Müsli og Marinerede sild

I søndags var jeg endnu en gang inviteret til fødselsdagsbrunch, og jeg indrømmer uden at rødme særlig meget, at jeg åndede lettet op, da værten dagen før måtte aflyse pga. sygdom.
Jeg synes nemlig, at brunch er en kulinarisk bastard af de mindre heldige. Men jeg har opdaget, at det ikke at elske brunch faktisk er lige så kontroversielt at mene, som det er at mene at det er ærgerligt, at George Bush ikke kan blive genvalgt… Jeg vil dog insistere på, at brunchen er et vulgært måltid. Forklaring følger.

Overordnet er der to udgaver af brunchen: Brunchtallerkenen, som enhver cafe med respekt for sig selv (eller måske snarere mangel på samme) har på menukortet. Og brunchbuffeten. Sidstnævnte har jeg i den seneste tid ofte været udsat for, både på cafeer og hjemme hos folk. Og her er der jo ikke grænser, hvad der bliver sat på bordet: Klassiske morgenmadsprodukter som yoghurt, havregryn corn flakes, musli m.m. Diverse brød, rundstykker, croissanter, rugbrød. Pålæg og ost i diverse varianter, røræg, kogte æg, pølser, bacon. Frugt. Pandekager med sirup. Frugtjuice, kaffe og the. Og der er sikkert en masse jeg har glemt. Til gengæld glemmer jeg aldrig en brunchbuffet på en kro på Vestsjælland (men her var vi altså meget langt ude på landet), hvor man sågar havde stillet marinerede sild på bordet! Det er som om kulturer omkring disse buffeter er, at der ingen kultur er. Yoghurt og bacon. Røræg og musli. Smagssammensætninger som selv en kok med hang til fusionskøkkenet næppe vil bifalde. Men brunchbuffet er absolut ikke et måltid, der er skabt af eksperimenterende gastronomer. Det er en buffet, hvor der intet må mangel, hvilket som oftest betyder, at kvaliteten af de forskellige ingredienser er tvivlsom.

Men ligeså irriteret som jeg kan blive på selve måltidets uafgrænsede indhold, er jeg på det tidspunkt, man bliver inviteret til brunch på. Som regel er det ved 11-tiden. Og når man som jeg hverken er udpræget a- elle b-menneske betyder det, at man får dagen temmelig smadret. Der er nemlig ikke rigtig nogen kultur for, hvornår man kan tillade sig at forlade disse bruncharrangementer. Som regel trækker de ud til hen på eftermiddagen, hvilket betyder, at det meste af en lørdag eller søndag er gået med at sidde og bælle juice og spise yoghurt med bacon, mens man i sit stille sind sidder og drømmer om, at værten i stedet havde budt på et par gedigne stykker smørrebrød og en stribe kælderkolde pilsnere.