mandag den 2. februar 2009

Nye og gamle venner (1)

Lad mig få lov til at præsente mine blogger-venner. Og skal vi ikke udvise lidt cyberspace-galanteri og nævne kvinderne (eller det vil sige kvinden, for der er kun én indtil videre) først…
Trine er en sand cyberspaceveninde. Vi har aldrig udvekslet så meget som en bemærkning i den virkelige verden, men måske har jeg passeret hende en gang i de tidlige 1990’ere på de meget lidt charmerende gange på Langagervej 4-6, hvor dansk-studiet på Aalborg Universitet lå. Kan i hvert fald se at Trine har læst i Aalborg ligesom jeg, og at hun i øvrigt stadig bor på de kanter. Trine har efterladt et par venlige kommentarer på min blog; jeg gætter på at hun har opdaget den via Jacob, som er en fælles bekendt. Trine er en endnu mere doven blogger end mig, men mon ikke børn og karrierer stjæler en del tid… Seneste indlæg er en underfundig kommentar om finanskrisens indvirkning på livet på en nordjysk villavej.

Mildest talt er titlen på sangeren og forfatteren Peter H. Olesens blog. Tidligere hed den, så vidt jeg husker, En ny karriere i en ny by. Peter og jeg har haft mange gode stunder sammen. Dog er der ingen tvivl om, at jeg har haft flere gode stunder med Peter, end han med mig…
I de gode gamle 1990’ere lyttede jeg meget til Peter og lillebror Henriks band Greene, der spillede en gang gedigen iørefaldende guitarpop/rock. Glimrende på cd, men allerbedst live. I 1995 var jeg med til at arrangere en koncert med Greene på Studenterhuset, og vi viste bagefter stolt bandet det fremragende lokale diskotek Revolution. Senere blev Greene til Olesen-Olesen og teksterne blev danske. Men koncerterne var stadig gode. Og så er det jo, som jeg tidligere har skrevet, en Olesen-Olesen-sang, der har inspireret til denne blogs titel.
Mildest talt reklamerer Peter for egne arrangementer og skriver små tekster om lidt af hvert. Og så citerer han en del fra andres værker. Seneste indlæg er en gengivelse af Jens August Schades digt Sne. Dejligt digt!

1 kommentar:

Trine sagde ...

Jeg glæder mig til at læse 'Nye og gamle venner (2)'.

Det der med 1 og 2 er lidt ligesom dengang man var vild med at læse ungdomsbøger i flere bind [læs: 2 max 3 bind].

Måske bør vi sætte pennen på bloggen lidt oftere i 2009? Det er sjovt nok. Hvem ved - måske kan du næste år fortsætte rækken og skrive om 'Nye og gamle venner 3,4,5... '

Til den tid vil jeg være en rigtig garvet blogger, og du må omtale mig som en versionering - "Trine ver. 2.0"