onsdag den 31. december 2008

Hav et forrygende nytår

Skjorten er strøget, slipset er bundet. Men for lissom ar få lidt modvægt har jeg et tonstungt reggeabeat og Bikstok Røgsystems tilrøgede rim i ørene. Og så er det vel bare tilbage at ønske min eksklusive læserskare et forrygende nytår.

søndag den 28. december 2008

Det lyttede vi til i NV i 2008

Har som den semimusiknørd jeg er altid læst lister over årets plader/cd/dowloads (whatever) med stor interesse. I gamle dage kendte jeg de fleste titler på fx NME og Melody Makers lister, men det er næppe tilfældet i år. Man er jo i de seneste år blevet både doven og svær at imponere. Jeg har dog via myspace og youtube forsøgt at tjekke de mest hypede navne ud og her dermed fået øjnene op få gode nyere udgivelser og (gen)opdaget sublime gamle.
Så nedenstående liste er ikke min ”årets cd-liste”, men bare hvad jeg mest har lyttet til i 2008:

Prefab Sprout: Steve McQueen
Pladen blev udgivet i 1985 og opdaget af denne signatur 23 år senere. Særligt de første 5 sange (hvad der vel mon svare til vinyludgavens side 1) er en række dejlige popsange med et diskret jazztouch. En gruppe som Gangway har tydeligvis lyttet meget til Prefab Sprout. Steve McQueen anbefales til alle sande popvrag.

Spleen United: Neanderthal
Neanderthal lyder bare tæskelækker fra første til sidste gennemmanipulerede beat.

Peter Sommer: Til Rotterne Til Kragerne Til Hundene
Peter Sommer er bitter og synger dybere end han plejer. Det klæder ham.

Michael Møller: Every streetcar’s got a name
Gode, enkle sange. Fede tekster. Glimrende at vaske op til. Og så kunne T også godt lide den.

Sune Rose Wagner: Wagner
Som altid har Sune Wagner et stensikkert greb om sine æstetiske virkemidler, og så synes jeg egentlig, at hans meget primitive rim på dansk passer godt til hans musikalske retrounivers; verden var ligesom lidt mindre indviklet førhen.

fredag den 19. december 2008

Byens lys

En kvinde ryger en cigaret ved busstoppestedet.
De aflange, digitaliserede bogstaver på 6A fortæller, at bussen kører til Rødovrehallen.
Gadebelysning op ad Tagensvej så langt øjet kan se.
Blå neon: ”Thomas Højlands Auktioner ” på Lygten.
Et rundt skilt ved en kiosk på Borups Allé reklamerer for Carlsberg (men man har ikke så frygtelig meget lyst til en pilsner kl.7.49).
12 lyskryds.

onsdag den 17. december 2008

Kortprosa

Pissetræt. Træt af pis.

mandag den 15. december 2008

Dagbog

Var på arbejde fra kl. 8.26. til 16.09. Man er jo ansat i kommunen - så længe det varer. Først på aftenen kom min mor kom på besøg, og T diskede op med et par lækre italienske retter, hvor særligt kogt rødspætte og pesto var en lækker kombi. Selv om jeg var til en endog meget våd drengekomsammen lørdag aften og egentlig var blevet enig med mig selv om at holde drikkepause et par dage, var det umuligt ikke at drikke et par glas hvidvin, når der jo alligevel skulle noget i maden.
Jeg fik i dag af min gode veninde L tilsendt et såkaldt frieksemplar af Martin Halls dagbogsoptegnelser fra den netop overståede tjans som dommer i Talent 2000; jeg så kun ét program og følte mig dårligt underholdt. Til gengæld er bogen indtil videre ret sjov. Pudsigt at den gamle avantgardehelt, Hall, er rigtig god til at skrive ret nøgterne dagbogsoptegnelser.
Nå, tilbage til bogen og så kan jeg da lige høre Belle & Sebastian igen.

mandag den 8. december 2008

Selvfølgelig ville jeg meget hellere...

Selvfølgelig ville jeg meget hellere være blevet hjemme i dag. Så kunne jeg have trisset rundt hele formiddagen og drukket kaffe og lyttet til Grethe & Jørgen Ingmann, og måske ville jeg så lige have færdiggjort den kæmpestore opvask, jeg ikke helt nåede i går. Og jeg ville have fået mig en kold pilsner til frokosten.
Eller endnu bedre: Jeg ville være 5 år igen og blive passet hjemme hos min morfar og mormor og fået kakaomælk til morgenmaden, og jeg ville have kedet mig en smule, mens en stemme læste fiskerinoteringerne i radioen.

torsdag den 4. december 2008

Farvel farmor

Vi skal lige igennem det: Min farmor døde i går morges. Mæt af dage i en alder af 90 år. Et stilfærdigt liv, der egentlig lignede så mange andre kvinders liv fra hendes generation. Først ung pige i huset i pæne advokat- og dyrlægehjem, senere proper og pligtopfyldende husmor. Og så mange år som enke. Men i min verden var hun først og fremmest en sensationelt god farmor, der indtil det allersidste lavede gode klassiske danske retter, der bare smagte nøjagtig som de skulle.
Farmor boede i Odense igennem hele min barndom, og hun havde også boet der med min far og farfar nogle år i 1940’erne. Min far holdt (måske) derfor med OB, og det samme gjorde jeg. Og som det selvopofrende menneske hun var, tog farmor tit med mig på stadion indtil jeg blev stor nok til at tage derud alene. Ved en af kampene fik hun en temmelig beruset nordmand som sidemand, men farmor tog det med knusende ro og svarede høfligt på hans fuldemandssludder.
De gode minder hober sig op i mit hoved, men jeg tror ikke, at jeg har lyst til at dele dem med andre end brormand over et godt glas portvin.

mandag den 1. december 2008

Skål


Aalborg lignede så nogenlunde sigselv. Der var begyndt at ske ting & sager med stort kulturhusbyggeri – Nordkraft – nede ved havnen. Og forretningerne og cafeerne i Midtbyen var blevet en tand mere tjekkede end dengang jeg dagligt flanerede rundt i byen. Men værtshusene var heldigvis, som de altid har været og de kompenserede alle for de stigende ølpriser ved hele tiden at have dobbelt-op. Og særligt Tempo på Vesterbro, godt proppet med stamkunder, en lettere stegt bartender og en jukebox med dejlige værtshus-schlagere, var det perfekte sted at opbygge en gedigen brandert. Så det gjorde vi.

tirsdag den 25. november 2008

Hyldest til Østbyen

Jeg skal på en såkaldt drengetur til Aalborg i weekenden. Tilbragte de første fire år af min studietid deroppe. Og hold kæft hvor især den første tid var underlig. Selv om der ikke foregik særligt meget fornuftigt i mit hoved dengang (men i hvilket 21-årig mands hoved gør der det?), havde jeg dog fattet, at SU’en ikke rakte langt. Og jeg lejede derfor i de første måneder et loftsværelse i Østbyen (I Aalborg opererer man konsekvent med termerne, Øst, Vest- og Midtbyen) til den nette sum af 900 kr. om måneden. Så havde jeg til gengæld også en tidligere tugthuskandidat som genbo, mens der i naboopgangen, hvor det nærmeste toilet lå, boede en mystisk personage ved navn Finn Madsen, der – så vidt jeg kunne regne ud - havde et mindre harem af grønlandske kvinder som logerende.
I nabolaget lå bl.a. en kæmpe pornoforretning ved navn Kima Video (fedt navn), mens den lokale bager havde det mindre fede navn, MacBager. Til gengæld solgte de rosinboller til 1. krone stykket. Men så måtte man også finde sig i, at bagerpigerne, når man bad om at få ”en rosinbolle” konsekvent spurgte ”skal det være med eller uden rosiner”. Jeg troede således i begyndelsen, at lokalbefolkningen var lettere debil – mens de lokale (måske med god grund) mente, at jeg var en overlegen københavnersnude. Efter noget tid fandt jeg heldigvis ud af, at der både fandtes sympatiske og intelligente ålborgensere. Og jeg glæder mig enormt meget til at komme derop igen. Måske man lige skulle smutte forbi MacBager efter en rosinbolle, med rosiner.

torsdag den 20. november 2008

Ikke kun i Nordvest

Flere læsere har givet komplimenter til denne blogs titel. Så det må absolut være på sin plads nu at indrømme, at jeg aldrig havde fundet på at kalde min blog Virkeligheden findes kun i Nordvest, hvis ikke jeg haft kendskab til Olesen-Olesens aldeles fine sang ”Ikke kun i Nordvest”. Jeg er for øvrigt ret sikker på, at jeg var til stede ved uropførelsen af sangen. Hvis jeg ikke tager meget fejl, spillede Olesen-Olesen den første gang til en koncert i Pumpehuset i efteråret 1998. Og Peter H. Olesen dedikerede sangen til sangeren Per Kristensen og forfatteren Jan Sonnergaard. Og netop Sonnergaard brillerede jo ved i sin første novellesamling, Radiator, at skrive noveller om triste indebrændte mænd, der boede herude i 2400 NV. Så hermed, efter venlig tilladelse fra tekstforfatteren selv:

Ikke kun i Nordvest
[Tekst: Peter H. Olesen/Musik:Henrik Olesen]

Målløs, mundlam, nærmest stum
Råvild, rastløs, tæt på dum
Står i naturen og må holde min kæft
Virkeligheden findes ikke kun i Nordvest

Står i idyl og mangler ord
Farvel symboler, farvel metaforer
Står i et landskab, dansk guldalderlyrik
Ser alting ligne sig selv på en prik

Let i sindet, mæt af sol
Højsommerdag i havestol
Sidder på plænen, kigger op i det blå
Lykkelig over alt det jeg ikke kan forstå

Fattet, fåmælt og lykkelig
Tanketom og træt, tæt på fri
Står i et landskab, sjællandsk zen
Ser alting begynde forfra igen og igen

Ser alting begynde forfra igen og igen

Fra albummet Der er brev fra onkel Bob i Amerika (Midget Records 2000)©MELODIKA I/S - PETER H. OLESEN & HENRIK OLESEN

onsdag den 19. november 2008

Tre Top 3-lister

Tre raske top 3 lister

Drengenavne
1)Anton
2)Jakob
3)Henry

T er desværre ikke så begejstret for Henry – noget med en sur skoleinspektør fra folkeskolen. Og nej, der er ikke børn på vej.

U2-plader
1) Achtung baby
2) The Unforgetable Fire
3) Boy

Danske cykelhelte
1) Rolf Sørensen
2) Bjarne Riis
3) Jesper Skiby

mandag den 17. november 2008

En sidste tak til Hilmer

Den dansksprogede pop i firserne var virkelig et hæsligt bekendtskab – tænk blot på Dodo & The Dodos, Sanne, Lis og ikke mindst Onetwo (bandnavne var man heller ikke for gode til i de år!), mens Lars HUG nærmest ene mand måtte stå for originalitet og kvalitet på den scene. Og det var Hilmer Hassig, der var HUGs vigtigste medspiller på alle hans dansksprogede plader. At få sparket kvalitet ind i den danske firserpop var måske i virkeligheden Hassigs allerstørste bedrift. Tak for det, og tak for alt.

søndag den 16. november 2008

Farvel Hilmer

Havde planer om at skrive en blogtekst om et ganske hyggeligt emne. MEN nu har jeg netop erfaret at Hilmr Hassig, der mest af alt er kendt for at være love shops unikke guitarist og producer, i nat døde i en trafikulykke på Frederiksberg.
Hassigs guitarsound var, særligt på de første love shop plader, aldeles skøn, og jeg vil altid forbinde klassikeren En nat bliver det sommer med Hassigs smukke, Jørgen Ingmann-inspirerede, guitarspil
At Hilmer Hassig nu er død er meningsløst og forfærdeligt, og jeg kommer til at savne ham og sender tanker til hans familie og venner.

fredag den 14. november 2008

Bog rimer ikke på messe

For første gang nogensinde skal jeg ikke til bogmesse i Forum i år. Tror dog næppe at jeg kommer til at savne det. Bøger skal læses i lænestolen, i toget, i smug på kontoret eller i sengen, men på messer tager de sig dårligt ud. Og forfattere er et fint folkefærd, jeg kender flere fornuftige eksemplarer. Imdlertid er det Suzanne Bjerrehus, B.S. Christiansen, Prins Henrik og Stig Tøfting, som har været superstars ved tidligere messer, men forfattere bliver de sgu aldrig…

mandag den 10. november 2008

A pro pos

I morgen sender DR2 kl.21.30. en portrætfilm om Dan Turéll. Filmen hedder Så kort og mærkeligt livet er. Den er instrueret af Anders Østergaard, der for et par år siden lavede en rigtig fin film om Gasolin.

lørdag den 8. november 2008

Hyldest til hverdagen?




Her den anden dag var jeg en tur på biblioteket i Bragesgade på Nørrebro. Vidste ikke helt hvad jeg havde lyst til at læse – har i meget langt tid haft en tendens til at kikke efter alt andet end romaner – og faldt over en bog med interviews med en række af Dan Turélls venner og samarbejdspartnere.
Bogen giver et glimrende portræt af et menneske, man med en fortærsket kliché roligt kan kalde ”en éner i dansk litteratur”.

Jeg har altid været fascinerede af Dan Turéll som figur. Han var i sin samtid meget kendt, hvilket ikke er særligt mange danske forfattere forundt (at de fleste forfattere måske er meget tilfredse med at ”ukendthed” er deres skæbne er så en helt anden historie). At Turéll blev så berømt var, som jeg ser det, på en spøjs måde samtidens skyld. Turéll var nemlig et meget festligt indslag i en meget ufestlig tid. Den danske mand i halvfjerserne var som jeg erindrer det en trist post-hippie, der havde halvlangt hår, gik elendigt klædt og lyttede Erik Grip og Sebastian. Og så dukker denne figur op i bybilledet og på tv-skærmen med kronraget isse og sort neglelak! Litterært bryder han stort igennem med Vangede Billeder han er i mange år en meget læst klummeskriver i Politiken og får succes som krimiforfatter med Mord-serien.

Få måneder før sin død udgav Turéll sammen med musikeren Halfdan E en cd med titlen Pas på pengene, hvor Turéll reciterer sine digte til Halfdans E melodiske lyd-kollager. Særligt teksten "Hyldest til hverdagen", som oprindeligt udkom i i bogform i 1984, blev et hit.
Digteren Peter Laugesen fortæller i interveiwbogen, at såvel Poul Nyrup som Pia Kjærsgaard i en serie i Politiken om ”Danmarksbilleder” havde fremhævet digtet. Og Laugesen fortæller i forlængelse heraf: ”I ”Hyldest til hverdagen er der for eksempel en linje, der handler om at afstemme sit checkhæfte. Det kan godt være, at Dan en gang imellem har afstemt sit checkhæfte, men generelt er den slags billeder bare en drøm, han har. I virkeligheden står han udenfor. Og i forhold til sådan et billede som han laver i digtet, levede han hele sit liv som en udstødt, en klassisk bohéme.”
Det er jo helt klassisk at digter-jeget er helt forskelligt fra det menneske, der reelt står bag teksten. Min mosters mand gik i sin tid i skole med en søn af forfatteren Finn Søeborg, der i 1950-60’erne blev meget populær på at skrive humoristiske romaner og noveller, og Søeborg var privat angiveligt et surt løg, og sådan kan man utvivlsomt blive ved…
Men tilbage til Turélls semikanoniserede digt, som jeg, i lighed med Laugesen, tror, repræsenterer en drøm, en drøm som Poul og ikke mindst Pia ville ønske var virkelighed. For tænk lige to sekunder over følgende linje:
”den lille hurtige på den lokale
når vi alle mødes med indkøbsposerne og tørrer sved af panden –”
Og nu spørger jeg bare til sidst, hvornår har du sidst været nede på den lokale bodega efter Netto-turen en trist torsdag eftermiddag?

Den omtalte bog hedder Onkel Danny Fortalt og er skrevet af Lars Movin og Steen Møller Rasmussen.
Hyldest til hverdagen stammer fra Dan Turélls digtsamling Kom forbi, der udkom i 1984

mandag den 3. november 2008

José og Kylie

Har netop hørt José Gonzales udmærkede coverversion af Hand on your heart, men tror nu nok, at jeg foretrækker originalen med Kylie Minogue.

fredag den 31. oktober 2008

Lettere surreelt

Har været ude og se på vielsesringe med T i dag. Jeg kan godt lide ordet vielsesring. Og nu kommer jeg i tanke om hvorfor: ordet indgår i et digt af Søren Ulrik Thomsen, som jeg sætter stor pris på.


Tandlæge. Gravsted. Vielsesring

- til Michael Strunge

Da jeg kom var det efterår, med da jeg gik fra tandlægen, var det blevet vinter. Jeg standser foran butikkernes ruder og smiler bredt til mit eget spejlbillede, så mine nye guldtænder lyner fra kæbernes lyserøde mørke, og jeg ligner en gammel nazist på film. I nekrologerne skrev de, at sådan måtte det jo gå, men jeg vil ikke være med til at give din død en mening, som alene er livets. Jeg køber en rose og leder efter din grav. ”Jeg savner dig,” siger jeg og synes, du smiler – men det er jo bare noget, jeg bilder mig ind. Her står jeg med mine første grå hår og mit ønske om en vielsesring. Og der er du, et sted mellem alt for meget jord og alt for meget himmel. I mit urolige hoved

Digtet indgår i digtsamlingen Nye digte, der udkom i 1987

søndag den 26. oktober 2008

En dårlig turist


Torsdag 9.oktober hoppede vi igen på Den Transsibiriske Jernbane. Men det tog vi nu kom med var af en ganske anden beskaffenhed, end det vi havde været med fra Moskva. Vi fik en 1. klassekupe, hvor der udover to køjer også var en lænestol, desuden var der adgang til et toilet med bruser, som vi kun behøvede at dele med nabokupeen. Og vore medpassagerer var nu ikke længere russere, der brugte toget til transport, men næsten udelukkende europæiske turister. Det var lige før, at jeg begyndte at savne vores gamle ven, generalen. T var dog af en ganske anden opfattelse, og vi nød luksussen, som vi jo egentlig havde regnet med allerede havde været tilgængelig fra Moskva.
Da vi vågnede fredag 10. oktober havde vi nu udsigt til et kinesisk landskab, der bød på langt mere afveksling end Mongoliets golde og øde ørken. Der var bjerge, ris- og ikke mindst majsmarker og i det hele taget masser af liv langs banestrækningen. Først på eftermiddagen begyndte vi at rulle ind i Beijings forstæder og kl. ca. 14 nåede vi Beijing Railway Station (hvad den kinesiske titel er tillader dette tastatur ikke at skrive). Vi var af den klare opfattelse, at vort rejseselskab havde sørget for, at vi ville blive afhentet på banegården, hvorfor vi begyndte at spejde efter en person med et skilt med vores navne på eller vort rejseselskabs. Men ingen dukkede op, hvilket ærligt talt bekymrede undertegnede en smule. Også fordi vort hotel lå et område, som blev omtalt som Far east… Dog var der jo ikke andet at gøre end at hoppe på en taxa. Heldigvis var taxachaufføren her, bogstaveligt talt, lidt med selvkørende, end ham vi stødte på i Mongoliet. Så han ringede til hotellet, og tyve minutter senere og ca. 30 kroner fattigere nåede vi hotellet.

