mandag den 30. december 2013

Et stort år

For et år siden kunne du meget tæt på ingenting. Nu kan du stort set alt, der er værd at kunne for at kunne begå sig i denne verden: Du kan gå sikkert på dine små ben. Du kan spise med ske og gaffel, og er knive egentlig ikke stærkt opreklamerede? Du kan kysse og kramme og rive, hvis det er det, der er brug for (håber der blive lidt mindre brug for det fremadrettet). Og med et ordforråd bestående af gloser som mad, mor, varr (far), ah-ah og ikke mindst hej og farvelhilsnen hej-hej kan de fleste behov og følelser kommunikeres. Kunne du sige Godt nytår ville du utvivlsomt gjalde det udover Nordvest og omegn i de kommende dage. Men mon ikke det er ok, at jeg ønsker trofaste læsere et godt og lykkebringende nytår med ønsker om mere fred i verden og endnu mere sjov og spas i sandkassen?

søndag den 29. december 2013

Note om Abba

Jeg hørte en gang en radioudsendelse med den danske digter Per Højholt, hvor han skulle vælge et stykke musik. Da Højholt var kendt som kongen af dansk avantgarde-poesi, var det for mig meget overraskende, at han lagde ud med at bekendtgøre, at han gerne ville spille Abba (at han så endte med at spille Jimmi Hendrix er en helt anden historie). Men hvad Højholt fandt så dragende ved Abba var, at man sad og ventede på omkvædet og så kom det! Pointen er vel, at i god pop musik, som  jo altid på en eller anden måde vil være poetisk, må der gerne ske det forventelige. Og der gør der hos Abba, og det er helt ok!

søndag den 22. december 2013

2013 i mine ører

I år har jeg været en lillebittebitte smule mere oppe på beatet hvad angår at have styr på hvad der er udkommet af interessant musik. Som sædvanlig har gode blogs som Jens Unmacks og Bloggersbychoice inspireret, men det faktum, at jeg er blevet Spotify-abonnent har også betydet, at jeg - nemt og bekvemt - har kunne tjekke en masse sager ud. Jeg VED, at kunstnerne i 2013 økonomisk får meget lidt ud af at blive spillet på diverse streaming-tjenester, og jeg ville personligt gerne spytte lidt mere i kassen. Men det emne må vi tage op en anden gang.
Her følger en kommenteret liste med 10 gode sange fra 2013.

1: Prefab Sprout: The Best Jewel Thief In The World
Jeg stødte for nylig på en bekendt, som er en af landets største Prefab Sprout-fans og han insisterede på at deres nyeste album "Crimson/Red" hørte til deres bedste. Men sådan har hardcore fans det med at synes, tænkte jeg og gav alligevel albummet chancen. Nu er jeg ikke selv hardcorefan, og kender mest bandet for deres elegante hits som Cars and Girls og Looking For Atlantis, så jeg skal ikke kloge mig på om han havde helt ret, men Crimson/Red er et skønt album, og åbningsnummeret The Best Jewel Thief... er årets hit. I mine ører.

2: Pet Shop Boys: The Last To Die
Denne sæsons Pet Shop Boys album med den rammende titel Electric er deres bedst i mange år. Det er en slags tilbage-til-rødderne album i den forstand at der er fokus på det dansable og det elektroniske. Og alligevel er der i min bog ingen tvivl om at The Last To Die, som er et Bruce Springsteen-coverversion - og en aldeles endog en aldeles u-ironisk en af slagsen, er albummets stærkeste sang.

3: Nick Cave and The Bad Seeds: Jubilee Street
Og nu skal vi over til noget helt, helt andet som de sagde på lokalradiostationerne i gamle dage (måske de gør det endnu?). Jeg har ikke fået lyttet nok til årets Nick Cave-album, men jeg er igen og igen vendt tilbage Jubilee Street, som på en gang er årgangs Nick Cave og alligevel viser en anderledes og lidt Lou Reed (ja, ham savner vi allerede meget) inspireret stil.

4: British Sea Power: K-Hole
Det har mest været de (store) amerikanske indie-bands som de to næste på  listen jeg har dyrket de seneste år, men British Sea Power har været et fint bekendtskab. På K-Hole lyder de som U2 i storform på et godt speedtrip.

5: Arcade Fire: We Exist
Kun et par gange har jeg fået lyttet Arcade Fires Reflecktor-album, og jeg tror nok, at jeg er enig med dem som mener at det er lidt for svulstigt og ikke helt holder i længden. Men der er et par rigtig fine sange på, ikke mindst den Talking Heads og New Order-inspirerede We Exist.

6: The National: Sea Of Love
Jeg holder virkelig meget af The National, men årets album med den ellers så lovende titel Trouble Will Find Me var en lidt kedelig omgang, synes jeg. Sea Of Love var dog et smukt højdepunkt på pladen, i sangskrivning og stemning minder det mig lidt om Crime and The City Solution, men dem er der vel ingen, der kender...

7: Haim : If I Could Change Your Mind 
En lille guilty pleasure er at finde her på syvendepladsen. For Haim lyder i den grad som amerikansk radiopop fra 1980'erne - Belinda Carlisle og Fleetwood Mac (som jeg vældig godt kan lide) har ikke levet forgæves. Men jeg elsker jo pop!






8: Søren Damm: Gangspilsvise
Min gode ven Søren Damm har i mange år gået og puslet med at få sat musik til en stribe Tom Kristensen-digte. Og for et par uger siden udkom så endelig albummet Sol for en blind. Jeg tror ikke, at jeg sætter vores mangeårige venskab på spil ved at skrive, at Søren ikke er nogen stor sanger, jeg fornærmer ham næppe heller ved at skrive at alle vokaler på albummet ikke sidder lige i skabet. Ikke desto mindre har han altså med kompetent hjælp fra en anden god ven, Jesper Andersen, fået lavet et meget fint album. Og Gangspilsvise er klart albummets gladeste sang - og den er et stort hit her i stuen.

9: Spids Nøgenhat: Mere lys
Trofaste læsere af denne blog er nok bekendte med, at jeg sætter stor pris på det danske garage/syre pop-rock ensemble Baby Woodrose. Bandets absolutte frontfigur, Lorenzo Woodrose, er forsanger i Spids Nøgenhat, som for mange år siden udgav pladen En mærkelig kop te, som jeg kunne læse var en hyldest til dansksproget syrerock fra de sene 1960'ere og de tidlige 1970'ere. Jeg var lidt skeptisk, da de i år sendte en opfølger på gaden, for mellem jer og mig, kære læsere, har jeg altid synes, at dansk syrerock var en lidt overvurderet genre. Men albummet, Kommer med fred, er langt mindre fjollet end jeg havde frygtet og indeholder flotte sange, ikke mindst åbningsnummeret Mere lys.

