tirsdag den 5. maj 2009

Gæsteblogger

Tog pga det våde vejr bussen til arbejde i dag. I Urban læste jeg følgende søde og tankevækkende blogindlæg skrevet af en ung kvindelig blogger, som kalder sig Living. Og ærligt talt blev jeg glad for at læse, at det ikke kun er en snart 37-årig skaldet og følsom akademiker, der kan finde visse dele af ungdommen lidt spooky.

”Generation uhyggelig”
Jeg lever normalt i et sundt gymnasiemiljø, fuldt af hippiehygge og andet socialistisk kærlighedsenergi. Jeg omgås som regel velstimulerede unge, som ved hvordan man skal opføre sig over for hinanden og i samfundet. Derfor er det let at glemme, at det bestemt ikke er alle på ens alder, der har det ligeså godt som en selv.
I går aftes da jeg sad i toget med mit post-syretrip (velstimulerede unge er ikke nødvendigvis alkoholfri unge!) på vej hjem fra en yderst vellykket 1. maj i fælledparken, blev jeg seriøst skræmt. Jeg må indrømme, jeg ikke rigtig havde haft fokus nok på det tidspunkt til, at vælge min togkupé med omhu, så jeg havnede midt i en gruppe unge; tilsyneladende fra et lidt andet miljø end mit eget. Pigerne var seriotype for den slags: lidt for afbleget hår, lidt for plukkede øjenbryn, meget for meget foundation og lidt for fake guccitaske. Drengene var delt op i to typer: den mandlige sminkedukke, som meget vel kan beskrives på samme måde som pigerne, og så de der utroligt skaldede typer i lidt for stort tøj som konsekvent omtaler piger som “damer” eller “bitches”. Men det var nu ikke deres udseende der skræmte mig, for hey, alle har jo lov at have deres smag! Det var derimod deres omgangstone. De talte simpelthen til hinanden, som om de var dødsfjender og ikke “buddies”, som var på vej til samme fest. De råbte af hinanden og kaldte hinanden ting, der fik dem til at lyde som om, de var blevet opdraget af Niarn!Der sad jeg så og gjorde mig umage for, ikke at stirre for længe på nogen af dem, af frygt for at få en flad.Er det ikke mærkeligt, at en generation kan få så mange forskellige udfald?

2 kommentarer:

pter sagde ...

Fint indlæg.
Tror bloggeren har ret i, at det er udfald i generationerne...og selvom det måske er blevet værre (våben og diverse latterlige medbragte objekter når DE tager en tur i byen), så tror jeg desværre, at der altid har været udfald (måske endda affald, eller er det for kækt?) i i generationerne.
Jeg beskæftiger mig jo dagligt med unger i alderen 16-17, der er også brodne kar mellem, men hovedparten er søde og rare - det er måske mere deres overfladiskhed og "springen over hvor gærdet er absolut lavest" der falder mig for brystet - INGEN læser mellem linierne mere!!
Men jo - for at vende tilbage til udgangspunktet, så er det rart når de unge selv opdager de unge, det er måske i virkeligheden DER - hvor der er mulighed for ændringer....så de ikke skal belæres af gamle nisser som os? Gode rollemodeller eller ej...

Steffen Baunbæk Pedersen sagde ...

Ja, tænker også på, at billedet sgu ikke er så anderledes fra det, jeg selv så, da jeg voksede op. Formerne har bare ændret sig. Men bloggeren kunne have været mig selv for 20 år siden, harcellerende over de opsminkede poptøser og de bonderøve, som simpelt IKKE kunne tage til sodavandsdiskotek i Sorring Forsamlingshus uden flyverjakke, knallert og ituslåede flasker... Enten var de rumvæsener, eller også var jeg.

Retfærdigvis skal det dog siges, at jeg dengang selv bandede, svor og vred indforstået slang af mig på en måde, der vel nærmest gør de der low lives i toget til mine "børn"...

Men man bliver jo heldigvis ældre. Og det samme gør de...

Men Peter har ret i, at overfladiskheden generelt er bekymrende. Den nye generation er historieløs, stort set. Men det er nok nærmest værst for den selv. Mon ikke historien allerede er gået godt og grundigt igang igen?