De såkaldte oplevelser, som vi alle sammen jagter rundt efter, når vi er på ferie, var der naturligvis en masse af under vores dage i Beijing. Men jeg er og bliver en dårlig turist. De historiske facts om Den forbudte by, Sommerpaladset, Den kinesiske trappe og hvad vi ellers så i Beijing bundfælder sig kun i begrænset omfang hos mig. Så hvis man ønsker at få viden om Beijing og omegns mange smukke turistattraktioner, skal man straks surfe væk fra denne blog. Derfor gjorde det mig heller ikke så meget, at vores lokale guide var mindst lige så interesseret i at høre om livet i Danmark, som hun var i at fortælle om seværdighederne i Beijing. Ligeledes var hun meget optaget af tilværelsens mere romantiske dimensioner, så hun krydsforhørte os om hvordan og hvornår vi havde mødt hinanden, og hun var tydeligvis misundelig på, at to mennesker kunne bo sammen i en stor lejlighed, uden at det behøvede at være ægteskab eller børn involveret. Selv boede hun dels hos sine forældre, der boede langt væk fra byen, og dels hos sin tante, der så vidt vi forstod boede i en lille hutong på 20 kvm.

Selvfølgelig var det en oplevelse at gå på Den kinesiske mur, og efter blot 20 minutters vandren op af de meget uensartede trappetrin begyndte det at tynde ud i de horder af turister, der besøgte muren. Og Den forbudte by er imponerende og stor. For ikke at tale om gravene med terrakota-krigerne som vi rejste en hel nat for at se. Men det bedste er altså efter min smag bare at hænge ud, drive rundt og opleve helt hverdagsagtige ting som at få vasket tøj på det lille vaskeri over for vores hotel, hvor tøjet blev tørret på bøjler i loftet af lokalet. Eller at bevæge sig ud i trafikken, der bliver styret både af moderne lyssignaler og af betjente der dirigerer trafikken, hvilket bestemt er nødvendigt, da kineserne bevæger sig rundt i trafikken, som om de havde ni liv – men det har de måske også. I hvert fald betød grønt lys, at man minimum skulle kikke sig for to gange, før man gik over vejen. T mente, at vi skulle leje cykler, men jeg erkender blankt, at min dødsangst simpelt hen oversteg mit mod. Trafikken forekom mig for voldsom og kaotisk, men kineserne cyklede selv fermt ind og ud mellem biler og mere tung trafik.

I Kina spiser de faktisk ikke hunde – i hvert fald var det ikke på menukortet på de restauranter, vi frekventerede. Til gengæld kunne man et sted få serveret tyrepenis som kødgarniture til den i forvejen ret specielle ret, Hot Pot, hvor man bliver bænket ved et bord med et gasblus i midten. Man får så serveret en suppe, der bliver varmet op på blusset, hvorefter en tjener, når suppen koger, fylder kød og grøntsager ned i suppen og efterfølgende øser de op på ens tallerken. Det lyder måske meget tilforladeligt, men denne ret blev lige en tand for eksotisk efter min smag.
På en anden restaurant så vi levende fisk sprælle rundt på restaurantgulvet, mens vi selv holdt os til lokale klassikere som Peking and og stuvede spare ribs.

På mange områder er Beijing en meget moderne storby med tusindvis af skyskrabere, McDonalds på hvert andet gadehjørne og en velfungerende metro. Samtidig støder man dog på mange fænomener, man aldrig ville se i København. Fx går der gamle mennesker rundt i parkerne og fejer bittesmå arealer med sivkoste. Superineffektivt, men på samme tid et rørende syn. De så ud til at være stolte og glade for deres job. Og så hørte man ofte en hakkende lyd, der stammede fra en kinesisk mand, der samlede sammen til at levere en ordentlig snotklat på nærmeste fortov.
I det hele taget foregår der enormt meget liv på gaden. Der bliver spist nudler og alskens andre sager på alle tider af døgnet, og nogle frisører havde simpelt hen deres salon på fortovet, ligesom vi så en kvinde vaske sit hår på et fortov, foran den restaurant, hvor hun arbejdede, eller måske endog indehavede.

Og nu, nu sidder jeg og kikker ud på regnvejret, der har varet hele dagen og jeg er helt sikkert glad for at være hjemme i 2400 NV og høre evergreens på DR’s netradio og drikke en stilfærdig kop neskaffe. Men jeg længes nu efter at sidde med T i en park en lun eftermiddag og se en ældre kinesisk mand opføre sit helt eget karokeeshow for de publikum, der tilfældigvis kommer forbi.


lørdag den 25. oktober 2008

Uland(d) Bator




T mente efterfølgende, at det var min ide, at vi selv skulle finde fra banegården til vores hotel, der bar det lovende navn, Hotel Dream, men sådan husker jeg det nu ikke... Under alle omstændigheder fandt vi det bykort, vi havde downloadet fra Lonely Planet frem, så snart vi nåede til Ulan Bator. Vi var dog ikke gået mange meter i det mildest talt kølige vejr, før vi erfarede, at man ikke bruger det velkendte latinske alfabet på gadenavnsskiltene, så vi blev hurtigt lidt usikre på, hvor vi helt præcist befandt os. Bedre blev det ikke af, at vejret slog over i slud, så jo mere vores bykort blev trukket frem, jo mere ulæseligt blev det. Og de lokale vi forsøgte at stoppe, havde absolut ikke lyst til at hjælpe os, formodentlig kunne de ikke et ord engelsk. Foran en afdeling af byens univesitet kom vi i kontakt med en venlig studerende, der fortalte os, hvor på kortet vi befandt os, men samtidig anbefalede os at tage en taxa. Men dels var vi lidt utrygge ved taxikørsel i denne for os helt ukendte by – og vi havde ingen lokal valuta- og dels var vi nu blevet stædige. En halv time senere, da vi traskede rundt på noget, der mindede om en ringvej, og sludden nu var blevet til decideret sne, prajede T en taxa. Chaufføren forstod dog ikke engelsk og kunne heller ikke læse latinske bogstaver, så han begyndte bare at køre rundt på må og få i byen. Pludselig prajede han en kvinde i et kryds og fik hende ind i bilen. Til alt held havde vi telefonnummeret på hotellet, så hun ringede til dem og fik efterfølgende givet vores chauffør en effektiv kørevejledning. Desuden fik vi at vide af hende, at taxaturen ville koste den nette sum af 2 dollars… Da vi nåede frem havde vi ikke mindre end 10 dollarsedler men vi syntes, at taxachaufføren havde fortjent en god slat drikkepenge. Og jeg har sjældent oplevet at drikkepenge er faldet i så god jord.

Hotel Dream gjorde i indretning virkelig et habilt forsøg på at ligne en mainstream 3-stjernet hotel, men elevatoren virkede ikke, og det viste sig, at der skulle gå en hel del timer, før det varme vand virkede på vores værelse.

Senere samme dag bevægede vi os igen ud i byen. Og de mange år hvor Mongoliet havde haft, hvad historiebøgerne kalder, ”et tæt samarbejde med USSR” havde sat et stadig tydeligt aftryk på mange planer. Byen fremstår fattig og nedslidt. Dagen efter var vi således på nationalmuseet, hvor vi bl.a. så dinosaurus-fossiler, og museet tog sig ud, som et dansk museum ville have set ud i 1970’erne – altså ingen computere eller andre interaktive medier, hvilket for så vidt var ret befriende, men museet var desværre også helt nedslidt, og det trængte overalt til maling.

Da vi ville veksle penge i en bank – rejsebøgerne havde anbefalet at man tog dollars med – ville personalet kun veksle nogle af vores sedler, og vi blev ikke helt kloge på hvorfor nogle sedler angiveligt duede og andre ikke. Til gengæld gik vi derfra med langt over 100.000 af den lokale valuta på lommen. Så vidt jeg husker hvad der svarede til ca. 120 dollars, og for disse kunne vi leve som konger og dronninger i de næste to døgn. Det viste sig, at man for hvad der svarer til ca. 40 kroner kunne få usædvanligt velsmagende bøffer, som i øvrigt blev serveret med en mindst ligeså velsmagende kartoffelmos til. Mums!

En af byens store attraktioner er et stort buddistisk tempel, der både har karakter af turistattraktion med alt hvad der til hører af souvenirshops med videre, og også som samlingspunkt/minimekka for buddister og bolig for de lokale munke. Et for os meget eksotisk indslag var, at der både inde i og uden for templet var opstillet en masse tønder, som folk gik rundt og gav et lille skub, så de roterede. Det måtte T og jeg naturligvis også prøve, men om vi via dette ritual hyldede Buddha eller måske ville få et langt et langt og lykkeligt ægteskab, blev vi aldrig kloge på.

Trance Sibirien




På grund af en fatal fejl fra vort rejseselskabs side havnede vi i en 2. klasses kupé. At rejse på 2. klasse burde i sig selv ikke være noget problem, men kupéerne er små og deles af fire, og vi havde derfor bestilt en 1. klasseskupé med det formål at have lidt privatliv. Men i stedet måtte vi altså dele kupe med hhv. Andrej og Mikhael. Sidstnævnte gav os næppe ét roligt øjeblik i de ca. 16 timer, han opholdt sig i kupéen. På trods af at hans engelsk- og tyskkundskaber begrænsede sig til enkelte brokker talte han konstant til os og vi fandt ud af at han var 57 år og general i den russiske hær. Da han erfarede, at vi kom fra Danmark underholdt han om sin kærlighed til H.C. Andersen, hvis eventyr han havde læst op for sine børn. En lille litterær snak har jeg som udgangspunkt intet imod. Problemet var blot, at han samtidig havde gjort et stort indhug i i Andrejs (ham vender vi tilbage til) medbragte flaske vodka, og mon ikke også han havde varmet lidt op inden… I hvert fald udviste han stor interesse for T, som han igen og igen forsøgte at berøre. Han blev meget fortørnet over, at vi ingen børn havde, og han tilbød derfor at forlade kupéen, så vi kunne komme i gang med at producere nogen, en akt han ønskede at være tilskuer til! Når toget stopper ved en station, er det ofte muligt at købe lidt mad og drikke på perronerne. Denne chance forsømte generalen selvsagt ikke at udnytte. Da vi fredag morgen havde fået os et par rolige timer i togets spisevogn (en vogn, der i øvrigt har denne her helt særlige østeuropæiske charme, både hvad angår indretning og køkken) og var vendt tilbage til vores kupé, var generalen i gang med sin morgenmad, som bestod af tørret fisk og vodka. Jeg og Andrej, fik, ligesom aftenen før lidt, eller rettere sagt, en del vodka med ham. Og idet generalen tydeligvis aldrig havde læst Emma Gad var kupéens lille bord hurtigt et kaos af spildt vodka og fiskerester. Umiddelbart efter sin morgenmad kom generalen i kontakt med en yngre kvinde fra nabokupéen, som han inviterede ind i vores kupé. Hun var tydeligvis imponeret over hans militære rang, og generalen forsøgte – dog uden held – at hælde vodka på hende og han gramsede samtidig lifligt på hende. Midt på fredag eftermiddag var toget nået til Perm og det var tid til at tage afsked med generalen. Vi fik begge et meget vådt kys på kinden, hvorefter generalen blev afhentet i af en laverestående militærperson i selve kupéen. Da generalen havde forladt kupéen indtraf, næppe overraskende, en mere rolig og afslappet stemning. Andrej viste os familiebilleder på sin bærbare computer, og vi spillede yatzy og kikkede ud på landskabet, der om fredagen mest bestod af spredt skov og bebyggelse, der for 90% s vedkommende så ud til at have kendt langt bedre dage. Om lørdagen vågnede vi op til synet af den såkaldte vestsibiriske lavslette, der nærmest er at sammenligne med en savanne uden dyr. Om aftenen nåede vi Novosibrisk, og det var tid til at sige farvel til Andrej. Og hvad var mere naturligt at fejre ankomsten til Sibiriens største by med et lille frieri? Heldigvis synes T at et kommende ægteskab er en god ide.