10: Rasmus Walther: Endeløst
Vi slutter af med en egentlig guilty pleasure. En sang, der er lidt kikset, men som man alligevel holder af. For Rasmus Walther er ved gud ikke nogen stor poet - ikke meget bedre end hans endnu mere populære navnebror, arrangementet er lidt fladt. Men melodien er uimodståelig. Hvis jeg havde bil og hørte radio i den, ville jeg skrue megahøjt op, hvergang de spillede Endeløst.







torsdag den 19. december 2013

torsdag den 12. december 2013

Julefrokostdigt

Vielsesringen i lommen:
Flæsk i flæng.
Flirteri i foyeren med bredbarmede branderter.
Sjusser i stribevis og svingom til Shu-bi-dua.
Petting i printerrummet.
Taxatur i tåger.

onsdag den 4. december 2013

Trælse typer

Der  er flyttet nogen trælse typer ind i vores lejlighed; deres køkken ligner, som du kan se, noget fra en dårlig tv-reklame. De kan finde på at gøre rent, som det sidste de gør, inden de går i seng, og som det sidste de gør, inden de går ud ad døren om morgnen. De rydder op HVER dag og de bruger formuer på alt-i-en klude og skurecreme. Vi håber, at de gør deres job så godt, at vi snart selv kan indtage lejligheden igen og komme videre i teksten... Fortsættelse følger måske.

torsdag den 28. november 2013

Remoladerim

Din ende er indsmurt
i remoladelort.

Vi ku' bruge et bidet
og en au-pair fra San José.

Vi skifter hurtigt ble
så Libero får stor succés.

tirsdag den 19. november 2013

I dagens anledning

Stem på en pensioneret pedel fra Præstø.
Stem på en hipster fra Haderslevgade.
Stem på en førtidspensionist fra Frederikssund.
Stem på en årgangsvinkender fra Århus.
Stem på en clairvoyant fra Christiansfeldt.
Stem på en bogbinder fra Bogense.
Stem på en holistisk hundeopdrætter fra Hundested.
Stem på en engel fra Enghave Plads.

lørdag den 16. november 2013

Bagsværd Con Amore

Forfatteren Søren Ulrik Thomsen og dramatikeren Jokum Rohde lavede for nogle år siden en skøn fotobog med grimme/skæve/pudsige facader i København. Forstæderne kan aboslut også noget, når det gælder trashy facader. Her er, hvad jeg gætter på en gang var, en kinesiser-restaurant på Gammelmosevej i Bagsværd.

onsdag den 13. november 2013

Pixies Top 10

I anledning af at jeg i dag for første gang skal høre Pixies live som det hedder på godt dansk kommer her en top 10 over favoritsange.

10: Cecilia Ann
9: Gigantic
8: Alec Eifel
7: Holiday Song
6: Here Comes Your Man
5: Velouria
4: Number Thirteen, Baby
3: Dig For Fire
2: Break My Body
1: Debasser

onsdag den 6. november 2013

Top 5 - sange om at gå

 
Vi er stadig temmelig meget oppe at køre over, at Anna, om man så må sige, dagligt gør store fremskridt i disciplinen gang så her kommer en top 5 over sange der på den ene eller anden måde handler om at gå:
 
 
5)Walkning In My Shoes (Depeche Mode)
4) Walking On The Moon (The Police)
3) Hvor går vi hen? (Lars H.U.G.)
2) Walk On By (Burt Bacharach)
1) The Walk (The Cure)


fredag den 1. november 2013

One small step for (Wo)Man, a giant leap for Mankind

Anna har i dag taget sine første skridt uden støtte; en verdensbegivenhed i det lille hjem.

fredag den 25. oktober 2013

Top 5 i Steely Dan-album

I anledning af at forsanger Donald Fagen (en af populærmusikkens mest cool personager, hvis du spørger mig) er aktuel en bog med den forrygende titel Eminent Hipsters kommer her en top 5 af de mere ultimative:

5) The Royal Scam
4) Can't Buy A Thrill
3) Aja
2) Gaucho
1) Katy Lied

søndag den 20. oktober 2013

Pressemeddelelse

Jeg ønsker hermed at sige undskyld for min adfærd på Eifel Bar sidste lørdag aften. Forhistorien er, at jeg havde været ude og spise frokost på Færgecafeen med nogle af mine venner, vi havde fået øl og snaps og cognac til kaffen. Efter frokosten burde jeg have gået hjem; jeg var blevet beruset, havde talt højrøstet og brugt alt for mange penge. Men jeg valgte at ture rundt på Christianshavn med vennerne og endte altså omkring kl.22.00 på Eifel Bar. Jeg fik en voldsom lyst til Gajol-shots og valgte at bruge en større formue på en omgang af denne underlødige drik, penge som i stedet kunne være brugt meget mere fornuftigt på fx vinterfodtøj til min datter. Jeg undskylder derfor overfor min datter, hustru og svigerforældre, for at jeg altså har klattet penge væk på tant og fjas. Hvad der dog er, om muligt, endnu værre, er, at jeg røg op til flere cigaretter. Jeg er således offentligt ansat og reelt ville det være slet og ret utilgiveligt frås med offentlige midler, men jeg vil sige til mit forsvar, at jeg bummede smøgerne af en ven som er privat ansat og endog i et andet land. Men jeg arbejder i en kommune, som indfører totalt rygeforbud  i arbejdstiden i 2015 og allerede nu føler jeg mig som en rigtig dårlig rollemodel, idet jeg har siddet og røget offentligt. Jeg har naturligvis gået til bekendelse overfor min nærmeste chef, som dog ikke vil rejse en personalesag, men jeg er blevet tilbudt et rygestop-kursus.

Jeg står naturligvis til rådighed for yderligere spørgsmål

søndag den 13. oktober 2013

onsdag den 9. oktober 2013

De laver mad

De laver mad på DR1.
De laver mad på DR2.
De laver mad på TV2.
De laver mad på TV3, Plus og Puls.
De laver mad på Kanal 4.
De laver mad på Kanal 5.


fredag den 4. oktober 2013

Lærerens dag

I anledning af at det åbenbart er Lærerens dag i dag

Det er lærerens dag i dag.
Det er min chefs dag i dag.
Det er pølsemandens dag i dag.
Det er jobkonsulentens dag i dag.
Det er skorstensfejerens dag i dag.
Det er sminkøsen fra TV2's dag i dag.
Det er slagteren i Kvickly i Buddinges dag i dag
Det er førtidspensionisten nede på bænkens dag i dag.

søndag den 29. september 2013

Boligjagt ll/Nutidens Unge

Og så stor jeg der en søndag formiddag lidt før 10 helt uden tømmermænd yderst fornuftigt påklædt og skal med min lille familie ud og kikke på boliger og føler mig som en karakter fra en TV2-sang fra dengang de var gode. Jeg mangler bare en Toyota  Corolla og at vi skrev 1984.

