Karakter 5 ud af 6 (hvis du ikke orker at læse en hel anmeldelse - det gør jeg ikke altid selv)
Et moderne konceptalbum er vel nærmest hvad jeg i det seneste mange døgn har haft i heavy rotation i mine ører. For School of Euphoria kredser fra start til slut netop om euforien. ”Do you ever give into your needs like I always give into mine?” spørges der I åbningsnummeret Days of Thunder. Og det er det, det gælder om I Spleen Uniteds univers anno 2012. De ønsker ikke længere at ”stay in bed with heroine unlimited”, som de sang på deres første album. Nu gælder det om at få kroppens umiddelbare behov opfyldt og midlet er heftige dansable beats og et 110% teknoficeret lydbillede. Melodierne er enkle, effektive og iørefaldende; i den forstand kan der trækkes linjer helt tilbage til Kraftwerk.
”First we build it then we watch it fall” synger Bjarke Niemann , ligeledes i førnævnte Days of Thunder, og det udsagn kan tolkes som en kommentar til albummets tilblivelsesproces, der ifølge bandet selv har været meget lang. Resultatet er ikke desto mindre blevet bandets mest poppede og mest melodiøse album til dato. Spleen United lyder om muligt endnu mere tjekkede og cool end de plejer, og albummet kulminerer kvalitetsmæssigt med nummeret Groundspeed, der på trods af en heftig puls har noget let og drømmende over sig. Til gengæld synes jeg, at samplingen fra Flaming Lips smukke ”Do you realize” i begyndelsen og slutningen af nummeret Loebner er helt malplaceret. Flaming Lips sympatiske og varme syrerock hører ikke hjemme i Spleen Uniteds flotte, men anderledes distancerede univers. Albummet lukker og slukker med pulsen i bund på den psykedeliske ballade ”It’s a wild life”. Det lyder såmænd ok, men School of Euphoria er klart bedst, når den holder sig til konceptet – euforisk dansemusik.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar