New York Noter 2

Søndag formiddag gik vi op til Harlem. I den allerøverste del af Upper West Side, hvor vores hotel lå, var kvarteret hvad man uden blussel kunne kalde multietnisk. Men fra 110th Street er 95% af befolkningen af afroamerikansk herkomst. Søndagsturen til Harlem skyldtes at vi ville til gudstjenste i en af bydelens mange kirker. Vi havde godt læst, at sådan en gudstjeneste var noget af en turistattraktion og ganske rigtigt var der også dannet en pæn kø af europæiske turister foran kirken. Vi blev lukket ind i ca. 10.15. Og noget personale af nærmest vagtagtig karakter ledte os op på en balkon med bløde stolesæder, det var altså tilskuerpladser som man kender det fra et teater eller en gammel biograf. På gulvplanet var der en slags scene hvor diverse instrumenter var linet op. Nede på gulvplanet foregik der også en eller anden aktivitet af religiøs karakter, men en decideret gudstjeneste kunne man næppe kalde det. Vi kunne ikke se dem der talte, men gennem højtalere hørtes lave stemmer, der bl.a. omtalte en Ruth - jeg formoder at der er tale om den bibelske figur af samme navn. Vi havde læst at gudstjenesten skulle begynde kl.11, men allerede 10 minutter i 11 kom to mænd ind bagest i lokalet, hvor der var et lillebitte svømmebassin. At der var et sådan i lokalet undrede mig for så vidt ikke, idet vi jo befandt os i en baptiskkirke, og bapitismen praktiserer voksendåb, hvor hele legemet under dåbsceremonien skal under vand. Jeg havde dog ikke troet, at der ville foregå dåb i kirken, men det gjorde der i den grad. I en lind strøm vandrede en række "brothers and sisters" ligefra generte teenagere til oldinge ind, iklædt et hvidt klæde og kom ned i bassinet, hvor der først blev sagt nogle bønner (ja, jeg undskylder at jeg ikke har sat mig ordentlig ind i den baptistiske liturgi) af to mænd der befandt sig i bassinet - og måske havde en degneagtig status, derefter fremsagde personen, der ønskede at blive døbt, en trosbekendelse, hvorefter "degnemændene" i et snuptag pressede personens legeme, med ryggen først, ned i bassinet. Denne seance blev akkompagneret af en syngende pianist og så vidt jeg husker også af en trommeslager. Og efter dåbene var overstået kom der så ellers gang i det helt store gospelshow med band, solosangere og et ca. 15 m/k stort kor. Jeg bliver aldrig den store gospelfan, men det var umuligt ikke at blive revet med af musikken og sangen, der netop som man troede, at nu kunne det ikke blive mere eksalteret hele tiden fik en tand mere. Men et par af Grundtvigs klassikere passer nu bedre til mit temperement...
Gospelshowet stod på i ca. 40 minutter, og da det var færdigt listede en del af turisterne af. Til gengæld kom den lokale befolkning stille og roligt dryssende ind. Fx ankom en ældre kvinde alene og satte sig nogle stole fra os. Hun sad stilfærdigt og græd og hurtigt kom en medarbejder fra kirken en og trøstede hende. Uagtet hvad man mener om kristendommen som trosretning og kirken som institution var dette bare en fin ting - at man kan gå i kirke og få lindret sin sorg.
Efter gospelseancen var færdig blev scenen overtaget af en prædikant, der utvivlsomt ville have gjort en anden bapitistpræst, Martin Luther King, stolt. Han var først færdig med sin prædiken ved 13-tiden, hvor folk fortsat kom dryssende, T og jeg var til gengæld ved at være kørt lidt trætte og jeg var ærligt talt lidt bekymret for hvor længe sådan en gudstjenste mon kunne vare, så vi listede stille og roligt ud af kirken, dog først efter at vi havde doneret 10 dollars til kirken.

Senere på eftermiddagen oplevede vi den såkaldt sorte musik i et anderledes afslappet udtryk. I en sidegade til 125th Street, der er et hovedstrøg i Harlem fandt vi en lokal restaurant der nærmest var en Kentucky Fried Chicken-kopi. Her spiste de lokale frokost, og jeg valgte en meget eksotisk ret, nemlig kyllingevinger og vaffel med sirup! Det smagte ikke dårligt, men skulle jeg komme forbi Harlem igen (og det håber jeg sørme sker en gang) vælger jeg nok en anden ret fra menukortet. Mens vi spiste kom en mand og sang nogle sange akkompagneret af et lille singback anlæg (eller hvad sådan noget nu hedder). Han sang Marvin Gayes "How sweet it is" og andre dejlige soulpopsange. Hans stemme havde en fin klang, slet ikke ulig Gayes ,og jeg er sikker på at Soulschock ville have kaldt ham "FANTASTISK" og Pernille Rosendahl ville have "elsket" ham. Og Remee ville lave en plade med ham. Selv nød jeg bare at lytte til en god sanger, mens jeg forsøgte at overbevise mig selv om at kylling og vaffel var en goumetoplevelse.