Jeg kendte for mange år siden et par virkelig sympatiske brødre, musiknørder og vinylsamlere – Christian og Martin Dennis hed de (ja, jeg håber sørme at de eksisterer endnu). Nå, men Dennisbrødrene havde generelt en noget mere psykedelisk musiksmag end undertegnede; vi havde dog en fælles passion for den genre, der går under betegnelsen støjrock, så jeg stødte i de år på dem til koncerter med bl.a. The Jesus & Mary Chain og My Bloody Valentine. Og så introducerede Christian mig for The Chameleons. Det var i 1992, og The Chameleons var dengang helt inaktive, men jeg fik dog fat i en lp med genudgivet, gammelt materiale; jeg synes dengang, at det da lød meget fedt, sådan lidt som den første U2-plader uden frelsermanerende. Men der var jo så meget andet, man også skulle købe og selvfølgelig lytte til i de år, og Chameleonspladen stod bogstaveligt talt lidt klemt i pladesamlingen imellem Nick Cave og Cocteau Twins og kom kun frem, når der virkelig blevet gravet dybt i samlingen.
Med skam i sindet må jeg indrømme, at min musiklytning i dag næsten udelukkende foregår foran computeren og med et par høretelefoner på, og nej, det er absolut ikke fordi T har nedlagt forbud mod høj musik i lejligheden, min totale dovenskab og mangel på praktisk sans har bare udskudt indkøb af et ordentligt stereoanlæg (hedder det mon stadig sådan?) alt for længe…
Intet er dog som bekendt så skidt, at det ikke er godt for noget. Jeg har således – sikkert flere år efter andre civiliserede mennesker - opdaget at venlige mennesker uploader alverdens dejlig musik på youtube. En dag fik jeg så den ide at søge på gode gamle Chameleons. Og hold kæft hvor deres musik bare holder. De bevæger sig jo samme boldgade som andre langt mere kendte britiske firsernavne som Echo + The Bunnymen, (tidlig)Simple Minds, Killing Joke og måske allermest The Cure. Alligevel har Chameleons deres egen lyd, for selv om deres sange sjældent er decideret ørehængere, er der noget catchy over deres lydbillede sikkert pga. guitarspillet, der er en tand mere lækkert og psykedelisk end man er vant til inden for genren. Og så har musikken altså meget samme gode energi, som U2 havde inden, der gik totalt frelserrock i den. Mens U2 erobrede hele verden, forblev Chameleons hvad vi i gode gamle dage ville have kaldt et kult-band, hvilket absolut var et plusord i min verden. I dag er jeg ret ligeglad med, om det musik jeg hører bliver populært eller ej. Men lige netop Chameleons fortjener et lyt eller mange, så tjek straks deres årgangs new wave ud på http://www.myspace.com/thechameleons
Abonner på:
Kommentarer til indlægget (Atom)
3 kommentarer:
lyder spændende med kamelæonerne. Tjekker dem ved lejlighed. At du kun lytter til musik på computeren er sgu synd og skam da du mister så meget af lyden uden en forstærker, så let nu røven og brug noget af den kapital jeg ved du puger på og kom ud og køb det anlæg (skønt ord). Så kan du og T danse sammen til musikken og jeres januartriste NV-lejlighed kan blive varmet op af de anakroniske toner fra en mindst ligeså grå engelsk 80er-lyd. Du har tiden, du har pengene. Du har ingen undskyldninger.
og se så at få rettet den profil, så det fremgår at du har forrådt det offentlige og solgt dig selv for ussel mammon til private, jyske købmænd der tjener kassen på uskyldige arbejdsløse...
Hey Jens - Tak på de pæne ord og refleksion over de tider. Ja, The Chameleons holder eller som vi siger "has stood the test of time". Når man hører deres musik i dag fremstår den relevant idet den synes at kommentere på lytterens samtidsvilkår mere end den tid der var rammen om dens tilblivelse. "X-faktoren" for blivende kunst er mødet imellem det universelle og det originale. Der er en næsten endeløs liste af band i enhver genneration, og ofte er mange gode. Men tiden raffinerer og selekterer erindringen ned til klare essenser.
Dermed sagt at med tiden bliver det tydeligt at den der forfølger tiden, bliver tidstypisk og generisk i sit sentiment -imens den der er original og tidsdefinerende er den der bryder med tiden - og når det virkelig lykkes, formår at få modtageren til at reflektere over sin samtid, og derved opleve den med andre øjne.
Send en kommentar