Trance Sibirien

På grund af en fatal fejl fra vort rejseselskabs side havnede vi i en 2. klasses kupé. At rejse på 2. klasse burde i sig selv ikke være noget problem, men kupéerne er små og deles af fire, og vi havde derfor bestilt en 1. klasseskupé med det formål at have lidt privatliv. Men i stedet måtte vi altså dele kupe med hhv. Andrej og Mikhael. Sidstnævnte gav os næppe ét roligt øjeblik i de ca. 16 timer, han opholdt sig i kupéen. På trods af at hans engelsk- og tyskkundskaber begrænsede sig til enkelte brokker talte han konstant til os og vi fandt ud af at han var 57 år og general i den russiske hær. Da han erfarede, at vi kom fra Danmark underholdt han om sin kærlighed til H.C. Andersen, hvis eventyr han havde læst op for sine børn. En lille litterær snak har jeg som udgangspunkt intet imod. Problemet var blot, at han samtidig havde gjort et stort indhug i i Andrejs (ham vender vi tilbage til) medbragte flaske vodka, og mon ikke også han havde varmet lidt op inden… I hvert fald udviste han stor interesse for T, som han igen og igen forsøgte at berøre. Han blev meget fortørnet over, at vi ingen børn havde, og han tilbød derfor at forlade kupéen, så vi kunne komme i gang med at producere nogen, en akt han ønskede at være tilskuer til! Når toget stopper ved en station, er det ofte muligt at købe lidt mad og drikke på perronerne. Denne chance forsømte generalen selvsagt ikke at udnytte. Da vi fredag morgen havde fået os et par rolige timer i togets spisevogn (en vogn, der i øvrigt har denne her helt særlige østeuropæiske charme, både hvad angår indretning og køkken) og var vendt tilbage til vores kupé, var generalen i gang med sin morgenmad, som bestod af tørret fisk og vodka. Jeg og Andrej, fik, ligesom aftenen før lidt, eller rettere sagt, en del vodka med ham. Og idet generalen tydeligvis aldrig havde læst Emma Gad var kupéens lille bord hurtigt et kaos af spildt vodka og fiskerester. Umiddelbart efter sin morgenmad kom generalen i kontakt med en yngre kvinde fra nabokupéen, som han inviterede ind i vores kupé. Hun var tydeligvis imponeret over hans militære rang, og generalen forsøgte – dog uden held – at hælde vodka på hende og han gramsede samtidig lifligt på hende. Midt på fredag eftermiddag var toget nået til Perm og det var tid til at tage afsked med generalen. Vi fik begge et meget vådt kys på kinden, hvorefter generalen blev afhentet i af en laverestående militærperson i selve kupéen. Da generalen havde forladt kupéen indtraf, næppe overraskende, en mere rolig og afslappet stemning. Andrej viste os familiebilleder på sin bærbare computer, og vi spillede yatzy og kikkede ud på landskabet, der om fredagen mest bestod af spredt skov og bebyggelse, der for 90% s vedkommende så ud til at have kendt langt bedre dage. Om lørdagen vågnede vi op til synet af den såkaldte vestsibiriske lavslette, der nærmest er at sammenligne med en savanne uden dyr. Om aftenen nåede vi Novosibrisk, og det var tid til at sige farvel til Andrej. Og hvad var mere naturligt at fejre ankomsten til Sibiriens største by med et lille frieri? Heldigvis synes T at et kommende ægteskab er en god ide.

Fredag sen aften fik vi i Jekatarinaburg en ny medpassager i kupéen. En nydelig mand omkring de fyrre som Andrej, via fagter, fik forklaret ligeledes var militærmand, dog af lavere rang end vores gamle ven, generalen. Den nye militærmand var dog ikke så vodkaglad eller snakkende som generalen, hvilket han ærligt talt skal have tak for. Til gengæld havde han en mini bærbar computer med, hvor han så, hvad der må have været russiske sit coms. Hverken han eller Andrej talte engelsk eller tysk, men han fik dog udpeget på et kort, at han skulle af i Ulan Ude, som er sidste stop inden Mongoliet. Der stod han nu ikke af, men et par hundrede kilometer senere pakkede han sine ting sammen, og pludselig stoppede toget på Lars Tyndskids mark i Sibirien på et sted, hvor der absolut ingen station var, og vores rejsefælle steg ud af toget og blev afhentet af en menig soldat i jeep.

Fire et halvt døgn i tog er lang tid – og så alligevel ikke. Toget har jo – bogstaveligt talt – sin helt egen rytme, der har en dejlig beroligende effekt på undertegnede. En så lang togtur med så lange stræk uden stop (ofte er der ca. 5 timers kørsel fra stop til stop) er for mig langt mere afstressende end skovture eller meditationskurser. Mandag nat var den sibiriske trance dog slut, da vi passerede grænsen til Mongoliet. Og tirsdag morgen var vi nået til Mongoliets hovedstad, Ulan Bator.