Dekadente perfektionister

Langt hen ad vejen er jeg en af de mindre sprælske musikkonsumenter. Jeg er til alternativ rock og pop af den mere tilgængelige slags: Fra Arcade Fire til Marc Almond, fra Nick Cave til Cocteau Twins. Fra New Order til Nico (selv om hun indimellem ikke var så tilgængelig igen). Lidt soul i små mængder er dog heller ikke at foragte. MEN jeg har også noget af et udfald i min smag. Jeg er nemlig endog særdeles glad for Steely Dan. Hmmm, tænker du sikkert, måske du aldrig har hørt om dem, og har du, er det sikkert ikke for det gode. Steely Dan er nemlig stort set så langt fra den alternative rock, som man kan komme. Deres plader er usædvanligt velproducerede og indeholder adskillige soloer udført af topproffe guitarister, tangentspillere og sågar saxofonister. Og musikken er stærkt influeret af den mere avancerede del af samtidens jazz. Samtiden er først og fremmest lig med 1970’erne og begyndelsen af 1980’erne, hvor deres plader snurrede hyppigt på mine forældres gamle B&O grammofon, der skulle varme op i noget tid (!), før den kunne afspille plader i korrekt hastighed. Det var selvklart hyggeligt, når vi hørte Shubidua eller Gasolin eller den ustyrligt sjove Sparks single ”This town ain’r big enough for the both of us”, men jeg kunne altså også godt, i en alder af 7-8 år, lide Steely Dan, som min far var blevet introduceret til af sin gode ven Torben, hos hvem mine forældre i øvrigt gik til nogle vilde fester i hans lejlighed nær Kongens Have, hvor de sikkert dansede til Steely Dan. Nå, men det er jo en anden historie. Når jeg nu sidder og lytter til musikken og selvfølgelig mindes og savner min dejlige far, tænker jeg på, hvorfor den appellerede til en lille dreng, for det var absolut ikke alt der blev lyttet til i barndomshjemmet, jeg brød mig om – jeg lærer således nok aldrig at finde glæde ved klassisk musik. Steely Dan, derimod, tjah måske fordi en del af deres melodier faktisk er ret iørefaldende; der er en lys grundtone over deres udtryk, de blander jazz og og pop, og deres bluesnumre lyder snarere sjove end sørgelige.
Når jeg lytter til dem i dag er det selvfølgelig forbundet med et dejligt men også ret vemodigt trip down memory lane, men når jeg synes, at deres plader virkelig holder, er det nok også fordi de er sjove og skæve.
Steely Dan er først og sidst en duo bestående af Donald Fagen, der synger og spiller keyboards, og guitaristen Walther Becker. Udover musikere var de to herre også i høj grad producere og i takt med deres succes blev deres plader op igennem 1970’erne til stadighed mere velproducerede og befolket med prominente studiemusikere, og Fagen og Becker helmede aldrig før hver akkord sad lige i skabet. Det kunne jo være blevet røvsygt at lytte til som hos andre studiegrupper som fx landsmændende i Toto. Men Steely Dan havde jo stil og humor. Deres navn er således snuppet fra en dildo (!), der figurerer i William Burroughs roman ”Naked Lunch”. Og Donald Fagens nasale vokal er altså lidt sær og uortodoks. Mine engelsk kundskaber har aldrig været noget at prale, men jeg kan da høre, at det ikke ligefrem er hjerte/smerte lyrik, duoen disker op med. Således er titelnummeret fra deres album Gaucho angiveligt en historie om jalousi hos et hip New Yorker bøssepar, og den småsyrede tekst ledsages bl.a. af en meget lækker saxofonsolo.
Steely Dan gik i opløsning i begyndelsen af i begyndelsen af 1980’erne. Siden har de været gendannet af et par omgange og har i dette årtusinde udsendt to cd’er. Dem er der ikke så meget ved. Til gengæld er alle deres plader fra debuten Can’t Buy A Thrill 1972 til og med Gaucho fra 1980 adskillige lyt værd, hvis man har lyst til at gå på opdagelse i deres dekadente vellyd og ikke bliver skræmt væk af en saxofonsolo eller to.