Min Facebookven, Jakob, skrev i går på sin statuslinje i sin Facebookprofil, at han kun havde lyttet til Bob Dylan i de seneste dag. Og så var det, at jeg endnu en gang kom til at tænke på mit eget problematiske forhold til samme mand. Altså ikke Jakob, men Bob D. Tror at det skyldes den forgudelse som den såkaldte 68-generation har udsat den sagesløse mand for. Indtil for nylig var samtlige kultursektioners forsider ryddet, når Bob m. band kikkede forbi landet (men på det seneste har han været så meget i Danmark, at selv de mest garvede kulturjournalister har måttet holde pause fra essayskrivningen om ham). Min ambivalens bunder nok i, at jeg ikke er nogen ”tekstmand”. Jeg holder af en god melodi, et fængende riff og en god produktion, hvad enten den er vellydende eller skramlet. Men Bob skal tydeligvis primært høres pga. teksterne, som en hel generation altså har ophøjet til verdenskunst.
For nylig købte jeg Time out of mind, hvor jeg i særdeleshed holder af lyden på åbningsnummeret Sick of love. Men ellers har jeg altså svært ved at klare længere doser med onkel Bobs snøvlen ledsaget af musik, der er lige en tand for rootsbaseret efter min smag. Har dog en fornemmelse af, at jeg går glip af et eller andet. Måske nogen kan fortælle, hvordan man kan omvende en Bob-skeptiker?
Abonner på:
Kommentarer til indlægget (Atom)
9 kommentarer:
Jeg vil indrømme at jeg aldrig helt har forstået Bobs tekster, dels fordi jeg ikke kan høre hvad han synger, dels fordi de til tider (når jeg har siddet med teksterne foran mig på papir) er meget vanskelig at forstå - lidt ligesom moderne lyrik.
Men pludselig er der en sætning der fænger, nogle ord der bliver ved og ved med at runge.
Jeg har f.eks. lyttet 1000 gange til Oh Mercy (1989) og det er ikke kun pga. Daniel Lanois helt utrolige sugende lyd, men også fordi jeg stadig synes at teksterne er helt forrygende, f.eks. 1 nummer: Polical world, og Everything is broken.
Men lige præcis det album er de mange hardcore fans enige om ikke holder:
http://bobdylan.com/#/music/oh-mercy
og sådan har jeg altid haft det lidt svært med Dylan fans. De kan f.eks. heller ikke lide Desire (1976) og Slow Train Comming (1979), som jeg også er vild med.
Jeg tror Bob er sådan lidt alting og især hvad du gerne selv vil med ham. Lige som teksterne, man kan selv gå gætte hvad han synger om.
kom i tanke om at grunden til jeg kan lide Slow Train Coming er pga. Mark Knopflers helt fantastiske løse hånd på en gospel plade! Og så synes jeg det er sjovt at den er så kristen og alle hans fans hader pladen. Og så er teksten slet ikke så uhumoristisk som mange tror:
You might be a rock 'n' roll addict prancing on the stage,
You might have drugs at your command, women in a cage,
You may be a business man or some high degree thief,
They may call you Doctor or they may call you Chief
But you're gonna have to serve somebody, yes indeed
You're gonna have to serve somebody,
Well, it may be the devil or it may be the Lord
Onkel Bob, tjah, måske er man hoppet for sent på toget? Bobby Dee, som jeg ynder at kalde ham, fænger vel fordi mest fordi han VAR og ikke fordi han ER. Et mauseoleum over en tabt tid, som mange gerne vil huske som såvel uskyldsren som beskidt, en svunden tid hvor poesi og politik flød sammen, og de folk der i dag dyrker borgeligheden og borgerdyden, husker sig selv som lovende, levende og legende. Bobby Dee a.k.a. Robert Z, er altså med andre ord mere en drøm, en forestilling, i anmeldernes hjerner. Piller de ham ned fra piedestalen brister drømmene som et slidt kondom.
jeg har nu også altid synes jeg var Bob-fan på den helt rigtige måde. Sådan lidt mere smart end alle andre, bare Bob & mig.
