2013 i mine ører

I år har jeg været en lillebittebitte smule mere oppe på beatet hvad angår at have styr på hvad der er udkommet af interessant musik. Som sædvanlig har gode blogs som Jens Unmacks og Bloggersbychoice inspireret, men det faktum, at jeg er blevet Spotify-abonnent har også betydet, at jeg - nemt og bekvemt - har kunne tjekke en masse sager ud. Jeg VED, at kunstnerne i 2013 økonomisk får meget lidt ud af at blive spillet på diverse streaming-tjenester, og jeg ville personligt gerne spytte lidt mere i kassen. Men det emne må vi tage op en anden gang.
Her følger en kommenteret liste med 10 gode sange fra 2013.

1: Prefab Sprout: The Best Jewel Thief In The World
Jeg stødte for nylig på en bekendt, som er en af landets største Prefab Sprout-fans og han insisterede på at deres nyeste album "Crimson/Red" hørte til deres bedste. Men sådan har hardcore fans det med at synes, tænkte jeg og gav alligevel albummet chancen. Nu er jeg ikke selv hardcorefan, og kender mest bandet for deres elegante hits som Cars and Girls og Looking For Atlantis, så jeg skal ikke kloge mig på om han havde helt ret, men Crimson/Red er et skønt album, og åbningsnummeret The Best Jewel Thief... er årets hit. I mine ører.

2: Pet Shop Boys: The Last To Die
Denne sæsons Pet Shop Boys album med den rammende titel Electric er deres bedst i mange år. Det er en slags tilbage-til-rødderne album i den forstand at der er fokus på det dansable og det elektroniske. Og alligevel er der i min bog ingen tvivl om at The Last To Die, som er et Bruce Springsteen-coverversion - og en aldeles endog en aldeles u-ironisk en af slagsen, er albummets stærkeste sang.

3: Nick Cave and The Bad Seeds: Jubilee Street
Og nu skal vi over til noget helt, helt andet som de sagde på lokalradiostationerne i gamle dage (måske de gør det endnu?). Jeg har ikke fået lyttet nok til årets Nick Cave-album, men jeg er igen og igen vendt tilbage Jubilee Street, som på en gang er årgangs Nick Cave og alligevel viser en anderledes og lidt Lou Reed (ja, ham savner vi allerede meget) inspireret stil.

4: British Sea Power: K-Hole
Det har mest været de (store) amerikanske indie-bands som de to næste på  listen jeg har dyrket de seneste år, men British Sea Power har været et fint bekendtskab. På K-Hole lyder de som U2 i storform på et godt speedtrip.

5: Arcade Fire: We Exist
Kun et par gange har jeg fået lyttet Arcade Fires Reflecktor-album, og jeg tror nok, at jeg er enig med dem som mener at det er lidt for svulstigt og ikke helt holder i længden. Men der er et par rigtig fine sange på, ikke mindst den Talking Heads og New Order-inspirerede We Exist.

6: The National: Sea Of Love
Jeg holder virkelig meget af The National, men årets album med den ellers så lovende titel Trouble Will Find Me var en lidt kedelig omgang, synes jeg. Sea Of Love var dog et smukt højdepunkt på pladen, i sangskrivning og stemning minder det mig lidt om Crime and The City Solution, men dem er der vel ingen, der kender...

7: Haim : If I Could Change Your Mind 
En lille guilty pleasure er at finde her på syvendepladsen. For Haim lyder i den grad som amerikansk radiopop fra 1980'erne - Belinda Carlisle og Fleetwood Mac (som jeg vældig godt kan lide) har ikke levet forgæves. Men jeg elsker jo pop!

8: Søren Damm: Gangspilsvise
Min gode ven Søren Damm har i mange år gået og puslet med at få sat musik til en stribe Tom Kristensen-digte. Og for et par uger siden udkom så endelig albummet Sol for en blind. Jeg tror ikke, at jeg sætter vores mangeårige venskab på spil ved at skrive, at Søren ikke er nogen stor sanger, jeg fornærmer ham næppe heller ved at skrive at alle vokaler på albummet ikke sidder lige i skabet. Ikke desto mindre har han altså med kompetent hjælp fra en anden god ven, Jesper Andersen, fået lavet et meget fint album. Og Gangspilsvise er klart albummets gladeste sang - og den er et stort hit her i stuen.

9: Spids Nøgenhat: Mere lys
Trofaste læsere af denne blog er nok bekendte med, at jeg sætter stor pris på det danske garage/syre pop-rock ensemble Baby Woodrose. Bandets absolutte frontfigur, Lorenzo Woodrose, er forsanger i Spids Nøgenhat, som for mange år siden udgav pladen En mærkelig kop te, som jeg kunne læse var en hyldest til dansksproget syrerock fra de sene 1960'ere og de tidlige 1970'ere. Jeg var lidt skeptisk, da de i år sendte en opfølger på gaden, for mellem jer og mig, kære læsere, har jeg altid synes, at dansk syrerock var en lidt overvurderet genre. Men albummet, Kommer med fred, er langt mindre fjollet end jeg havde frygtet og indeholder flotte sange, ikke mindst åbningsnummeret Mere lys.

10: Rasmus Walther: Endeløst
Vi slutter af med en egentlig guilty pleasure. En sang, der er lidt kikset, men som man alligevel holder af. For Rasmus Walther er ved gud ikke nogen stor poet - ikke meget bedre end hans endnu mere populære navnebror, arrangementet er lidt fladt. Men melodien er uimodståelig. Hvis jeg havde bil og hørte radio i den, ville jeg skrue megahøjt op, hvergang de spillede Endeløst.