torsdag den 4. december 2008

Farvel farmor

Vi skal lige igennem det: Min farmor døde i går morges. Mæt af dage i en alder af 90 år. Et stilfærdigt liv, der egentlig lignede så mange andre kvinders liv fra hendes generation. Først ung pige i huset i pæne advokat- og dyrlægehjem, senere proper og pligtopfyldende husmor. Og så mange år som enke. Men i min verden var hun først og fremmest en sensationelt god farmor, der indtil det allersidste lavede gode klassiske danske retter, der bare smagte nøjagtig som de skulle.
Farmor boede i Odense igennem hele min barndom, og hun havde også boet der med min far og farfar nogle år i 1940’erne. Min far holdt (måske) derfor med OB, og det samme gjorde jeg. Og som det selvopofrende menneske hun var, tog farmor tit med mig på stadion indtil jeg blev stor nok til at tage derud alene. Ved en af kampene fik hun en temmelig beruset nordmand som sidemand, men farmor tog det med knusende ro og svarede høfligt på hans fuldemandssludder.
De gode minder hober sig op i mit hoved, men jeg tror ikke, at jeg har lyst til at dele dem med andre end brormand over et godt glas portvin.

1 kommentar:

Anonym sagde ...

Sidder på en ellers travl dag på kontoret.
I en fjern krog af min hjerne forsøger overspringshandlingerne at trænge sig på. Kommer i tanke om, at jeg af mange er blevet anbefalet Jens K's blog.
De har ret. Den er anbefalelsesværdig.
Håber blot der findes internet i himlen. Så kan good old Mogens K og Thora følge med i livet i NV.
Det vil jeg også gøre fremover.
Ninchen.