Fredag sen aften fik vi i Jekatarinaburg en ny medpassager i kupéen. En nydelig mand omkring de fyrre som Andrej, via fagter, fik forklaret ligeledes var militærmand, dog af lavere rang end vores gamle ven, generalen. Den nye militærmand var dog ikke så vodkaglad eller snakkende som generalen, hvilket han ærligt talt skal have tak for. Til gengæld havde han en mini bærbar computer med, hvor han så, hvad der må have været russiske sit coms. Hverken han eller Andrej talte engelsk eller tysk, men han fik dog udpeget på et kort, at han skulle af i Ulan Ude, som er sidste stop inden Mongoliet. Der stod han nu ikke af, men et par hundrede kilometer senere pakkede han sine ting sammen, og pludselig stoppede toget på Lars Tyndskids mark i Sibirien på et sted, hvor der absolut ingen station var, og vores rejsefælle steg ud af toget og blev afhentet af en menig soldat i jeep.

Fire et halvt døgn i tog er lang tid – og så alligevel ikke. Toget har jo – bogstaveligt talt – sin helt egen rytme, der har en dejlig beroligende effekt på undertegnede. En så lang togtur med så lange stræk uden stop (ofte er der ca. 5 timers kørsel fra stop til stop) er for mig langt mere afstressende end skovture eller meditationskurser. Mandag nat var den sibiriske trance dog slut, da vi passerede grænsen til Mongoliet. Og tirsdag morgen var vi nået til Mongoliets hovedstad, Ulan Bator.

Rejsenoter

T og jeg gav den for nylig som turister i godt to uger. Torsdag 2. oktober 2008 kl. 21.35 begyndte vi rejsen med Den Transsibiriske Jernbane i Moskva. Tirsdag 7. oktober kl. 8. stod vi af i Mongoliets hovedstad, Ulan Bator. Præcis to døgn senere tog vi toget fra Ulan Bator til Beijing, hvor vi ankom knap halvandet døgn senere. Vi opholdt os i Kina i 9 dage. Ovenstående er en rejseskildring om vores togtur. Når jeg får tid følger flere noter og, hvem ved, måske lidt illustrationer.

onsdag den 24. september 2008

2400 NV (1)

I går var jeg kun lige cyklet ind på Frederikssundsvej (og dermed officielt kommet ind i 2400 NV), da jeg så en lokal akrobatisk specialitet udfolde sig, nemlig øldrikning på cykel. Jeg har efterhånden boet en del steder i København, men det er kun herude i Nordvest, at jeg har set folk præstere at cykle og drikke øl på én og samme tid. I går var udøveren af disciplinen dog så fornuftig, at han – måske af sikkerhedsmæssige årsager - havde valgt at indtage en dåseøl. Til gengæld var der tale om en Elefantøl…

søndag den 21. september 2008

Hang the DJ

I nat dj'ede jeg en smule til en god vens bryllup. Var blevet lidt for vissen til at have helt styr på teknikken, men selv i ædru tilstand havde jeg næppe haft styr på de sager. Well, musikken er jo det vigtigste og her er hvad jeg trakterede med:

Echo & The Bunnymen: Lips like sugar
The Smiths: Panic
Elvis Presley: Suspicious minds
Blondie: Heart of glass
The Clash: Rock the cashbah
The Charlatans: The only one I know
New Order: Bizarrre love triangle
Depeche Mode: Photographic

torsdag den 4. september 2008

Müsli og Marinerede sild

I søndags var jeg endnu en gang inviteret til fødselsdagsbrunch, og jeg indrømmer uden at rødme særlig meget, at jeg åndede lettet op, da værten dagen før måtte aflyse pga. sygdom.
Jeg synes nemlig, at brunch er en kulinarisk bastard af de mindre heldige. Men jeg har opdaget, at det ikke at elske brunch faktisk er lige så kontroversielt at mene, som det er at mene at det er ærgerligt, at George Bush ikke kan blive genvalgt… Jeg vil dog insistere på, at brunchen er et vulgært måltid. Forklaring følger.

