tirsdag den 21. april 2015

Prinsgemal Blues

Henrik
helt alene i Venedig
med en Campari-Soda i hånden
og Thomas Mann i lommen.

mandag den 13. april 2015

Cremede bleer og kæk modvind

Det er morgner som disse med cremede bleer, kæk modvind på cykelstien og en mailboks så tung som en kande brun sovs på en landevejskro i Kronjylland, at man gerne må sidde og falde lidt i staver og undre sig over hvorfor det egentlig hedder "at falde i staver". Men hov, nu kommer chefen vist forbi, og poesien sættes på pause.

mandag den 30. marts 2015

Digt om danskhed

Danskhed for  mig er Erik Clausen, der får sig en morgenbajer på Vesterbro, og manden på perronen som skal have en latte med dobbelt-shot at vågne på.
Danskhed er fredagsbøn, et meditationskursus hos AOF og højmesser i halvtomme kirker hver søndag året rundt.
Danskhed er et cool digt af Henrik Nordbrandt og Medina som synger "jeg' da ligeglad" 127 gange i samme sang.
Danskhed er et bestået rygestopkursus, som fejres med en velfortjent smøg på altanen.

søndag den 29. marts 2015

Eftermiddagsscoring på vej til Netto

Vi skulle bare gå en lille tur i Netto, Anna og jeg, efter en pose pastaskruer. Men på vejen fik Anna så øje på en lille dreng på plastic-scooter og hans mor. Og Anna løb straks hen til dem, og inden vi fik set os om, havde hun taget det lille stykke kuvøseguf på 1½ år i hånden og slæbt ham over på legepladsen, hvor der blev gynget, rutschet og sunget Lille Peter Edderkop til dens store guldmedalje. Da vore vej en halv times tid senere skulle skilles tænkte jeg, at det var fint nok, at vi bare vinkede farvel til vores nye venner, men Anna råbte "lille kys" og så blev hendes lille prins kysset behørigt farvel og jeg tænkte i mit stille sind, at hun utvivlsomt bliver et interessant bekendtskab som teenager.

torsdag den 26. marts 2015

Jeg forstå ikke de unge

Denne tekst er dedikeret til debattørerne på Berlingskes netavis

Jeg forstår ikke de unge.
Jeg forstår ikke alle deres tatoveringer
og deres buldrende beats
og deres syntetiske energidrikke
og deres instagram-liv (hvad er der nu i vejen med gode, gamle Facebook).
Og jeg forstår ikke, at de unge ikke kan høre, at Aksel Schiøtz synger meget bedre end en vred rapper fra Bronx. 

tirsdag den 24. marts 2015

KOMMUNALT RYGEPÅBUD OG DØDSENSFARLIGE BAGSÆDER - ET BARNDOMSMINDE

En af mine trofaste læsere er ikke på Facebook, så her er min opdatering fra i går:

Den landsby jeg voksede op i var så lille, at der hverken var kirke, skole eller børnehave. Så når mine forældre skulle passe deres halv- og heldagsjob var den nemmeste løsning, at jeg blev passet hos de hjemmegående nabofruer. Først blev jeg passet hos Edith hvor jeg oftest tullede rundt mutters alene og hvor det nærmeste jeg kom legekammerater var Hans Henrik Ley og Jimmy Stahr, der var værter i Børnetimen som blev sendt hver formiddag i fjernsynet. Men snart blev jeg opgraderet rent pasningsmæssigt. Jeg kom nemlig over til Kirsten, som var kommunal dagplejer. Dette betød dels, at der var en anden dreng - Mads - jeg kunne lege med, og dels at der var en stor kasse legetøj vi kunne lege med. Vi brugte tiden på at fise rundt på små plastic-scootere og hvis det gik højt legede vi med perler ved køkkenbordet. Dette blev dog også brugt til en ofte tilbagevendende begivenhed, nemlig at Kirsten og hendes mand sad og rullede smøger. Smøger der blev røget dagen lang i huset og selvfølgelig også i bilen, hvor vi ofte var passagerer på et bagsæde, hvor jeg ikke er helt sikker på om der var sikkerhedsseler - autostole var slet ikke opfundet. En gang imellem kom en eller anden kvinde fra kommunen forbi for at tjekke om alt var i orden; Kirsten fik sig en hyggelig sludder med hende, mens hendes mand rullede smøger. Et par gange om ugen kørte en forældre os til nabobyen, hvor der var noget så eksotisk som en legestue - bemandet af en pædagog og et par forældre. Vi legede med klodser og i sandkassen og var måske en tur i skoven, hvis det gik højt. Der var ingen sukkerpolitik (men almindelig sund fornuft blandt de ansætte gjorde at vi sjældent fik søde sager) og med garanti ingen læringsmål.
Jeg tror, at jeg i ovenstående beskriver et helt almindeligt stykke 1970'erbarndom. Min egen datter går i institution hver dag fra kl.7.30 til 15.45. på nær om torsdagen, hvor farmor henter lidt tidligere. Hun bliver klart bedre udfordret og stimuleret i sin institutionsverden end jeg blev i min dagplejemor-verden, mens min barnehverdag nok var lidt roligere og tryggere. Jeg nægter at have dårlig samvittighed over det valg, vi har truffet, men kan da godt en gang imellem unde hende en lille køretur i en godt tilrøget lille Morris...

mandag den 23. marts 2015

Ny forskning viser...

Ny forskning viser, at kvinder der flere gange om ugen spiser hvedebrød med birkes har syv gange så stor risiko for at abortere ufrivilligt end kvinder, der følger en diæt bestående af skyr, speltboller og letdampet spinat.
Ny forskning viser, at børn der bliver ammet frem til skolealderen, som voksne oftere vælger at studere fag som eskimologo og indianske sprog og kulturer end børn som har fået modermælkserstatning fra første levedag.
Ny forskning viser, at børn, der har lyttet til Bob Dylan i de allertidligste år af deres liv generelt får et mere negativt syn på livet, end børn, som har hørt Rasmus Seebach.
Ny forskning viser, at fædre der drikker to flasker Barolo om ugen i gennemsnit lever 11,3 år længere end fædre der dagligt drikker en flaske billig vodka fra Netto.
Ny forskning viser, at børn der bruger ipad mere end 12 minutter om dagen har større risiko for at blive ramt af falsk strubehoste og galopperende ADHD end børn, der leger ude i skoven hver dag.

tirsdag den 17. marts 2015

DJØF'ere er også en slags mennesker

DJØF'ere er også en slags mennesker.
Landmænd er også en slags mennesker.
Kontanthjælpsmodtagere er også en slags mennesker.
Spindoktorer er også en slags mennesker.
Pensionerede kuglestødere er også en slags mennesker.
Angrende marxister er også en slags mennesker.
Vælgere er også en slags mennesker.

fredag den 13. marts 2015

Manden på perronen

Manden på perronen tjekker ind og bliver ramt af pludselig dødsangst. Han tænker på, om de efterladte vil få tilsendt en afgift på 50 kr., hvis han tager billetten i toget og dermed ikke får tjekket ud. Manden på perronen kikker på et Rygning Forbudt-skilt, tænder en smøg og håber at Big Brother ikke opdager hans lille ugerning. Manden på perronen tænder sin ipod og lytter til den gamle The Kinks-sang "A Well Respected Man". Manden på perronen tager ind til byen og ud i verden.

mandag den 2. marts 2015

"Hvad laver du?" (...) "Hvorfor det?"

Vi betragter vores datter som forholdsvis intelligent: Hun kan på en god dag tælle til 12, hun kan fortælle, på hvilken adresse hun bor, og mere komplekse sammenhænge såsom, at hendes mormor samtidig kan være farmor for hendes kusine, er ved at gå op for hende. Men som overskriften indikerer er hun kommet ind i et stadie, hvor visse spørgsmål bliver gentaget i det uendelige. Et klassisk eksempel på en ordveksling i disse måneder kunne lyde således:
Anna: Hvad laver du?
Mig: Jeg er ved at tage min frakke på.
Anna: Hvorfor det?
Mig: Fordi det er koldt udenfor.
Anna: Hvorfor det?
Mig: Fordi det er vinter. (Burde nok her give hende en længere forklaring om de forskellige årstider, men er ved at blive lidt træt)
Anna: Hvorfor det?
Mig: Sådan er det bare. (ikke just et svar, jeg tror der vil blive anbefalet i den hotteste litteratur om børneopdragelse, men T og jeg er heldigvis enige om, at det kan være et ok svar i ny og næ).
Anna: Hvorfor det?
Læseren fornemmer, at vi er ved at havne i en retorisk blindgyde, men ud af døren kommer vi jo. Og heldigvis plejer hendes opmærksomhed at blive afledt, så hun et kort øjeblik glemmer at sige "hvorfor det".

Her til morgen, da vi cyklede hen til vuggestuen, spurgte hun fra cykelsædet: "Hvad laver du?" Og så var det, at jeg fik den geniale ide (som andre dog uden tvivl har fået før mig) at spørge hende:"Hvad tror du jeg laver?", hvortil svaret heldigvis var følgende korrekte observation "cykler med mig". Men mon ikke jeg i morgen igen skal redegøre for min adfærd, mens jeg kører forpustet op ad bakken på Dyssegårdsvej?

lørdag den 28. februar 2015

100 ud af 100 stjerner

Der i mørket i Danmarks Radios store koncertsal sad jeg i går aftes ved 20.30-tiden i en mild influenza/Jâgermeister/øl-rus og tænkte at det her var den mest perfekte koncert, jeg nogensinde havde været til. Perfekt fordi alt bare var så smukt og rent. Billederne og "bandets" optræden (eller mangel på samme), der illustrerede sangenes temaer om sammensmeltningen af menneske og maskine, de nænsomt opdaterede arrangementer af Trans Europa Express-albummet og det efterfølgende greatest hits-sæt (ja ja, det var stort set de samme numre de spillede, da jeg så dem i Randers for en håndfuld år siden). Den fantastisk klare lyd og melodierne så enkle og smukke som vuggeviser. Og jeg var vist ikke den eneste tyndhårede, kontorklædte mand, der gik fra koncerten i opløftet tilstand. 

onsdag den 25. februar 2015

YTRINGSFRIHEDEN ER IKKE UKRÆNKELIG

Hvis jeg ytrer mig offentligt på min arbejdsplads vegne, bliver jeg fyret.
Hvis jeg kalder Pia Kjærsgaard racist (men det kunne jeg selvfølgelig aldrig finde på...), får jeg en megabøde.
Hvis jeg kalder stamkunderne på Bisidderkroen for "bøsserøve", får jeg et lag tæsk.
Hvis jeg udtaler mig imod partilinjen, bliver jeg ekskluderet.
Hvis jeg anfægter at 1970'erne var det vigtigste årti i rockmusikkens historie, bliver jeg anholdt af musikpolitiet.

søndag den 22. februar 2015

"Jeg elsker lagkage"

De fleste forældre kender utvivlsomt til den evige usikkerhed i forhold til hvordan børneopdragelsen skal håndteres. Og når pædagogerne tre gange på en uge fortæller, at Anna har revet de andre børn, spørger T og jeg hinanden, om der mon er noget vi griber forkert an?
Men når Anna i dag til kusine Saschas 4-års fødselsdag, mens hun er i gang med at konsummere et stykke af morbror Ulriks gourmetlagkage, udbryder "Jeg elsker lagkage", ja, så tænker man som forældre, at ens opdagelse måske alligevel på nogen punkter er ganske vellykket. 

