Yndlingsaversionen overrasker

Jeg har mildest talt aldrig været den store Kashmir-fan. Selv om jeg mest var til Psyched Up Janis, da grungebølgen med kun en lille smule forsinkelse rullede over landet i begyndelsen af 1990'erne, havde jeg det egentlig ok med Kashmirs dygtigt spillede funkrock. Faktisk blev det først for alvor problematisk, da Eistrup og co lavede "The Good Life". Der var tale om Radiohead-light og Eistrup sang überselvhøjtideligt. Men albummet blev et kommercielt gennembrud og betragtes som en klassiker i dansk rock. Ifm næste album, Zitilites, blev der gudhjælpemig lavet en hel film om dets tilblivelse. Så vidt jeg husker handlede den en del om at Kasper Eistrup ledte efter inspiration og jeg tænkte at han kunne gøre i hvert fald mig en tjeneste ved at skifte erhverv, hvis han alligevel ikke vidste, hvad han havde på hjertet. Kashmir lukkede dog ikke biksen og fik sågar selveste David Bowie til at gæsteoptræde på det efterfølgende album, hvor de numre jeg husker var mere støjrock-orienterede, hvilket var et fremskridt, men rigtigt fedt blev det ikke. Trespassers udkom for et par år siden, og det jeg hørte var den sædvanlige omgang selvhøjtidelige klynk, men var som sædvanlig en stor begivenhed i rock Danmark. Igen blev albummet ledsaget af historier om Eistrups jagt på inspiration, der så vidt jeg hukser havde ført ham til et længere eksil på en svensk ødegård... Jeg havde altså ingen intention om at høre blot en strofe fra det nye Kashmir-album, hvis det kunne undgås. Da en af mine Facebookvenner, den glimrende musikjournalist og -forfatter, Jan Poulsen, skrev et par meget pæne ord om deres nys udkomne album, besluttede jeg at give singlen Seraphina én chance. Og nu er jeg gået hen og blevet meget begejstret. Produktionen er langt luftigere end Kashmir classic, Eistrup tager hele og ikke halve chancer med sin vokal; sangen er ikke en klassisk ørehænger men meget iørefaldende - ikke helt ulig hvad Mew præsterede på deres første albums. Lyt til den her.