tirsdag den 24. marts 2015

KOMMUNALT RYGEPÅBUD OG DØDSENSFARLIGE BAGSÆDER - ET BARNDOMSMINDE

En af mine trofaste læsere er ikke på Facebook, så her er min opdatering fra i går:

Den landsby jeg voksede op i var så lille, at der hverken var kirke, skole eller børnehave. Så når mine forældre skulle passe deres halv- og heldagsjob var den nemmeste løsning, at jeg blev passet hos de hjemmegående nabofruer. Først blev jeg passet hos Edith hvor jeg oftest tullede rundt mutters alene og hvor det nærmeste jeg kom legekammerater var Hans Henrik Ley og Jimmy Stahr, der var værter i Børnetimen som blev sendt hver formiddag i fjernsynet. Men snart blev jeg opgraderet rent pasningsmæssigt. Jeg kom nemlig over til Kirsten, som var kommunal dagplejer. Dette betød dels, at der var en anden dreng - Mads - jeg kunne lege med, og dels at der var en stor kasse legetøj vi kunne lege med. Vi brugte tiden på at fise rundt på små plastic-scootere og hvis det gik højt legede vi med perler ved køkkenbordet. Dette blev dog også brugt til en ofte tilbagevendende begivenhed, nemlig at Kirsten og hendes mand sad og rullede smøger. Smøger der blev røget dagen lang i huset og selvfølgelig også i bilen, hvor vi ofte var passagerer på et bagsæde, hvor jeg ikke er helt sikker på om der var sikkerhedsseler - autostole var slet ikke opfundet. En gang imellem kom en eller anden kvinde fra kommunen forbi for at tjekke om alt var i orden; Kirsten fik sig en hyggelig sludder med hende, mens hendes mand rullede smøger. Et par gange om ugen kørte en forældre os til nabobyen, hvor der var noget så eksotisk som en legestue - bemandet af en pædagog og et par forældre. Vi legede med klodser og i sandkassen og var måske en tur i skoven, hvis det gik højt. Der var ingen sukkerpolitik (men almindelig sund fornuft blandt de ansætte gjorde at vi sjældent fik søde sager) og med garanti ingen læringsmål.
Jeg tror, at jeg i ovenstående beskriver et helt almindeligt stykke 1970'erbarndom. Min egen datter går i institution hver dag fra kl.7.30 til 15.45. på nær om torsdagen, hvor farmor henter lidt tidligere. Hun bliver klart bedre udfordret og stimuleret i sin institutionsverden end jeg blev i min dagplejemor-verden, mens min barnehverdag nok var lidt roligere og tryggere. Jeg nægter at have dårlig samvittighed over det valg, vi har truffet, men kan da godt en gang imellem unde hende en lille køretur i en godt tilrøget lille Morris...

Ingen kommentarer: