En allersidste tur gennem byen

Efter 16½ år i Nirvana har Buddha sendt Dan Turéll tilbage til København for at gå en allersidste tur i byen. ”Byen har brug for dig” var Buddhas afskedssalut.

Og nu sidder Dan Turéll på Cafe Dan Turéll og fatter ingenting. Han har tændt sig en cigaret og tænker, at det vel bare er et eksempel på almindelig tjeneresjusk, at der ikke står et askebæger på cafebordet. Men sørme om tjeneren nu ikke kommer hen og fortæller ham, at rygning er strengt forbudt. Dan fortrækker hurtigt til gaden, trækker en masse benzinluft ind i lungerne og tænker, at paradokser er smukke. Han beslutter sig for at tage ud på Staden for at få lidt ordentligt at ryge på. Det går bedre end frygtet med at finde rundt i byen, men hvor er der dog mange besynderlige fænomener. På et gadehjørne står en mand og deler gratis aviser ud. Avisen ligner Ekstrabladet, men den er ikke nær så sjov, og hvor pokker er Side 9-pigen? Dan læser det meste af avisen, mens han står og venter i et lyskryds, der står en hel masse om en finanskrise i den. Dan kan dog ikke se mange krisetegn, særligt de unge mænd ser ud til at bruge mange penge på tøj. Og på Knippelsbro står han og kikker på alt byggeriet på Havnefronten. ”Finanskrise” - gad vide hvor mange andre latterlige ord, man har opfundet siden han sidst gik gennem byen?
Ude på Pusher Street må han spørge sig lidt frem, men ender dog med at købe noget udmærket urt af en ung mand med hættetrøje. Dan har købt sig en pibe og en pakke tobak og fingrene har ingen problemer med at mikse et fornuftigt stop til piben. Til gengæld er han chokeret over effekten. I gamle dage fik hashen ham bare til at sanse lidt klarere, men nu begynder han at se og høre syner: Han har sat sig på en bænk på Christianshavns Torv og folk, der ser helt almindelige ud, går rundt og snakker med sig selv, mens de har høretelefoner i ørene.
Egentlig er Dan ikke meget for at køre bus, men de mange mystiske indtryk har gjort ham lidt ør i hovedet, og han er ikke helt tryg ved at skulle møde flere mennesker, der går rundt og snakker med dem selv på gaden. Så han hopper ind i bus 66 og giver den afrikanske kvinde, der kører bussen, en 10’er. Men det viser sig slet ikke at være nok til en billet; Dan tænker at man måske har fået en masse inflation med denne finanskrise – hashen ude på Staden var også blevet smådyr – så han stikker hende en hundredekroneseddel, og beder hende af gammel vane om at beholde resten. Bussen kører langs havnefronten og ind mod Hovedbanegården, og Dans plan var egentlig at stå af på Hovedbanegården og se om gode gamle Vesterbro lignede sig selv. Men Dan bliver hængende i bussen. Han har på fornemmelsen at heller ikke Vesterbro vil ligne sig selv; men nu, nu går den ikke længere. Bussen har kørt igennem Nørrebro og er nu faretruende tæt på snart slet ikke at køre i selve byen mere. Så Dan vælter ud af bussen. Og der, lige der, ligger der noget der grangiveligt ligner et værtshus, og Dan skubber døren ind og en dejlig duft af 10000 Prince strømmer ham i møde. Dan bænker sig med en øl og en Gammel Dansk og Ekstra Bladet. Og de skriver en del om et tv-program med nogle børn, der klæder sig ud som voksne soulsangere, mens de konkurrerer om hvem der kan efterligne de gamle soulsangere bedst. Men heldigvis skriver Ekstra Bladet også om trafikulykker, knivstikkerier og om en enlig mor fra Varde, der har vundet 9 millioner i Lotto og nu vil invitere sine børn til Thailand i tre måneder. Dan tænker, at han nok godt kunne få afsat en perfid anmeldelse til Ekstra Bladet, når en af børnene om et par måneder udgiver en skandaløs dårlig plade med de gamle soulsange. Måske Buddha har ret, måske de stadig har brug for mig, tænker han og bestiller et sæt mere, mens en stamgæst får lov til at bumme hans næstsidste cigaret.