lørdag den 28. september 2013

Top 5 - København

I anledning af dagens lokalderby mellem Brøndby og FCK en hastig top 5 over sange, hvor byen og dens lokaliteter benævnes:

1. Gasolin: Langebro
2. Love Shop: Fuck min højdeskræk
3. John Mogensen: Sidder på et værtshus
4. Sods: Copenhagen
5: Olesen-Olesen: Eik Skaløes Plads

fredag den 27. september 2013

14 måneder

Du kan spise med ske (men Emma Gad ville næppe være glad).
Du kan kysse drengene, så de er våde helt op til ørerne.
Du kan lære vennerne i vuggestuen at sige Hej.
Du kan stå og klappe på samme tid. Stort nummer!


tirsdag den 24. september 2013

Tirsdags Top 10 - Gangway

Mon ikke det var i P4 i P1, at jeg første gang stødte på Gangway? I hvert fald var Gangway et af de første bands, jeg dyrkede, som spillede en hel anden musik end Depeche Mode, Erasure og Yazoo, som i en periode havde været de musikalske helte på teenage-værelset. Det var britisk-inspireret popmusik, som Gangway stod for, og jeg gætter, at en anmelder har namedrppet The Smiths som reference, hvorefter jeg kastede min kærlighed på dem... Men i de sene teenageår kom Gangway jævnligt på det lille Aiwa-anlæg, når hovedet havde brug for en pause fra Martin Hall og Joy Division. Og i dag er Ganway et af de bands, der på suveræn vis står distancen, fordi der er tale om popsangskrivning på luksus-niveau.
Der blev flere gange mumlet om at et gennembrud i England lå lige rundt om hjørnet, men det blev vist aldrig til mere end at My Girl and Me (eller var det Once Bitten, Twice Shy?) blev Single of the Week i Melody Maker. Interessant tankeeksperiment: Kunne de have drevet det længere, hvis i dag var 1987? Anyways, dagens top 10 er en hyldest til et af vore allerbedste popbands nogensinde.

1) Blessed By A Lesser God
2) Strawberry Coat
3) Yellow
4) Biology
5) Everything Seems To Go My Way
6) Once Bitten, Twice Shy
7) The Party Is Over
8) Go Go Go
9) Sitting In The Park
10) My Girl And Me

søndag den 22. september 2013

Søndagsidyl i b-mol

Bleposer bæres væk, mens ørerne er fulde af Bowie, der spiller den ægte brit-pop i en gammel BBC-optagelse.
Boliginspektion i bero grundet sovende barn.
Bluser i blid brise på altanen.

tirsdag den 17. september 2013

HEJ!

Anna i et sjældent tavst øjeblik.     
 
Annas ordforråd består indtil videre af en række lyde forældrene mener at kunne dechifrere som "mor", "far",og  mam, som kan betyde både "jeg er sulten" og oftest "jeg er tørstig". Men først og fremmest kan Anna sige Hej. Og her har vi altså at gøre med et ord, som kan betyde en del forskellige ting. Om morgnen eller når man vågner af en lur, betyder det i første omgang, hej, jeg vågen, og når det råbes højt er meningen helt klar: Jeg vil op NU. På gaden bliver mange forbipasserende råbt an med et Hej, og jeg tror altså, at der lidt blær involveret, som Anna lige skal vise, at en lille pige sagtens kan tale. At man så ikke kan andre ord er en uvæsentlig detalje. Da vi for nylig var ude på en længere togtur blev der sagt hej en 20-30 gange til et par kvinder, der tydeligvis godt kunne bruge arbejdsro, men vel nærmest syntes, det var lidt uhøfligt ikke at svare det kære barn. Efter at Anna havde været optaget af andre ting i nogle minutter og kvinderne forsøgte at snakke lidt sammen, råbte hun HEJ!!! med en absolut gennemtrængende stemme, og nu var betydningen klart: Har I da fuldstændig glemt min eksistens. 
Vi ser frem til hvad det næste ord bliver. Man kunne håbe på Ja og frygte Nej.
 

søndag den 15. september 2013

Når en mand må afsted

Når en mand må afsted, skal du bare lade ham gå.
Han har brug for at sidde og glo lidt ud i det blå.
Eller for at sidde på en bar, hvor ingen kræver svar.
Smile til den søde servitrice, og få sig et par øl, hvilken lise.

Hvis en mand må afsted lidt for tit, skal du sige: Nu vil jeg med!

onsdag den 11. september 2013

10 gode Hug

I dag fylder en af vores allerbedste sangere, Lars H.U.G., 60 år. Og i den anledning er her 10 favoritter:

Havets blå (med Kliché)
Oppenheimers formiddag (med Kliché)
Vent
Passager (Rus og fald. Syn)
Hvor går vi hen
Kysser himlen farvel
Desertøren
Elsker dig for evigt
Sæsonen er slut
September

Og så kom der jo også et par engelsksprogede albums, som jeg har det helt ok med, de danske sange er altså bare lige et par klasser over.

tirsdag den 10. september 2013

Verdens dejligste T

Du bager kager som smager
af fløde og glæde.

Du vil til Grønland og se på isen fra slæde.

Og det hele kommer sikkert til at ske
tænker jeg og smiler over verdens dejligste T.

lørdag den 7. september 2013

Virkeligheden i Nordvest

Til Peter H. Olesen

Virkeligheden findes stadig i høj grad i Nordvest:
På en bænk på Frederiksborgvej, hvor eftermiddagsbranderter hygger sig i solen.
I Grundtvigskirkens smukke vanvid af mursten.
På en legeplads hvor småbørnsforældrer smalltalker, mens deres afkom parallelleger.
I en lejlighed hvor jeg hører lidt surmulerrock og nyder livet.

onsdag den 4. september 2013

Livet i sandkassen

Pigerne skændes om hvordan sandslotte skal bygges.
En mor forsøger at mægle.
Drengene deler territoriet  i legehuset ligeligt imellem sig.
Anna kikker på.

onsdag den 28. august 2013

tirsdag den 27. august 2013

mandag den 26. august 2013

Verdens bedste sensommerferie

Vi ligger bare her en tidlig formiddag på en dobbeltseng i en ferielejlighed i Nordtyskland og holder verdens bedste sensommerferie. Familiens yngste medlem får sig en lur og vi har forlængst fået frisk brød til morgenmad takket være det lille supermarked med brødudsalgs børnefamilievenlige åbningstider. Og nu ligger jeg og læser en roman med det klassiske indhold: en dreng vokser op i nærheden af en større by i et land i Skandinavien. Og i et andet spor af romanen: manden er blevet voksen og far. Jeg kan spejle mig i begge handlngstråde. Men nu er der en lille dame, der råber Hej ude fra gangen, hvor hendes tremmeseng står. Og nu er min underholdning slut og begyndt på en og samme tid.

fredag den 16. august 2013

Ferieøl

Astra, Bitburger, Erdinger, Franziskaner, König Ludwig Dunkel, Köstritzer, Paulaner Hefe Weissen, Salvator, Schneider Weisse.