Hvad jeg dog aldrig har været enig i, er forbindelsen, eller lighedstegnet, mellem 60-generationen og Bob Dylan. Jeg har netop altid haft en oplevelse af at Bob har hadet sin egen generation. Og alligevel aldrig forsøgt at være ung med de unge - som fx Bowie.
En anden ting: Jeg synes Bob med sin alder og produktion er vokset ud over alle grænser.Det giver ligesom ikke længere helt mening at tale om Bob. Han trukket ud over 3 generationer og 50 års musikhistorie, grotesk mange sange og albums, malerier og film, for slet ikke at tale om de mange tusinde koncerter. Husker fx den ganske gode han gav i Roskilde 1990 som var det i går
Teksterne er glimrende, jo, men om de ligefrem kandiderer til en Nobelpris i litteratur, som flere har fremturet med... Men er helt enig med Jens på det punkt, at jeg aldrig nogensinde har hørt musik for at høre tekster - det er ikke det, musik KAN. Musik handler og bør handle om sansning, suggestion, klang, hvad har vi. Alt det, der netop undslipper ordet. Men er der ord - og er de så gode, at man til sidst ikke kan undgå at bemærke det - så er det selvfølgelig en bonus.
Synes nu heller ikke, at Bob er uduelig musikalsk, men må indrømme, at han heller aldrig for alvor har ramt mig.
Og så har jeg det seriøst med hans mest overgearede ældre fans, som jeg har det med visse af The Beatles'. Jeg mener: I 40 år - længe efter, at John Lennon indrømmede, at han bare havde skrevet noget nonsens for netop at tage pis på den type tilhængere - sidder der stadig folk og laver sindrige dybdeanalyser af "I Am The Walrus", fordi de åbenbart ikke kan forlige sig med, at deres grønne ungdoms store idol ikke var gennemført genial og dybsindig hele tiden. På samme måde læser Dylan-fans som Braad Thomsen og Asger Schnack alt for meget ind i middelmådige Roskilde-koncerter - har selv kedet mig bravt til flere af dem i håbet om at "se lyset" - hvor en gammel, vrissen mand dybest set bare står med sin guitar og laller numre af på rygraden... Skyd mig, inden jeg bliver den slags nostalgiker!
Det forekommer mig, at vi er ved at have tegnet et mønster: Bob er muligvis okay, men vi har alle på den ene eller anden måde et stort behov for at distancere os fra hans fans.
Det kan der være flere grunde til:
1) Fans af Dylan er (for) tæt på vores forældregeneration.
2) Dedikerede fans, religiøse folk og i det hele taget overbevidste mennesker er temmelig anstregende.
3) Fans af fænomener man ikke umiddelbart lige selv kan feje væk som tåbeligt og poppet er stærkt foruroligende, for tænk nu hvis man var den eneste der ikke kunne se det (og dermed afslørede manglende indsigt & intelligens).
overbeviste
Jeg skrev ikke at Bob var 60erne, blot at hans fans så ham som en del af 60erne. Jeg er dog uenig med dig, Steffen, i at der er noget forkert i at analysere I am a walrus. En tekst er en tekst, uanset om Lennon bare skrev noget lir. Derfor kan der jo godt lægge en mening hensides forfatterens kendskab...
og endelig: Jeg elskede X Factor som fænomen, det står jeg ved.
Eneste fænomen jeg hader, er den stigende tendens til at fakta tilsidesættes for følelser og retten til at sige "det kan godt være, tallene siger det, men jeg føler ikke at det er sådan."
Jeg har læst dit indlæg 3 gange Søren, og jeg forstår stadig ikke hvor din erklæret kærlighed til Xfaktor kommer ind i debatten om Bob?
Send en kommentar