Virkeligheden findes trods alt også på Vesterbro

I mange år irriterede Vesterbro mig. Eller det vil sige, det var sådan set ikke selve bydelen, der irriterede mig, men derimod den status, der i løbet af ganske få år pludselig blev forbundet med at bo i bydelen. Da jeg i sommeren 1998 skulle flytte fra Aalborg til København, flyttede min gode ven og bofælle – lad os bare kalde ham Fortælleren- ligeledes til København. Og for Fortælleren og hans kæreste var der kun ét sted, der var værd at bo, og det var på Vesterbro. Så de lånte en halv million eller deromkring og købte en ganske klejn 2-værelses lejlighed på Dybbølsgade med bruseniche i soveværelset. Og fortællerparret og alle deres venner og bekendte i København, som næsten alle var af jysk herkomst rendte i de efterfølgende år rundt på Vesterbro og legede jyske beatniks og syntes at det var evigt cool at hænge ud på de småhårde værtshuse i kvarteret, hvor ikke mindst McKlud på Istedgade var et hit. Jeg fattede nada, som vi ville have sagt i 1990’erne, for jeg havde indtil da altid opfattet Vesterbro som det mest uciviliserede sted i Kongeriget. Skepsissen gik helt tilbage til min barndom, hvor Kattejammerrock med koret fra Vesterbro Ungdomsgård var et stort hit. Selv om jeg ikke vidste hvad ordet proletarunger betød, var det det jeg forbandt med den – synes jeg (også) dengang – hæslige børnekorsmusik. Udover det snotnæsede børnekor forbandt jeg selvfølgelig også bydelen med Istedgade, eller Istergade som jeg i mange år var overbevist om, at pornogaden hed. Jeg kom meget i København i min barndom, men var der et sted, hvor vi ikke satte vores ben, var det på Vesterbro…

I gymnasietiden var vi et lille slæng, der havde fået smag for den dødsromantiske postpunk, der havde sin storhedstid i de sene 1970’ere og tidligere firsere med navne som Joy Division og The Cure som markante eksponenter. Og min gode ven Jesper og jeg havde fået et hint om, at der langt ude på Istedgade lå en pladeforretning, der virkelig var velassorteret inden for den foretrukne genre. Så vidt jeg husker tog vi bussen fra Hovedbanegården og ud på Istedgade og fandt pladeforretningen med det vel nærmest lokalpatriotiske navn Sex Beat Records. I Sex Beat stiftede vi for første gang bekendtskab med såkaldte piratplader, eller bootlegs, altså uofficielle liveoptagelser. Jeg tænkte, at pengene passede meget godt i den forstand, at det netop var på Vesterbro, at man kunne købe den slags forbudte varer. Det afholdt mig dog ikke fra at købe en bootleg med Joy Divison, der blev lagt i forretningens helt forrygende gennemsigtige plasticpose, påtrykt et motiv af en kvinde i noget SM-outfit. Efter indkøbet tog vi ellers benene på nakken og skyndte os gennem de sidegaderne, der, som jeg husker det, bogstaveligt talt var befolket af ludere og lommetyve, indtil vi var i sikkerhed på det nydelige Frederiksberg.

Op gennem 1990’erne havde jeg nogle venner, der i kortere eller længere perioder boede i bydelen. Man besøgte dem, og det var sådan set ok, men skulle man i byen tog man da ind til byen eller måske på Nørrebro, hvis man skulle på Rust eller Stengade 30. På Vesterbro blev man i hvert fald ikke. Men så ændrede sagerne sig pludselig; Vega åbnede, der kom smarte cafeer på Istedgade og senere på Halmtorvet. Og samtidig var bydelen jo op gennem 1990’erne heftigt byfornyet.

Jeg syntes i de første mange år, jeg boede i København, at der var en eller anden grum mangel på historisk bevidsthed over, at folk pludselig mente, at Vesterbronx var det fedeste sted i verden, når det få år for inden havde været et hadcore slum- og proletarkvarter.
Selv om denne blogs titel hævder noget andet, har Peter H. Olesen jo fuldstændig ret i, at Virkeligheden ikke kun findes i Nordvest. Den findes fx også på Sundevedsgade (en lille sidegade til Enghavevej), hvor der ligger en lillebitte forretning med det forrygende navn Store Verner’s Mini Antikvariat. Og da jeg her i torsdags i embeds medfør hang lidt ud på Gasværksvej og fik øje på ikke mindre end tre virkelig skummelt udseende værtshuse, tænkte jeg, at Vesterbro sgu egentlig grundlæggende var et helt ok sted.