mandag den 29. juli 2013

Boligjagt

Den lille familie triller en tur rundt i nabolaget for at inspicere en ejendom med lejligheder, som potentielt kunne være interessante for os. I en ejendom lige ved siden af lyder fra et åbent vindue, en høj, nærmest messende stemme, der gentagne gange råbe-synger "take me higher". Det er klassisk Nordvest, tænker jeg, og alligevel gætter jeg på, at vi slår os ned et andet sted. Så fortsættelse følger måske...

lørdag den 27. juli 2013

1 års fødselsdag/Kærlighedsdigt

Det er når du vågner og råber Hej klokken 5.37. en lørdag morgen.
Det er når store dele af bleens indhold er kommet godt op af ryggen.
Det er når du hviner af fryd over at se dine venner ovre i vuggestuen.
Det er når du charmer passagererne i linje 66.
Det er når 80 % af din aftensmad ligger nede på gulvet,
Det er når den sidste godnatsang er sunget og du rejser dig op i tremmesengen og kyler sutten ned på gulvet igen og igen.
Det er når du sover sødt, og jeg bruger oceaner af tid i vaskekælderen på at hænge dit mikrotøj op.
Det er når du klynker lidt om natten og lige skal have sutten for at falde til ro igen.
At jeg elsker dig allermest.


fredag den 19. juli 2013

Autosvar

Jeg er ikke til stede i øjeblikket.
I hvert fald ikke rent mentalt.
Jeg drømmer om evige sjusser på fortovscafeer. Jeg drømmer om at læse murstensromaner om liv og død (skulle man genlæse Lykke Per?). Jeg drømmer om eftermiddagshygge på kølige hotelværelser. Jeg drømmer om Lissabon og Gudhjem uden for mange turister.

mandag den 15. juli 2013

Gruppetto

Mens Froome og Fuglsang sover længe på et hotelværelse i Frankrig sidder jeg i min egen lille gruppetto på Søborg Hovedgade. Tidsgrænsen er ikke et problem i dag, tænker jeg svedende og ihukommer den gode engelske vending "Another day at the office".

onsdag den 10. juli 2013

Søborg Hovedgade Hyldest

Du kan få målt dit blodtryk og tjekket din sædkvalitet.
Du kan drikke dig en kæp i øret og gå tværs over gaden og få lavet en tatovering.
Du kan gå i skole, gå på biblioteket og gå til rygestopkursus.
Du kan holde for rødt igen og igen.
Du kan handle discount eller føle dig mondæn i Irma.
Og allerbedst: Du kan bestille pizza i selveste Fontana di Trevi. Så hvad skal man dog til Rom efter?

fredag den 5. juli 2013

Fuldt hus

Min far ville være fyldt 70 år den 16. juli i år. I den anledning er her en tekst om hans meget passionerede forhold til bøger.

Der stod altid en flyttekasse eller to med bøger inde på fjernsynsværelset i mit barndomshjem. Bøgerne var enten just ankommet fra et loppemarked, hvor min far havde købt dem for meget få kroner stykket, eller var på vej ud i bilen, som altid var en Citroën,  hvor de skulle præsenteres for en stribe antikvariatindehavere i Nordsjælland og København, som forhåbentlig ville give lidt mere for dem, end min far havde gjort. Men hobbyen med at købe og videresælge antikvariske bøger havde ikke profit som fokus. For der var jo netop tale om en hobby, noget man gør for sjov. Og jeg har min far stærkt mistænkt for, at han, alt andet lige, (han hadede den vending), syntes, at det var lidt sjovere at købe bøgerne end at sælge dem. For hjemmet blev, som årene gik, bogstaveligt talt indvaderet af bøger. Det skyldtes selvfølgelig i høj grad at min far arbejdede som forlagsredaktør og senere bogklubschef på Gyldendal. En frynsegode var, at man vist stort set kunne få alle de Gyldendal-bøger man ville have. Og min far holdt sig ikke tilbage med at slæbe udgivelser hjem til det lille parcelhus. Ikke fordi han var grisk (og Gyldendalbøgerne måtte og blev naturligvis ikke solgt videre), men han havde interesse for enormt mange emner og redigerede i øvrigt selv bøger om alt fra fostervandsprøver til fodbold, og intereserede et emne ham, skulle hjemmet selvfølgelig have et genereøst udvalg. Ydermere byttede eller fik min far ofte bøger foræret af bekendte, der arbejdede hos andre forlag og så blev der altså suppleret op med bøger, der blev købt på loppemarkeder eller måske i genbrugsbutikker og ikke lige stod overfor at skulle videresælges. Hjemmet kom derfor naturligt nok til at fungere som et lille bibliotek, hvor venner der fx skulle en tur til Firenze kunne låne et par bøger om netop denne by, eller venner der skulle anlægge et stauderbed i haven kunne finde inspiration i en af hans mange havebøger.

* * *
Bøger fylder jo. Og ved min fars pludselige død for godt 7 år siden fyldte de temmelig meget i hjemmet: Bryggerset var der så vidt jeg husker ingen decideret bogreol, men på gulvet kunne godt stå en lille kasse bøger på vej ind eller ud af huset. I køkkenet hang der selvfølgelig et par små reoler med kogebøger. I stuen lå der altid et par bogstabler på sofabordene. Og så var der 2-3 reoler primært med bøger om musik, film, ballet og kunst; min far var på mange måder et usnobbet menneske, men havde en vis fetisch for finkultur. Stuen havde i øvrigt huset et par reoler mere, men disse var blevet nedlagt, da min mor fik gennemtrumfet, at der også skulle være plads til en brændeovn. Midt i huset var et rum, der blev kaldt "den store gang". I dette rum var der blevet plads til 4-5 bogreoler. Et par af reolerne indeholdt dansk skønlitteratur - primært førsteudgaver og en del eksemplarer med dedikationer fra forfatteren. Og så var der et par reoler med litteratur om historiske emner. Badeværelse og toilet havde næppe overraskende ingen reoler, men på toilettet lå der ofte henover den lille radiator et katalog fra et antikvariat. I et lillebitte rum, der oprindeligt havde været entré, og primært fungerde som viktualie-rum, var der også presset en enkel bogreol ind, så vidt jeg husker stod der mest gamle børnebøger i den. I gæsteværelset stod primært krimier, men vist også bøger om fx. psykologi. I det føromtalte fjernsynsværelse fyldte reoler hele den ene væg. Her stod bl.a. havebøger samt fx bøger om sport. I mine forældres soveværelse stod en hel del antikvariske bøger, bl.a. en del udenlandsk skønlitteratur. Og i værelset overfor, der af naturlige årsager hed computerværelset, stod der et par små reoler med de allermest sjældne bøger; førsteudgaver af store danske digtere og andet litterært guf.
* * *

 "Har han selv læst alle bøgerne?" spurgte vennerne selvfølgelig, og jeg kan ikke rigtig huske, hvad jeg svarede i min barndom, men det korrekte svar var naturligvis et rungende NEJ. Min far læste rigtigt mange bøger, men de fleste i manuskriptform, bøger der altså slet ikke var blevet til bøger endnu, men blot var en stabel a4 papirer som enten skulle vurderes ift. hvorvidt de var udgivelsesværdige eller som oftest læses mhp. at give en konstruktiv kritik. Bøgerne på reolerne stod der bare; ikke til blær men helt sikkert til pynt. Og jeg er klart blevet smittet af denne del af passionen, for findes der noget smukkere end en stor bogreol med bind i alverdens farver? 