onsdag den 18. februar 2015

Hyldest til Dea

Politisk kunst anno 2015, der for alvor bliver eksponeret i medierne og som politikerne forholder sig til, er som bekendt værker, der er race- eller religionsbespottende. Jeg er ikke den store fan af hverken Dan Park eller Muhammed-tegnerne, men synes naturligvis, at de skal udstilles, hvis nogen ellers (fortsat) finder det såkaldte budskab interessant. Men helt ærligt. Jeg kan faktisk godt savne 1970'er -kunsten med dens betonbudskaber om den udbyttede arbejderklasse eller om Vietnamkrigens gru - budskaber som i min bog er langt mere interessante end at påberåbe sig den superstore kunstneriske nødvendighed i at tegne profeten som en liderlig gris. En af periodens allerstærkeste danske kunstnere var Dea Trier Mørch, hvis stærke udtryk jeg på mine gamle dage er begyndt at sætte stor pris på. At jeg nogensinde skulle komme til at savne folkelig kunst med et klart politisk budskab kan undre migselv. Men det er på en måde Muhammedtegningernes skyld...

mandag den 16. februar 2015

Vangede Billeder - Nordvestnostalgi

Ude foran vores lokale Netto står en midaldrende mand og får sig en stærk øl, en smøg og en sludder med sig selv. I mit gamle Nordvest-Hood havde det været helt almindelig adfærd. Men herude i den pæne forstad er det en smule eksotisk.

fredag den 13. februar 2015

Bodega, bøsserøve, bank

Det er ingen hemmelighed, at jeg holder af at frekventere såkaldte brune værtshuse i ny og næ. Jeg holder af alt på sådanne steder: At se en stamkunde komme ind og en bartender, som straks åbner en Hof, fordi han bare ved, at det er det, kunden vil have. Jeg holder af jukeboxen, der spiller John Mogensen og svulstige firserballader. Jeg holder af at man må ryge, selv om jeg selv kun er hyggeryger. Jeg holder af de pænere steder på Frederiksberg, og vi kommer for tiden en del på Prætoria Vinstue, hvor der, som der oftest på såkaldte vinstuer, primært drikkes øl. Jeg holder også af de mere snuskede steder i fx Nordvest og for et par lørdage aftner siden havde jeg sat en god kollega i stævne på Viggo's Bar & Cafe (som i øvrigt tidligere hed Viggo's Vinstue) på Frederiksborgvej i Nordvestkvarteret. Jeg boede i en del år et par husnumre derfra, havde kommet der et par gange og kunne konstatere, at klientellet havde en overvægt af folk fra de såkaldt lavere sociale lag. Man kunne ikke just kalde det aflange lokale hyggeligt i selv, men jeg havde ikke desto mindre haft hyggelige stunder der, og opfører man sig bare nogenlunde anstændigt er risikoen for at få et par på lampen meget tæt på nul. Men forrige lørdag aften oplevede vi et klassisk eksempel på, hvordan man ikke skal gebærde sig på sådanne steder: Vi havde kun lige fået bænket os med et par Guldtuborg'er før en ung og rimelig overgearret mand kom ned til vores bord og ville skåle og bumme en smøg. Begge dele var helt ok med os. Derefter spurgte han gentagne gange til om vi var "bøsserøve". Sandt at sige var vi blevet langt mere fornærmede, hvis han havde beskyldt for at have lignet nogen, som ville stemme på Liberal Alliance. Vi fik venligt men bestemt forklaret ham, at vi ikke gad ham længere, og jeg var ærligt talt en lille smule glad for at han ikke blev voldelig. Men vi gad ham virkeligt ikke og besluttede derfor at gå videre på Bisiddekroen: Et lillebitte værtshus som til min store glæde blev genåbnet for et par år siden. Vi landede i de sidste krampetrækninger af en julefrokost. Der var ret proppet, folk var stive og der stod ting som Knorrsuppe-pakker på bordene, så mon ikke folk havde muntret sig med pakkeleg?  Vi fandt et ledigt hjørne, jukeboxen spillede Bryan Adams, bajerne var billige; alt var godt. Men pludselig dukkede vores unge ven fra Viggo's Bar op igen. Han ville igen skåle, vi verfede ham igen væk, og vi så at han antastede folk fra julefrokostselskabet. Og kort tid efter var der højlydt råben fra gaden, og sætningen "ringe efter politiet" blev hørt. Resten af aftnen var superhyggelig. Vi fik en rolig sludder, kun afbrudt af en ung kvinde som desperat ledte efter sin mobiltelefon - desværre uden held.
I morgen skal jeg mødes men en gammel gymnasiekammerat, jeg tror vi finder et forholdsvis civiliseret sted i Indre By, måske vi udveksler et par høflige bemærkninger med stamkunderne, men deres seksualitet interesserer os ikke.

