv.
Og så var det ellers bare at hoppe på bussen og derefter og derefter s-toget sammen med Bumsen (der i virkeligheden hed Erik og boede lidt længere oppe af parcelhusvejen) og tage ind til København og gå ind i Street Dance Records på Vestergade, hvor der var et stort udvalg af diverse Depeche Mode maxisingler i farvet vinyl, vildt cool syntes jeg dengang, og jeg kan altså godt en gang imellem blive så nostalgisk, at jeg tænker, at det er synd for nutidens teenagere, at de ikke skal jagte rundt i byen for at finde deres yndlingssange på obskure flerfarvede maxisingler, men bare kan hente den ned fra en eller anden russisk piratside.
Noget helt andet var, at Depeche Mode jo så ret cool ud, ikke mindst forsanger Dave Gahan med sit høje sorte hår, der var kort i siderne, det var jo noget helt andet end det svenskerhår, som andre popstjerner i de år rendte rundt med. Og i den ungdomsklub jeg gik i, kom der en gut som gjorde enormt meget ud af at ligne Gahan. Faktisk så meget at jeg fandt ud af, at han med ærefrygt blev kaldt Depeche-Frank. Hold kæft hvor jeg syntes, at han var sej!
Jeg hørte i de år P4 i P1 hver søndag aften, og de spillede jo de nye Depeche Mode singler, så snart de udkom, hvilket betød at jeg var helt oppe på Depeche-beatet, da Strangelove og ikke mindst Never let me down again udkom som foreløbere for Music for the Masses albummet i 1987. Det var også i P4, at jeg for første gang hørte navne som The Cure, The Smiths og New Order. Og mødet med disse bands betød også en helt udramatisk afsked med min tid som hardcore Depeche Mode fan. For The Cure var altså en tand bedre til at være dystre og selvmedlidende, The Smiths skrev tekster, der ramte en nu lidt ældre teenagers sindstilstand endnu bedre (og tilmed med humor!), mens New Order rent musikalsk havde mange flere facetter i deres udtryk.
Selv om vi var en del, der voksede lidt fra Depeche Mode, har de sørme også bevaret mange fans og fået en masse nye. Personligt har jeg dog siden min korte tid som hardcore fan haft lidt svært ved at tage dem alvorligt. Pludselig midt i 1990’erne at læse i avisen at min gamle teenagehelt Dave Gahan var blevet fuldtidsjunkie og havde været ved at dø af det, var en lettere surreel oplevelse. En sådan historie havde passet bedre til Nick Cave. ..
På den anden side må det jo indrømmes, at tiden har været med Depeche Mode. Deres blanding af konventionel sangskrivning og et meget maskinelt udtryk har dannet skole , hvilket er værd at tage hatten af for (selv om man gerne havde undværet Nephew…), og selv om jeg kun har hørt deres seneste mange cd’er som baggrundsmusik hos venner zapper jeg aldrig væk, hvis VH1 viser en af deres videoer. For soundtracket er som regel af fin kvalitet. Og lige i dette øjeblik har jeg deres seneste single Wrong i ørene, som dog desværre næppe kan købes som 12” single i en skummel pladeforretning i indre by. Men ellers er alt ved det gamle; Rytmen er bastant og musikken er mørk. Og catchy. Nøjagtig som i 1987.