* * *
På et tidspunkt måtte min far tage konsekvensen af, at der efterhånden ikke kunne presses flere bøger ind i det lille parcelhus, selv om han langsomt havde annekteret væggene i først mit storebrors og siden mit barndomsværelse. Han lejede derfor et stort rum på mine gode ven, Jespers, forældres gård, som lå et par kilometer fra mine forældres hjem. Rummet havde karakter af lager ift. det lillebitte antikvariat, han i vintermåneder drev i Tisvildeleje. Byen var allerede da min far drev butik der i begyndelsen af dette årtusinde gået hen og blevet en ret mondæn badeby, så det var paradoksalt, at han drev butik der om vinteren. Jeg tror, at huslejen var den 5-dobbelte om sommeren og det ville kræve at man havde åbent hver dag, bare for at huslejen skulle tjenes ind, gætter jeg på. Og min far havde først og fremmest forretningen for sjov og havde således kun åbent nogen timer i weekenden. Det lille butiksvindue var altid originalt pyntet og op mod jul, var der naturligvis kun røde bøger udstillet. Et par kendte tv-personligheder og tegnere hørte til kundekredsen, men min far satte ligeså stor pris på at sælge en bog om fynske jernbaner til en tog-original.

* * *
Som fattig ung danskstuderende skulle man tro, at det en kæmpehjælp at have en far med en så stor adgang til bøger, og det var det da også langt henad vejen. Sjældne bøger blev hurtigt skaffet og naturligvis foræret til mig. Men her stoppede det jo ikke, for når min forældre besøgte mig på mine oftest meget små studenterhybler havde min far altid minimum en lille papkasse med bøger som han mente ville være nærmest uomgængelige for at gennemføre studiet. Og så stod man der med en antologi med oversat (dog) afrikansk poesi eller en fagbog fra 1960'erne om didaktik indenfor danskfaget, som man ikke helt vidste, hvad man skulle stille op med. Tilbageforæringer var ikke en velkommen gestus, men i sjældne tilfælde det bedste alternativ til affaldsskakten.  
* * *
Man kan godt trække på smilebåndet af ovenstående anekdote, men det illustrere nok meget godt min fars mildest talt alsidige indkøbspolitik, når han kom hjem fra endnu et loppemarked med et fyldt bagagerum. Han havde en urokkelig tro på, at der fandtes købere til bøger om ALLE emner, og derfor måtte han naturligvis være i besiddelse af et bredt udvalg af bøger om alle emner. I hans sidste leveår havde han en lille webshop, hvorfra salget faktisk endte med at gå meget godt. Havde han levet endnu gætter jeg på, at webshoppens succes ville have medført, at lageret voksede sig endnu større. For tænk nu hvis en stamkunde pludselig stod og efterlyste en bog om andelsmejeriernes historie eller en antologi med polske noveller fra 1970'erne. Så ville det jo være godt at kunne levere den inden for få dage. Men når det er skrevet, så ville det nu være hyggeligt om han lige kom forbi med en kasse med kogebøger til T, en bunke billedbøger til Anna og måske et par bøger om øl til mig. Og jeg er sikker på, at han har et velholdt eksemplar af Bibelen klar oppe i himlen, hvis Gud nu pludselig blev i tvivl om hvordan han skabte verden.


fredag den 21. juni 2013

Sommerfest i Nordvest

Der er sommerfest i en vuggestue i Nordvest. Vejret er varmt, så pædagoger og forældrer konkurrerer om hvem der kan flashe de flottste tatoveringer. På en bænk sidder en far, der kunne ligne en, der driver et pizzeria i Husum. På bænken skråt overfor ham sidder en anden far, der kunne ligne en jobkonsulent fra Gladsaxe kommune, med sin datter på skødet og får sig en kold bajer. Sidstnævnte ser lidt træt ud, men iøvrigt ganske tilfreds med tingenes tilstand.

søndag den 16. juni 2013

Opsummering

Fik et barn.
Livet ændrede sig.
På en måde.
Til det bedre.

mandag den 27. maj 2013

Dagene løber som heste

Du kan vinke og klappe og hvine i fryd.
Du kan fortærre et måltid næsten uden hjælp og overlader trygt den efterfølgende rengøring til dine tjenestefolk.
Du tror at ordet sandkage skal tages bogstaveligt.
Du kan underholde buspassagerer i San Francisco.
Du kan rive drengene i håret.
Du kan kan møve fremad, når sutten er inde for rækkevidde.
Og lige om lidt kan du gå. Og lige om lidt skal du i børnehave, og i skole.Og dagene løber som heste, som en god digter engang skrev.

fredag den 3. maj 2013

Ideer til sætlisten

Love Shop spiller i Tivoli i aften, og de er på trods af tabet af de uerstattelige Hall og Hassig et glimrende liveband. MEN selv som forholdsvis trofast fan kan man altså godt savne noget variation i deres sætliste. Der er stort set de samme sange fra bagkataloget, der går igen på de seneste turneer. Så her kom input til sættet. Regel: et nummer fra hvert album, som ikke har været på sætlisten længe.

1990: Radio Kalundborg
DK: Hun er stadigvæk en lille pige
Billeder af verden: Skudt ned
Go!: (og, den er så altid generøst repræsenteret i sættet...) Aluminium Go
Det løse liv: Birgittelyst
Anti: Yugo Star
National: Carpenters
Frelsens Hær: Lyset er for dig

tirsdag den 30. april 2013

Vodka & Studenterbrød.

Vi hænger ud på Utterslev Torv. Anna ligger i barnevognen og får sig en lur. Jeg sidder i den ene ende af en meget lang bænk og får mig et studenterbrød. En mand sætter sig nede i den anden ende af bænken, han er på min alder - måske lidt yngre - og halvdårligt klædt som mænd herude i NV oftest er. Han har en plastikpose i hånden. Jeg forudser, at han vil hive en øl op af posen. Men det er en flaske vodka han trækker frem. Da jeg kort efter kikker henimod ham, er han på vej væk fra bænken. Jeg tænker, at det ikke er fair.

fredag den 26. april 2013

Snapshots og strøtanker fra San Fracisco

GIANTS stod der med store bogstaver henover sweatshirten på et par overdimensionerede mennesker, måske de prøvede at ligne spillerne fra byens berømte baseball-hold, kunne man tænke. Men generelt ligner San Francisco-borgerne ikke klichéen på den junkfoodfede amerikaner. Man spiser ellers godt i byen. Vi indtog oftest frokost ude, og et af de allerbedste måltider vi fik var en umanerligt velsmagende burrito som vi fik på en lille snask, der lå i et kvarter, hvor der stort set ingen turister kom, men hvor medarbejderne på de nærtliggende arbejdspladser (primært kontorer, gætter jeg på) indtog deres daglige frokost. Vi måtte prøve sodavandene på nedenstående billede, men de smagte mildest talt kunstigt.
Det var vores første store rejse med Anna, og det gik generelt over al forventning. Når man har et blebarn og skal være væk fra basen i nogle timer skal man jo pakke udstyr somom der var Indlandsisen, der skal forceres, men det vænner man sig efterhånden til... Og de i fovejen rimeligt udadvendte amerikanere gik helt i selvsving over at se en smilende baby med sunde ,runde kinder. Så Anna kom op på skødet hos en stor mand i bussen og fik lokket smilet frem hos hjemløse. Jeg blev dog antastet af en ældre dame, som gav mig det råd ikke at få flere børn end to, da uddannelse er så dyrt. Da hun fik at vide at uddannelse er gratis i Danmark (indtil Liberal Alliance kommer til magten...) trak hun dog sit råd tilbage.
Selv om Anna var glad for at møde de lokale, satte hun også pris på hjemlig hygge, så her er vi i en rolig stund - læg i øvrigt mærke til faderens flotte t-shirt!
Jeg bliver aldrig den store naturmand, men den californiske natur er altså lækker og billedskøn. Man kunne godt drømme sig til et fedt job i Silicon Valley og en villa på landet, men nu forholder det sig sådan at mine it-kundskaber er på det, der med et meget pænt ord hedder "brugerniveau".
Vi nåede også at overvære ca. 1/2 time af en football-kamp på Stanford University. Så vidt vi fik indtryk af, var der tale om en træningskamp mellem universitetets forsvar og angrebskæde. Jeg fattede stort set ligeså meget af hvad der foregik på banen, som jeg ville have gjort efter at have lyttet til et polsk radiospil, men det var nu meget sjovt, og jeg har fået lyst til at vide mere om sporten.

De gode San Francisco-borgere er nogle helt usædvanligt venlige og hjælpsomme mennesker. Der blev sagt "please", "sorry" og "have a nice day" i et væk, og blot man skulle købe et par postkort var anledning nok til at ekspedienten ville small-talke og selvfølgelig selv havde været i København. Og når vi kom stavrende ind i bussen bærende hhv. baby og klapvogn, rejste folk sig straks op, så i hvert fald den med Anna på armen kunne få plads. Denne hensynsfuldhed og "der skal være plads til alle"-mentalitet kan jeg godt savne i København, hvor det bare gælder om at komme forrest i køen (og jeg er ikke selv for god). Til gengæld var der virkelig mange hjemløse på gaden og også folk med helt konkrete fysiske handicaps så ud til at gå for lud og koldt vand. Jeg tvivler fx på at manden på nedenstående billede, der netop havde pakket sit mildest takt hjemmelavede trommesæt, der blandt andet bestod af stegepander ud, havde adgang til en varm seng og et brusebad hver morgen. Han fik nogle mønter af os, og jeg sidder egentlig og fortryder at han ikke fik en halvstor seddel i stedet.

Men ellers er der intet at fortryde. Jeg har fået mod på at rejse mere med Anna - gerne i USA - og så må man måske engang tage Disneyland med i købet.

Tak til Erik og Morten, der sendte gode seværdighed- og spise/drikketips via Facebook - vi fik desværre ikke mulighed for at tjekke mange af dem ud. En endnu større tak til Celia, Karl og Mikael for husly og hyggeligt samvær.
Og billederne har den gode T selvfølgelig taget.

Liverpool Top 10

Poeten, musikeren, sangeren, fighteren, bloggeren (en stor inspiration for undertegnede) og ikke mindst hardcore Liverpool-fan, Jens Unmack, har fødselsdag i dag. Og i den anledning har jeg har lavet en top 10 over yndlingssange med Liverpool-kunstnere:

1. Beatles: Across the Universe
2. Echo & The Bunnemen: Silver
3. Julian Cope: Charlotte Anne
4. The Lightning Seeds: Marvellous
5. Echo & The Bunnyme: Show of Strength
6: Beatles: She Said, She said
7: Boo Radleys: I Hang Suspended
8: Julian Cop: Fear Loves This Place
9: A Flock Of Seagulls: I Ran
10: The Farm. Groovy Train

fredag den 5. april 2013

Top 10 i amerikanske bands

Som udgangspunkt er jeg primært anglofil hvad musiksmag angår. Men det er jo ikke fordi, der ikke bliver lavet god musik i USA og i anledning af min lille families snarlige ferie derover kommer 10 bud på amerikanske yndlingsbands

10: Beach Boys
9: Sonic Youth
8: The National
7: Lambchop
6: Fleetwood Mac
5: Velvet Undergrond
4: Talking Heads
3: Pixies
2: Steely Dan
1: R.E.M.

tirsdag den 2. april 2013

Tegnsprog

På en af altanerne i ejendommen overfor står en ung mand og gør mærkelige fagter. Jeg tænker om han taler i mobiltelefon, men fagterne er simpelthen for vilde. Han er sikkert ikke helt rigtig i hovedet, tænker jeg og får lidt medlidenhed med ham. Da jeg går helt hen til vinduet, opdager jeg at der er en kvinde på en altan et par etager længere nede, som han kommunikerer med på tegnsprog.

lørdag den 30. marts 2013

Ølhunden glammer

Hunden (er ikke hunderace-ekspert) Oluf fotograferet til den årlige familiepåskeforkost.

torsdag den 28. marts 2013

Hipsterne i Nordvest

Hipsterne i Nordvest er benhårde, hardcore hipstere.
Hipsterne i Nordvest har ikke fjollede overskæg som hipsterne på Vesterbro. De har derimod flotte, frodige fuldskæg.
Hipsterne i Nordvest går i smalle, mørke jeans og stilsikre sneakers.
Hipsterne i Nordvest studerer Film- og medividenskab på KUA eller Performence Design på RUC. Tror jeg.

onsdag den 27. marts 2013

8 måneder

Du kan brokke dig højlydt over absolut ingenting og flirte med ældre mænd på Nørrebrogade.
Du kan smage forskel på frugtgrød og brocolli og ved godt, hvad du foretrækker.
Du kan møve dig bagud rundt i voldsomt tempo og lokalisere din sut i søvne.
Og nu er formiddagsluren slut og husfreden brudt.