onsdag den 11. februar 2015

Royal indoktrinering

Det måtte jo ske: Annas vuggestue, der ligger i 2900 Happiness, tog i går på tur til Amalienborg. Jeg forklarede pædagogerne i et bistert tonefald, at jeg er glødende republikaner og ikke bifaldt den slags ture. Pædagogerne forsøgte at berolige mig med, at ungerne nok var mest interesserede i soldaternes fine uniformer; jeg orkede ikke at fortælle dem om min fremragende karriere som militærnægter...
Og nu snakker Anna ikke om andet end "talater", vi har fundet ud af betyder soldater. Hvad pokker skal man stille op?

søndag den 1. februar 2015

Optimal kompetenceudnyttelse

Mens T og Anna samler Lego, fylder jeg opvaske- og vaskemaskinen. I 1970'erne havde rødstrømperne jublet og kaldt mig "en blød mand". I 2015-sprog vil man snarere sige, at alle i familien udnytter deres unikke kompetencer optimalt.

fredag den 30. januar 2015

Studenterbrødstest - 2860 Søborg

I efteråret 2011 lavede jeg med meget kyndig bistand fra min skønne hustru, T, en omfangsrig studenterbrødstest, som kan læses her. Og da jeg her i januar 2015 er i gang med en Facebook-udfordring, som går ud på at spise 100 kager på én måned, er det på sin plads med en lille fortsættelse, hvor T igen har stillet sin ekspertise til rådighed . Pga. travlhed på job, er testen dog begrænset til, hvad jeg lige nåede at købe på vej hjem fra arbejde i dag.


Vi begynder hos SuperBest på Søborg Hovedgade hvor dette brød blev købt for den beskedne sum af 7 kr. Den venlige ekspedient i bagerudsalget kunne oplyse, at butikken, så vidt hun vidste, fik deres brød fra Bager Krumme (!) i Ishøj.
Udseende: Brødet har, hvad vi kendere vil kalde "en god højde" ikke så højt at det ikke er til at gabe over, men heller ikke for fladt. Glasurlaget er brunt, og det er drysset med flerfarvet krymmel. T er sikker på, at glasuren var for våd, da der kom krymmel, hvilket ikke gør noget godt for brødets æstetik. Selve brødmassen er forholdsvis lys. Over bunden er der et synligt lag hindbærmarmelade.
Konsistens: Selve brødmassen er lidt for klæg og bunden er alt for blød.
Smag: Brødet smager på ingen måde dårligt, men mangler karakter. Marmeladen fornemmes fint.
Et enigt dommerpanel giver karakteren 2,5 på en skala fra 0-5.


 
I Kvickly på Buddingevej blev dette brød købt for en rund 10'er.
Udseende: Der er tale om et ganske højt brød, som det dog er muligt at bide over. Det har et tykt lag hvid glasur med et flerfarvet krymmellag. Brødmassen er en nuance mørkere en Superbests.  Bunden er forholdsvis tyk og med et synligt lag hindbærmarmelade.
Konsistens: Lidt mindre klæg end Superbests men på ingen måde tør. Bunden er meget sprød, hvilket begge dommere mener fungerer særdeles godt.
Smag: Udover at bunden er sprød er den også velsmagende, og marmeladen har en god smag. T lokaliserer hele stykker nødder i brødmassen, hvilket hun ikke synes fungerer.
Jens giver 4, mens T giver 3,5.



tirsdag den 27. januar 2015

En erfaren mor bliver 2 1/2 år

For præcis 2 1/2 år siden fik du din allerførste ble på. Nu er du selv blevet en yderst erfaren mor for en større børneflok bestående af dukkerne Sofia, Julie, Karla, Pia og Aleksander. Her gøres der forberedelser til at sidstnævnte kan blive skiftet: Vi ser allerede nu frem til et aktivt bedsteforældreliv!