mandag den 19. oktober 2009

I godt selskab

T og jeg skulle egentlig have været i Århus og besøge min storebror på en forlænget weekend, men brormand blev desværre syg. Så det blev i stedet til en yderst improviseret miniferie til Berlin. Med i bagaegen havde jeg Benn Q. Holms seneste roman "Den gamle verden", der meget a pro pos også handler om en mand og en kvinde, der rejser rundt i Europa.
Romanen er fortalt via to fortællestemmer. Den ene, Dean, er en lettere afdanket, engelsk rocksanger med en meget gloværdig fortid i bandet Spell. Hele bandets historie er 90% identitisk med Suede's, og selv sangtitlerne er nærmest identiske: Lazy bliver til Hazy og Saturday Night til Saturday... Men de glade tider er forlængst forbi, og Brett Anderson (eller Dean som han hedder i bogen) soloturnerer ved romanens begyndelsen i Tyskland, spiller i halvtomme klubber, tænker tilbage på de vilde dage som superstar, og er på en gang både ynkelig og stolt; det lyder lidt klichéagtigt, men det fungerer godt, og det ser ud til at forfatteren har moret sig med at skrive afsnittene, særligt Wikepidia-opslaget om bandet er morsomt og en sjov pastiche. Romanens anden hovedperson hedder Ashlyn, og er en ung amerikansk kvinde, der er på dannelsesrejse i Europa inden hun skal hjem og arbejde i faderens advokatpraksis. Dean og Ashlyn støder bogstaveligt talt sammen midt i romanen og ... Tjah , plottet hører ikke til verdens mest opfindsomme. Til gengæld var jeg usædvanligt godt underholdt hele vejen igennem historien. For nogle år siden udgav Holm "Den ukendte" som skulle være en slags gavtyvroman. Efter min mening er det forfatterskabets mindst vellykkede roman, men anden gang er heldigvis lykkens gang; Dean er i hvert fald også noget af en gavtyv og for at anvende sprogbrug fra musikkens verden, er der masser af spilleglæde i romanen; fortællingen glider ubesværet afsted som en god plade, måske ikke helt på niveau med Suedes allerbedste plader, men mindre kan også gøre det.
De af mine medpassagerer, der læste, sad alle (!) - på nær T - fordybet i Stieg Larsson, og det er sikkert også glimrende læsning. Personligt kunne jeg dog godt onde, at forfattere med mere stilfærdige historier på hjertet - som fx Holm - lidt af Larssons succes.

onsdag den 7. oktober 2009

Røg

Her til morgen fik jeg lyst til at gå på musem. Det skyldtes et indslag på P1, som handlede om en udstilling på Danmarks Medie Museum (som desværre ligger i Odense (altså ikke for odenseanerne, men for mig)) om tobaksreklamer gennem de seneste 100 år. Indslaget gengav herlige reklamer, som fx en med Poul Richardt, der sagde noget i retning af: "Det var en dejlig flyvetur, men nu længes jeg altså efter at ryge en cigaret fra mit yndlingscigaretmærke" (kan desværre ikke huske mærkets navn). Ligesom der blev spillet en sang fremført af Nina & Frederik med det forrygende omkvæd "Smoke, smoke, smoke that cigarette".
Men i de seneste mange år har tobaksreklamer jo været forbudt og de ofte smukt designede pakker - tænk fx. på Benson & Hedges elegante guldindpakning - skal plastres til med advarsler om død og lungecancer. Men samtidig reklamerer FCK for Carlsberg, og samme produkt er "Part of the game", når der vises fodbold på de kommercielle kanaler. Det er dobbeltmoral af værste skuffe. Enten må der indføres forbud mod reklamer for alt sundhedsskadeligt fra McDonald til Marlboro, eller også må man lade forbrugerne tænke selv.
Heldigvis fremgik det i det mindste ikke, at udstillingen i Odense var blevet udsat for censur, men det kommer jo nok en dag...