tirsdag den 25. november 2008

Hyldest til Østbyen

Jeg skal på en såkaldt drengetur til Aalborg i weekenden. Tilbragte de første fire år af min studietid deroppe. Og hold kæft hvor især den første tid var underlig. Selv om der ikke foregik særligt meget fornuftigt i mit hoved dengang (men i hvilket 21-årig mands hoved gør der det?), havde jeg dog fattet, at SU’en ikke rakte langt. Og jeg lejede derfor i de første måneder et loftsværelse i Østbyen (I Aalborg opererer man konsekvent med termerne, Øst, Vest- og Midtbyen) til den nette sum af 900 kr. om måneden. Så havde jeg til gengæld også en tidligere tugthuskandidat som genbo, mens der i naboopgangen, hvor det nærmeste toilet lå, boede en mystisk personage ved navn Finn Madsen, der – så vidt jeg kunne regne ud - havde et mindre harem af grønlandske kvinder som logerende.
I nabolaget lå bl.a. en kæmpe pornoforretning ved navn Kima Video (fedt navn), mens den lokale bager havde det mindre fede navn, MacBager. Til gengæld solgte de rosinboller til 1. krone stykket. Men så måtte man også finde sig i, at bagerpigerne, når man bad om at få ”en rosinbolle” konsekvent spurgte ”skal det være med eller uden rosiner”. Jeg troede således i begyndelsen, at lokalbefolkningen var lettere debil – mens de lokale (måske med god grund) mente, at jeg var en overlegen københavnersnude. Efter noget tid fandt jeg heldigvis ud af, at der både fandtes sympatiske og intelligente ålborgensere. Og jeg glæder mig enormt meget til at komme derop igen. Måske man lige skulle smutte forbi MacBager efter en rosinbolle, med rosiner.

2 kommentarer:

Unknown sagde ...

God tur til Aalborg. Du bliver ikke skuffet over et gensyn. Jeg var der i foråret og gik total amok i gamle minder og fyldte min mobiltelefon med billeder fra midtbyen, min tumleplads fra 1990-1994.
Men hvad var det lige der var med tilbud dengang? Rosinboller til 1 kr! Jeg købte hotdogs til 5 kr og 15 stk.-ølkort for 120 kr på DownTown. Og så var der altid TripleUP på Rock Nielsen!
Prøvede Aalborg ene by at starte en forbrugsfest i starten 90ernes, eller festede de bare fordi alt var så håbløst?

Trine sagde ...

MacBager er blevet til Bavinchi. Kima Video har oppet sig og hedder nu bare 'Kima'. For at understrege kvalitets-’løftet' er der monteret hvide lamel-persienne-gardiner i de store Kima vinduer ud mod fortovet. Ingen ved helt, hvad der foregår derinde. Det er Kima in disguise.

Østerbro er byfornyet. Området ved Markus-kirken påberåber sig stadig retten til at være områdets fysiske ’brand’. Hele Østerbro er udstyret med fancy gadebelysning, der leder fortabte sjæle indad mod midtbyen, mod Nordkraft – Aalborgs kraftcenter (for kultur og fritid, IKKE for svinende industri, længere) som stor og mastodont-agtigt peger både frem og tilbage i tid.

’Den grønlandske ambassade’ – Kanalcafeen ved Tivolis bagindgang, er blæst ud til fordel for Restaurant Dahl, som i øvrigt kan anbefales.

Og så findes der stadig dobbelt- og trippel-up alle steder.

Det stopper aldrig. Alt er (næsten, og så alligevel ikke) som altid.