GIANTS stod der med store bogstaver henover sweatshirten på et par overdimensionerede mennesker, måske de prøvede at ligne spillerne fra byens berømte baseball-hold, kunne man tænke. Men generelt ligner San Francisco-borgerne ikke klichéen på den junkfoodfede amerikaner. Man spiser ellers godt i byen. Vi indtog oftest frokost ude, og et af de allerbedste måltider vi fik var en umanerligt velsmagende burrito som vi fik på en lille snask, der lå i et kvarter, hvor der stort set ingen turister kom, men hvor medarbejderne på de nærtliggende arbejdspladser (primært kontorer, gætter jeg på) indtog deres daglige frokost. Vi måtte prøve sodavandene på nedenstående billede, men de smagte mildest talt kunstigt.
Det var vores første store rejse med Anna, og det gik generelt over al forventning. Når man har et blebarn og skal være væk fra basen i nogle timer skal man jo pakke udstyr somom der var Indlandsisen, der skal forceres, men det vænner man sig efterhånden til... Og de i fovejen rimeligt udadvendte amerikanere gik helt i selvsving over at se en smilende baby med sunde ,runde kinder. Så Anna kom op på skødet hos en stor mand i bussen og fik lokket smilet frem hos hjemløse. Jeg blev dog antastet af en ældre dame, som gav mig det råd ikke at få flere børn end to, da uddannelse er så dyrt. Da hun fik at vide at uddannelse er gratis i Danmark (indtil Liberal Alliance kommer til magten...) trak hun dog sit råd tilbage.
Selv om Anna var glad for at møde de lokale, satte hun også pris på hjemlig hygge, så her er vi i en rolig stund - læg i øvrigt mærke til faderens flotte t-shirt!
Jeg bliver aldrig den store naturmand, men den californiske natur er altså lækker og billedskøn. Man kunne godt drømme sig til et fedt job i Silicon Valley og en villa på landet, men nu forholder det sig sådan at mine it-kundskaber er på det, der med et meget pænt ord hedder "brugerniveau".
Vi nåede også at overvære ca. 1/2 time af en football-kamp på Stanford University. Så vidt vi fik indtryk af, var der tale om en træningskamp mellem universitetets forsvar og angrebskæde. Jeg fattede stort set ligeså meget af hvad der foregik på banen, som jeg ville have gjort efter at have lyttet til et polsk radiospil, men det var nu meget sjovt, og jeg har fået lyst til at vide mere om sporten.
De gode San Francisco-borgere er nogle helt usædvanligt venlige og hjælpsomme mennesker. Der blev sagt "please", "sorry" og "have a nice day" i et væk, og blot man skulle købe et par postkort var anledning nok til at ekspedienten ville small-talke og selvfølgelig selv havde været i København. Og når vi kom stavrende ind i bussen bærende hhv. baby og klapvogn, rejste folk sig straks op, så i hvert fald den med Anna på armen kunne få plads. Denne hensynsfuldhed og "der skal være plads til alle"-mentalitet kan jeg godt savne i København, hvor det bare gælder om at komme forrest i køen (og jeg er ikke selv for god). Til gengæld var der virkelig mange hjemløse på gaden og også folk med helt konkrete fysiske handicaps så ud til at gå for lud og koldt vand. Jeg tvivler fx på at manden på nedenstående billede, der netop havde pakket sit mildest takt hjemmelavede trommesæt, der blandt andet bestod af stegepander ud, havde adgang til en varm seng og et brusebad hver morgen. Han fik nogle mønter af os, og jeg sidder egentlig og fortryder at han ikke fik en halvstor seddel i stedet.
Men ellers er der intet at fortryde. Jeg har fået mod på at rejse mere med Anna - gerne i USA - og så må man måske engang tage Disneyland med i købet.
Tak til Erik og Morten, der sendte gode seværdighed- og spise/drikketips via Facebook - vi fik desværre ikke mulighed for at tjekke mange af dem ud. En endnu større tak til Celia, Karl og Mikael for husly og hyggeligt samvær.
Og billederne har den gode T selvfølgelig taget.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar