Musikåret 2014 - Opsamlingsheat

Mine to top 3-lister over årets musikudgivelser blev måske lidt præget af indie-puritansk god smag, så hermed et par ord om en række ret forskellige udgivelser, jeg også har fået lyttet til:

Jacob Bellens: My Convictions
Jacob Bellens andet soloalbum er en ret let og luftig affære med diverse tangenter som tonebærende instrument. Det er et fint album, men måske lige en tand for luftigt efter min tvivlsomme smag. Titelnummeret er imidlertid hele albummet værd; en sindssygt velskrevet popsang, som burde blive standardrepertoire på ethvert sangskriverkursus.

Future 3: With and Without
Kom lige nøjagtig ikke med på min top 3, men et album hvor trioen stadig lyder som sigselv, men går nye veje i kraft af at albummet åbner med en håndfuld numre med vokal som er virkeligt vellykkede og trækker linjer tilbage til bands som Stereolab og Slowdive, hvis nogen kan huske dem.

Nikolaj Nørlund: Det naturlige
På denne sæsons Nørlund-udgivelse har en række gode lyrikere som Peter Laugesen og Naia Marie Aidt leveret ord til nogle af albummets tekster. Alt fungerer ikke lige godt men de to åbningsnumre "12000 KM" og "Hvid Røg Og Tekno" er vintage-Nørlund.

Gravens Rand: Lysternes Lakaj
Min gode ven Carsten Seidler har med stor hjælp fra min ligeså gode ven Jesper Andersen udgivet en vinylplade fyldt med drukviser. Det er skramlet og sentimentalt, som drukviser bør være. Og undertegnede synger med på et omkvæd med den sigende tekst: "Guldøl er ikke nok længere"...

Interpol:  El Pintor
På Interpols femte album lyder Interpol i den grad som Interpol. Jeg har ikke fået lyttet så meget til albummet, men kan mærke at det vokser.

U2: Songs Of Innocence
Engang var U2s budskab Nej til racisme i almindelighed og Apartheid i særdeleshed. I dag er det at Apple laver de fede produkter. Ak, ja. Nå men jeg lovede min gode ven, fortælleren, at give musikken en chance. Og det har jeg så gjort. Og kan konstatere at U2 har lavet deres mest poppede album til dato (og det er i sigselv på ingen måde diskvalificerende i min bog), men rigtig fedt bliver det altså aldrig; hvorfor sine steder lyde som en kopi af Coldplay? Hvorfor ikke videre originale referencer til T. Rex. og Beach Boys? Til gengæld fungerer samarbejdet med Lykke Li rigtig flot. Mere af den slags havde klædt albummet.

Pharrell Williams: Happy
Og, nej dette er ikke en Guilty Pleasure. Selv om teksten jo er pænt irriterende (og jeg synes da ellers også at det er fint at se positivt på tingene) er dette stykke jazzpop helt suverænt.  Som Stevie Wonder på en rigtig go dag. Som Steely Dan på lykkepiller.