fredag den 22. marts 2013

Brev fra banken

Banken lukker og sender sjofle breve til sine kunder:
Banken nede på hjørnet er lukket og nærmeste filial med kassebetjening ligger nu i Langbortistan. Det koster fremadrettet 1000 kr. i gebyr at hæve penge i kassen, til gengæld kan du ganske gratis ringe til vores telefonsvarer. Alt dette gør vi for at optimere vores service. Hav en fortsat god dag.

tirsdag den 19. marts 2013

Yndlingsaversionen overrasker

Jeg har mildest talt aldrig været den store Kashmir-fan. Selv om jeg mest var til Psyched Up Janis, da grungebølgen med kun en lille smule forsinkelse rullede over landet i begyndelsen af 1990'erne, havde jeg det egentlig ok med Kashmirs dygtigt spillede funkrock. Faktisk blev det først for alvor problematisk, da Eistrup og co lavede "The Good Life". Der var tale om Radiohead-light og Eistrup sang überselvhøjtideligt. Men albummet blev et kommercielt gennembrud og betragtes som en klassiker i dansk rock. Ifm næste album, Zitilites, blev der gudhjælpemig lavet en hel film om dets tilblivelse. Så vidt jeg husker handlede den en del om at Kasper Eistrup ledte efter inspiration og jeg tænkte at han kunne gøre i hvert fald mig en tjeneste ved at skifte erhverv, hvis han alligevel ikke vidste, hvad han havde på hjertet. Kashmir lukkede dog ikke biksen og fik sågar selveste David Bowie til at gæsteoptræde på det efterfølgende album, hvor de numre jeg husker var mere støjrock-orienterede, hvilket var et fremskridt, men rigtigt fedt blev det ikke. Trespassers udkom for et par år siden, og det jeg hørte var den sædvanlige omgang selvhøjtidelige klynk, men var som sædvanlig en stor begivenhed i rock Danmark. Igen blev albummet ledsaget af historier om Eistrups jagt på inspiration, der så vidt jeg hukser havde ført ham til et længere eksil på en svensk ødegård... Jeg havde altså ingen intention om at høre blot en strofe fra det nye Kashmir-album, hvis det kunne undgås. Da en af mine Facebookvenner, den glimrende musikjournalist og -forfatter, Jan Poulsen, skrev et par meget pæne ord om deres nys udkomne album, besluttede jeg at give singlen Seraphina én chance. Og nu er jeg gået hen og blevet meget begejstret. Produktionen er langt luftigere end Kashmir classic, Eistrup tager hele og ikke halve chancer med sin vokal; sangen er ikke en klassisk ørehænger men meget iørefaldende - ikke helt ulig hvad Mew præsterede på deres første albums. Lyt til den her.

tirsdag den 12. marts 2013

Babyrim

Hirsegrød og øllebrød og lasagne på glas.
Ligger godt i bleen - det mobile das.

torsdag den 7. marts 2013

Guilty Pleasure

Produktion  er alt for mainstream efter min smag, den akustiske guitar i starten af nummeret synes planket fra Oasis "Wonderwall", stemmen irriterer mig en smule og teksten er ikke stor poesi, men fungerer dog. Alligevel er det altså en fejende flot popsang - Rasmus Walters Endeløs.

tirsdag den 5. marts 2013

Mikroverden

Vi hænger ud på Utterslev Torv. Jeg spiser den medbragte madpakke og lytter til den blide trafikstøj og betragter en hundeluftende mand med cowboyhat, der professionelt tjekker om der gemmer sig pant i skraldespanden. Du ligger i din barnevogn og får en tidlig eftermiddagslur. Jeg tænker at du er i din egen mikroverden, men det er vist det, man inden for psykologien kalder en projektion (bortset fra at der jo ikke er noget galt med at være i en mikroverden). For for dig må verden synes så uendelig stor, mens jeg jo tøffer rundt i min egen lille Nordvest-verden.

tirsdag den 26. februar 2013

Pladeforretningsblues

Jeg savner Street Dance Records i Vestergade med det store udvalg af Depeche Mode maxisingler i flerfarvet vinyl.
Jeg savner Gry Records i Lars Bjørnsstræde, hvor jeg købte min allerførste New Order lp.
Jeg savner den anden Gry-forretning som var mørk og hyggelig og lå nede i Sankt Peders Stræde.
Jeg savner Sex Beat Records som lå langt ude på Istedgade og hvor jeg købte min første piratplade, som var med Joy Division og i tvivlsom lydkvalitet, men det skal den slags plader jo være.
Jeg savner Snog Rock, der lå nede i et par kælderlokaler i Lavendelstræde og hvor indehaver spillede i et band, der ikke var det helt store, men som vist varmede op for selveste Sort Sol en gang imellem.
Jeg savner Play it again Sam ude på Gammel Kongevej, hvor man kunne købe Martin Hall-plader til en yderst fornuftig pris.
Jeg savner Candy Records på Fælledvej, hvor den søde inderhaver, Jan, fortalte røverhistorier og vistnok bød på joints ude i baglokalet, men vi røg ikke hash og var ikke stamkunder...
Jeg savner Van Rock i Odense, hvor der på Smiths-maxisinglerne var påklistret en mærkat med den respektindgydende tekst  LAGERFØRES IKKE I DANMARK.
Jeg savner Smøgens Pladebar i Hillerød, hvor jeg købte den allerførste legendariske maxisingle med Electronic.
Jeg savner sågar TV-Centret i Helsinge, hvor vi hang ud i mellemtimerne i gymnasiet, på trods af det på alle måder ringe udvalg.
Og jeg savner min lokale cd-pusher på Frederikssundsvej som lukkede sidste efterår.

torsdag den 21. februar 2013

tirsdag den 19. februar 2013

Tirsdags top 5 - Nick Cave & The Bad Seeds albums

Jeg hører til de mange, der ikke har været begejstrede fra for Nick Caves flirt med garagerocken (eller hvad pokker vis skal kalde det) på hans albums med hhv. Grinderman og det forrige med Bad Seeds. Men det jeg har fået hørt fra hans seneste album lover godt, og det må være på sin plads med en top 5 over mine favoritalbums:

1) The Boatman's Call
2) Tender Prey
3) Kicking Against The Pricks
4) Henry's Dream
5) The God Son

fredag den 15. februar 2013

Skål

Her sidder jeg så en fredag aften med god musik i ørerne (Elbows Build a Rocket Boys!, hvis det kan interessere nogen) og Bombay Pale Ale i glasset og er nu endelig kommet i gang med at skrive et blogindlæg om øl. Måske bliver stilen lidt mere slingrende end den plejer, jeg skriver ellers aldrig under indflydelse af alkohol, men det ville jo nærmest være blasfemi ikke at drikke øl, mens man skrev om emnet.
I mange år var øl noget jeg drak for at blive fuld, beruset, eller noget jeg drak, fordi det passede til anledningen: et par (eller flere) koncert-øl, et par øl i Parken med FCK-drengene. Jeg drak Carlsberg, Tuborg, discountøl fra Netto og Fakta og i ny og næ en weissbier, hvis det virkelig skulle være avanceret. Og guldøl hvis jeg skulle være hurtigt stiv eller føle mig rockandroll-agtig.
Men for vel et par år siden fik jeg foræret bogen "50 øl du skal smage før du dør" og blev da først for alvor opmærksom på ølverdens mange genrer. Og ja, det er en kliché, men i dette tilfælde en god kliché: en ny verden åbnede sig for mig. Jeg begyndte at købe øllene fra bogen og blev sjældent skuffet. Det er altså sjovere at drikke en porter, der giver varmen, som var det hård spiritus, end en grøn Tuborg. Det gode ved ølinteressen er også, at den bogstaveligt talt kan nydes i små mængder, hvílket er meget smart, når man er blevet far og ikke har mulighed for at føjde rundt  byen i tide og ikke mindst utide. Øl er med andre ord blevet et nydelsesmiddel i ligeså høj grad som et rusmiddel. Ak, ja... MEN (og nu hælder jeg det sidste pale ale i glasset) jeg kan godt savne, at nogle af  udgiverne af de udmærkede ølblogs, jeg forholdsvis trofast læser, skriver lidt om det faktum, at man jo bliver påvirket af ½ liter stærk øl. Det kunne være befriende, hvis beskrivelsen af smag, mundfølelse, skum m.m. bare en gang ímellem blev suppleret med et par ord om rusen i øllen, jeg sidder fx her og føler mig på én gang afslappet og opstemt efter 40 cl god øl på 6,5 % alkohol, og jeg vil hævde at 1½ Hof ikke havde haft samme effekt!
Til sidst må det være på sin plads med et par links til et par af de blogs jeg læser fast. Først og fremmest skal min gode cyberspaceven, Martin Petersens blog Stovt fremhæves. Stovt beskæftiger sig i særdeleshed med stout/porter og bliver i øjeblikket nærmest dagligt opdateret. Bloggens emnekreds er lidt smal, hvilket dog mere end opvejes af det faktum at den er aldeles velskrevet. Fremhæves må også Kajs ølblog. Den gode Kaj skriver om al slags øl og har fx en række ret morsomme indlæg om spritterøl!
Og nu er der ikke mere øl i glasset.

mandag den 11. februar 2013

Dig & mig (en slags kærlighedsdigt)

Du er god til at snakke, jeg er god til at stave.
Jeg falder ofte i staver, du får noget fra hånden.
Du laver dejlig mad, jeg er ikke kræsen.
Du planlægger ferier.
Ellers kom vi sjældent længere væk end Utterslev Mose.

lørdag den 9. februar 2013

Musikalsk opdragelse ll

"Skal hun ikke høre noget børnemusik?" spørger T . "Nej" siger jeg lidt vrissnet og skruer op for Fleetwood Macs legendariske Rumours-album. For vi er kommet langt bagud med Annas musikalske opdragelse, og Rumours er uomgængeligt pensum. Jeg må så acceptere, at hun bliver badet under sidste del af albummet og derfor ikke helt får nærlyttet til den dystre drughymne (så vidt jeg forstår) Gold Dust Woman, der afslutter albummet.
I morges, mens T sov, hørte vi Steely Dans Aja-album.  Jeg er sikker på at de vellydende toner var årsagen til, at hun generelt har været i godt humør i dag.
Men der findes jo også en helt anden 1970'er-lyd, så næste lektion bør helliges Bowie og Kraftwerk.

tirsdag den 5. februar 2013

Haiku Extreme

Da jeg for et par dage siden lavede følgende statusopdatering på Facebook:
Ble, sutteflaske, ble,
foreslog min gode ven, fortælleren, genrebetegnelsen Hailu Extreme. Og selvfølgelig var teksten inspireret af den japanske lyrikform, der består af tekster på blot 17 stavelser, fordelt på 3 linjer med hhv. 5, 7 og 5 stavelser.
Og hverdagslivet som småbørnsfar kan ofte skrives ned i ganske få ord, som denne opdatering:
Grin, gråd, grød.
Men også øjeblikke fra mit, skal vi kalde det, mere uforpligtende ungdomsliv kan resumeres i 3 ord:
Værtshus, rafling, stripclub
eller
Fadøl, joints, rockandroll

Slut. For. Nu

søndag den 3. februar 2013

Paul Auster Top 3

Har netop opdaget at en af min yndlingsforfattere, Paul Auster, fylder 66 år. Jeg er først og fremmest begejstret for hans evne til at skrive om tunge emner i en alvorlig tone, men i et letflydende sprog og med et drive, der gør at de fleste af hans bøger er fængslende. Og i min bog er hans allerbedste bøger:

1) Leviathan
2) Moon Palace
3) Vinternoter

lørdag den 2. februar 2013

Sætliste

Fredag aftens sætliste på Tøjmestervej indeholdt denne perlerække af klassikere:

Sur, sur, sur
Jeg gik mig over sø og land (kort version)
Bjerget i skoven
Mester Jacob
Lille Lise (forlænget version med hjemmelavede vers)

søndag den 27. januar 2013

Tillykke med det ½ år

Du kan fylde en blespand næsten ligeså hurtigt, som du kan bunde en sutteflaske.
Du kan grine og sige sjove lyde.
Du kan bøvse som en gammel havnearbejder.
Du kan hoste med sutten i munden.
Du kan spise gulerodsmos med hele ansigtet.
Du kan charme patienter på Herlev Hospital og ældre damer i Magasin.
Og om ½ år er du ét år.
Som tiden dog går.

søndag den 20. januar 2013

Helte

Dan Turèll, Søren Ulrik Thomsen, Helle Helle, Jørgen Leth, Henrik Nordbrandt, Martin Hall, Jens Unmack, Bernard Sumner, Lee Hazlewood, Neil Tennant, David Bowie, Paul Auster o.m.a.

mandag den 7. januar 2013

Natteliv

Du vækker os midt om natten med dine hjemmelavede lyde. Det er godt at vide, at du lever, og godt at en sut er alt, der skal til for at få dig til at falde til ro igen. Men når seancen så gentager sig 5 minutter senere er det det, der på jysk hedder en smule træls.

fredag den 4. januar 2013

F

Det er fredag den fjerde i første, og jeg køber et par frysepizzaer i Føtex, men ville meget hellere sidde på et torv i Firenze og drikke Frascati. På den anden side ville jeg dog hellere stå her ved frysemonteren i Føtex end i et fodgængerfelt på Frederikssundsvej med en Fine Festival.

tirsdag den 1. januar 2013

Et kik i krystalkuglen

Det er den 1. januar, og jeg gætter på at flaskeautomaten nede i Fakta er brudt sammen, og at Helle Thorning har den alvorlige mine på i aften.