mandag den 27. september 2010

Den kreative klasse i NV

Som jeg står der
i køen i Fakta
med min blok parmasan
og de andre kunder køber
discountsodavand, krydderboller,
helt igennem uøkologisk mælk
og Brutalispilsner på dåse
føler jeg mig som
den sidste overlevende fra
den kreative klasse.

søndag den 26. september 2010

Undskyldning til Nordbrandt

Jeg sidder i lænestolen og lytter til hvad ipod'en nu finder på at spille, imens jeg læser en digtsamling af Henrik Nordbrandt og samtidig følger med i en sekundaliga-fodboldkamp.

Jeg tænker, at Nordbrandt skikkert vil føle sig i rigtig dårligt selskab. Jeg kunne ikke forestille mig andet end, at han HADER fodbold, og musikken i ipod'en er bl.a. Beatles, som han sikkert synes er dybt latterlige. Undskyld, Henrik! Og tak for digtene om død, hav og ord. De vandt en kneben sejr over AGF vs. HB Køge.

onsdag den 22. september 2010

Tur til Irma

En kvinde sidder på en trappesten lige ved lyskrydset, hvor Birkedommervej krydser Tomgårdsvej. Hun får sig en Maribo pilsner og snakker i mobiltelefon. Personen i den anden ende af røret er i problemer, kan man forstå. "Du er ved at blive syg af stress, du havde det også af helvede til, da du skulle på arbejde i morges", siger hun. Det er Mesteren, der åbenbart presser kvindens samtalepartner, fremgår det.
Ovre i Irma er der tilbud på toiletpapir. Jeg slår til.

søndag den 19. september 2010

Digt med

"Det er efterår, og digterne er glade..."

Fandt på denne, synes jeg selv, ok åbningslinje til et lille digt. Kan dog ikke rigtig komme videre - mit poetiske talent er jo af begrænset størrelse. Men måske har du, kære læser lyst til at skrive videre?

torsdag den 9. september 2010

Koncentreret krise

Det kan næppe undre dem, der ynder at kalde mit elskede NV for Nordværst eller Nordlædervest, at der henne ved siden af Irma på Smedetoften ligger en institution med navnet Center for Krisecentre.

søndag den 5. september 2010

Lørdag i Tivoli

Nærmest hele Danmark er i Tivoli: Dennis Rommedahl, tidligere folketingsmedlem, Jann Sjursen og lille Kian ledsaget af forældre og bedstefar. De tre sidstnævnte er behørigt tatovorede. Kian er det så vidt jeg kan se ikke endnu...

onsdag den 1. september 2010

Torsdags Top 10

I mit barndomshjem snurrede Beatles jævnligt på den, allerede dengang, bedagede B&O-grammofon. Og jeg går i dag rundt og bilder mig ind, at min glæde ved musik blev grundlagt af at have fået en masse dybt originale popsange ind med sutteflasken. Det har netop været en kåring af de 100 bedste Beatles-sange i magasinet Rolling Stones. Her nøjes jeg med en top 10 i uprioriteret rækkefølge, hvor der sandsynligvis er overvægt af sange fra de albums vi hørte i barndomshjemmet.

Dear prudence
Here comes the sun
Here, there and everywhere
If I needed someone
I'm only sleeping
Magical Mystery Tour
Martha, my dear
Strawberry fields forever
She said, she said
Ticket to ride (favoritsangen da jeg var 7 år)