T mente efterfølgende, at det var min ide, at vi selv skulle finde fra banegården til vores hotel, der bar det lovende navn, Hotel Dream, men sådan husker jeg det nu ikke... Under alle omstændigheder fandt vi det bykort, vi havde downloadet fra Lonely Planet frem, så snart vi nåede til Ulan Bator. Vi var dog ikke gået mange meter i det mildest talt kølige vejr, før vi erfarede, at man ikke bruger det velkendte latinske alfabet på gadenavnsskiltene, så vi blev hurtigt lidt usikre på, hvor vi helt præcist befandt os. Bedre blev det ikke af, at vejret slog over i slud, så jo mere vores bykort blev trukket frem, jo mere ulæseligt blev det. Og de lokale vi forsøgte at stoppe, havde absolut ikke lyst til at hjælpe os, formodentlig kunne de ikke et ord engelsk. Foran en afdeling af byens univesitet kom vi i kontakt med en venlig studerende, der fortalte os, hvor på kortet vi befandt os, men samtidig anbefalede os at tage en taxa. Men dels var vi lidt utrygge ved taxikørsel i denne for os helt ukendte by – og vi havde ingen lokal valuta- og dels var vi nu blevet stædige. En halv time senere, da vi traskede rundt på noget, der mindede om en ringvej, og sludden nu var blevet til decideret sne, prajede T en taxa. Chaufføren forstod dog ikke engelsk og kunne heller ikke læse latinske bogstaver, så han begyndte bare at køre rundt på må og få i byen. Pludselig prajede han en kvinde i et kryds og fik hende ind i bilen. Til alt held havde vi telefonnummeret på hotellet, så hun ringede til dem og fik efterfølgende givet vores chauffør en effektiv kørevejledning. Desuden fik vi at vide af hende, at taxaturen ville koste den nette sum af 2 dollars… Da vi nåede frem havde vi ikke mindre end 10 dollarsedler men vi syntes, at taxachaufføren havde fortjent en god slat drikkepenge. Og jeg har sjældent oplevet at drikkepenge er faldet i så god jord.
Hotel Dream gjorde i indretning virkelig et habilt forsøg på at ligne en mainstream 3-stjernet hotel, men elevatoren virkede ikke, og det viste sig, at der skulle gå en hel del timer, før det varme vand virkede på vores værelse.
Senere samme dag bevægede vi os igen ud i byen. Og de mange år hvor Mongoliet havde haft, hvad historiebøgerne kalder, ”et tæt samarbejde med USSR” havde sat et stadig tydeligt aftryk på mange planer. Byen fremstår fattig og nedslidt. Dagen efter var vi således på nationalmuseet, hvor vi bl.a. så dinosaurus-fossiler, og museet tog sig ud, som et dansk museum ville have set ud i 1970’erne – altså ingen computere eller andre interaktive medier, hvilket for så vidt var ret befriende, men museet var desværre også helt nedslidt, og det trængte overalt til maling.
Da vi ville veksle penge i en bank – rejsebøgerne havde anbefalet at man tog dollars med – ville personalet kun veksle nogle af vores sedler, og vi blev ikke helt kloge på hvorfor nogle sedler angiveligt duede og andre ikke. Til gengæld gik vi derfra med langt over 100.000 af den lokale valuta på lommen. Så vidt jeg husker hvad der svarede til ca. 120 dollars, og for disse kunne vi leve som konger og dronninger i de næste to døgn. Det viste sig, at man for hvad der svarer til ca. 40 kroner kunne få usædvanligt velsmagende bøffer, som i øvrigt blev serveret med en mindst ligeså velsmagende kartoffelmos til. Mums!
En af byens store attraktioner er et stort buddistisk tempel, der både har karakter af turistattraktion med alt hvad der til hører af souvenirshops med videre, og også som samlingspunkt/minimekka for buddister og bolig for de lokale munke. Et for os meget eksotisk indslag var, at der både inde i og uden for templet var opstillet en masse tønder, som folk gik rundt og gav et lille skub, så de roterede. Det måtte T og jeg naturligvis også prøve, men om vi via dette ritual hyldede Buddha eller måske ville få et langt et langt og lykkeligt ægteskab, blev vi aldrig kloge på.
Hotel Dream gjorde i indretning virkelig et habilt forsøg på at ligne en mainstream 3-stjernet hotel, men elevatoren virkede ikke, og det viste sig, at der skulle gå en hel del timer, før det varme vand virkede på vores værelse.
Senere samme dag bevægede vi os igen ud i byen. Og de mange år hvor Mongoliet havde haft, hvad historiebøgerne kalder, ”et tæt samarbejde med USSR” havde sat et stadig tydeligt aftryk på mange planer. Byen fremstår fattig og nedslidt. Dagen efter var vi således på nationalmuseet, hvor vi bl.a. så dinosaurus-fossiler, og museet tog sig ud, som et dansk museum ville have set ud i 1970’erne – altså ingen computere eller andre interaktive medier, hvilket for så vidt var ret befriende, men museet var desværre også helt nedslidt, og det trængte overalt til maling.
Da vi ville veksle penge i en bank – rejsebøgerne havde anbefalet at man tog dollars med – ville personalet kun veksle nogle af vores sedler, og vi blev ikke helt kloge på hvorfor nogle sedler angiveligt duede og andre ikke. Til gengæld gik vi derfra med langt over 100.000 af den lokale valuta på lommen. Så vidt jeg husker hvad der svarede til ca. 120 dollars, og for disse kunne vi leve som konger og dronninger i de næste to døgn. Det viste sig, at man for hvad der svarer til ca. 40 kroner kunne få usædvanligt velsmagende bøffer, som i øvrigt blev serveret med en mindst ligeså velsmagende kartoffelmos til. Mums!
En af byens store attraktioner er et stort buddistisk tempel, der både har karakter af turistattraktion med alt hvad der til hører af souvenirshops med videre, og også som samlingspunkt/minimekka for buddister og bolig for de lokale munke. Et for os meget eksotisk indslag var, at der både inde i og uden for templet var opstillet en masse tønder, som folk gik rundt og gav et lille skub, så de roterede. Det måtte T og jeg naturligvis også prøve, men om vi via dette ritual hyldede Buddha eller måske ville få et langt et langt og lykkeligt ægteskab, blev vi aldrig kloge på.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar