søndag den 22. juli 2012

Invasion

Hjemmet bliver langsomt invaderet af puslekommode, vugge, bleer, stofbleer, sutter, sutteflasker, billedbøger, legetøj, foldebadekar, skumvaskeklude, ammeindlæg og ikke mindst en ganske omfattende garderobe af tøj i mikrostørrelse. Ja, vi har sågar pt. en autostol i huset, selv om vi ikke har nogen bil, og jeg end ikke besidder et kørekort. Barnevogn må så vidt jeg ved stadig køres uden førebevis, og kørekort til korrekt børneopdragelse udstedes ejheller endnu, men det kommer sikkert en dag...

tirsdag den 17. juli 2012

Sommerferie i NV

Der er sommerferie overalt i Nordvest. Det ultralokale pizzeria holder ferielukket og det samme gør min palæstinensiske cykelhandler.  Mens jeg trækker cyklen hjemad tænker jeg på, hvad pizzamanden og cykelsmeden mon laver i deres ferie. Sidder de og drikker the med mælk og sukker dagen lang et skyggefuldt sted med fætre, nevøer og onkler i et varmt land tusinde af kilometer mod sydøst? Er de tilfredse med deres liv? Har de ambitioner på deres børns vegne om at de skal blive læger og ingeniører? Og længes de mon hjem til en regnvejrseftermiddag i Nordvest efter et par uger sydpå? Jeg ved det ikke, men jeg ved, at der 50 meter fra det ene pizzeria ligger et andet, der viser sig at lave en fremragende pizzasandwich med sharwama og at cykelsmedens konkurrent i butikken overfor er en udmærket substitut.

tirsdag den 10. juli 2012

Fanget i en 60-årigs sind

Jeg er netop fyldt 40 år, men føler mig i øjeblikket som en 60-årig, der er havnet i en tidslomme fra sin ungdom: Jeg hører Fleetwood Macs Rumours og Donald Fagens The Nightfly på repeat på gode gammeldags cd'er. Jeg læser Dan Turélls "Onkel Danny fortæller det hele" og kommer i den grad til ar savne det København fra 1960'erne og 1970'erne, han skriver frem, og som jeg jo stort set intet kan huske af.

søndag den 8. juli 2012

De største helte - en hyldest til alle Tour de France-ryttere

De propper sig med grovpasta til morgenmad og får verdens usleste frokost. De arbejder i al slags vejr. De bliver kørt ned, de vælter hinanden for et godt ord. De kører videre på trods af flækkede tænder, brækkede lemmer og pis i bukserne. Efter endt arbejdsdag skal de svare på tåbelige spørgsmål. Deres timeløn er en titusindedel af Tiger Woods eller Ronaldos. Og når Touren er færdig står den på gadeløb i Randers City.

mandag den 2. juli 2012

Ikke et ord om gylp

Ikke et ord om gylp, daggrygsgråd eller griseri ved aftensmåltidet.
Ikke et ord om lortebleer så tunge som sumobrydere.
Ikke et ord om falsk strubehoste, fåresyge, mæslinger, røde hunde og skoldkopper.
Ikke et ord om dagdrømme om 4 timers sammenhængende søvn.
Ikke et ord om vuggestueventelister og indkøringsproblemer.
Ikke et ord om kaotiske børnefødselsdage.
Ikke et ord om Teletubbies, Postmand Per, My Little Pony og Hello Kitty.
Jeg lover det.
Måske...