søndag den 28. februar 2010

Jubilæum

Dette indlæg er #100 på bloggen. Jeg har blogget i ca. 1½ år og sammenlignet med mine flittigste bloggervenner er mit tempo ikke imponerende. Men jeg har ikke desto mindre haft stor fornøjelse af at poste indlæg om musik, litterære helte og ikke mindst observationer fra Nordvest. Som jeg tidligere har skrevet er bloggens titel en omskrivning af Olesen-Olesen sangen Virkeligheden findes ikke kun i Nordvest. Og den nu opløste duo's teksteforfatter, Peter H. Olesen (der i øvrigt også er blogger, digter, museumsforvalter) er i det hele taget en digter, jeg sætter højt. Teksterne har lige fra debutalbummet på dansk Indenlands Udenbys (dejlig titel)- inden udgav brødrene tre engelsksprogede album med bandet Greene- rummet en gang ret original poesi. På sangen Mæt af dage fra Indenlands Udenbys lyder et omkvæd fx.:
Jeg drømmer om stilhedsautomater på diskoteker/Zen i supermarkedet/Hospitalers ro
Prima billedsprog i mine ører.
En af Peter H. Olesens allerbedste tekster er Alle linier er optagede fra albummet Anonyme melankolikere. Omkvædet lyder i al sin absurde enkelhed:
Alle linier er optagede men ventetiden er gratis
og har i øvrigt Peters søn, Jonas, på kor... Uden sammenligning i øvrigt er jeg i lighed med Peter H. Olesen ret fascineret af dagligsprogets absurditeter:brokker man opsnapper i bussen eller på en telefonsvarer, skilte på gaden o.m.a.

Forfatteren Knud Sønderby var bl.a. kendt for at være en blændende essayist. I et af sine essays skrev han "I det hele taget går jeg meget rundt og glor." Det er helt det samme jeg gør. Går rundt og glor, og går rundt og lytter. Og det har jeg tænkt mig at blive ved med. For jeg kan ikke lade være. Så tak til alle dem der gider at glo, og i ny og næ kommentere det, jeg har gloet på og lyttet til.

5 kommentarer:

pter sagde ...

...og det vil jeg fortsætte med Hr. K
Din blog er altid et besøg værd...og jeg bliver glad allerede når jeg ser der er en opdatering.

Tillykke med #100 - here´s to another 100

Søren Gehlert sagde ...

For en hard core eskapist som undertegnede er det en lise at læse din blog, hr K :-)

Jeg siger som ´the other K´: Here´s to another 100!

Og Knud Sønderby er jo netop sublim, fordi det næsten gør ondt at læse hans prosa, så virkelig er den.

Hvis man vil tude over klasseforskelle skal man ikke læse Marx, men Sønderby - den lyriske realist fra Esbjerg :-)

Jens Keis Kristensen sagde ...

Tak, venner! Måske Peter en dag er tilbage som blogger?

pter sagde ...

ville ønske det...men magter det ikke p.t. Kan så til gengæld nyde jeres udfoldelser....og det gør jeg.

Steffen Baunbæk Pedersen sagde ...

Godt gloet - og tillykke med det runde tal!