Min gode veninde L har været så elskværdig at forære mig Henrik Lists nye roman Kære Fucking Dagbog, der som titlen indikerer har dagbogen som ramme og fortæller om den 15-årige emo-tøs Kat’s (Katja) teenageliv. Fortællingen rummer de helt klassiske ungdomsbogsemner som kærlighed, irriterende forældre, følelsen af at være outsider, en dum lillebror etc. Sproget er proppet med slang og forkortelser; jeg synes at det svinger vildt godt, men hvorvidt det er autentisk må andre afgøre. Nå, men Fortæller Kat er jo vild med såkaldt emo-musik og læser Michael Strunge, og jeg får lyst til at lave et lille soundtrack til hendes ipod med musik jeg lyttede til – eller ville have lyttet til, hvis jeg havde kendt det- da jeg var et par år ældre end hende og i samme livsfase.
New Order: Ceremony
Bauhaus: Ziggy Stardust
David Bowie: Heroes
Lars Hug: Vent
Nick Cave + The Bads Seeds: The Mercy Seat
The Cure: A Strange Day
The Chameleons: Up Down The Escalator
The Smiths: You’ve Got Everything Now
Sort Sol. Abyss
Cocteau Twins: Ivo
Joy Division: Love Will Tear Us Apart
Abonner på:
Kommentarer til indlægget (Atom)
11 kommentarer:
Den liste er oprigtig fin. Jeg kender dog ikke Cocteau Twins. Hvor gode er de, og er der noget særligt med dem, der er værd at lytte til?
Hej Peter
Cocteau Twins er et helt enestående band - mine favoritter er Heaven or Las Vegas, Blue Bell Knoll og Treasure. Du kender måske forsanger Elizabeth Frazers mageløse stemme fra Massive Attacks store hit Teardrops... KH Jens
Ja, glimrende liste! Savner måske lidt Cabaret Voltaire, Banshees og Sisters of Mercy, men lad gå...
CT er stort set lige så stilskabende, som Joy Division var det - uden dem ingen shoegazer, kan man vist godt sige. Og de var umanerligt konsistente. Dog bør varsomhed udvises over for alt før "Treasure" - det var indledende manøvrer, som skyldte Siouxsie and the Banshees lidt for meget på den ikke ubetinget gode måde.
Tja, forskellen mellem emo og goth, som det vel (også) hed i vores tid, er vel, at førstnævnte er et elendigt opkog af MTV-punk og dystre rockklichéer, mens vi i sin tid hørte oprigtigt opfindsomme navne... Siger jeg snottet. Men følelserne er helt sikkert de samme. Så jeg betragter emo-crowden med den stolte og forstående, men også lidt overbærende gamle onkels blik...
Jeg har lyttet lidt Youtube, og jeg synes, deres lyd er fin og særlig.
Jeg tror, jeg kaster mig over Treasure. Folk siger nogle umanerlig flotte ting om den på Rateyourmusic.com
Helt utroligt, at jeg aldrig har hørt om dem før. Men det har jeg jo så til gode :)
Hey J ... hæ, læste galt og troede du skrev 'samme livsfare'... slip of the teenage tounge?
Typisk dig, K, at forfalde til de sædvanlige og vildt forudsigelige bud på en playliste. Tænk sig, at du en gang brøstede dig med at være "DJ Future" og jeg måtte nøjes med at være "DJ Past." Der er sgu ikke meget "future" over igen og igen at opliste sin sædvanlige top 10 liste hehe.
Tag den!
Især taget i betragtning af, at KISS var din første plade.
Hæ, hæ. Din retoriske potens har aldrig fejlet noget Mr. Damm!
Og du ikke haft din manager havde du stadigvæk gået rundt og hørt Hothouse Flowers og Gnags.
Nuvel, touché! Hr K. Men jeg undrer mig over at dine bloglæsere så velvilligt accepterer din liste over forudsigelige bandvalg. Hvorfor ikke melde ærligt ud, at du er vild med Texas, X-factor og Duffy, i stedet for bilde verden ind at du stadig er en firser-EMO. Sort er din naturlige farve, knægt:o)
Sorry - Sort er IKKE din naturlige farve, knægt!!!!
Duffys Rockferry indeholder mange fine numre. Det er mainstreampop, når det er allerbedst med smagfuld inspiration fra old school soul og storladen tresserpop.
Texas er også habil mainstreampop, og det kan sgu også være meget fedt at høre en gang imellem.
Tjah, selv en manager får jo en mindre kantet musiksmag med årene...
Send en kommentar