En dårlig turist

Torsdag 9.oktober hoppede vi igen på Den Transsibiriske Jernbane. Men det tog vi nu kom med var af en ganske anden beskaffenhed, end det vi havde været med fra Moskva. Vi fik en 1. klassekupe, hvor der udover to køjer også var en lænestol, desuden var der adgang til et toilet med bruser, som vi kun behøvede at dele med nabokupeen. Og vore medpassagerer var nu ikke længere russere, der brugte toget til transport, men næsten udelukkende europæiske turister. Det var lige før, at jeg begyndte at savne vores gamle ven, generalen. T var dog af en ganske anden opfattelse, og vi nød luksussen, som vi jo egentlig havde regnet med allerede havde været tilgængelig fra Moskva.
Da vi vågnede fredag 10. oktober havde vi nu udsigt til et kinesisk landskab, der bød på langt mere afveksling end Mongoliets golde og øde ørken. Der var bjerge, ris- og ikke mindst majsmarker og i det hele taget masser af liv langs banestrækningen. Først på eftermiddagen begyndte vi at rulle ind i Beijings forstæder og kl. ca. 14 nåede vi Beijing Railway Station (hvad den kinesiske titel er tillader dette tastatur ikke at skrive). Vi var af den klare opfattelse, at vort rejseselskab havde sørget for, at vi ville blive afhentet på banegården, hvorfor vi begyndte at spejde efter en person med et skilt med vores navne på eller vort rejseselskabs. Men ingen dukkede op, hvilket ærligt talt bekymrede undertegnede en smule. Også fordi vort hotel lå et område, som blev omtalt som Far east… Dog var der jo ikke andet at gøre end at hoppe på en taxa. Heldigvis var taxachaufføren her, bogstaveligt talt, lidt med selvkørende, end ham vi stødte på i Mongoliet. Så han ringede til hotellet, og tyve minutter senere og ca. 30 kroner fattigere nåede vi hotellet.

De såkaldte oplevelser, som vi alle sammen jagter rundt efter, når vi er på ferie, var der naturligvis en masse af under vores dage i Beijing. Men jeg er og bliver en dårlig turist. De historiske facts om Den forbudte by, Sommerpaladset, Den kinesiske trappe og hvad vi ellers så i Beijing bundfælder sig kun i begrænset omfang hos mig. Så hvis man ønsker at få viden om Beijing og omegns mange smukke turistattraktioner, skal man straks surfe væk fra denne blog. Derfor gjorde det mig heller ikke så meget, at vores lokale guide var mindst lige så interesseret i at høre om livet i Danmark, som hun var i at fortælle om seværdighederne i Beijing. Ligeledes var hun meget optaget af tilværelsens mere romantiske dimensioner, så hun krydsforhørte os om hvordan og hvornår vi havde mødt hinanden, og hun var tydeligvis misundelig på, at to mennesker kunne bo sammen i en stor lejlighed, uden at det behøvede at være ægteskab eller børn involveret. Selv boede hun dels hos sine forældre, der boede langt væk fra byen, og dels hos sin tante, der så vidt vi forstod boede i en lille hutong på 20 kvm.

Selvfølgelig var det en oplevelse at gå på Den kinesiske mur, og efter blot 20 minutters vandren op af de meget uensartede trappetrin begyndte det at tynde ud i de horder af turister, der besøgte muren. Og Den forbudte by er imponerende og stor. For ikke at tale om gravene med terrakota-krigerne som vi rejste en hel nat for at se. Men det bedste er altså efter min smag bare at hænge ud, drive rundt og opleve helt hverdagsagtige ting som at få vasket tøj på det lille vaskeri over for vores hotel, hvor tøjet blev tørret på bøjler i loftet af lokalet. Eller at bevæge sig ud i trafikken, der bliver styret både af moderne lyssignaler og af betjente der dirigerer trafikken, hvilket bestemt er nødvendigt, da kineserne bevæger sig rundt i trafikken, som om de havde ni liv – men det har de måske også. I hvert fald betød grønt lys, at man minimum skulle kikke sig for to gange, før man gik over vejen. T mente, at vi skulle leje cykler, men jeg erkender blankt, at min dødsangst simpelt hen oversteg mit mod. Trafikken forekom mig for voldsom og kaotisk, men kineserne cyklede selv fermt ind og ud mellem biler og mere tung trafik.

I Kina spiser de faktisk ikke hunde – i hvert fald var det ikke på menukortet på de restauranter, vi frekventerede. Til gengæld kunne man et sted få serveret tyrepenis som kødgarniture til den i forvejen ret specielle ret, Hot Pot, hvor man bliver bænket ved et bord med et gasblus i midten. Man får så serveret en suppe, der bliver varmet op på blusset, hvorefter en tjener, når suppen koger, fylder kød og grøntsager ned i suppen og efterfølgende øser de op på ens tallerken. Det lyder måske meget tilforladeligt, men denne ret blev lige en tand for eksotisk efter min smag.
På en anden restaurant så vi levende fisk sprælle rundt på restaurantgulvet, mens vi selv holdt os til lokale klassikere som Peking and og stuvede spare ribs.

På mange områder er Beijing en meget moderne storby med tusindvis af skyskrabere, McDonalds på hvert andet gadehjørne og en velfungerende metro. Samtidig støder man dog på mange fænomener, man aldrig ville se i København. Fx går der gamle mennesker rundt i parkerne og fejer bittesmå arealer med sivkoste. Superineffektivt, men på samme tid et rørende syn. De så ud til at være stolte og glade for deres job. Og så hørte man ofte en hakkende lyd, der stammede fra en kinesisk mand, der samlede sammen til at levere en ordentlig snotklat på nærmeste fortov.
I det hele taget foregår der enormt meget liv på gaden. Der bliver spist nudler og alskens andre sager på alle tider af døgnet, og nogle frisører havde simpelt hen deres salon på fortovet, ligesom vi så en kvinde vaske sit hår på et fortov, foran den restaurant, hvor hun arbejdede, eller måske endog indehavede.

Og nu, nu sidder jeg og kikker ud på regnvejret, der har varet hele dagen og jeg er helt sikkert glad for at være hjemme i 2400 NV og høre evergreens på DR’s netradio og drikke en stilfærdig kop neskaffe. Men jeg længes nu efter at sidde med T i en park en lun eftermiddag og se en ældre kinesisk mand opføre sit helt eget karokeeshow for de publikum, der tilfældigvis kommer forbi.