Overordnet er der to udgaver af brunchen: Brunchtallerkenen, som enhver cafe med respekt for sig selv (eller måske snarere mangel på samme) har på menukortet. Og brunchbuffeten. Sidstnævnte har jeg i den seneste tid ofte været udsat for, både på cafeer og hjemme hos folk. Og her er der jo ikke grænser, hvad der bliver sat på bordet: Klassiske morgenmadsprodukter som yoghurt, havregryn corn flakes, musli m.m. Diverse brød, rundstykker, croissanter, rugbrød. Pålæg og ost i diverse varianter, røræg, kogte æg, pølser, bacon. Frugt. Pandekager med sirup. Frugtjuice, kaffe og the. Og der er sikkert en masse jeg har glemt. Til gengæld glemmer jeg aldrig en brunchbuffet på en kro på Vestsjælland (men her var vi altså meget langt ude på landet), hvor man sågar havde stillet marinerede sild på bordet! Det er som om kulturer omkring disse buffeter er, at der ingen kultur er. Yoghurt og bacon. Røræg og musli. Smagssammensætninger som selv en kok med hang til fusionskøkkenet næppe vil bifalde. Men brunchbuffet er absolut ikke et måltid, der er skabt af eksperimenterende gastronomer. Det er en buffet, hvor der intet må mangel, hvilket som oftest betyder, at kvaliteten af de forskellige ingredienser er tvivlsom.

Men ligeså irriteret som jeg kan blive på selve måltidets uafgrænsede indhold, er jeg på det tidspunkt, man bliver inviteret til brunch på. Som regel er det ved 11-tiden. Og når man som jeg hverken er udpræget a- elle b-menneske betyder det, at man får dagen temmelig smadret. Der er nemlig ikke rigtig nogen kultur for, hvornår man kan tillade sig at forlade disse bruncharrangementer. Som regel trækker de ud til hen på eftermiddagen, hvilket betyder, at det meste af en lørdag eller søndag er gået med at sidde og bælle juice og spise yoghurt med bacon, mens man i sit stille sind sidder og drømmer om, at værten i stedet havde budt på et par gedigne stykker smørrebrød og en stribe kælderkolde pilsnere.

onsdag den 27. august 2008

Dagdrøm om NV

Har hele dagen haft en stilfærdig dagdrøm om at stå på den trøsteløse Tomsgårdsvej herude i NV og bare se de gule HT-busseer (der ikke længere hedder HT-busser) passere forbi i regnvejret.

mandag den 25. august 2008

Mig & Bob

Min Facebookven, Jakob, skrev i går på sin statuslinje i sin Facebookprofil, at han kun havde lyttet til Bob Dylan i de seneste dag. Og så var det, at jeg endnu en gang kom til at tænke på mit eget problematiske forhold til samme mand. Altså ikke Jakob, men Bob D. Tror at det skyldes den forgudelse som den såkaldte 68-generation har udsat den sagesløse mand for. Indtil for nylig var samtlige kultursektioners forsider ryddet, når Bob m. band kikkede forbi landet (men på det seneste har han været så meget i Danmark, at selv de mest garvede kulturjournalister har måttet holde pause fra essayskrivningen om ham). Min ambivalens bunder nok i, at jeg ikke er nogen ”tekstmand”. Jeg holder af en god melodi, et fængende riff og en god produktion, hvad enten den er vellydende eller skramlet. Men Bob skal tydeligvis primært høres pga. teksterne, som en hel generation altså har ophøjet til verdenskunst.
For nylig købte jeg Time out of mind, hvor jeg i særdeleshed holder af lyden på åbningsnummeret Sick of love. Men ellers har jeg altså svært ved at klare længere doser med onkel Bobs snøvlen ledsaget af musik, der er lige en tand for rootsbaseret efter min smag. Har dog en fornemmelse af, at jeg går glip af et eller andet. Måske nogen kan fortælle, hvordan man kan omvende en Bob-skeptiker?

søndag den 24. august 2008

Mere begyndelse

Skal lige blive fortrolig med denneher blog-ting. Og, ja. Jeg er blevet blogger flere år efter, at det var hipt. Holder nu ikke desto mindre meget af mediet. Håber at venner, bekendte eller blot tilfældigt besøgende får noget ud af at læse om verden set fra 2400 NV, hvor jeg bor med dejlig kæreste, rod, en stor pladesamling + et stk defekt grammofon, medlemskab af to fagforeninger, fire altaner, nul børn o.m.a.

lørdag den 23. august 2008

Begyndelse

Dette er min blogs allerførste ord. Flere følger.